Advokaten 9 - Hvad koster en blodtud?

Print Print
21-11-2011

Nylige sager fra Højesteret giver pejlemærke for, hvor straffen for vold bevæger sig hen. Men der er behov for flere prøvesager.

Af Ole Dybdahl, landsdommer, Østre Landsret

En fast bestanddel i arbejdet som forsvarer, anklager, domsmand og dommer i byretter og landsretter er sager om vold. Natteliv, værtshuse, brud­­te parforhold og jalousi har altid genereret konflikter og vold – og en vis del af sagerne ender ved domstolene.

Blandt andet henset til det meget store antal sager er det vigtigt, at alle involverede så nogenlunde ved, hvad straffen for typetilfældene er. De professionelle aktører følger derfor med stor interesse, når der kommer ny praksis fra Højesteret – og i 2010 og 2011 er der afsagt tre domme i Højesteret, hvoraf de to i hvert fald påkalder sig større interesse.

Men før de to sager omtales, er det nødvendigt at beskrive de sidste 20 års historie om straffen for vold i de mindre alvorlige straffesager, som pådømmes efter straffelovens § 244 og § 245.

I den første halvdel af 1990’erne havde Højesteret ca. en gang om året anledning til at tage stilling til strafniveauet i voldssager. I to domme fra 1990 og 1991 blev det blandt andet fastslået, at straffen for meningsløs gadevold er ubetinget fængselsstraf.

Unge voldsmænd
Den nyere historie tager sin begyndelse 13. marts 1996, hvor Højesteret pådømte tre voldssager med unge voldsmænd på henholdsvis 20, 20 og 22 år, som havde begået forskellige former for værtshusvold. Sagerne havde forskelligt udspring dels i uoverensstemmelser og skænderier dels i en episode, hvor voldsmand og offer lagde arm. Alle tre blev idømt betingede straffe.

Bortset fra en sag, hvor det primære spørgsmål var udvisning, skulle der herefter gå otte år – frem til 2004 – før Højesteret igen kom til at pådømme en almindelig voldssag. Dette hænger formentlig sammen med, at Procesbevillingsnævnet fra dets oprettelse 1. januar 1996 ’satte hælene i’ og kun tillod enkelte sager om strafudmåling indbragt for Højesteret.

Dommen fra 2004 vedrørte en 18-årig mand, der var skyldig i tre tilfælde af uprovokeret vold ved under en privat fest at have slået tre ca. 16-årige efterskoleelever: én var blevet slået to gange med knytnæve i hovedet med en brækket næse til følge, én slået med flad hånd i hovedet og knytnæve i nakken og én sparket i ansigtet, så der blev slået en flig af en tand. Tiltalte var ikke tidligere straffet. Hans personlige forhold var gode, og han havde læreplads. Højesteret fastsatte straffen til fængsel i tre måneder. En rent betinget dom, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste, var ikke en tilstrækkelig sanktion under hensyn til den uprovokerede volds karakter og ofrenes alder, men under hensyn til tiltaltes unge alder og gode personlige forhold blev to måneder af straffen gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Selvom der kun deltog fem dommere i sagens behandling, var der dissenser for både en strengere og en mildere straf.

Der skulle herefter gå yderligere seks år, før Højesteret i 2010 på ny fik forelagt en almindelig voldssag:

Tiltalte blev ved byretten og landsretten idømt 40 dages ubetinget fængsel for vold efter den almindelige voldsbestemmelse ved, under en privat ungdomsfest efter skænderier, at have skubbet sin 17-årige ekskæreste én gang og at have tildelt hendes 17-årige veninde et knytnæveslag i ansigtet og at have skubbet hende flere gange, uden at volden medførte skader af betydning. Tiltalte var på gerningstidspunktet 18 år, havde gode personlige forhold og var ikke tidligere straffet. Under hensyn til sagens omstændigheder og tiltaltes personlige forhold gjorde Højesteret straffen på de 40 dages fængsel betinget.

Rigsadvokaten analyserer dommen i ’Rigsadvokaten Informerer’ nr. 8/2010 og bemærker blandt andet, at dommen ikke bør få betydning for vurderingen af voldssager, hvor tiltalte ikke er helt ung. Dette er muligvis rigtigt, men det bør dog overvejes, om der i lignende sager med beskeden vold og beskedne skader bør fastsættes en betinget straf også for “voksne voldsmænd”.

Allerede i første halvår af 2011 har Højesteret fået lejlighed til at pådømme yderligere to voldssager. I den første var Procesbevillingsnævnets anketilladelse formentlig i høj grad begrundet i, at et slag/kast med et glas mod ansigtet var henført under straffelovens almindelige voldsbestemmelse og ikke den strengere § 245, stk. 1. Dette forhold “rettede Højesteret op på”, men fastholdt i øvrigt under henvisning til sagens omstændigheder og tiltaltes gode personlige forhold, at straffen var gjort betinget.

Behov for prøvesager
Senest har Højesteret i maj 2011 “i overensstemmelse med hidtidig praksis” fastslået, at straffen for en ’voksen voldsmand’ (31 år) for – uden anledning – på et værtshus at tildele en anden værtshusgæst et knytnæveslag som udgangspunkt er ubetinget fængsel. To af de fem dommere i Højesteret ville dog gøre straffen på 30 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste. Disse dommere henviste til, at det måtte lægges til grund, at voldsudøvelsen ikke var helt umotiveret, idet den havde baggrund i noget skubberi ved baren, til at skaden på ofret var begrænset, og til at tiltalte var ustraffet og havde gode personlige forhold.

Uanset flertallets generelle præmis om et udgangspunkt om ubetinget straf for værtshusvold begået af ’voksne voldsmænd’ efterlader dommen med dens dissens et rum for ’fortolkning’.

Dommene fra 1996, 2004 og 2010 viser, at alderen indgår som et væsentligt moment i sager med ustraffede unge mænd på 18-20 år, når det skal afgøres, om straffen for vold skal være betinget eller ubetinget.

For en række af de voldsmænd, som idømmes ubetingede fængselsstraffe, gælder formentlig i øvrigt, at de kan få tilladelse til at afsone straffen i hjemmet med en elektronisk fodlænke, og for denne gruppe er en ubetinget fængselsstraf dermed ikke så indgribende som tidligere.

Ser man tilbage på de 16 år, hvor Procesbevillingsnævnet har fungeret, er der reelt kun tilladt fire almindelige voldssager indbragt for Højesteret. Set i lyset af de spørgsmål om betinget eller ubetinget straf, som praksis rejser, er der belæg for et ønske om at lade yderligere sager prøve i Højesteret, således at der herigennem udstikkes sikrere retningslinjer.

Voldssager i Højesteret 1991 - 2011
De tre nye domme: UfR 2010.2193 (privat ungdomsfest), 2011.1322 (slag/kast med glas) og 2011.2264 (’voksen’ værtshusvold).

Unge voldsmænd på 18 - 20 år:
·         Fire betingede: UfR 1992.847 (slag med glas, § 245), 1996.754 (kast med glas, § 245), 1996.756 (værtshusvold), 2010.2193 (privat ungdomsfest).
·         Tre ubetingede: UfR 1991.111 (meningsløs gadevold), 1993.591 (værtshusvold), 1993.684 (kast med glas). 
·         En kombinationsdom: UfR 2004.2305 (privat fest).

Slag og kast med glas, § 245: UfR 1992.847 (betinget), 1993.684 (ubetinget), 1996.754 (betinget), 2000.822 (ubetinget) og 2011.1322 (betinget).

Ubetingede straffe for den meningsløse gadevold: UfR 1991.111 og 1991.896/2.