Advokaten 1 - Eksamen i uafhængighed

Print Print
23-01-2012

En forhastet ansættelsesprocedure lod Danmarks nye såkaldt uafhængige politiklagemyndighed tumle ind i det nye år med nyansatte eks-anklagere og eks-politifolk som sagsbehandlere og efterforskere.

Af Pernille Skipper, retsordfører for enhedslisten

Der var god tid til at træffe alle forberedelserne, inden Den Uafhængige Politiklagemyndighed 1. januar 2012 skulle begynde at virke. Rigtig god tid.

For der var gået næsten to år, siden et enstemmigt folketing vedtog at ændre retsplejeloven og etablere den nye klagemyndighed.

Alligevel virkede det forkludret og forhastet, når stillingen som direktør først blev slået op 22. september 2011 med ansøgningsfrist 6. oktober. Med den sene frist kunne den kommende direktør med lidt held nå at opsige sin gamle stilling og være klar til at starte blot en måned, før myndigheden skulle være up and running.

Nu var det så heldigt, at der inden for den korte ansøgningsfrist meldte sig en ansøger, statsadvokat Kirsten Dyrman, der ikke havde problemer med hurtigt at blive frigjort fra sit hidtidige job. Hun var faktisk klar til at starte som Politiklagemyndighedens direktør allerede 1. november. Men en ansøger, der ikke kom fra politiet eller anklagemyndigheden – en erfaren forsvarsadvokat eller en markant universitetsjurist – ville ikke kunne træde til med så kort varsel.

Korte frister
Ikke desto mindre fik den nye direktør meget travlt, for Politiklagemyndigheden skulle desuden ansætte 20-25 medarbejdere. Det skete ved opslag med usædvanlig korte frister i november og december 2011. Den lynhurtige ansættelsesprocedure virker ikke ret åben over for ansøgere, der ikke er ansat i politi eller anklagemyndighed og dermed kan frigøres hurtigt, og det er et principielt problem.

Når der skal gennemføres egentlig efterforskning i politiklagesager, kan erfaring fra politiets efterforskningsarbejde naturligvis være en vigtig faglig ballast. Men man kan godt blive lidt bekymret, hvis alle nyansatte jurister kommer fra politiet eller statsadvokaturerne. Den Uafhængige Politiklagemyndighed bliver ikke automatisk uafhængig, bare fordi der – som en besværgelse – står i retsplejelovens paragraf 118, at ordet uafhængig indgår i klageinstansens officielle navn.

Politiklagemyndigheden skal ikke bare være uafhængig. Borgerne skal også opfatte den som uafhængig. Og når både direktør og efterforskningsleder nu skal undersøge deres tidligere kollegaer, må man sige at uafhængigheden allerede fra starten er bagud på point.

Når Enhedslisten i 2010 kunne stemme for etableringen af Politiklagemyndigheden, var det, fordi ordningen markerer et skridt i den rigtige retning. Gennem mange år har behandlingen af klager over politiet været omgivet af et problematisk skær af politiet-undersøger-sig-selv, og de tætte bånd mellem politi og anklagemyndighed – mellem undersøger og undersøgte – har været et grundlæggende problem, som skulle afskaffes med den nye uafhængige myndighed. Det var pointen for Enhedslisten og for mange andre. Men med de korte ansættelsesfrister og de tidligere kollegiale bånd, må man desværre tvivle på, om det så er lykkedes.

Bedre retssikkerhed
Vi havde gerne set, at uvildigheden og retssikkerheden var styrket yderligere. For eksempel kunne man diskutere, om Politiklagemyndigheden – som i Norge – skulle have beføjelser til at rejse tiltale mod politifolk, der har brudt loven, så det ikke er kollegaerne i anklagemyndigheden, der skal træffe den beslutning, eller om der ikke skal være mulighed for at anke klagemyndighedens afgørelser. Retssikkerheden kan nemlig sagtens styrkes yderligere, og det husker Enhedslisten selvfølgelig, når den nye ordning skal evalueres om tre år.

For evalueres det skal ordningen, og her bliver det helt afgørende, i hvilket omfang tidligere anklagere og politifolk får demonstreret uvildighed og troværdighed i arbejdet med klagesagerne, trods den uheldige og fortumlede start. Det bliver nemlig først og fremmest en eksamen i uafhængighed.