Advokaten 1 - Den dom er rablende vanvittig…

Print Print
23-01-2012

Må en advokat lægge afstand til klientens synspunkter? Må nævninge kaldes vanvittige? Eller må advokaten kritikløst viderebringe klientens meninger? Hvor går grænsen for advokaters udtalelser?

Af Sysette Vinding Kruse, advokat, og Elsebeth Rasmussen, advokat

Det er almindeligt antaget, at der gælder ret vide grænser for advokaternes ytringsfrihed i såvel straffesager som civile retssager, i afgivne processkrifter og under den mundtlige procedure i retten. Hovedparten af kendelser fra Advokatnævnet drejer sig om civile sager, hvor en advokat er gået over grænsen i korrespondance og processkrifter.

De advokatetiske regler, revideret i 2011, siger i pkt. 1 bl.a.:

“Advokaten skal også under udførelsen af sine pligter for klienten udvise den nødvendige respekt over for personer og myndigheder, som advokaten har kontakt med på klientens vegne."

Efter at have fastslået reglerne om tavshedspligt i forholdet til klienten hedder det i pkt. 9.1:

“En advokat skal som klientens uafhængige rådgiver varetage klientens interesser grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klientens tarv kræver."

Endelig i pkt.17.1:

“En advokat må ikke ved udførelse af en sag gå videre, end berettigede hensyn til varetagelse af klientens interesser tilsiger.

Advokaten må ikke foretage unødige retsskridt eller søge klientens interesser fremmet på utilbørlig måde."

Klientens talerør
I en betænkning afgivet af en arbejdsgruppe i DJØF om fagligt etiske problemer i strafferetsplejen i 1994 hed det bl.a.:

“Det må være klart, at forsvareren under hele sagen..i et og alt “identificerer” sig med klienten, navnlig med hensyn til skyldsspørgsmålet. Der må således f.eks. ikke anvendes den form: “Min klient har bedt mig gøre gældende…”. (Juristen 1994 side 282).   

Det er et meget vigtigt krav til en forsvarer. Forsvareren er klientens talerør, uanset hvor håbløst klientens standpunkt kan forekomme. Forsvareren skal selvfølgelig forinden straffesagen have drøftet sagen grundigt med sin klient, herunder mulige konsekvenser af et givet standpunkt i forhold til sagens bevisligheder, men ønsker klienten standpunktet fremført i den aktuelle straffesag, så skal det ske loyalt af den pågældende forsvarer.

Det kan imidlertid i andre sammenhænge være nødvendigt at indlægge en sproglig barriere mellem forsvarerens egne meninger og de synspunkter, han fremfører på klientens vegne. I en ældre udtalelse fra Advokatrådet af 23/11 1979 tog man stilling til, om en advokat havde handlet i strid med god advokatskik ved til en avis at have udtalt sig som følger i anledning af, at hans klient påstod sig udsat for vold efter anholdelsen:

“Første del af mishandlingen er tortur for at få ham til at tilstå. Resten af mishandlingen er afstraffelse, og ingen af delene kan tolereres overhovedet. Jeg kan kun gå til politiet for at anmelde politiet for vold."

Rådet misbilligede den citerede udtalelse. I en vurdering af advokatens adfærd måtte det indgå:

“at advokaten måtte vide, at påstand stod mod påstand vedrørende det faktisk passerede og at han burde indse, at han ved, som beskikket advokat for den pågældende, forbeholdsløst at lægge sin klients fremstilling til grund for sine udtalelser til pressen, over for offentligheden har givet denne fremstilling større styrke, end rimeligt var. Advokat Y burde ikke have udtalt sig som sket, uden udtrykkeligt at have nævnt sin forudsætning om, at klientens forklaring var rigtig."

Rablende skøre
Tilsvarende i en nævnskendelse fra 1996. Her havde en nævning klaget over, at en advokat flere gange under domsafsigelsen udviste foragt for retten ved både verbalt og nonverbalt at tilkendegive sin holdning til nævningenes afgørelse. Desuden skulle advokaten til pressen have udtalt, at nævningene var “rablende skøre”.

Advokaten oplyste, at det var muligt, at han under nævningeformandens oplæsning af afgørelsen rystede opgivende på hovedet og fremkom med en sagte bemærkning til sin medforsvarer. Han havde ikke efterfølgende udtalt sig om nævningene, men om disses afgørelse og anført, at den var rablende vanvittig.

Nævnet udtalte:

“Advokatnævnet finder ikke, således som sagen foreligger oplyst, at advokat A ved sin optræden under domsafsigelsen har tilsidesat god advokatskik.”

Advokatnævnet henviste bl.a. til, at retsformanden ikke havde grebet ind. Advokatnævnet fandt derimod:

“at advokat A ved sine udtalelser til dagspressen om nævningenes afgørelse har overskredet grænsen for forsvarerens ytringsfrihed og derved tilsidesat god advokatskik.” 

Advokaten blev tildelt en irettesættelse.

Brev til politimester
I en anden sag, (Landsforeningens Meddelelser 89/2005) var flere personer tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 124 i forbindelse med en politiforretning, som en politimand, F, deltog i. En af de tiltalte, T, havde forklaret, at F havde slået en af de medtiltalte i hovedet med en knippel.

Under sagen skrev den pågældende forsvarer for T, advokat A, følgende til politimesteren:

“…Med hensyn til spørgsmålet om bevisførelse om Fs troværdighed/vandel bemærkes, at alle 3 tiltalte og alle 3 beskikkede forsvarere har mødt netop Fs navn i flere sager, hvor der har været voldelige konfrontationer og påstand om vold mod tjenestemand og lignende. Dette har karakter af en klar overrepræsentation, som ikke kan bero på tilfældigheder. Med andre ord: det er de tiltaltes indtryk, at F har en ganske påfaldende evne til at komme i klammeri og i voldelige konfrontationer i forbindelse med patruljering, husundersøgelse, ransagning, anholdelse og lignende. Da dette harmonerer med forsvarernes indtryk, er det et rimeligt krav at anstille nærmere undersøgelser om dette spørgsmål, der kan få afgørende betydning for sagens pådømmelse…”

Advokaten sendte skrivelsen på alle tre forsvareres vegne og påtalte, at F både var efterforsker og forurettet i sagen. Begæringen om yderligere undersøgelser af Fs troværdighed blev ikke imødekommet, men As klient, T, blev frifundet, idet retten ikke kunne lægge til grund, at T havde grebet fat i F og trukket ham væk, mens F og en kollega var i gang med at anholde en af de andre tiltalte.

Derefter anlagde politimanden, F, injuriesag mod advokat A for de nævnte udtalelser i brevet. Brevet blev forelagt for Advokatrådet der udtalte:

“…Henvendelsen til politimesteren er fremsendt som led i hvervet som forsvarer i en straffesag. De forhold der omtales i henvendelsen, vil kunne være af væsentlig betydning for behandlingen af straffesagen. Henvendelsen ses ikke at indeholde oplysninger, som åbenbart er uden betydning for varetagelsen af klientens tarv. Advokatrådet har ikke grundlag for at tilsidesætte Deres (advokatens) vurdering, hvorefter der var behov for at søge oplysninger om de forhold, der er indeholdt i henvendelsen. Herefter, og idet henvendelsen ikke indeholder upassende sprogbrug, finder Advokatrådet ikke, at udtalelsen i sig selv er i strid med god advokatskik.”

Byretten, hvis dom er meget lang, frifandt advokat A for injurier med bl.a. følgende begrundelse:

“..I forbindelse med en sådan vurdering og en beskikket forsvarers rådgivning af sin klient må der indrømmes den beskikkede forsvarer en ikke ubetydelig margin…A findes ikke med sit ordvalg at have overskredet grænserne for den berettigede varetagelse af sin klients tarv. Under disse omstændigheder, og efter en samlet bedømmelse af straffelovens § 267, stk. 1 og § 269, stk. 1, således som disse bestemmelser må ses i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, finder retten, at sigtelserne er straffrie, jfr. straffelovens § 269, stk.1…”

Landsretten stadfæstede frifindelsen af A dog med en anden begrundelse, nemlig at de pågældende udtryk, der var anvendt i brevet, ikke kunne anses for injurierende efter straffelovens § 267, stk. 1. 

Forsvarer: anklager var fuld
Alle regler, det være sig i retsplejeloven, straffeloven eller de advokatetiske regler må som ovenfor anført af byretten fortolkes i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 10 og den til bestemmelsen knyttede domspraksis, således f. eks. Nikula mod Finland, (app 31611/96, 21/3 2002), hvor det blev fastslået for så vidt angår en forsvarers håndfaste kritik af en anklager og dennes fremlæggelse af beviser og forhold til retssikkerhed, at anklageren som udgangspunkt måtte acceptere videregående kritik under retssagen, idet det blev fremhævet, at selv om nogle af forsvarerens udtryk var upassende, var kritikken holdt inden for rammerne af den konkrete sag, og ikke mod anklagerens generelle professionelle kvaliteter.

Undertiden kammer det dog over, således undlod menneskerettighedskommissionen at antage en sag om en bøde for injurier pålagt en forsvarer for en konkret ikke-spontan udtalelse under domsforhandlingen om, at anklageskriftet var formuleret af anklageren i en tilstand af “Volltrunkenheit" (svær beruselse). Mahler mod Tyskland, (app 29045/95, 14/1 1998).

Hvor Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 10 kan have et indhold, der materielt regulerer ytringsfriheden, sikrer grundlovens § 77 efter almindelig opfattelse kun den formelle – ikke den materielle ytringsfrihed. Således fik en advokat ikke medhold i, at disciplinære sanktioner for ytringer i strid med god advokatskik skulle være i strid med grundlovens § 77. Sagen drejede sig om en advokats klage til skifteretten over en kollega i en sag om betalingsstandsning, U 1996.449 V.

Den ene af artikelforfatterne har tidligere i Advokaten skrevet en artikel om samme emne (3/1985.41 ff) og påpeget, at der i dansk praksis er en udbredt forståelse for, både hos domstolene og anklagemyndigheden, at proceduren undertiden kan udvikle sig til et temmelig frit mundtligt foredrag i straffesager. I den ovennævnte tyske sag, Mahler mod Tyskland, lagde man imidlertid til grund, at forsvareren bevidst og ikke blot på grund af en spontan indskydelse var fremkommet med den pågældende beskyldning. En sådan afgørelse ville man givet også være nået til i Advokatnævnet.

Uden for retten skal forsvareren imidlertid, som det fremgår ovenfor, være endnu mere varsom med sine ytringer.