Advokaten 6 - Dommerfølelser i Utøya-sagen – en refleksion!

Print Print
27-08-2012

Symbolgenstande kan lægges på hylden eller hænges på knagen, men en dommers følelser kan ikke udvaskes på 100 grader i Neutral. Vi er bedst tjent med dommerempati.

Af Søren Lyager, advokat (H), Delacour Dania

Man kunne for nylig læse i pressen, at dommeren i sagen mod Anders Breivik i Norge fældede en tåre under dokumentationen af det, der foregik på Utøya sidste år i juli. Dommer Lis Hævdholm blev i den  forbindelse citeret for at sige, at det var uhørt, hvis  en dommer gjorde det samme i en dansk retssal. Det kan man have mange meninger om, fordi sagen i Norge heldigvis på alle måder hører til de ekstreme. Men det fik mig til at reflektere over dommeres synlige følelser i retten. Er det uhørt, at en dommer viser følelser, og hvor er grænsen, hvis ikke det er helt uhørt?

Vi har haft debatten om dommeres ret til at bære symboler, fordi det efter sigende kan skabe tvivl om dommernes neutralitet, og synlige følelser er i samme familie. Begge kan skabe tvivl om det samme.

Det er hævet over enhver tvivl, at dommerne skal være upartiske, men det er min opfattelse, at de skal være det, uanset om de viser det eller kun besidder sympatier eller antipatier i den ene eller anden retning.

Symboler i frit valg
På den anden side har jeg også den opfattelse, at der ikke er nogen grund til at skabe tvivl om upartiskheden ved at synliggøre et tilhørsforhold ved at vise symboler, selvom upartiskheden stadig er intakt. Det sender et signal, som er unødvendigt, fordi det uberettiget kan skabe tvivl om upartiskheden, men mulighederne for begrænsning adskiller symboler og følelser fra hinanden. Symbolerne bæres viljebestemt i modsætning til følelserne. Man kan lægge symbolerne på hylden, inden man går ind i retslokalet, men man kan ikke på samme måde hænge følelserne på knagerækken i dommerværelset.

Det er naturligvis forventeligt, at følelserne er under kontrol, men kan det også forventes, at følelserne kan kontrolleres fuldt og helt i alle situationer? Også de mest ekstreme? I så fald skal dommerne være uden følelser eller med en vilje, der er i stand til at kontrollere de følelser, der måtte være. Og hvordan harmonerer det med, at vi også kan have en forventning om empatiske dommere? Det har formentlig samme udsigt som et forsøg i erhvervslivet på at klone en sælger og en bogholder til et ideal med det bedste fra begge personer. Det er modsatrettede faktorer, der skaber det, man vil forene, og det er endnu ikke lykkedes.

Det er min opfattelse, at samfundet er bedst tjent med dommere, der har følelser og empati, og jeg er overbevist om, at begge dele i balance vil være en større garanti for rigtige afgørelser end det modsatte. Også selvom en dommer skulle fælde en tåre over grusomheder, der oprulles i retten.