Advokaten 2 - Gennem nåleøjet som voldgiftsdommer

Print Print
14-03-2012

Det kan være svært at komme i betragtning som voldgiftsdommer ved den internationale voldgiftsdomstol ICC. Danmarks medlem af  domstolen redegør for udpegningen.

Af Georg Lett, medlem af ICC International Court of Arbitration og partner, Lett Advokatfirma

ICC’s (herefter benævnt Retten) regler er som tidligere beskrevet her i bladet (Advokaten 10/2011) blevet ændret på en række punkter, i den stadige bestræbelse på, at fastholde Retten  som konkurrencedygtigt voldgiftsinstitut. Der er en stigende konkurrence verden over om at tiltrække arbejde ved at tilbyde et effektivt regelsæt og en hensigtsmæssig administration af regelsættet.

Formålet med denne artikel er at redegøre for proceduren for udnævnelse af voldgiftsdommere, for så vidt dette ikke er reguleret i parternes aftale.

Antallet af dommere
Det er en hovedregel, at der kun skal udpeges en enkelt voldgiftsdommer, medmindre parterne har bestemt andet. Reglerne åbner dog mulighed for tre dommere.

Der kan næppe siges noget helt fast om Rettens praksis i så henseende, men en sagsgenstand, der ikke overstiger ca. ti millioner dollar, vil næppe foranledige udnævnelse af tre voldgiftsdommere.

Hvis der skal udnævnes tre voldgiftsdommere, udpeger hver part, inden for en frist af 15 dage sin voldgiftsdommer. Hvis en part undlader dette, skal udpegningen ske af Retten.

Hvis der skal udpeges en enkelt voldgiftsdommer, kan dette enten ske ved, at parterne enes om en kandidat, eller at det overlades til Retten i mangel af enighed at udpege dommere.

Hvor der skal være tre dommere udpeger Retten den tredje voldgiftsdommer, der optræder som voldgiftsrettens formand. Dette gælder dog ikke, hvis parterne har fastsat en anden procedure.

Dommerens nationalitet
Der er to spor for udnævnelse af dommere. På den ene side er der dommere, der identificeres af parterne, og på den anden side er der dommere, der udpeges af Retten. Selv hvor en voldgiftsdommer er identificeret af parterne enten ved aftale eller ved enighed, skal en sådan udnævnelse  bekræftes af Retten.

I hvert medlemsland er der nedsat en national komité eller gruppe.

Rettens første beslutning er således valg mellem de nationale komiteer. Valget af national komité træffes først og fremmest med udgangspunkt, i hvilken nationalitet man ønsker, voldgiftsdommeren skal have. Retter man henvendelse til den schweiziske nationale komité, er det som regel udtryk for, at man ønsker en schweizer.

Hvis Retten skal udnævne en sidedommer i tilfælde, hvor parten ikke har peget på nogen, vil Retten typisk spørge den nationale komité i partens hjemland. Når der er tale om udpegning af en formand for voldgifttribunalet, gøres der store anstrengelser for at identificere en passende neutral nationalitet. Der tages hensyn til faktorer som parternes nationalitet, voldgiftens sted, de valgte advokaters nationalitet, det relevante retssystem, geografiske afstande, voldgiftssagens sprog m.m. Statistisk set er de nationale komiteer i Schweiz, Paris og London de mest benyttede, dels fordi der er en stor koncentration af kvalificerede kandidater på disse markeder, dels fordi de tre nævnte nationaliteter ofte opfylder de nødvendige krav til nationalitet, sprogkundskaber og kendskab til relevante retssystemer, som er nødvendige.

Voldgiftens sprog
Når Retten peger på en voldgiftsdommer, skal han have kendskab til det vedtagne sprog for voldgiftssagen på et niveau, hvor han kan deltage i forhandlingerne på sproget og for formandens vedkommende kunne skrive en kendelse på sproget. Hvis sproget ikke er fastlagt i aftalen, eller parterne ikke kan blive enige om valget, søger Retten at finde en kandidat, der kan alle de sprog (to eller tre), som parterne hævder, skal være voldgiftens sprog. Det hænger sammen med, at det ikke er Retten men voldgiftspanelet, der tager stilling til voldgiftens sprog, når dette ikke er fastlagt ved aftale eller enighed mellem parterne. Retten vil derfor ikke præjudicere dette valg. Jo flere sprog parterne bringer i spil som mulig voldgiftssprog, desto snævrere er kredsen af kandidater, som kan komme i betragtning. Når Retten skal udpege en formand, er det ofte, men ikke nødvendigvis altid et krav eller ønske, at den pågældende voldgiftsdommer har kendskab til det relevante retssystem i større eller mindre omfang. Det er ikke muligt at se nogen linje i Rettens praksis på dette punkt, men måske kan man gætte på, at jo mere international erfaring en voldgiftsdommer har, desto mere vil man acceptere, at han ikke har kendskab til det relevante retssystem. Med det relevante retssystem tænkes her på sagens lovvalg i modsætning til retssystemet på voldgiftens sted, som spiller en mindre rolle.

Når Retten har valgt en national komité, forventes denne inden for syv dage at stille forslag om en voldgiftsdommer, der dels har afklaret eventuelle interessekonflikter, dels opfylder de kriterier som Retten har tilkendegivet i sin henvendelse. Disse kriterier kan være kendskab til juridiske specialer, kendskab til retssystemer og kendskab til sprog. Som ovenfor nævnt kan der også være udtrykt særlige ønsker om nationalitet.

Kritisk syn på habilitet
Når Retten har modtaget den nationale komités forslag, skal den så tage stilling til udpegningen. I den forbindelse bemærkes, at det er almindeligt forekommende, at foreslåede kandidater ikke bliver udpeget. Der foretages således en meget selvstændig prøvelse. Denne prøvelse omfatter habilitet og uafhængighed på grundlag af de oplysninger som følger med indstillingen fra den nationale komité. Det er ikke ualmindeligt, at Retten ser anderledes på disse spørgsmål, end den nationale komité.

Dernæst skal Retten vurdere, om kandidaten opfylder kravene til sprog, kendskab til juridiske systemer og specialer. Endelig tager Retten stilling til voldgiftsdommerens erfaring som dommer i ICC. Som en generel regel kan siges, at Retten ikke udnævner en dommer som formand eller enevoldgiftsdommer, der ikke tidligere har fungeret som sidedommer i en ICC voldgiftssag. Endvidere udnævner Retten ikke en formand i en stor sag, som ikke har betydelig forudgående erfaring som formand i ICC voldgiftssager. Dette system indebærer den klare ulempe, at der er tilbøjelighed til at udnævne dem, man allerede kender, og at det er svært for nye kandidater at komme i betragtning. ICC sekretariatet søger at afhjælpe dette ved aktivt samarbejde med de nationale komiteer for at formidle en forståelse for, at nye kandidater må begynde nedefra med små sager. Det gælder, selvom deres voldgiftserfaring i øvrigt er betydelig. Med i betragtningen ved genudnævnelse navnlig af formænd for voldgiftsretter er også tidligere erfaring med den pågældende person. En ICC proces foregår i et tæt samarbejde mellem voldgiftspanelet og Retten, der i det daglige er repræsenteret af sekretariatet. Formænd, der trækker sagerne i langdrag, skriver ubehjælpsomme kendelser, modsætter sig at foretage de rettelser i kendelserne, som sekretariatet foreslår, eller i øvrigt er svære at samarbejde med, kommer ikke i betragtning på ny. Endvidere arbejder Retten med en overgrænse på omkring 80 år for udnævnelser.

Retten udnævner ikke voldgiftsdommere, der er helt ubeskrevne blade. Omvendt udnævner Retten gerne nye og meget gerne også yngre kandidater, som har vist deres evner og interesse for ICC reglerne, og som har voldgiftserfaring fra andre områder enten som partsrepræsentant, voldgiftsdommer ved anden institutionel voldgift eller som voldgiftssekretær. En førnævnt interesse kan f.eks. dokumenteres ved deltagelse på de kurser, der afholdes af ICC Paris. ICC Danmark søger også at holde sig orienteret om nye egnede kandidater. I modsætning til visse andre lande fører ICC Danmark dog ikke egentlige lister over kandidaterne. Valget er helt åbent fra sag til sag, men man modtager gerne oplysning om interesse og relevant erfaring.

Danske kandidater
Retten tilstræber i de udnævnelser, hvor kandidaten er bragt i forslag af en national komité, at opnå et højt niveau. Da kvaliteten af de nationale komiteer er svingende, er kvaliteten af de forslag, der kommer fra disse, også svingende. Modvillige nationale komiteer, der ikke vil efterleve Rettens behov og ønsker, kan derfor blive tilsidesat. I forhold til visse nationale komiteer kan samarbejdet være anstrengt over en årrække, men i de fleste tilfælde lykkes det at etablere et konstruktivt samarbejde mellem den nationale komité og Retten.

Retten holder således om fornødent møder med de nationale komiteer og deres repræsentanter for at diskutere mulige forbedringer i fremgangsmåden.

I Danmark søger den nationale komité, at identificere kandidater til voldgiftsdommerhverv, således at man kan leve op til Rettens forventninger i de enkelte tilfælde. Interesserede kandidater anmodes derfor om at give oplysninger om, hvilke sprog de behersker, og hvilke juridiske specialer de behersker, hvilke retssystemer de har kendskab til, samt hvilken forudgående erfaring de har med voldgiftsdommerhverv, navnlig inden for ICC systemet.

Den danske nationale komité betragter muligheden for at bringe danske voldgiftsdommere i forslag, som en vigtig del af sit virke. Den har derfor som målsætning at pege på de kandidater, som i videst mulig omfang kan motivere Retten til i nye sager at anmode om forslag fra den danske nationale komité.

ICC’s struktur
Øverste organ er The Court of Arbitration, herefter Retten. Navnet er lidt forvirrende, da det intet har at gøre med de voldgiftspaneler, som afgør voldgiftssager.

Retten er ikke nogen ret, men reelt en voldgiftsinstitutsbestyrelse. Hvert medlemsland i ICC udpeger ét medlem. Store lande får adgang til at udpege flere medlemmer af Retten. Retten træder sammen én gang om måneden i plenarmøder. Derudover virker Retten på ugentlig basis med deltagelse af tre medlemmer (Comité Restreint). Retten ledes af en præsident og bistås af et sekretariat under ledelse af en generalsekretær. Sagernes behandling forberedes af sekretariatet, der fremlægger analyse og beslutningsforslag. Sekretariatet består af landeopdelte hold under ledelse af en counsel. Sekretariatets arbejde foregår på et meget højt fagligt niveau, og det er hovedreglen, at sekretariatets indstillinger bliver fulgt.

Det praktiske arbejde med identifikation af egnede voldgiftsdommerkandidater forestås af sekretariatet. Afgørelsen træffes af Comité Restreint.

Egne kandidater
De i artiklen beskrevne procedurer angår kun kandidater, som Retten selv skal identificere og udnævne. Hvis parterne har peget på dommere eller hvis parterne i fællesskab har peget på en formand eller de partsudpegede voldgiftsdommere peger på en formand i enighed, følger Retten en langt mere lempelig procedure, som i det væsentlige indskrænker sig til at sikre, at de pågældende opfylder habilitetskravene. Selv ved meget uhensigtsmæssige forslag til sidedommere er Retten tilbageholdende med at nægte bekræftelse. En sådan nægtelse kan for eksempel ske, hvis en part konsekvent i flere sager over en årrække peger på den samme voldgiftsdommer. Hvad angår en formand, som er udpeget af parterne i fællesskab eller af de partsudpegede dommere i fællesskab, er Retten også tilbageholdende med at nægte at bekræfte.