Advokaten 8 - Ny politiklageordning

Print Print
17-10-2011

Den 1. januar 2012 sker der en radikal ændring i den måde, hvorpå klager over politiet behandles.

 Af landsdommer Svend Bjerg Hansen, Vestre Landsret

Fra årsskiftet skal alle klager over politifolks magtmisbrug, magtanvendelse, adfærd, sprogbrug mv. i tjenesten indgives til en ny myndighed, der får navnet Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Også anmeldelser mod politifolk for strafbare forhold i tjenesten skal indgives til den nye myndighed. Indgives klagen eller anmeldelsen til politiet eller anklagemyn­digheden, skal den straks videresendes til Politiklagemyndigheden, som den nye myndighed nok vil blive kaldt i daglig tale.

I skrivende stund er det oplyst, at den nye myndighed vil blive placeret i Aarhus, men den nær­mere beliggenhed er ikke offentliggjort. Der bliver nok at tage fat på for at få det hele op at stå inden årsskiftet.

Ændringen betyder, at de hidtidige politiklagenævn bliver afskaffet. Det læge element i politi­klagesystemet vil fremover blive sikret ved oprettelsen af det politiklageråd, som jeg omtaler nedenfor.

Baggrunden for ændringen af klagesystemet
Der har fra flere sider været rejst kritik af, at politiet undersøger sig selv. Det er nu ikke helt rigtigt, at det forholder sig sådan, idet det efter den hidtidige klageordning er den regionale stats­advokat, der har været kompetent i klagesager mod politiet. Denne klageordning har stort set fungeret tilfredsstillende, og den behandling, som sagerne har fået i statsadvokaturerne, har gen­nemgående været på et højt fagligt niveau.

For at imødegå kritikken, der bl.a. byggede på statsadvokaturernes behandling af nogle konkrete sager, nedsatte justitsministeren i 2006 et udvalg, der fik til opgave at vurdere klagesystemet. Den nye politiklageordning bygger på udvalgets forslag, og der blev i forbindelse med udarbej­delsen af lovforslaget i Justitsministeriet og Folketingets behandling af lovforslaget kun foreta­get ganske få ændringer i udvalgets lovudkast. Lovforslaget blev vedtaget af et enigt Folketing.

Udvalget foreslog en ny politiklageordning, fordi det blev anset for vigtigt at forøge befolk­nin­gens tillid til klagesystemet, og idet det blev vurderet, at dette bedst sker ved, at den myndig­hed, der forestår undersøgelse og efterforskning af politipersonale både funktionelt og personelt løs­rives fuldstændigt fra politi og anklagemyndighed. En sådan uafhængighed svarer også til anbe­falingerne fra internationale organisationer og til opbygningen af klagesystemet i de lande, som vi traditionelt sammenligner os med. Der er næppe heller tvivl om, at det er i overensstem­melse med befolkningens ønske at styrke klagesystemets uafhængighed. Dette illustreres bl.a. ved en undersøgelse, som Aalborg Universitet foretog for politiklageudvalget, og hvori 84 procent af de ad­spurgte mente, at klager over politiet bør behandles af en selvstændig myndighed.

Politiklagemyndighedens opbygning
Den nye myndighed er en selvstændig myndighed, der ledes af et politiklageråd og en direktør. Myndigheden er således hverken underordnet justitsministeren eller rigsadvokaten.

Politiklagerådet er myndighedens øverste ledelse, mens den daglige ledelse varetages af en di­rektø­r. Rådet består af fem medlemmer. Formanden skal være landsdommer og et af rådets med­lem­mer beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at Politiklagerådet ikke er ankeinstans for de afgørelser, der træffes af direktøren eller på dennes vegne. Rådets opgave er at beskæftige sig med de generelle retningslinjer for Politiklagemyndighedens arbejde, og det er derfor forudsat, at et meget be­grænset antal konkrete sager vil nå frem til rådet. Sammensætningen af myndigheden med et råd (en bestyrelse) og en direktør er inspireret af Datatilsynet, Domstolsstyrelsen og Konkurrence­myndigheden.

Politiklagemyndighedens opgaver
Den nye myndigheds opgaver bliver at undersøge og træffe afgørelse i alle adfærdsklager mod politifolk og efterforske sager, hvor der er mistanke om strafbart forhold mod en polititjeneste­mand begået i tjenesten.

I adfærdsklagesager skal Politiklagemyndigheden foretage en undersøgelse af sagen og kan i for­bindelse hermed foretage afhøring af klageren og de involverede polititjenestemænd. Når under­søgelsen er tilendebragt, træffer myndigheden afgørelse i sagen. Anklagemyndigheden har såle­des ikke længere nogen kompetence i disse sager.

Nyt i adfærdsklagesagerne er det også, at der i retsplejeloven nu er indsat en særskilt bestem­melse (§ 1019 d), der giver Politiklagemyndigheden mulighed for at afvise en åbenbart grundløs klage. Denne bestemmelse skyldes, hvad der vist ikke er nogen hemmelighed, at der på politiklage­området er en del uforståelige og ikke så seriøse klager.

I straffesager mod politipersonale overtager Den Uafhængige Politiklagemyndighed statsadvo­katurernes opgave med at foretage efterforskning, når der er en rimelig formodning om, at poli­tipersonale i tjenesten har begået et strafbart forhold. Politiklagemyndigheden udøver under ef­terforskningen de beføjelser, som ellers tilkommer politiet. Det betyder blandt andet, at myndighedens med­arbejdere vil kunne foretage anholdelse og anmode retten om, at der foretages andre straf­feprocessuelle indgreb, f.eks. varetægtsfængsling. Det betyder også, at Politiklagemyndigheden skal kunne rykke ud med kort varsel, f.eks. i forbindelse med at politiet dræber en person. 

Det er stadig den regionale statsadvokat, der afgør tiltalespørgsmålet. Når efterforskningen er færdig, skal sagen derfor sendes til statsadvokaten, der herefter vurderer, om der er grundlag for at rejse tiltale og i givet fald udarbejder anklageskrift og gennemfører sagen ved domstolene. Statsadvokatens afgørelse kan af en anmelder påklages til rigsadvokaten efter de sædvanlige retningslinjer herom. Også Politiklagemyndigheden kan påklage afgørelsen.

Erstatningssager
Af særlig interesse for advokater er den nye bestemmelse i retsplejelovens § 1020 l om erstat­ningskrav fra personer, der er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt, eller rejses af nære pårørende til en person, der er afgået ved døden som følge af politiets indgriben, eller mens afdøde var i politiets varetægt. Så­danne erstatningskrav kan nu efter anmodning behandles efter den særlig lette fremgangsmåde i retsplejelovens kapitel 93 a om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Hermed åbnes der mulighed for at undgå, at der skal søges fri proces og udtages stævning, og at sagen skal behandles efter de (tunge) civilprocessuelle regler. Udgiften til advokatbeskikkelse i disse (al­vorlige) sager afholdes altid endeligt af statskassen.

Politiklagemyndighedens personale
Den ny politiklagemyndighed vil komme til at bestå af både jurister, efterforskere og admini­strativt personale. I den hidtidige klageordning har der ikke været efterforskere tilknyttet stats­advokaturerne, og det er derfor jurister, der har forestået efterforskningen mod politipersonale. Det har jo i virkeligheden været en lidt pudsig ordning, at netop politifolk, der har en uddannel­sesmæssig baggrund i relation til efterforskning, er blevet efterforsket af personer, der ikke har en sådan baggrund.

Efterforskerne i Politiklagemyndigheden må gerne have en politimæssig uddannelse og en efter­forskningsmæssig baggrund, men det er ikke nogen betingelse. Man må huske på, at det ikke kan nytte noget, at den nye myndighed bliver så uafhængig, at den bliver inkompetent. Med an­dre ord kan det ikke være rimeligt, at netop politifolk skal efterforskes af personer, der ikke har forstand på efterforskning. Det vil fra starten nok blive sådan, at en meget stor del af efterfor­skerne vil have en politimæs­sig baggrund, men det er vigtigt, at hver enkelt medarbejder i den ny myndighed i sit daglige virke holder sig for øje, at myndigheden er uafhængig af politi og anklagemyndighed. Det er ikke meget anderledes end en anklager eller advokat, der bliver dommer, og dermed pludselig har en helt ny kasket på.

Sagsbehandlingstiden
Sagsbehandlingstiden i statsadvokaturerne har givet anledning til en del kritik, senest i forbin­delse med behandlingen af nogle klager over politiet i forbindelse med klimatopmødet i Køben­havn. Sagerne kan være meget komplicerede, navnlig hvis det er vanskeligt (eller umu­ligt) at identificere de involverede politifolk, men en sagsbehandlingstid på op mod et par år må under alle omstændigheder være i overkanten.

Fra 1. januar 2012 vil Politiklagemyndigheden få noget mere snævre rammer at arbejde indenfor, idet der indsættes en bestemmelse i loven om, at der skal gives skriftlig underretning til klageren (anmelderen af et strafbart forhold) og de involverede politifolk, hvis der ikke er truffet afgørelse inden for bestemte frister. Underretningen skal oplyse om, hvorpå sagen beror, og hvornår, der kan forventes truffet afgørelse.

Fristen i adfærdsklagesager er seks måneder, og i sager, hvor der er anmeldt et strafbart forhold, er fristen et år. Hvis der seks måneder efter fortsat ikke er truffet afgørelse, skal der gives underretning på ny.

Afsluttende bemærkninger
Det bliver spændende at se, hvordan den nye myndighed kommer til at fungere. Helt afgørende vil det være, at myndigheden fra starten får tilført de fornødne ressourcer og i det hele taget får ordentlige og fornuftige forhold.

Det vil – som det er fremhævet flere steder i betænkningen – være særdeles uheldigt, hvis myn­digheden fra starten presses ressourcemæssigt. Jeg vil i den forbindelse minde om, at statsadvo­katurerne flere gange er tilført (chargeret) personale for at styrke behandlingen af politiklager. Jeg er sikker på, at der vil blive holdt et vågent øje med, at disse ressourcer følger med over i den nye myndighed, således at den kritik, der har været af de seneste store reformer på Justits­ministeriets område, ikke vil gentage sig.

Det gør det i den forbindelse ikke lettere, at overgangsbestemmelsen i udvalgets lovudkast, hvorefter verserende sager skulle færdiggøres af statsadvokaturerne, blev ændret af Justitsmini­steriet, således at verserende sagerne efter den vedtagne lov som udgangspunkt skal overtages og færdiggøres af Politiklagemyndig­heden. Udvalgets forslag byggede netop på, at den nye myndighed fra den første dag ikke skulle “drukne” i sager, men kunne koncentrere sig om at komme i gang. Heldigvis er der dog mulighed for, at verserende sager kan færdiggøres af de regionale statsadvokaturer efter drøftelse med Politiklagemyndigheden.

Det nye politiklagesystem
Ordningen træder i kraft 1. januar 2012 og er vedtaget ved lov nr. 404 af 21. april 2010 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love.

Bestemmelserne om Den Uafhængige Politiklagemyndighed og klager over politiet findes i retsplejelovens kapitel 11 a, 93 b (adfærdsklager) og 93 c (straffesager mod politipersonale).

Bestemmelserne om advokatbeskikkelse findes nu i retsplejelovens § 1019 j (adfærdsklager) og § 1020 g og h (straffesager).

Læs mere om den nye politiklageordning i betænkning nr. 1507/2009 om behandling af klager over politiet.

Løgstørsagen
I den såkaldte Løgstørsag, hvor Højesteret afsagde dom 9. juni 2011, har Højesteret udtalt sig om den erstat­ningsretlige målestok for bedømmelsen af et begivenhedsforløb, hvor en person dør i politiets varetægt. Højesteret fastslår, at staten – i tilfælde, hvor en person ved godt helbred anholdes af politiet og efterfølgende afgår ved døden, mens vedkommende er i politiets varetægt – har pligt til at fremkomme med en plausibel forklaring på de begivenheder, der førte frem til dødsfaldet. Hvis alene myndighederne har kendskab til, hvad der er sket, påhviler bevisbyrden oven i købet myndighederne, i den forstand at de må komme med en tilfredsstillende og overbe­visende for­klaring på de indtrådte skader og dødsfaldet.

Højesteret fastslår også, at det var egnet til at svække offentlighedens tillid til statsadvokatens undersøgelse, at to politifolk havde mulighed for at samstemme deres forklaringer, inden de blev afhørt af statsadvokaten dagen efter dødsfaldet, og at vurderingen af forklaringerne derfor måtte ses i lyset heraf.