Advokaten 9 - Musik-ulv i fåreklæder

Print Print
21-11-2011

Har pladebranchen virkelig forstået, at retssager og retssikkerhedsmæssigt betænkelige skridt over for forbrugerne ikke er vejen frem?

Af Martin von Haller Grønbæk, advokat, Bender von Haller Dragsted

Advokaten har i september 2011-udgaven et interview med advokat Jakob Plesner Mathiasen, der udover at være advokat i Johan Schlüter Advokatfirma, også er direktør i musikselskabernes brancheorganisation, IFPI Danmark. Artiklen synes i al væsentlighed at være et forsøg på ’spin’, nu når IFPI og andre rettighedshavere forsøger at få gennemført den såkaldte brevmodel via lovgivning i det kommende folketingsår.

Jakob Mathiasen udtrykker i artiklen en form for ’mea culpa’, idet han udtrykker, at man nu i IFPI er kommet til den erkendelse, at “en bæredygtig forretning ikke kan vindes med søgsmål alene”. Det er i og for sig fint nok, at han nu er kommet til den erkendelse, at det er “kommercielt selvmål ikke at tage forbrugerne seriøst”, og at han erkender de negative konsekvenser, der følger af, “at man udelukkende valgte at svinge den juridiske pisk uden at fokusere på at give forbrugerne en gulerod i form af nye digitale tjenester”. Spørgsmålet er imidlertid, om denne erkendelse stikker dybere hos IFPI, og at man har erkendt, at ens kunder først og fremmest må betragtes som sådan og ikke som kriminelle eller potentielle kriminelle?

Franske trusselsbreve
For det første kan det undre, at IFPI’s direktør, hvor disse meldinger om nye tider kommer fra, fortsat ikke har en baggrund i forretningsudvikling inden for nye medier, men netop er advokat og således repræsenterer den eneste faggruppe inden for musikbranchen, der reelt har forøget sin indtjening og set et voksende marked for sine ydelser i de seneste ti år. Faktum er desværre, at hele det korstog, som IFPI har stået i spidsen for, overfor en hel generation af nye forbrugere af musik, alene har medført omsætningsfremgang for de amerikanske (og danske) advokatkontorer, som har ført sager, som i visse tilfælde har givet påmindelse om, at fremgangsmåden var i strid med god advokatskik.

For det andet skal Jakob Mathiasens udtalelser ses i klar sammenhæng mellem de forhandlinger, der har været mellem telekommunikationsindustrien, forbrugerne og rettighedshaverne om indførelse af den såkaldte brevmodel i Danmark. Det er muligt, at Jakob Mathiasen er “skeptisk overfor den radikale franske version” af brevmodellen, den såkaldte Hadopi-lovgivning, hvor tre overtrædelser af ophavsretsloven kan medføre, at overtræderen får ’kappet’ sin internetforbindelse (se faktaboks). Jeg vil dog vove den påstand, at den eneste grund til, at det heldigvis ser ud til, at denne lovgivning ikke bliver fuldstændig repliceret i Danmark er, at telekommunikationsindustrien og forbrugersiden har været stærkt imod dette.

Hvis der ikke havde været modstand fra disse sider, havde det været svært at forestille sig, at IFPI ville have modsat sig, at en så radikal brevmodel var blevet indført. I det hele taget må bevægelsen mod den såkaldte brevmodel ses som et desværre naturligt skridt i retning af, at IFPI nu har indset, at det ikke nytter at ’sagsøge sine kunder til helvede’, men at man må få nogle andre til at udføre “det beskidte arbejde”. Disse andre er i tilfælde af brevmodellen internetudbyderne. Internetudbyderne har naturligt modsat sig denne rolle, da enhver funktion som en form for ’rettighedspoliti’ for rettighedshaverne vil medføre øgede omkostninger, som i sidste instans kun kan pålægges internetbrugerne, således både de ’lovlige’ som ’ulovlige’ internetbrugere.

Brevmodellen medfører også retssikkerhedsmæssige udfordringer. Det er altid problematisk, når private aktører gennem lovgivning ønsker at få pålagt andre private aktører at udføre roller, som normalt ville påhvile offentlige myndigheder med de retssikkerhedsmæssige garantier, som disse er underlagt. Heldigvis forsøger det foreliggende forslag til brevmodel i et vist omfang at tage højde for denne iagttagelse, idet teleudbyderen ikke skal foretage nogen vurderinger, men blot skal videresende et brev til ejeren af en given IP-adresse. Men jeg tør vove den påstand, at det ikke er på IFPIs foranledning, at denne modifikation i forhold til tidligere forslag er kommet med.

Lukket forum
Det er dobbelt problematisk, når hele processen i forbindelse med forberedelse af en brevmodel har været ført i et hermetisk lukket udvalg under Kulturministeriet, hvor alene de helt traditionelle rettighedsinteresser har været repræsenteret, altså de traditionelle rettighedsorganisationer, telekommunikationsindustrien og fra forbrugersiden alene Forbrugerrådet (samt Advokatrådet som fortaler for retssikkerhed generelt). Alle andre, særligt de organisationer eller personer, som måtte repræsentere de nye forretningsformer omkring musik har ikke fået adgang til at ytre sig.

Ophavsret er rigtig og hensigtsmæssig. Fremtidens musikbranche vil fortsat skulle være baseret på stærk ophavsretlig beskyttelse. Respekt for ophavsmandens eneret til som udgangspunkt at bestemme anvendelsen af hans eller hendes værk er således også fundamentet for nye og innovative licensmodeller, som for eksempel Creative Commons (websted, hvor kunstnere kan dele deres værker med brugerne). Spørgsmålet er således slet ikke, om ophavsretten skal afskaffes eller bestå. Udfordringen er, at ophavsretten skal følge en balance, der afspejler de rimelige og samfundsøkonomiske interesser, som kommer i spil i forbindelse med ikke blot morgendagens, men også dagens musikbranche. Der er desværre ikke meget, der tyder på – på trods af Jakob Mathiasens ’mea culpa’ – at IFPI fundamentalt set er kommet meget videre end fra Napster-sagen (website, hvor brugerne kan købe musik), som indledte et tabt tiår for musikbranchen.

Den franske lov
Når en bruger mistænkes for overtrædelse af ophavsretten, sendes en email, der advarer ejeren af den overtrædende netlinje, identificeret ved en IP-adresse. Emailen specificerer hvornår der er formodet en overtrædelse, men ikke hvad anklagen er og hvem der anklager. Brugeren opfordres til at installere et filter, og internetudbyderen skal overvåge linjen.

Hvis der inden for seks måneder formodes endnu en overtrædelse, sendes advarsel nummer to med de samme oplysninger som i første e-mail.

Ved endnu en indberetning om overtrædelse, skal internetudbyderen suspendere den pågældende forbindelse i fra to måneder til et år. Ejeren bliver skrevet på en blacklist, og andre internetudbydere forhindres i at levere en alternativ forbindelse.

Der kan ikke klages til en juridisk instans over de første to advarsler, og det endelige indgreb ved den tredje formodede overtrædelse kan ikke stoppes ved rettens hjælp. Desuden er det anklagede der skal bevise sin uskyld, ikke omvendt.

Kilde: Wikipedia.

CV- BOKS
Martin von Haller Grønbæk er partner hos Bender von Haller Grønbæk, et af landets førende kontorer på IT-ret. Han er involveret i en række projekter og foreninger på området, herunder medstifter af Open Source Leverandørforeningen (OSL), hjemmesiden Creative Commons danske afdeling (websted, hvor kunstnere kan dele deres værker med brugerne), og Foreningen af distance- og internethandlende, FDIH. Hans blog er www.vonhaller.dk og han twitter fra @vonhaller. Legal 500 nævner Martin som en ”go-to expert”, når det gælder rådgivning på området.