Advokaten 4 - Leder - Fornuft og retsfølelse

Print Print
22-05-2012
Befolkningens retsfølelse er et uhyre centralt begreb i en moderne retsstat. Den skal gerne være styrende for de krav, fællesskabet stiller til den enkelte, og ikke mindst for de reaktioner, samfundet som monopolist på lovlig magtanvendelse bringer i spil, når den enkelte ikke lever op til disse krav.
Et demokratisk livssyn er baseret på, at det enkelte individ har integritet og værdi, men også på, at vi hver især som udgangspunkt er i stand til at skelne mellem godt og ondt, mellem rigtigt og forkert. Og at vi handler i overensstemmelse hermed.
Når det er sagt, må det nok også konstateres, at retsfølelsen udover at være en ganske uhåndgribelig størrelse, også er dynamisk i den forstand, at den løbende udvikler sig i takt med samfundsudviklingen i øvrigt.
Senest har en velskrevet kronik i dagbladet Politiken vakt en landsdækkende debat om vores retsfølelse. Et voldsoffer, så brutalt mishandlet at det overgår vores forstand, beskrev den behandling, hun havde fået af retsvæsenet og fra offentlige myndigheders side – og sammenholdt oplevelserne med den ’modtagelse’, gerningsmanden havde fået. Hun manglede stadig at få tilkendt erstatning og måtte forsøge at leve videre med sine mén. Gerningsmanden var nu løsladt fra fængslet og medvirkede i tv-kokken Claus Meyers program, skrev kronikøren.
Min sympati ligger naturligvis hos voldsofferet, men mit ærinde er ikke at læne mig mod nogen grøft i debatten. Blot at erindre om, at overdreven generalisering fra enkeltsager yderst sjældent fører til afbalancerede og holdbare regler. Det er vores lovgiveres fornemmeste opgave at fastsætte de generelle regler på grundlag af summen af enkeltsager og samtidig overlade muligheden for at tage de konkrete hensyn – for så vidt både den ene og den anden vej – til en uafhængig dømmende magt, nemlig domstolene. Som samfund skal vi naturligvis samtidig udvise omsorg for ofre for kriminalitet. Men igen med tanke på at der skal være plads inden for reglerne til at hjælpe den enkelte på netop den måde, som for hende eller ham føles mest meningsfyldt.
Den konkrete sag fra Politiken har ud over at være behandlet i snart sagt ethvert medie i Danmark også affødt diskussion i Advokatrådet: Vores pligt til at virke til gavn for retssamfundet gør det naturligt, at vi også følger med i og har en holdning til retsfølelsen og til, hvordan begrebet forvaltes politisk.
Spørgsmålet om, hvorvidt strafferammer skal være lidt højere eller lidt lavere, bliver hurtigt til et politisk spørgsmål, men der tegner sig ud fra den konkrete sag nogle muligheder for i højere grad at indrette ’systemet’, så vi tager bedre højde for retsfølelsen. Lad mig skitsere mulighederne:

Bedre orientering af offeret, når gerningsmanden prøveløslades/får udgang.
I dag kan en orientering ske ’efter anmodning’ og kun ved den dømtes første ledsagede udgang. Offeret skal selv være opmærksom på muligheden. Og skal gøre en særlig indsats i en tid, hvor offeret har mange andre ting at tænke på. Efter min opfattelse kunne noget tale for at overveje muligheden for en ordning, hvorefter der mere eller mindre automatisk gives meddelelse om udgang/prøveløsladelse.

Bedre psykologhjælp.

Reglerne i sundhedsloven giver et offer adgang til 12 timers psykologhjælp mod en egenbetaling på 40 procent, ca. 400 kroner pr. time. Det bør ændres til et antal timers gratis psykologhjælp, f.eks. finansieret via en offerfond, som den dømte pålægges at betale et beløb til.

En beskikket advokat.

Et voldsoffer kan få beskikket en advokat efter begæring, dog automatisk ved sædelighedskriminalitet. Denne adgang bør udvides og beskikkelse ske automatisk, så flere voldsofre får en advokat til at hjælpe sig med den lange række af besværlige spørgsmål om forsikring, erstatning mv., der kan være efter en retssag.

Hurtigere erstatning.

Ventetiden i Erstatningsnævnet for voldsofre samt i Arbejdsskadestyrelsen kan være langvarig. Reglerne kunne ændres, således at straks det står klart, at der er tale om varige mén, så kunne der udbetales en a conto ydelse til offeret. Resten kan udbetales, når méngraden er fastlagt.
Mulighederne er til stede for i højere grad at tage hensyn til ofrene for forbrydelser, uden nødvendigvis at hæve straframmerne. Måske også en mulighed for at undgå en krig mellem ’hardlinere’ og ’pladderhumanister’, så vi stadig kan sikre bred folkelig støtte til, og forståelse for, retsvæsenets indretning. Med andre ord, en retsfølelse, som vi alle kan genkende hos os selv. Det har vi efter min opfattelse råd til – finanskrise eller ej!