Advokaten 6 - Advokatundersøgelser vs. kommissioner

Print Print
27-08-2012

Spild af tid og penge med kommissioner, der leder efter makuleret papir – lad i stedet advokater grave sandheden frem ved hjælp af samtalens kunst.

Af Jan E. Jørgensen, advokat, MF (V)

For nylig var regeringen tæt på at komme i mindretal. Den slags er altid spændende, men da regeringen blev reddet på målstregen af Enhedslisten, som lod sig besnakke til at nøjes med, at undersøgelsen af makuleringerne i PET alene skal ske på et skriftligt grundlag med professor Linda Nielsen som pennefører, så døde historien hurtigt. Undersøgelsen skal kortlægge PET's sletning af skriftligt materiale om blandt andre Ole Sohn, dengang socialdemokraten Bjørn Westh var justitsminister i 90’erne. Debatten fortjener imidlertid at leve videre, for den har relevans i forhold til Folketingets opgave som udøver af parlamentarisk kontrol med regeringen.

Demokrati på Montanareolen
Undersøgelseskommissioner er langsomme og dyre. Der er stor ståhej, når en kommission nedsættes, men når den flere år efter er færdig, kan det være svært at se formålet med kommissionen. Tag Farum som det nyeste eksempel. Tillad mig at citere min gode kollega - advokat og Venstre MF’er som jeg selv – Preben Bang Henriksen: “Rapporten har taget 10 år at producere. Den fylder 12.546 sider og er nu omdelt i en stor kasse til alle folketingsmedlemmer. På kontorerne ses den flotte kasse derfor henstå uåbnet, men absolut ikke uden brugsværdi. Nogle steder er den dørstopper, andre benytter den til fodskammel og endnu andre som grundlag for en potteplante. Så sig ikke, at de 60 mio., det har kostet at få forholdene for 14 år siden belyst, på nogen måde har været spildt.”

Jeg skal berolige læseren med, at de flittige – hvortil jeg naturligvis hører – har åbnet kassen og stillet de mange tusinde sider op på min Montana reol, men selv efter at have været på hurtiglæsningskursus i Folketinget må jeg konstatere, at det ville tage mig mere end en uge med non stop speedlæsning at komme igennem rapporten.

Relativt hurtige og billige
Derfor har vi brug for en hurtigere, billigere og mindre omfattende model. Venstre foreslog, at PET undersøgelsen skulle udarbejdes af en advokat med mulighed for at interviewe de involverede. Resultatet blev en juraprofessor, som udelukkende skal forholde sig til det skriftlige materiale i sagen. Er det bare mig, eller lyder det som en selvmodsigelse, at man vil undersøge sletning af skriftligt materiale alene baseret på skriftligt materiale? Materialet, der skal undersøges, er jo slettet. Kørt igennem en makulator! Derfor er man i en sådan undersøgelse nødt til at tale med de involverede personer, hvis undersøgelsen skal give mening. 

Samtale fremmer forståelsen
Justitsminister Morten Bødskov har argumenteret for, at man for at spare tid og penge ikke ønsker en egentlig undersøgelseskommission. Fair nok! Her kan vi ikke være uenige. Det kan vi derimod i spørgsmålet om skriftliglighed vs. mundtlighed. Under debatten i Folketinget belærte Enhedslistens Pernille Skipper om, at en advokatundersøgelse foregår på skriftligt grundlag, og at Venstres ønske derfor ikke kan opfyldes.

Det har hun ikke ret i. Jeg har selv udarbejdet en advokatundersøgelse for en kommune, der primært handlede om manglende kontrakt- og udbudsmateriale. Det tog ikke lang tid at konstatere, at materialet ikke eksisterede. Hvis jeg skulle til bunds i, hvorfor og hvem der havde ansvaret, så var jeg naturligvis nødt til at tale med de involverede.

Det står da også højt og tydeligt i Danske Advokaters “Praktisk vejledning til udførelse af advokatundersøgelser”, at man har mulighed for at tale med folk: “Udgangspunktet er, at advokatundersøgelser, både uvildige og almindelige, gennemføres på et skriftligt grundlag. (...)  I de tilfælde, hvor advokaten finder, at undersøgelsen ikke kan gennemføres på det skriftlige grundlag alene, men nødvendiggør fremskaffelse af yderligere faktuelle oplysninger, kan der være mulighed for at (...) afholde samtaler med de eller nogle af de berørte.”

Der er ganske vist ikke en egentlig vidnepligt i forbindelse med en sådan undersøgelse, men når Bjørn Westh ikke har noget imod at udtale sig til en journalist fra BT, så kan han vel heller ikke have noget imod at udtale sig til en advokat?

Enhedslistens hold kæft bolsje
Derfor vil det være en overraskelse af de helt store, hvis regeringens undersøgelse fører til noget som helst andet end at have fået lukket munden på Enhedslisten. Vi får således formentlig aldrig sandheden om Ole Sohn og kontakterne til Sovjet.

Det er slemt nok i sig selv, men det er også slemt, at regeringen nu forspilder en oplagt mulighed for at få afprøvet, om en advokatredegørelse med inddragelse af interviews med de berørte personer kan udgøre et billigt og hurtigt alternativ til en undersøgelseskommission.

Selv om advokater vel ikke har ry for at være hverken billige eller specielt hurtige, så er vi billigere og hurtigere end en undersøgelseskommission.