Advokaten 6 - For fulde telte

Print Print
27-08-2012

Advokatrådet deltog i juni på Folkemødet på Bornholm. Her fik Advokatrådet sat fokus på advokatstandens pro bono arbejde og rejst principielle debatter om retssikkerhed.

Af Rasmus Lindboe, journalist

Kan advokaternes organisation overhovedet gøre en forskel og opnå synlighed til gavn for hele advokatstanden i et arrangement med mere end 200 forskellige foreninger, organisationer og politiske partier?

Det spørgsmål havde Advokatrådet stillet sig selv i dagene op til Folkemødet på Bornholm, der fandt sted i juni.

Folkemødet er blevet kaldt en slags politisk eller demokratisk Roskildefestival, hvor alskens organisationer og foreninger kæmper om publikums og pressens opmærksomhed over de fire dage, som Folkemødet varer.

Advokatrådet var altså i skarp konkurrence med alt fra gratis fadøl til taler fra Folketingets førende politikere på Folkemødet. Og derfor var det måske ikke helt uden usikkerhed, da Advokatrådet valgte at deltage på Folkemødet.

Men de fire dage i juni viste, at advokatstanden bestemt kan være med – både når det gælder folkelig interesse og evnen til at sætte mere klassiske retspolitiske dilemmaer på dagsordenen.

I samarbejde med de bornholmske advokater åbnede Advokatrådet en advokatvagt på Folkemødet. Det vil sige gratis, anonym juridisk førstehjælp til borgerne uden forudgående tidsbestilling. Anslået 50 borgere benyttede sig af lejligheden til at få vendt en juridisk problemstilling hos advokatvagten.

Advokatrådets telt på havnen i Allinge havde besøg af justitsminister Morten Bødskov (S), Venstres udenrigsordfører Søren Pind og Dommerforeningens formand Mikael Sjöberg til en paneldebat om politiske undersøgelseskommissioner. Arrangementet fik besøg af op mod 70 tilhørere, langt mere end Advokatrådets telt kunne rumme. De sidst ankomne tilhørere måtte stå op uden for teltet og forsøge at følge med.

Hovedarrangementet blev derfor i en håndevending henlagt til det nærliggende telt hos Finansrådet: Her kunne omkring 120 borgere og presse følge en fiktiv voldtægtssag, hvor retspolitikere fra Folketingets partier udgjorde nævningetinget og offentligt skulle votere om straffens længde.

En nærmere præsentation af de forskellige arrangementer finder du på de følgende sider.