Advokaten 2 - Voldgift som serviceindustri

Print Print
14-03-2012

En velfungerende voldgiftsret er afgørende for landets advokatmiljø. Derfor bør de nuværende svagheder ved voldgiftsloven rettes op, bl.a. så domstolene ikke skal blåstemple foreløbige retsmidler.

Af Georg Lett, partner, Lett Advokatfirma

Da det internationale voldgiftsinstitut, ICC International Court of Arbitration, spagfærdigt ymtede, at pladsen var for trang i den nuværende bygning meldte flere europæiske hovedstæder sig omgående på banen for at tilbyde en alternativ placering til den nuværende i Paris. Så vågnede bystyret i Paris op i en vældig fart i erkendelse af, hvad der stod på spil. ICC International Court of Arbitration tilfører ikke kun de arbejdspladser, som ligger inden for voldgiftsinstituttets rammer. Utallige er de advokatfirmaer fra hele verden, der har endog meget store enheder placeret i Paris, og utallige er de voldgiftssager som rent faktisk bliver afviklet i Paris.

Voldgift er en serviceindustri ligesom turisme.

Den tidligere diskussion om, hvorvidt det var hensigtsmæssigt, at voldgift trak erhvervssagerne væk fra domstolene, er i en globaliseret verden med grænseoverskridende aftaler ikke længere relevant. Aftaleparter med hjemsted i forskellige lande foretrækker voldgift fremfor de nationale domstole. Set fra et dansk synspunkt er spørgsmålet derfor, hvad der kan gøres for at trække voldgift til Danmark og dermed gøre København til et voldgiftscentrum.

Voldgiftsmiljøet under udvikling
Meget er allerede gjort. Voldgiftsinstituttet er velfungerende og i stadig fremgang, om end ikke på linje med den historisk begrundede position for det svenske voldgiftsinstitut.

I 2005 fik vi omsider en voldgiftslov takket være Advokatrådets initiativ og kunne herefter regne os blandt de lande, der havde gennemført en lov baseret på UNCITRAL Modellov (en lovskabelon fra FN, som Danmark og en række andre lande har brugt som inspiration, red.). Endelig har voldgiftsforeningen etableret sig som et åbent forum for praktikere.

Som det første praktiske resultat af foreningens virke, er der udarbejdet regler om bevisoptagelse i voldgiftssager. Den uhensigtsmæssige henvisning til Retsplejeloven, må antages herefter lidt efter lidt at komme til ophør. Reglerne har åbnet for fremlæggelse af skriftlige vidneerklæringer, hvilket er velbegrundet, når parterne skal sikre sig, at de rigtige beviser bliver præsenteret til hovedforhandlingen i en proces, der ikke indeholder mulighed for anke.

Udviklingen er kørt fra voldgiftsloven
Voldgiftsinstituttet er meget aktivt i sine bestræbelser for at forbedre vilkårene for voldgift i Danmark. Som et led heri har Instituttet igangsat et arbejde med revision af sine vedtægter til dels inspireret af de netop gennemførte ændringer af vedtægten for ICC International Court of Arbitration.

Selvom den danske voldgiftslov blev revideret så sent som i 2005, er det allerede nu muligt at pege på adskillige svagheder. Allerede i 2006 blev UNCITRAL Modelloven moderniseret, uden at dette har ført til en tilsvarende modernisering af voldgiftsloven. Ifølge Modellovens art. 17H-I indførtes en mulighed for fuldbyrdelse af voldgiftsbeslutninger og iværksættelse af foreløbige retsmidler. Den gældende voldgiftslovs § 9 giver alene mulighed for at anmode domstolene om at iværksætte foreløbige retsmidler i overensstemmelse med Retsplejelovens regler herom. Selvom der således ligger en beslutning fra en voldgiftsdomstol om foreløbige retsmidler, skal der gennemføres en proces inden for rammerne af Retsplejeloven med deraf følgende tidstab og unødvendig dobbeltbehandling. Endvidere foreligger der et EU-direktiv med henblik på at udelukke mediatorer fra at blive indkaldt som vidner i en efterfølgende voldgiftssag. Da Danmark ikke er med i det retlige samarbejde, forudsætter gennemførelsen heraf dog et selvstændigt lovinitiativ.

Frankrig i overhalingsbanen
Også på andre punkter er der siden 2005 sket en udvikling som kan inspirere til en modernisering af voldgiftsloven. Ved dekret 2011-48 af 13.01.2011 gennemførtes en ændring af den franske Code Civil´s lovgivning om voldgift i art. 1442 og følgende. Af væsentlige punkter i denne sammenhæng kan nævnes følgende:

Art. 1442 åbner nu mulighed for at samle voldgiftssager mellem flere parter og på basis af flere kontrakter i den samme voldgiftsprocedure. Dette svarer til den modernisering af ICC´s regelsæt, som i detaljer har fastslået mulighederne for, hvornår en sag mellem flere parter og på grundlag af flere kontrakter kan samles i den samme voldgiftssag. I modsætning hertil har Code Civil blot sat den overordnede ramme og overladt udfyldningen til den fremtidige retspraksis. I den sammenhæng har Sø- og Handelsrettens afgørelse (2005, side 2560) indtaget en ekstrem restriktiv holdning, idet denne afgørelse afviste, at en sag mellem et forsikringsselskab og dettes reassurandører kunne samles til én voldgiftssag til trods for, at alle aftalepunkterne i kontrakten var identiske inkl. voldgiftsklausulen, idet hver enkelt reassurandør blot hæftede pro rata for forsikringssummen.

Ifølge art. 1464, stk. 4, underlægger loven voldgiftsproceduren princippet om tavshedspligt med forbehold for parternes aftale og forpligtelser i henhold til lovgivningen.

Behovet for fornyelse presser på
Ved voldgiftslovens gennemførelse veg Justitsministeriet tilbage for at følge Advokatrådets forslag om at indføre en generel tavshedspligt, blandt andet under henvisning til at en sådan ikke fremgik af Modelloven. Der ud over henviste man til, at det krævede nøjere overvejelser i øvrigt. Den franske regel forekommer uproblematisk. Alternativt kunne man lade sig inspirere af den nye regel i ICC´s regelsæt, hvorefter voldgiftsretten i et nærmere bestemt omfang kan pålægge parterne tavshedspligt. Under alle omstændigheder indeholder de nuværende danske regler en mangel i så henseende, idet de stiller parterne i en vanskelig situation, når de vil påberåbe sig eller opfordre til at fremlægge fortrolige oplysninger, hvis offentliggørelse kan skade dem konkurrencemæssigt og på anden måde. Sådanne situationer kan ikke altid foregribes ved en fortrolighedsklausul i voldgiftsaftalen, idet parterne i så henseende kan have modstridende interesser.

Et af de mest interessante elementer i den franske lov, forekommer i forbindelse med reglerne om indsigelse mod voldgiftskendelsens gyldighed. I overensstemmelse med New York-konventionen indeholder mange landes lovgivning en bestemmelse svarende til den danske voldgiftslov § 39, stk. 3, hvorefter fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse kan stilles i bero, hvis der er indgivet anmodning om tilsidesættelse eller suspension af en voldgiftskendelse. Hvis der er afsagt kendelse i en voldgiftssag, og voldgiftens sted f.eks. er København, skal anmodningen om tilsidesættelse eller suspension af voldgiftskendelsen indgives til de danske domstole. Behandlingen af en sådan sag kan gå gennem to instanser. Det er ikke ukendt, at retssager om komplicerede spørgsmål kan strække sig over en længere årrække. I al den tid er fuldbyrdelsen af voldgiftskendelsen blokeret, i et hvilket som helst land som har tilsluttet sig New York-konventionen med forhold svarende til de danske. I den franske Code Civil er dette spørgsmål løst væsentlig mere elegant. Ifølge art. 1523 kan en retsafgørelse, der tager en indsigelse om ugyldighed til følge, appelleres. På det punkt er der overensstemmelse i regelsættene. Imidlertid indeholder art. 1524 en regel om, at en retsafgørelse der afviser en anmodning om tilsidesættelse af en voldgiftskendelse ikke kan appelleres. En sådan afgørelse er med andre ord endelig efter én behandling i én instans. Det er næppe for meget sagt, at en sådan lov gør det væsentlig mere attraktivt at udpege Paris som voldgiftsrettens hjemsted fremfor København. Den schweiziske voldgiftslov indeholder tilsvarende bestemmelser og forbeholder i den forbindelse et kammer af Forbundsdomstolen for behandling af sagerne. Afgørelserne foreligger efter få måneder.

Som man kan se, er der rigelig anledning til at tage fat på en revision af voldgiftsloven og sikre, at regelsættet lever op til vilkårene på de konkurrerende voldgiftsmarkeder. Det kan ikke være et bæredygtigt argument alene at henvise til, hvad der står i UNCITRALS Modellov. Denne er at betragte som en minimumsstandard.