Advokaten 2 - Har du måske psykiske problemer, dit fucking svin?

Print Print
14-03-2012

Dommervagten i København kan være stærk kaffe for advokater, anklagere og dommere. Alt kan ske og ingen kender dagen.

Af Lene Ejg Jarbøl, journalist

På de svagt lysegule, skrammede og beskidte vægge i venterummet ind til Dommervagten står der skrevet med blyant: “Det var ikke mig”.
Ovenover er en ’Rami’ blevet beskyldt for at være både stik i rend dreng for Hells Angels og en mand uden ære.
Velkommen til Dommervagten i København. Her kommer et klientel, der ganske ofte vil påstå, at de intet har med den sag at gøre, som de er anklaget for. Sandsynligheden for, at der bag benægtelsen gemmer sig et udenlandsk klingende navn, er stor. I 2009 var hele 68 procent af de fremstillede udlændinge.

Tilbød betjente sex
Det er fredag første uge i november. På dagens program er syv fremstillinger. Mabel, Beauty og Sonia er de første, der lidt forsigtigt træder ind i lokalet i sorte vinterjakker og vinterstøvler og bliver sat i midten med anklager Erik Hjelm på højre hånd, forsvarer C. A. Fabritius Tengnagel til venstre og dommer Mette Bytofte Nielsen foran.
De tre kvinder kommer fra Nigeria og er blevet anholdt ved midnatstid, da de kontaktede civilklædte betjente og tilbød dem sex.
Deres sag er allerede afgjort den foregående nat med en advarsel. Nu skal de administrativt udvises til henholdsvis Italien og Spanien – og mens de venter på at komme med flyveren, skal de frihedsberøves i foreløbig ti dage, kræver anklageren.
Den engelsktalende tolk forklarer sagens gang undervejs med lav stemme, og de tre kvinder nikker til, at de forstår, hvad der skal ske.
- De har kun et ønske, at udsendelsen af Danmark sker så hurtigt som muligt, lyder det fra forsvarer C. A. Fabritius Tengnagel.
Og da kvinderne bliver ført ud af Dommervagten, siger han med en lille skæv grimasse gemt inde bag det gråsprængte skæg:
- Så håber jeg, at vi ikke ses igen.

Tung social slagside
- Det er i vidt omfang de fattige og de utilpassede unge mænd, der bliver fremstillet her, siger forsvarsadvokat Sysette Vinding Kruse.
Hun har ansvaret for at lave mødelisterne for de forsvarsadvokater, der på forhånd er udpeget af staten til at tage sagerne i Dommervagten, så alle – også de fattige – har mulighed for at få en forsvarer til at repræsentere sig.
- Den sociale slagside har altid været tung her. Nu er det bare udlændinge, der fylder. Vi har rigtig mange, der skal fængsles efter udlændingeloven. Det er trælse sager, når vi som forsvarere skal forklare en udlænding, hvorfor han skal sidde fængslet, når han ikke har gjort noget – andet end at opholde sig i landet uden de rette papirer, siger Sysette Vinding Kruse.
Anklager Erik Hjelm fortæller, hvordan fremstillingerne i Dommervagten tydeligt afspejler alt det, der sker i København.
- I og med at vi har så mange tyveknægte fra de nye EU-lande på gaden i København, så har vi også rigtig mange af dem her i Dommervagten.  De kommer fra en kummerlig tilværelse, og det er let at overleve her. Og så har vi en del afrikanske pushere, ligesom bandekonflikten og stramningerne i f.eks. våbenloven også slår igennem, siger han.

Justitsministeriet strammer den
10.25. En ung kortklippet fyr i brun læderjakke, grå arbejdsbukser og briller tager plads. Dagen inden er han blevet hentet af politiet på sit klubværelse i Brønshøj, fordi Slovakiet har krævet ham udleveret på grund af en gammel voldssag.
Forsvareren efterlyser den oprindelige kendelse fra retten og oversat til dansk:
- Justitsministeriet trækker kolossale veksler på vores godtroenhed. Min klient har været tre år i Danmark. Det vedrører en forbrydelse begået for fire år siden. Jeg synes ikke, det her er i orden. Der er intet til hinder for, at man havde ventet på, at formalia var i orden.    
Men protesten vinder ikke genklang hos dommeren. For Slovakiet har en udleveringsaftale med Danmark, og så kan en begæring fra Justitsministeriet ikke forhåndsafvises.

Nemmere at få politiet til at løslade
Anklagemyndigheden har i Danmark pligt til at være objektiv, når de efterforsker sagerne.
Generelt er politiet – især de garvede anklagere – gode til at sortere i sagerne, så de bevistynde sager er sorteret fra, inden de når Dommervagten, mener de forsvarsadvokater, som Advokaten har talt med. 
- Men nogle bliver varetægtsfængslet på et lidt tyndt grundlag. Hvor dommeren måske fængsler for en sikkerheds skyld, fordi det er en alvorlig forbrydelse, vedkommende er sigtet for. Som forsvarsadvokat er det frustrerende, hvis man har en klar fornemmelse af, at klienten er uskyldig. Så kan man i første omgang kun trøste klienterne med, at det koster dyrt i erstatning at sidde uberettiget varetægtsfængslet, siger forsvarsadvokat Mette Lauritzen.

Fodboldvold og pjatsager
Dagen før har København været fyldt af tyske fodboldfans fra Hannover, der skulle overvære kampen mellem Hannover/FCK. En af dem sidder nu i Dommervagten med et udtryk i ansigtet af total resignation og forundring over, at en glad fodbolddag kunne ende så skidt.
Han er sigtet for at kaste en glasflaske mod politiet på Kongens Nytorv og for at have tasken fuld af romerlys og et par heksehyl oveni.
Mens forsvarer Tengnagel er ude og snakke med den unge tysker, smalltalker dommeren og anklageren. De snakker om dagens sidste sag, der er en “pjatsag”, som de kalder den, om en småpusher, der er taget med 15 kugler kokain og om aldrig at kunne planlægge fyraftenskaffe med venner på Dommervagts-dage.

Ingen kender dagen
- Det er meget afvekslende og interessant at have opgaven med Dommervagten, lyder det fra forsvarer Sysette Vinding Kruse.
- Du ved aldrig, om du kommer til at sidde med ene små sager som butikstyverier, eller om du pludselig sidder med Amagermanden eller Thorsen/Trads-sagen.
Stemningen mellem anklager, dommer og forsvarer virker ret afslappet – og det er da også tilfældet, mener anklager Erik Hjelm, selv om alle er helt klar over deres respektive roller i Dommervagten.
- De faste aktører taler pænt til folk og hinanden. Men når retten er sat, så kører det helt professionelt. Hvis jeg har en tynd sag, så forsøger forsvareren at trække tæppet væk under mig. Og det skal han også, siger Erik Hjelm.

Har du psykiske problemer?
Den tyske fodboldfan havde aldrig intentioner om at ramme nogen betjent. Det gjorde han heller ikke, men han bliver alligevel fængslet efter udlændingeloven. Den afgørelse kærer forsvareren straks.
14.28. Dagens sidste sag er den eneste, der ikke skal bruges tolk til.
En ung fyr med et marokkansk klingende fornavn og dansk efternavn at blevet anholdt for at sælge kokain ved Halmtorvet, hvilket han nægter.
På tilskuerpladserne sidder hans kæreste og søster og bander over, at han har været så dum. Han er i et behandlingsforløb og får medicin for at holde sig fra stoffer og for sin damp/ADHD-diagnose.
Dommeren beslutter, at den unge mand skal fængsles. Det skal foregå i surrogat, så snart der er plads.
Med et dybt suk lægger han først hovedet ned på bordet, rejser sig så op og tager sin ternede kasket omvendt på og udbryder: “Fuck dem. Jeg kan lige så godt gå ud og blive kriminel.”
Han giver krammere og kys til søsteren og kæresten, mens betjentene og anklageren forgæves forsøger at forhindre, at de har nærkontakt.
- Har du måske psykiske problemer, dit fucking svin. Husk lige at passe på ham, nu du har sørget for at smide ham i fængsel, råber søsteren til anklager Erik Hjelm og skyder en sidste salut af: “Jeg glemmer dig ikke, det lover jeg,” inden anklageren meget bestemt råber “få dem ud” til betjentene.

Kort lunte i Dommervagten
Der er langt imellem, at de sigtede går decideret amok i Dommervagten. Det er sket, at der er blevet kastet med stolene, derfor er nogle af møblerne også boltet fast i gulvet, så de ansatte ikke kommer til skade, når følelserne løber over.
 Men med jævne mellemrum bliver især anklageren svinet til. Det tager Erik Hjelm nu i stiv arm.
- Mange har en kort lunte. Det er selvfølgelig en sprogbrug, der ikke er acceptabel. Men jeg kunne jo se, at hun var ked af det, siger han med henvisning til episoden med den narkosigtedes søster.
Det var den sidste optræden, lyder det pragmatisk fra Erik Hjelm, mens dommeren siger: “Ha’ en fortryllende weekend.”
Tilbage er nu en række kendelser, hvor dørene er lukket for offentligheden. En helt almindelig fredag i Dommervagten i København er slut.