Advokaten 10 - Fire år i Procesbevillingsnævnet

Print Print
12-12-2012

Mine fire år i procesbevillingsnævnet har været en spændende og inspirerende juridisk dannelsesrejse, som jeg godt kunne unde mange andre advokater at tage.

Jeg mener selv, at jeg kan min jura og er rimeligt godt med, men det har været meget inspirerende at opdage de mange problemstillinger, som jeg ikke tidligere har behandlet – endsige hørt om – og jeg har lært meget nyt.

Af Lars Lindhard, advokat, Advodan

- Den er til dig, siger sekretæren med et smil, da hun en onsdag morgen smækker en kasse kopipapir ned på skrivebordet foran mig.
Kassen, der er kommet med posten, er dog kun et klædeligt udtryk for offentlig sparsommelighed og genbrug – den rummer ikke kopipapir, men sagerne til næste møde i procesbevillingsnævnet. Jeg checker løseligt sagerne for at sikre mig, at jeg ikke umiddelbart ser ud til at være inhabil, og en god del af tiden de følgende aftener og weekenden vil nu gå med at sætte mig ind i de meget forskellige sager.
Herefter kan jeg den følgende onsdag sætte mig i toget til hovedstaden for at deltage i Procesbevillingsnævnets ugentlige møde, som jeg har gjort med jævne mellemrum gennem de sidste fire år, hvor jeg har været suppleant i nævnets appelafdeling.
Der skal til et nævnsmøde være en dommer fra hver instans, en universitetsprofessor og en advokat. Alle har suppleanter og deler sagerne, så jeg har været med ca. en gang om måneden. Nævnet er således sammensat forskelligt næsten hver gang, så der er lejlighed til at lære de forskellige holdninger og synspunkter at kende.
Mødet ledes af nævnets formand, men styres diskret af en kontorchef eller sekretariatschefen, og den sagsbehandler, der har udarbejdet indstillingen i en sag, sidder med ved bordet.
Sagsbehandlerne er meget dygtige og kan deres jura. De er meget forskellige, nogle er smilende, udadvendte og gestikulerende, andre er mere stille og gør ikke så meget væsen af sig, men fælles for dem alle er, at de er ærekære og kender deres værd.
Indstillingen rummer et resumé af sagen og den relevante jura – ofte er indstillingen på 50-100 sider eller mere, og der er gravet dybt i juraens krinkelkroge, love og litteratur, før indstillingen udfærdiges. Alle sten bliver vendt, og sagsbehandleren argumenterer sig frem til et resultat, afslag eller bevilling.
Ofte angiver sagsbehandleren direkte sin tvivl i indstillingen og spiller bolden videre til nævnet.
Og så er det nævnets tur.
Vi er klædt rigtig godt på gennem indstillingerne, og sagerne serveres grydeklare. Alle er forberedte til møderne og har en kvalificeret holdning til sagen. Ingen vil sidde der uden at kende sagerne og kunne tale med, og ingen har vel lyst til at dumme sig alt for meget og afsløre, at man ikke har læst på lektien.
Alle sager er kommet ind, fordi de har betydning for de implicerede parter, og de har krav på, at sagen belyses og vurderes seriøst, så der ikke bare ’trækkes fra hoften’.
Selvfølgelig er der problemstillinger, som kan være ’i periferien af min spidskompetence’, og her må man så tage stilling efter at have hørt, hvad de andre fremfører, men sin egen opfattelse har man altid.
Vi har hver vores vinkel. I nogle sager kan en dommer redegøre for retspraksis og definere resultat eller straf, mange gange kan den retslærde belære os om principperne i dette eller hint, og andre gange kan advokaten redegøre for ’det virkelige liv’, som ikke altid er på linje med teorien, og så bliver afgørelsen truffet efter en god debat, hvor alle holdninger og argumenter tæller med.
Der er naturligvis sager, hvor et nævnsmedlem har en anden opfattelse og holder fast i den. Så kan det ende med en dissens, eller ikke sjældent, at nævnet efter drøftelserne skifter holdning, så resultatet bliver et andet end det, vi først mente.
Og alle sager behandles med samme omhu, uanset hvad det drejer sig om. I den ene sag er det en parkeringsafgift på 500 kr., i den næste spørgsmålet om retten til et patent med en millionværdi.
Det afgørende er ikke sagens størrelse eller værdi, men om den er ’principiel’, altså kan have mere vidtrækkende betydning; bare fordi en dom ikke rammer helt plet, betyder det ikke, at den absolut skal videre til næste instans.
Der er selvfølgelig mange sager, som ikke kan bære nogen større debat, sagen er helt oplagt og den trufne afgørelse helt på linje med gældende praksis. Her er det klart, at vi skal følge indstillingen, og så tager sagen ikke lang tid.
Nævnet har en del ’faste kunder’, såvel parter som advokater. Jeg har nu og da det indtryk, at en ansøgning blot er sendt for at lukke munden på klienten. ”Nu har jeg søgt for dig, men de gav afslag, så jeg kan ikke gøre mere.”
Mange søger alt for sent. Der er lovfastsatte frister for, hvornår der skal søges, og overholdes de ikke, så gives der næsten altid et fristafslag. Og har der været en advokat med, gælder ingen kære mor. Advokaten kender fristerne og må selv klare sagen med klienten, hvis de er oversiddet.
Der er stor forskel på ansøgningerne. Nogle er ganske kortfattede, andre på mange sider med bunkevis af bilag. Ofte kommer der nye bilag, som uddeles på nævnsmødet, en sidste kommentar til noget, modparten har anført i sit svar. Det er dog sjældent, at det føjer relevant nyt til sagen.
Som noget nyt kan nævnet nu give delbevillinger. Vi har ofte siddet med sager, hvor kun en (lille) del af sagen kunne have bred interesse, og har ikke villet involvere parterne og appelinstansen i hele sagen en gang til blot for at få en afgørelse på den lille del, og det har ofte betydet et afslag.
Nu kan nævnet give en begrænset appeltilladelse og ’skære sagen til, så det bliver økonomisk forsvarligt for parterne at få en afgørelse.

En dannelsesrejse
Det er afgørende, hvordan der argumenteres i ansøgningen. Selv om det er et velkendt krav, at sagen skal være principiel, er der mange ansøgere, som slet ikke fremdrager dette moment, eller blot skriver, at ’sagen er principiel’ uden at argumentere herfor. Vi har ofte siddet med den fornemmelse, at advokaten ikke har set den vinkel på sagen, som kunne bære bevillingen. Der er jo ikke meget ved at give bevilling, fordi nævnet kan se et godt juridisk argument, hvis det så ikke bæres frem under anken. Og vi kan ikke lige ringe og hviske ansøgeren noget i øret, den går ikke. Nævnet er helt neutralt og upartisk, vi må tage sagen, som den kommer. Her er de nye regler en stor hjælp, idet nævnet nu bedre kan udpege det interessante punkt og give bevilling til det.
Nævnet må ikke begrunde sine afgørelser, hverken bevillinger eller afslag. Så ansøgeren får et kortfattet brev om resultatet, og det er det. Ingen oplysning om hvorfor. Det kan give stor frustration hos ansøgerne, men nævnet er ikke en ekstra domstol, nævnet vurderer kun det principielle aspekt. Hvad resultatet af selve sagen skal være, afgør appelinstansen.
Upartiskheden spiller en meget stor rolle for nævnsmedlemmerne, vi må ikke være inhabile. Kan sekretariatet under sagsforberedelsen se, at et medlem er inhabilt, kommer sagen naturligvis for på et møde, hvor den pågældende ikke deltager. Men ses inhabilitetsproblemet ikke, før vi ser sagerne kort før mødet, sendes vi uden for døren under behandlingen. Der skal ikke være tvivl om nævnets habilitet.
Mine fire år er nu gået, og nye folk skal til.
Har jeg så fået noget ud af det? Her kan jeg svare klart: JA.
Ikke mindst sekretariatets arbejde og de dygtige sagsbehandlere har imponeret mig, de har et godt greb om juraen og formår at fremstille selv meget komplicerede problemer på en letfattelig måde.
Det har været en meget spændende og berigende oplevelse, hvor jeg er kommet rundt i alle dele af juraen. Jeg mener selv, at jeg kan min jura og er rimeligt godt med, men det har været meget inspirerende at opdage de mange problemstillinger, som jeg ikke tidligere har behandlet – endsige hørt om – og jeg har lært meget nyt.
Mine fire år i Procesbevillingsnævnet har været en spændende og inspirerende juridisk dannelsesrejse, som jeg godt kunne unde mange andre at tage. 
 

Lars Lindhard
Advokat siden 1981, partner i Advodan Esbjerg, hvor han primært beskæftiger sig med retssager og bobehandling.  Medlem af Advokatrådet.