Advokaten 1 - Forsvarere mangler forståelse for retsmedicin

Print Print
23-01-2012

Hvorfor har forsvarsadvokater ofte et apatisk forhold til retsmedicinske erklæringer i straffesager?

Af Jørgen L. Thomsen, professor, dr.med., statsobducent, institutleder, Retsmedicinsk Institut, Syddansk Universitet

Jeg har efterhånden optrådt som retsmedicinsk ekspert i mange retssager og har især undret mig over de ulige muligheder for politi/anklager kontra forsvarer i forhold til mig som fagperson og forsvarerens sparsomme forståelse af mit fag. I det følgende vil jeg beskrive den ulighed, som jeg ser den, og vil foreslå afhjælpende foranstaltninger.

Når vi har foretaget en retsmedicinsk obduktion eller en klinisk personundersøgelse af f.eks. et voldtægtsoffer, sender vi en erklæring til rekvirenten, som er politiet. I en del sager får vi supplerende spørgsmål, men altid fra politi/anklager. Yderst sjældent får vi spørgsmål fra forsvareren. De sendes via politi/anklager, da efterforskningen ifølge lovgivningen foretages af politiet.

I langt de fleste tilfælde møder vi først forsvareren i retten. Efter dokumentation og uddybende spørgsmål fra anklageren kan forsvareren stille spørgsmål. Der kommer dog sjældent spørgsmål af værdi for den anklagede, og de spørgsmål, der bliver stillet, er overfladiske.

Min generation er vant til film og TV, der fremstiller det amerikanske (adversarial) retssystem, hvor forsvareren vender hver en sten for sin klient og optræder veloplagt i retten – ofte med sin egen retsmediciner. Et system med to retsmedicinere for henholdsvis anklager og forsvarer skal vi dog ikke ønske os, da det formentlig ikke øger retssikkerheden, hvis to retsmedicinere konkurrerer på medicinsk viden, og hver især vil “vinde”. I Danmark vinder eller taber en retsmediciner ikke en sag, men vi kan have varierende succes med at finde sandheden. Retsformændene har imidlertid mulighed for at forhindre en situation som skitseret.

Skøn eller sandhed?
Hvad skyldes det mon, at jeg oplever mismodige forsvarere? Det er, som om de ikke tror, at der kan rejses tvivl om de retsmedicinske erklæringer. De hviler jo på videnskabeligt grundlag og er udfærdiget af højt uddannede specialister. Dette er både rigtigt og forkert.

De retsmedicinske konklusioner er altid et skøn. Der findes ikke nogen objektiv absolut sandhed, selv ikke i laboratorieresultater. Som eksempel kan jeg nævne børnemishandling. Hvis et barn har en række knoglebrud, som er typiske for mishandling, kan vi f.eks. konkludere, at bruddene er typiske for vold fra anden person. Dette vil i langt de fleste tilfælde være rigtigt, men der er en række fejlkilder. Der findes ikke knoglebrud, som kun kan være forårsaget af vold fra en anden person. Man skal også tænke på muligheden af ulykkestilfælde og sygdomme, som kan give anledning til knoglebrud. I tilfælde af død som følge af stump vold bør vi forvente kritiske spørgsmål, hvis vi vurderer, at der foreligger vold fra anden person. Vurderingen hviler på et skøn, der dels er baseret på deduktion, dels på den enkelte retsmediciners erfaring og viden. I resultatet af den deduktive proces indgår mange enkeltfaktorer, som hver især kan have forskellig vægt hos den enkelte retsmediciner. I forgiftningssager er der også mulighed for skøn, hvori for eksempel tilvænning eller betydningen af blandingsforgiftninger kan indgå.

Forsvarsadvokater på kursus
Det er forsvarerens rolle at få denne tvivl frem, men jeg kan faktisk kun huske få sager, hvor forsvareren havde sat sig godt ind i sagerne og gav et modspil. Hvis man vil mindske den processuelle asymmetri i en straffesag, har jeg fire forslag som med held kan indarbejdes i forskellig form.

  1. Der bør oprettes kurser for forsvarsadvokater og også gerne politi/statsadvokater om retsmedicinens natur som videnskabeligt baseret skøn.
  2. Advokater bør have adgang til forståelig retsmedicinsk faglitteratur (f.eks. J. L. Thomsen, red. Nordisk Lærebog i Retsmedicin, FADL’s Forlag, 2. udgave 2008). 
  3. Når jeg – sjældent – bliver kontaktet af forsvarsadvokater, som ønsker min vurdering af retsmedicinske forhold, henviser jeg til Retslægerådet, men har dog i enkelte sager ladet mig ansætte som konsulent. Det har ikke haft karakter af kritik af kolleger. Forudsætningerne for at påtage mig arbejdet har været, at der skal foreligge en retskendelse, og det må ikke vedrøre en sag, som jeg tidligere har haft berøring med. 
  4. Retslægerådet bør anvendes, hvis det er muligt, og man kan overveje en ordning med udlån af Retslægerådets sagkyndige, hvilket dog nok vil kræve en lovændring. Det er også muligt for advokater at få responsa fra Lægeforeningen. Denne ordning har desværre ry for langsommelighed.

Kan det blive værre?
Når dette er sagt, må det fremhæves, at situationen kan blive ulige meget værre, hvis der ikke har været en retsmediciner inde i billedet. De fleste læger har ikke en uddannelse eller erfaring, som er god nok til at vurdere alvorlige volds-sædelighedssager. For eksempel er jomfruhindens udseende variabel, og jeg har kendskab til sager, hvor uerfarne lægers vurdering medførte åbenlyst forkerte retsafgørelser.

Det er politiets vurdering i de enkelte sager, om der er brug for en retsmedicinsk undersøgelse, og vi oplever for tiden, at grænsen rykkes hen imod det retsmedicinske. Derfor bør forsvarsadvokaternes muligheder for kontakt med retsmedicinere øges, og retsvæsenet bør bibringes en større forståelse for retsmedicinen i volds- og sædelighedssager.