Advokaten 9 - Fra kontoret ind i kunstens verden

Print Print
21-11-2011

Få advokater ejer over 2.000 kunstværker med samme værdi som et Picasso-maleri eller realiserer drømmen om at springe ud som forfatter. Det gør Leif Djurhuus og Max Ulrich Klinker. Leif Djurhuus, som den omstrejfende kunstkøber i ind- og især udland, der for tiden afslører sine eksotiske kunstkøb på museet ARoS. Max Klinker debuterer som novelleforfatter og bor til daglig i Sydfrankrig. Mange advokater lever en kunstnerisk interesse ud ved siden af jobbet. Det kan du læse om på de følgende sider, hvor to advokater fortæller om deres passion.

Der er kunst i kassen
Der findes en advokat Leif Djurhuus med kontor i Plesners kobbertårn ved Københavns Havn. Og så findes der en kunstmæcen Leif Djurhuus med eget kunstpakhus i Valby. Vi besøgte sidstnævnte.

Af Nis Nicolaisen, Journalist

Med kærlighed til kunsten og nu med egen udstilling i Århus. Fint skal det være. Leif Djurhuus har aldrig selv haft maling, karton og pensel mellem hænderne og ejer ifølge sig selv ikke skyggen af skabergen. Når man møder Djurhuus er det også mere tju bang chokolademand end finkulturel overlæbe, der indrammer strømmen af lydbølger fra den begejstrede kunstsamler. Jeg møder ham på hans advokatkontor med havudsigt til Øresund, mens det løbende banker på med papirer, telefoner bimler og deadline-alarmer bipper på skærmen. 

- De bedste kunstnere kan slå en streg. Bum, så sidder den lige i skabet. Det er et skabergen. Picasso kunne det og især Matisse - tre æbler og en sort streg: Vupti, så sidder den der.

Leif Djurhuus erkender uden så mange dikkedarer, at han aldrig selv har kunnet slå den perfekte streg i overført betydning.

- Jeg kan hverken spille klaver, synge, tegne eller male og har heller ikke lyst - det ville være pinligt. Nogen har det kald, andre gange bliver det pinligt, og nogle gange bliver det bare mærkeligt. Jeg er god til at være advokat og se på kunst. Jeg har empati - har en person fortalt mig, og kan se hvad der er godt og skidt. Jeg skal ikke iscenesætte mig selv ved at udstille mine egne værker, siger han.     

Ned med pulsen
Det kan næppe siges at stamme fra barndomshjemmet, at den 57-årige erhvervsadvokat fra en færøsk sømandsfamilie, opvokset på Nørrebro og Brøndbyvester, med tiden skulle gå hen at få en af Danmarks største private samlinger af kunst. Værkerne er indkøbt fra Europa, USA og Asien. Om et par dage skal Leif Djurhuus med sin kæreste til Paris på en udstilling, få lidt god mad og kan se udstillingen i ro og mag.

- Kunst gør, at jeg slapper af og ikke tænker på mit arbejde. Retssager er utrolig opslidende, fordi de kræver enorm koncentration. Efter en sag kan jeg godt trænge til at koble fra og få blodtrykket ned. 

Det er uforpligtende og jeg kan se det jeg vil, sige det jeg vil og købe det jeg vil. Jeg kan gøre lige nøjagtig, hvad der passer mig!

Trine Dyrholm til 9,50 krone
Leifs principal og kunstmentor, Oskar Bondo Svane, ville næppe have brudt sig om den blandede landhandel af kunst, Leif Djurhuus råder over. Nogen vil finde billederne for outrerede. Der er f.eks. et nøgenfoto af skuespilleren Trine Dyrholm med tilbudsskiltet TO LITTER LETMÆLK til 9,50 krone. Eller en buddhafigur pakket ind i rød og hvid afspærringstape, der kalder på et svar og spørger: Er jeg farlig – måske en bombe? Er min kultur et problem for dig?

Godt nok var Bondo Svane selv meget kunstinteresseret og forretningsfører for udstillingshallen ’Den Fri’ ved Østerport, men han blev aldrig klar over, hvad det var for en interesse han fik vakt hos den unge advokat tilbage i starten af 80erne, da Leif Djurhuus første gang blev hevet med på ’Den Fri’ og Oskar introducerede ham for farvevalg og baggrunden for kunsternes værker. Leif Djurhuus undlod dog høfligt - som man gjorde dengang - at sige sin mening til principalen om den lidt reaktionære kunst fra 30erne af småkedelige landskaber uden megen kapow! og pang!

- Tro mig! Oskar ville heller aldrig have brudt sig om det billede, vi ser på mit kontor af Peter Linde Busk, som ellers kan gå hen at blive et af de helt store danske navne.

Vi kigger på et seks kvadratmeter stort, eftersigende, selvportræt af et forpint gråt ansigt med ar, åben mund. Måske billedet på en advokat, der kæmper med indre dæmoner, lejekontrakter og har misset sit livs forældelsesfrist?

- Det kunne billedet godt ligne. Men sådan ser jeg heldigvis ikke ud. Jeg forbinder ikke billedet med mig selv. Det samme gælder den kunst jeg køber. Den er ikke min verden! Jeg kan godt lide Brøndbys fodboldhold, men det dummeste jeg har set, er når kunstnere maler fodboldspillere. Det siger mig ingenting.  

Mentalt udstillingsvindue
- Det er en meget personlig ting at købe kunst, for du afslører din egen smag og hvor du er henne mentalt. På samme måde som en kunster udstiller sig selv, udstiller jeg også mig selv ved at vise min kunst på et museum.

For tiden har Djurhuus en stor lagerbygning i Valby, hvor han har hyret en kunsthistoriker til at holde styr på sine udlån til kollegaer, klienter og kunstinteresserede. 

- Min drøm er, at komme til at bo sammen mine værker. Ha’ et hus med kunsten på første etage og bo på anden etage eller i en silo på havnen. Det er min livsdrøm. Det kommer nok.

Selv kunne han ikke tænke sig at leve som kunstner, selvom han kan være stærkt optaget af et værk, hvad enten det er et traditionelt maleri, lydinstallationer eller en menneskelignende kopi af en Macbeth-figur med en smøg i hånden og en flaske Evian, der tigger penge.   

- Jeg havde ikke lyst til at leve en kunstners liv. De lever i en anden verden på godt og ondt. De fanger noget som vi andre ikke rigtigt har fat i. Vi andre kører meget kommercielt og hverdagsagtigt. De unge kunstnere satser hele butikken og mange bliver aldrig berømte og forbliver i uvisheden. Der kan jeg godt lide, at rejse rundt og møde kunsterne der, hvor de er.    

- Kim Larsen har engang sagt "En kunstner viser sin bare røv, det gør jeg ikke - jeg laver popmusik". Jeg er enig: En kunstner går planken ud og viser sit inderste inde. Det har jeg ikke selv lyst til, og gør det heller ikke som advokat.  

Lever i skrammel
I starten blev Leif ofte mødt med overbærenhed af kollegaerne, når han havde været på kunstjagt efter de gode sager.

- Skal det nu forstille at være kunst. Det kunne være mit barnebarn. Eller: Du har vel ikke givet penge for det?

Men når man får lov til at udstille, eller de ringer fra udlandet for at låne et værk, så giver det respekt blandt kollegaerne, fortæller Leif Djurhuus.

Han er derfor helt åben omkring sin passion for også at støve rundt på loppemarkeder og finde gamle ting og sager med 100-150 år på bagen.

- Det er ikke besiddersygdom. Det er ligesom at finde et godt gammeldags glas på et loppemarked. Jeg elsker det og holder meget af at omgive mig med kvalitet. Verden er fyldt med ensartede ting, plastic og skidt. Vi lever virkelig i et skrammelsamfund. Jeg elsker godt design: Et, krus, askebægre eller glas, som du kan finde på et loppemarked og er skabt med omtanke: Et glas der først er tegnet og har fået sjæl ved at blive pustet - jeg kan gå helt bersærk.

- Jeg har 8-10 fantastiske kopper, prototyper, designet af Ole Jensen til Royal Copenhagen. Der er ikke to ens. En er sort med gul hank og en er gul med sort hank. Det er sjovt, for du bliver en del af processen, når du drikker kaffe, griner han.     

 

Forfatterdrøm blev virkelighed

Han fik realiseret sin drøm om en bogudgivelse. Men der skulle gå ti år før det blev til noget med Max Klinkers tænksomme noveller om advokaters og det bedre borgerskabs etiske dilemmaer. 

Når solen går ned over sydfranske Nice og børnene er lagt i seng, skifter Max Klinker rollen som dansk-fransk advokat ud med en anden: Han går ned i tempo, bevæger sig ind i forfatteruniverset og nyder nattens stille ro. Han tager sig en slurk kaffe – i gamle dage stoppede han piben – og skriver helt frem til klokken syv om morgenen næste dag.

Den 46-årige Max Klinker føler et stort behov for at udtrykke sine tanker, og på et tidspunkt presser ideer og noter sig på i en sådan grad, at han bliver nødt til at transformere ord til historier og bliver ved.

- På samme måde som årgangsvin, der bliver drejet på flaskerne, er mine noveller også skrevet om igen og igen.

Han er holdt op med at ryge på den magiske pibe, der ellers bringer ham i skrivestemning og i mentalt selskab med yndlingsforfattere som Samuel Beckett og Somerset Maugham.

Hans græske kone bryder sig ikke længere om hans krasbørstige tobakshosten om morgenen, når han har dampet hele natten. Hun har derfor forbudt ham al rygning om natten. Savnet af tobak folder han til gengæld ud i novellerne, hvor læseren altid kan finde en ryger blandt figurerne.

Max Klinker har gennemløbet denne rituelle skriveproces i de sidste ti år og det har nu ført til hans første rigtige bog ’SMAK’, der betyder kindkys på fransk.

En samling af ni noveller under titler som ’Et middagsselskab i Rungsted’, ’Démon de Medi’ (midtvejskrisen, red.), ’En nekrolog’ og ’Hoveddøren.’  Novellerne er både skrevet til jævnaldrende og yngre advokater og historierne har både morale og giver et ’smak’ til dem der pryder sig med falske fjer og mangler dannelse. Men forud for udgivelsen var det til tider nervepirrende at vente på svar fra forlagene.

Tre afslag fra Gyldendal
- Den irske forfatter Samuel Beckett (1906 – 1989, red.) siger, at man kun fortryder det, man ikke fik gjort, og det har altid været en ledetråd for mig, siger Max Klinker.

Derfor gav han heller ikke op, da han fik afslag for tredje gang fra forlaget Gyldendal.

- Det værste er at vente på svar fra et forlag, for man bliver næsten slået i gulvet, når man får et afslag. Jeg fik tre personlige afslag fra Gyldendal, men det tog min nuværende forlægger i Aarhus heldigvis som et kvalitetsstempel. Det er en stor glæde, at nogen finder ens historier værdige til at trykke.

- Da jeg fik bogen fra forlæggeren satte jeg den op på et staffeli og betragtede den i en halv time før jeg bladrede i den. Man bliver helt høj, når ens manuskript bliver antaget, og det giver et ekstra skulderklap til at knokle videre.

Pengeproletariatet
I novellen ”Nekrolog” forlader advokaten Jack Sparrous sin familie for en yngre kvinde, men dør i en bilulykke, fordi han tilsyneladende bliver forblændet af sit begær til den unge kvinde.

Hvem var Jack Sparrous i virkeligheden?
Max Klinker griner lidt og svarer.

- Han findes ikke, men der er mange kønne piger her i Sydfrankrig. I novellen er jeg forløseren, der holder historien i gang ved samtalens kraft. Det samme gør Somerset Maugham (1874 – 1965, red.). Han vrider folks måde at se sig selv på og udstiller dem med kirurgisk præcision.

I novellen ’Et middagsselskab i Rungsted’, lægger den flamboyante og blærerøvsagtige vært en række afslørende billeder af sin kones utroskab under servietten hos alle middagsgæsterne. Det bliver ikke kun en akavet middag for gæsterne: Værten kører galt i sin Ferrari og stempler ud til dødsriget – mærket i panden af Ferrari-logoet fra rattet.     

Historien har Max Klinker fra tredjemand og dramatiseret videre på den ’rigtige’ historie.

- Jeg har altid haft en aversion mod de selvcentrerede flejnerter, der slår om sig med penge. Hele det her nyrige proletariat, der kom til i 00’erne og den her ’bande’ der sad inde på Café Victor med en økonomi, der var kommet hurtigere end deres dannelse.

- Det tager tre generationer at lave en gentleman. Det er sådanne idealer, jeg tror på. Men manden i novellen føler, at han er noget i kraft af sine penge, men reelt er han intet i kraft af sig selv. Det er ikke et opgør mod en udannet socialklasse, men imod dem fra pengeproletariatet, der vil have adgang til alt. Han fremhæver byen Nice hvor han bor som et klasseeksempel. 

- De gamle penge hernede i Sydfrankrig holder sig for sig selv, som han omtaler de ældre generationer med formue i Nice. De nyrige kan ikke slå igennem og få accept hos de gamle penge. På et tidspunkt indser de, at de aldrig kan blive en del af de gamle penges verden.

Advokater karriere-stresser
Det, som ifølge Max Klinker måske netop gør hans noveller vanskelige, er, at de er moraliserende, for det gider folk sjældent høre på i dagens Danmark.

- Jeg forsøger at moralisere på den imødekommende måde. Der er ingen, der skal have et drag over nakken. Meningen er, at servere nogle historier, så folk selv kan tænke videre.

Derfor har han netop lavet novellerne korte, så den travle advokat kan nå at læse i toget på vej fra og til arbejde. Han kan til sidst ikke stå for fristelsen til at opfordre advokater til at tænke sig om og passe mere på deres helbred.

- Du hører om advokater, der pludselig falder om i badekaret med et hjertestop. Vi må ikke blive så ambitiøse, at vi glemmer os selv.

- Det kan tage årevis at opbygge et fortrolighedsforhold til en klient, som du med en enkelt uoplagt bemærkning kan tabe i samme øjeblik. Selvom man er træt, er man hele tiden nødt til at træffe det rigtige valg, siger han og uddyber:

- Unge advokater drømmer om et partnerskab for så er lykken gjort. Men det er den ikke, for de skal køre i et endnu højere tempo end før for at forsvare deres plads i partnerskabet. Det er enormt opslidende, og hvordan skal de få tid til at stoppe op og tænke over tilværelsen?

Max Klinker har måske selv fundet en god måde at koble af på som han kun kan anbefale.

- Jeg tager indimellem i kloster. Der ligger et på en ø ud for Cannes og det er den ideelle måde at slappe af på. Det er sundt at være i stilhed uden mobiltelefoner og internet.    

Faktaboks
Novellesamlingen SMAK er udgivet på forlaget EC Edition og udkom i oktober.