Advokaten 5 - Stor ståhej for ingenting

Print Print
18-06-2012

 Anklagemyndigheden bør afstå fra at føre straffesager mod behandlingsanbragte personer. Sagerne er dyre, og resultatet efterlader oftest den dømte i præcis samme position – under behandling.

Af Poul Gudberg, advokat (H), Silkeborg

Jeg har for nylig været beskikket forsvarer for en i henhold til serviceloven i behandling anbragt person, som havde overtrådt straffelovens § 119, stk. 1 ved at have overfaldet to plejere. Volden var ubetydelig, men sagen blev indbragt for retten.

Den tiltalte var en midaldrende mand, som siden sin barndom har haft forbindelse til det offentlige system, idet han har været retarderet og psykotisk siden barndommen. Fra det 18. år har han været institutionsanbragt, hvilket ikke har ændret sig siden.

Der er altså tale om, at han er i en anbringelse og en behandling, som ikke har ændret sig de sidste ca. 30 år. Anbringelseshjemmelen fortaber sig i tidens tåger, men der er formentlig tale om en frivillig anbringelse, der blev institueret, medens hans forældre levede.

Han har altså nu overtrådt straffeloven, og man har derfor, efter modtagen anmeldelse fra institutionen, rejst en tiltale.

Man kan vel i denne forbindelse overveje, hvor hensigtsmæssig en sådan anmeldelse er, men jeg har forstået, at de kommunale myndigheder, bakket op af de faglige organisationer, forlanger anmeldelse, såfremt der skulle vise sig en arbejdsskade!

Det må vel så være anklagemyndigheden, der skal være stopklods for en sådan sags videre forløb.

Retsmøllen maler 
Anklagemyndigheden har muligheden for at stoppe sagen ved en påtaleopgivelse jf. retsplejelovens § 721 stk. 1 nr. 3.

Betingelserne i den citerede retsplejelovsbestemmelse er, at “sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf, som i givet fald kan forventes idømt.”

En sag som den foreliggende har medført, at efterforskning har fundet sted med afhøring af de forurettede, sigtede (der konstaterbart intet forstod af de stillede spørgsmål) og af diverse vidner.

Der foreligger lægeligt udfærdigede politiattester, da politiet i forbindelse med anmeldelsen har udbedt sig undersøgelse af de forulempede på skadestuen.

Der foreligger en mentalerklæring udfærdiget efter en ambulant undersøgelse på Retspsykiatrisk Ambulatorium. Den konkluderer – hvad der ikke er kommet som en overraskelse for nogen, at den pågældende “er herefter omfattet af straffelovens § 16, stk. 2.”

Man peger også på den “mest formålstjenlige foranstaltning til forebyggelse af en ikke ubetydelig risiko for fremtidig kriminalitet, ligeartet med den nu påsigtede jf. straffelovens § 68, 2. punktum.”

Dette bliver med logisk nødvendighed “dom om tilsyn af kommunen, således at han efterkommer tilsynsmyndighedens bestemmelser om ophold og arbejde samt vilkår om efter tilsynsmyndighedens bestemmelse at undergive sig psykiatrisk behandling.”

Hvor langt har vi nu bevæget os for at opnå den samme retstilstand, som har været gældende for tiltalte hele hans liv.

Åbenbart ikke langt nok.

Rædselsslagen
Anklagemyndigheden beder nemlig om en supplerende psykiatrisk erklæring fra Center for Oligofrenipsykiatri, som i en erklæring fastholder, at “han hører dermed klart til den i straffelovens § 16, stk. 2 omhandlede personkreds.”

Man foreslår dog, at såfremt der skal nedlægges en sanktionspåstand, kan man foreslå, at sagen forelægges “Samrådet vedr. voksne udviklingshæmmede lovovertrædere”.

Da anklagemyndigheden stadig er i tvivl om, hvorvidt den pågældende er omfattet af § 16, stk. 2, forespørger man endnu en gang herom, idet man ikke ønsker spørgsmålet forelagt det nævnte samråd.

Spørgsmålet bekræftes endnu en gang fra Center for Oligofrenipsykiatri.

Hændelsen fandt sted i december 2008 og januar 2009.

Sagen er fremsendt til retten og berammes til primo august 2010.

Jeg beskikkes for tiltalte og får oplyst fra institutionen og værgen, at han er helt ude af stand til at møde i retten, men med så kort varsel, at sagen må omberammes.

Sagen berammes igen og ved hjælp af en erklæring fra institutionens tilknyttede praktiserende læge, der kan erklære, at det vil være helt håbløst at gennemtvinge tiltaltes fremmøde i retten, undgås dette, og sagen kan endelig, som domsmandssag berammes med fire vidner indkaldt af anklagemyndigheden – altså medvirkende er en dommer, to lægdommere, en anklager, en forsvarer og fire indkaldte vidner, der lægger beslag på en retssal en eftermiddag stort set på toårs-dagen for hændelsen.

Jeg får under sagens behandling af vidnerne at vide, at sagen har taget enormt på tiltalte, der i to år hele tiden har været rædselsslagen, fordi han skal i fængsel. Det er det eneste, han har forstået af det hele, og det vil jo aldrig kunne blive sagens resultat for den stakkels mand.

Under sagen nedlægger anklageren den selvfølgelige påstand. “Der nedlægges i medfør af straffelovens § 16, stk. 2 jf. § 68, 2 pkt. påstand om dom til tilsyn af kommunen, således at tiltalte efterkommer tilsynsmyndighedernes bestemmelse om ophold og arbejde og efter tilsynsmyndighedernes bestemmelse undergiver sig psykiatrisk behandling. Der nedlægges påstand om en længstetid for foranstaltningen på tre år jf. straffelovens § 68a, stk. 3.”

Og hvad fik vi ud af det?
Dommen lød selvfølgelig som af anklagemyndigheden påstået.

Hvad var der opnået ved hele denne sagsbehandling?

Stort set alt, hvad der kunne undgås ved at have benyttet retsplejelovens påtaleopgivelsesbestemmelse i § 721 stk. 1 nr.3.

Ville noget i en påtaleopgivelsessituation have været til skade for tiltaltes retssikkerhed?

Ja, han ville ikke have haft en sikkerhed for, at sagen ville blive taget op efter tre år, men henset til forløbet ville han og alle de, der varetager hans retssikkerhed, sikkert have været fuldstændig ligeglade.

Det er derfor min klare opfattelse, at sager af denne type for alle parter vil være bedst tjent med at slutte med en påtaleopgivelse af hensyn til de involverede parter, samt de systemer, der ofrer enorme ressourcer på en sag, der givet kun kan ende nøjagtigt, hvor den begyndte, hvilket har været en dyr cirkel at slutte.

Anklageren kunne i øvrigt meddele mig, at sager af denne karakter er hyppige, hvilket vel kun gør min opfordring til anklagemyndigheden om – i denne type sager at meddele påtaleopgivelse – endnu mere aktuel.

CV – Poul Gudberg
Advokatfirmaet Poul gudberg har ansat to ansatte advokater og ligger i Silkeborg. Poul Gudberg (født 1946) er beskikket og udpeget af Justitsministeriet i internationale børnebortførelsessager og desuden voldgiftsdommeruddannet.