Advokaten 8 - Dreyers Fonds vågne øje

Print Print
17-10-2011

Advokat Birte Rasmussen er medlem af Dreyers Fonds bestyrelse, og holder et vågent øje med branchens profiler.

Af Nis Nicolaisen, journalist

Selvom advokater ikke er kendt for at sætte deres lys under en skæppe, fornemmer Birte Rasmussen altid et øjebliks ydmyghed, når den udvalgte advokat får den glædelige nyhed: Du får hermed Dreyers Fonds hæderspris 2011.  

I en travl hverdag, hvor der skal serviceres kunder, debiteres og administreres, er det kun få advokater, der holder natten ung og lyset tændt i studerekammeret på kontoret, eller når familien er gået i seng. De har ikke tid, men tager sig tid, fordi de brænder for deres felt.

- At kolleger i branchen anerkender en engageret indsats i form af eksempelvis et forfatterskab eller en indsats i faglige eller branchepolitiske udvalg, det fornemmer jeg, at prismodtageren hver gang føler som noget helt særligt, og måske også en faglig forløsning, siger Birte Rasmussen.

Advokatprofil i sigte
Siden 2004 har advokat Birte Rasmussen fungeret som fondens headhunter, og bag kulissen fundet standens profiler via faglige input fra netværk og forslag fra de mere aktive dele af advokatbranchens foreningsliv.

I år faldt valget så på Jens Paulsen, der bl.a. er kendt for bogen Insolvensretten fra 1995, der nu er opdateret med en gennemgang af de nyeste konkursregler. Han er også kendt for sin bog om personalejura og praktisk arbejdsret – bøger der er at finde rundt omkring på advokatkontorernes biblioteker.                  

- Det er imponerende, at Jens Paulsen med en stor daglig arbejdsindsats på sit kontor også finder tid til at skrive bøger om og undervise i ansættelses- og insolvensretlige emner. Derved bidrager han også til at udvikle sine kolleger i advokatbranchen, siger Birte Rasmussen.  

Ifølge Birte Rasmussen er Jens Paulsen uhyre flittig i sit daglige arbejde, og har i mange år været en af profilerne inden for insolvensretten.

- Der bliver lyttet til Jens Paulsen, når han f.eks. har udarbejdet nogle meget grundige og velargumenterede udkast til høringssvar for Advokatrådet i forbindelse med de seneste ændringer til Konkursloven, fordi han har så stor erfaring og en så praktisk tilgang til, hvordan reglerne kan gøres bedre.

Med brugbar jura
Birte Rasmussen lægger heller ikke skjul på, at det særligt er Jens Paulsens forfatterskab inden for insolvensretten, der bærer ham frem til pomp og pragt. Ifølge Birte Rasmussen ønskede man ‘den rene advokat’, der netop i egenskab af advokat, havde skrevet sig ind som en profil.      

Hvis Jens Paulsen alene skulle have haft en pris for sin indsats på det ansættelsesretlige område, havde han også været oppe imod stærke kandidater. Til gengæld er den måde, som Jens Paulsen skriver om ansættelsesret på, forbilledlig. Den er aktuel og illustrerer på enkel vis de argumentationslinjer praktikeren netop kan bruge, forklarer Birte Rasmussen. 

- Jens Paulsen skriver praktisk anvendelig jura. Han tager problemstillinger op, som er praktisk relevante, og som kan opstå for både den lille tømrervirksomhed og de større ejerledede virksomheder. Et eksempel derpå er, hvad der måtte gælde, når en konkurrence- og kundeklausul er aftalt for den samme person i både en ansættelsesaftale omfattet af Funktionærlovens regler og i en ejeraftale. Jens Paulsen rejser ikke bare problemstillingen, men præsenterer de argumenter, der kan komme i spil og kommer med sit bud på, hvordan resultatet bør være.  

Fondens hæderspris
Hvert år hædres en advokat med 400.000 kr. Det kan f.eks. være en dygtig advokat på sit felt, en skarp faglig formidler af viden til branchen eller befolkningen.

Fonden giver hvert år prisen i lyset af et tema. I 2009 var temaet miljø, året efter internationalisering og i år er temaet insolvensret i lyset af finanskrisen.  

16 mio. kr. kan året rundt søges af alle advokater til f.eks. bogprojekter, konferencer og studierejser. Ansøgertallet er over de seneste fire år fordoblet. Vil du have del i millionerne, kan du læse mere på www.dreyersfond.dk