Advokaten 1 - Samvær … det er altid godt … eller er det?

Print Print
23-01-2012

Dommere og sagsbehandlere forholder sig besynderligt tavse, mens retssikkerheden svigtes i sager om samvær med børn.

Af Pia Deleuran, advokat og mediator, og Vivian Jørgensen, advokat og mediator

Øststatsmetoder ligger fjernt fra, hvad vi normalt ønsker os i Danmark. Ikke desto mindre er det tæt på, at vi har indført den slags metoder med forældreansvarsloven.

Loven har været gældende i godt fire år, og sagsantallet er steget og steget (se faktaboks) trods den modsatte intention fra et enigt folketing. Flere børn end tidligere bliver nu procesbelastet gennem lang tid af blåstemplende børnesagkyndige, der skal binde genetiske børn og forældre sammen. Det bestemmer loven. Børn bliver afhentet med fogedrettens og politiets hjælp for at tvinge samvær igennem – nogle gange uden varsel – og uden fagligt eller videnskabeligt belæg for, at de får et bedre børneliv ud af det. Faktisk siger videnskaben og undersøgelserne noget ganske andet. Men en statsideologi om et barns ret til to forældre bliver brugt som alibi, mens FN’s børnekonvention bliver skamredet på det groveste.

Hvorfor er det gået så galt? Hvorfor er eksperimentet ikke stoppet, og hvorfor er domstolene tavse omkring de nuværende retstilstande? Tilstande, hvor selv pæne borgere med eget hus og i faste jobs bliver klientgjort, når de afviser at samarbejde om deres fælles barn – vel at mærke for at beskytte barnet.

Der kan være god grund til at ville være en beskyttende forælder, hvis den anden forælder har en adfærd, som skader barnet. Eller når børn ikke kan holde til den nomadetilværelse, som de underkastes i form af en tvangsmæssig tildelt deleordning, hvor barnet skal bo syv dage i et hjem og syv dage i et andet. Selv hvis de to hjem ingen indbyrdes kommunikation har.

En beskyttende forælder kan imidlertid kun finde hjælp i forældreansvarsloven, hvis der foreligger nogle meget alvorlige og håndfaste beviser om vold eller overgreb. Statsideologien tilsiger, at de involverede parter må tage ved lære på den hårde måde, også selv om de bukker under. Ideologien bygger på det afskrækkende eksempel – den såkaldte chilling-effekt. Omverdenen får at se, at så galt går det altså, hvis man ikke makker ret og samarbejder. Det er nemt at forstå, at der er forældre, som vælger at opgive at beskytte deres eget barn.

Selv i de sager, hvor der er bevis for overgreb, skal barnet trækkes igennem et undersøgelsesforløb, for at man efterfølgende kan konstatere, at barnet ikke kan holde til samvær. Praksis har i dag udviklet sig til at være samvær for enhver pris. Hvis en forælder ikke samarbejder, men påberåber sig at beskytte barnet, kan det få en boomerang-effekt. Der er nemlig indført en chikane-paragraf og et lovkrav om samarbejde, der betyder, at mange undlader at beskytte barnet af frygt for at forværre barnets situation. Boomerang-effekten betyder, at aggressoren kan få bopæl og/eller eneforældremyndighed tildelt som sanktion over for beskyttelsesønskerne.

Statsideologi om blodets bånd
Dommerne har til gengæld fået et langt mere behageligt liv med forældreansvarsloven. De har fået det lettere, da de ikke som tidligere behøver at få fingrene ned i de konkrete liv. De kan nu læne sig op ad en lovgivet hovedregel, hvorefter der skal være fælles forældremyndighed. De kan nøjes med blot at kigge efter, om undtagelsesbestemmelsen skal tages i brug, ved at vurdere, om der foreligger tungtvejende grunde. Dommernes konkrete skøn er på en vis måde sat ud af kraft, og gad vide, om dette ikke er grundlovsstridigt? Det skulle man næsten tro.

Helt på samme måde er dynamikken i statsforvaltningerne, hvor sagerne startes, sat ud af kraft. Her gives forældrene et spinkelt – ja nogle gange intet – håb i forhold til at kunne løfte bevisbyrden.

Statsideologien gennemføres under betegnelserne barnets tarv og barnets perspektiv, hvilket virker som et retorisk fif, hvor de børn skubbes ud i kulden, der er adoptivbørn, donorbørn, eller af andre årsager kun har én forælder. Disse børn må vokse op med en følelse af aldrig at kunne komme ind i det gode selskab. Det selskab, hvor børn og genetiske forældre tvangsbindes sammen uden så mange overvejelser. Hvor samvær, der ikke er noget som helst bevis for vil gavne barnet på lang sigt, skal udholdes, kun fordi konstellationen pr. definition er god.

Ovenstående overvejelser er aktuelle, da loven er evalueret og bebudet revideret i foråret.

Retssikkerhedsprogrammet
Da advokater har en særlig position i samfundet som retssikkerhedens vogtere og vagthunde, er dette et opråb. Hvordan kan retssamfundet bevares, overgrebene på borgerne bremses, og samfundets guld – børnene – undgå at blive skadet af myndighedspålæggene? De politiske instanser har siddet på poterne, når forældreansvarsloven er blevet kritiseret.

Den juridiske professions aktører må med retssikkerhedsprogrammet fra Advokatrådet i hænderne knurre som en politihund nu. Professionen må bide sig godt fast i haserne på de personer, som accepterer en lovteknisk model, der er uden transparens. En hel gruppe ikke-juridisk sagkyndige – psykologer og psykiatere – er lukket ind i familiesagerne på et grundlag, der er så ustabilt som dynd. Deres psykologfaglige baggrund er IKKE en eksakt videnskab. Deres erklæringer kan dermed ikke valideres eller efterprøves på anden vis. To børnesagkyndige, der udfærdiger erklæringer over samme families forhold, kan ende med hver sin konklusion. Det er ikke fair og slet ikke betryggende for de mennesker, der bliver pålagt at gennemgå sådan et forløb. Hvis de nægter at medvirke, vil dette blive tillagt processuel skadevirkning, som det så smukt hedder. Hertil kommer, at vejledningen fra Familiestyrelsen til de børnesagkyndige lægger op til, at de sagkyndige anlægger et fremtidsrettet perspektiv. Oftest får dette som konsekvens, at faktuelle forhold om parternes vanskeligheder ikke findes relevante at inddrage.

Med en retspraksis i familiesager, der begrænser gennemsigtighed og bisidderordninger i undersøgelsesforløbene og under børnesamtalerne, får vi skabt grundlag for regulært magtmisbrug. Der må derfor vises tænder og rejses børster.

Klager over børnesagkyndige
For så vidt angår klager over de børnesagkyndige, er der manglende åbenhed om de afgørelser, der træffes af Psykolognævnet som følge af de klager, der modtages over psykologernes virke. Det er foruroligende, og antallet af klagesager er tilmed vokset eksplosivt (se faktaboks).

De påtaler, Psykolognævnet kommer med, finder statsforvaltningerne sig ikke forpligtet til at beskæftige sig med, og for så vidt angår de børnesagkyndige med psykiaterbaggrund, synes en regulær klageadgang ikke at eksistere. Trods en direkte henvisning i Familiestyrelsens vejledning afviser Patientombuddet at være klageinstans. Hvor er vagthundene henne?

De sager, der har verseret i de forløbne fire år, må undersøges, så de klienter, der har været udsat for myndighedsmisbrug, kan få oprejsning og godtgørelse. Det må være det mindste, advokatstanden kan forlange på de berørtes vegne.

Ny bog
Et nyt temahæfte om forældreansvarsloven er udgivet af DJØFs forlag. Temahæftet “Forældreansvarsloven – hvad blev der af barnets tarv?” er redigeret af artiklens forfattere sammen med cand.med. Bente Holm Nielsen. Hæftet indeholder faglige artikler og eksemplificerer problemstillingerne.


Fogedsager om forældremyndighed og samvær 2003-2010

(særlige fogedsager)





 

Modtagne

afsluttede



2003

1.542

1.560



2004

1.646

1.687



2005

1.653

1.620



2006

1.728

1.724



2007

1.655

1.659



2008

1.784

1.707



2009

2.155

2.058



2010

2.277

2.228



Kilde: Domstolsstyrelsen