Advokaten 8 - Forårsrullespiseren, der blev bortvist

Print Print
17-10-2011

Begge parter bliver ofte tabere i en bortvisningssag, men mange situationer behøver ikke at ende i retten, hvis ledelsen har fokus på relevant konfliktløsning og har øje for parternes sociale position.   

Af Jacob Goldschmidt, advokat (H), partner i Elmer og Partnere

- Midt i min frokost spurgte hun, om jeg var klar over, hvad der var i den forårsrulle, jeg spiste. Jeg svarede: – “Gider du lige… jeg spiser.” Og så var det, som om det ikke var til at stoppe… Vi kom op at skændes og det ene ord tog det andet.

Hvad der derefter skete, var der vist enighed om. Den ene af kollegerne gik til sin chef og sagde, at hun ikke ville finde sig i at blive kaldt så grimme ting i kantinen. Forårsrullespiseren blev derefter kaldt op til chefen, og efter at have hørt hendes historie, konkluderede chefen, at de måtte kunne løse konflikten selv og i fordragelighed.

Så da den kommenterende kollega afgav forklaring i retten kunne dommeren notere.

- Da vi mødtes i tekøkkenet endte det med, at forårsrullespiseren truede med at give mig tæv, og jeg løb ud på gangen og råbte om hjælp.

Forårsrullespiseren fortalte, at hun havde sagt: - Jeg får helt lyst til at slå hovedet ned i maven på dig.

Forårsrullespiseren blev bortvist. Man kan jo ikke have, at man truer sine kolleger.

Et år efter sidder de nu i retten. Dommeren kigger til højre ned på en partner fra Danmarks største advokatfirma. Ved siden af sidder personaledirektøren. Advokaten har indkaldt tre vidner udover den kommenterende kollega. Med ansigtet i rette folder bakker han op om bortvisningens berettigelse.

Til venstre sidder forårsrullespiseren. Sammen med sin specialistadvokat valgt af hendes fagforening, der naturligvis også er repræsenteret i retten. Også de har forberedt vidner.

- Det er jo helt vanvittig dårlig ledelse, at lade dem selv løse problemet! Og en talemåde er jo ikke en trussel.

En tyk materialesamling fuld af bortvisningdomme. Og en lang procedure i vente. Hvad mon den unge dommer tænker?

Ledelsespligt – ved følelser i frit fald
Eksemplet er fra det virkelige liv, og desværre ikke enestående. Der er kun tabere i denne sag. Forårsrullespiseren mistede sit job. Begge parter har kastet økonomiske ressourcer ind i sagen, der for hver part med sikkerhed kan opgøres til langt større beløb, end dommeren kunne finde på at give. Og så er man slet ikke nået til at opgøre de menneskelige omkostninger.

Bortvisnings- og opsigelsessager udspringer ofte af misforståelser. Og for en stor del af mangelfuld kommunikation mellem ledelse og medarbejder. Og beslutningen om, hvorvidt en sanktion skal gennemføres, læner sig ofte op ad en stringent juridisk vurdering af, om man kan eller ikke kan bortvise.

Ledelsesretten for en arbejdsgiver er også en ledelsespligt. Havde chefen, i stedet for at sende de to kolleger videre til fortsat dialog med hinanden, reageret med, at “I har da vist brug for hjælp til at få løst den konflikt” ville verden sikkert have været en anden. For de to var konflikten meget væsentlig. Deres sociale position på arbejdspladsen var truet, og en række følelsesmæssige reaktioner bliver styrende for en konflikt, der accelererer, men skulle have været undgået.

Tag hånd om konflikten i opløbet
Og hvis ikke konflikten kunne være taget i opløbet, kunne konfliktløsningsmodeller af anden art være overvejet. Flere større arbejdspladser har indført faste konsulenter, der deltager i processer for forbedring af arbejdsmiljøet. Flere steder kan de også gå ind i direkte konfliktløsning. Dialog med fagforeninger og andre, som medarbejderen har tillid til, skaber forståelse. Og endelig har mediation stor berettigelse i netop ansættelsesretlige tvister.

Helt afgørende er, at sagen oplyses så hurtigt som overhovedet muligt. At arbejdspladsen tager ledelsespligten alvorligt. At man husker, at en sag har flere sider. Og at man nøje overvejer, om den løsning, der måske juridisk er holdbar, ofte ikke tjener nogen af parterne.

Ofte kommer advokaten først på banen “at a point of no return”. Efter 20 år i retten med massevis af bortvisnings- og opsigelsessager kan man godt sidde tilbage og ønske, at flere stopper op tidligere og forsøger at undgå, at det ender med en “anerkendelse” af, at alle er tabere.