Advokaten 8 - Brug og misbrug af dna-beviset

Print Print
17-10-2011

I straffesager gøres i stigende omfang brug af erklæringer, hvor retsgenetikere angiver likelihood-kvotienten for, at et dna-spor stammer fra en bestemt person frem for en tilfældig person. Men disse erklæringer kan nemt misforstås af rettens aktører. Af indlysende årsager er det vigtigt, at erklæringerne anvendes korrekt i retten.   

Af Kari Sørensen, dommer, Retten på Frederiksberg, og Hans Jakob Larsen, retsgenetiker, ph.d., Retsmedicinsk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

I retssalen er den bevismæssige vægt i form af en likelihood-kvotient fra en retsgenetisk erklæring netop blevet dokumenteret af anklageren, der læser op fra erklæringen: “Dna-profilen for sporet fra gerningsstedet blev beregnet til at være 1.000.000 gange mere sandsynlig, hvis sporet stammer fra tiltalte, end hvis sporet stammer fra en tilfældig anden person fra den danske befolkning.”

Anklageren anfører herefter: “Den retsgenetiske erklæring fortæller os altså, at det er 1.000.000 gange mere sandsynligt, at sporet stammer fra tiltalte, end at sporet stammer fra en tilfældig anden person fra den danske befolkning.” Dette bestrider forsvareren med følgende argumentation: “Hvis likelihood-kvotienten er 1.000.0000, må det betyde, at sandsynligheden er 1:1.000.000 for, at en tilfældig person fra den danske befolkning matcher sporets dna-profil. Eftersom der er mere end 5.000.000 indbyggere i Danmark, må der være fire andre personer, som sporet lige så godt kan stamme fra.”

Risiko for vildfarelse
Med andre ord hævder anklageren, at den retsgenetiske erklæring viser, at sandsynligheden for, at sporet stammer fra tiltalte, er 99,9999% (1.000.000 ud af 1.000.001), mens forsvareren hævder, at den retsgenetiske erklæring viser, at denne sandsynlighed er 20% (en ud af fem). Selvom argumenterne hver for sig kan forekomme overbevisende, har hverken anklageren eller forsvareren ret. De har netop begået en såkaldt “prosecutor’s fallacy” og “defense attorney’s fallacy” med fare for, at også retten kommer i en “fallacy” (vildfarelse).

“Prosecutor’s fallacy” og “defense attorney’s fallacy” kan oversættes til anklagerens henholdsvis forsvarsadvokatens vildfarelse og er den engelske betegnelse for den forkerte formodning, at sandsynligheden for, at en tiltalt er skyldig, entydigt kan fastslås af dna-profilerne og helt uafhængigt af sagens øvrige omstændigheder, såsom tiltaltes mulighed for at begå forbrydelsen, adgang til gerningssted, motiv m.v.

Det bemærkes, at der med “skyldig” her menes skyldig i at være ophavsmand til sporet og ikke nødvendigvis gerningsmand til en bestemt forbrydelse. Fordi man er ophavsmand til sporet, behøver man jo ikke at være gerningsmand, da sporet jo også kan tænkes at være “plantet”, være efterladt af en tilfældig hundelufter eller af andre årsager være ikke-inkriminerende. I mange tilfælde kan det dog formentlig antages, at den person, der er ophavsmand til sporet, også er gerningsmand til forbrydelsen. Her forudsættes det, at sporet er inkriminerende.

Vurdering af dna-beviset
Dna-beviset bør vurderes i forhold til sagens sammenhæng og øvrige beviser, dvs. på samme måde som andre beviser, f.eks. et vidnebevis. Det er relevant at vurdere de såkaldte forhånds-odds ved f.eks. at se på, om tiltalte har et motiv eller tværtimod et alibi, om tiltalte har tilknytning til forurettede, bor eller færdes nær gerningsstedet, eventuel modus, tiltaltes personlige forhold, f.eks. køn, alder og fortid.

Den matematisk korrekte måde at inddrage et dna-bevis på i forhold til sagens øvrige oplysninger gøres ved hjælp af den såkaldte Bayes formel. Bayes formel angiver, hvordan sandsynligheden for skyld ændrer sig, når et dna-bevis inddrages i vurderingen og fortæller, at det ud fra likelihood-kvotienten alene ikke er muligt at vurdere sandsynligheden for skyld uden samtidig at inddrage de øvrige oplysninger i sagen – de førnævnte forhånds-odds.

På samme måde inddrages også ved et vidnebevis sagens øvrige oplysninger. Hverken et vidnebevis eller et dna-bevis bør stå fuldstændig alene. F.eks. vil et vidnes udpegning af en toårig dreng som gerningsmand til en voldtægt være utænkelig at lægge til grund. På samme måde vil det være utænkeligt at lægge til grund, at en toårig dreng er gerningsmand til en voldtægt, selv om dna-profilen for et biologisk spor sikret fra sagens forurettede taler for, at sporet stammer fra den toårige med en likelihood-kvotient på 1.000.000. I begge tilfælde skyldes dette naturligvis, at en toårig ikke vil have mulighed for at begå voldtægt. Den toårige er udelukket på forhånd, dvs. forhånds-odds kan antages at være nul.

Hvis der derimod i eksemplet i stedet for en toårig dreng var tale om en voksen mand, vil alene aldersforskellen forhøje forhånds-odds betydeligt. Hvis det fundne biologiske spor således kan stamme fra den voksne mand med en likelihood-kvotient på 1.000.000, så behøver yderligere bidrag til forhånds-odds ifølge Bayes formel ikke at være særlig store, før de samlede odds for tiltaltes skyld (skylds-odds) bliver betragtelige. Omvendt hvis likelihood-kvotienten er lavere, så skal forhånds-odds være tilsvarende højere for at opnå de samme skylds-odds.

Prosecutor’s fallacy
Nærlæser man situationen i retssalen fra før, vil man opdage, at anklageren alene ud fra dna-beviset udtaler sig om tiltaltes skylds-odds. Anklageren har således glemt at inddrage sagens øvrige oplysninger (forhånds-odds). Anklageren har blot sat lighedstegn mellem likelihood-kvotienten og skylds-odds. Dette er ukorrekt. Det er denne måde at anskue dna-beviset på, der betegnes “prosecutor’s fallacy”.

Anklageren i retssalen har kun ret, hvis forhånds-odds kan antages at være 1:1, dvs. fifty-fifty. Dette vil være tilfældet, hvis f.eks. kun tiltalte og én anden person har haft adgang til gerningsstedet, og der ikke foreligger yderligere oplysninger til belysning af sagen.

Defense attorney’s fallacy
Forsvareren i retssalen inddrager heller ikke de øvrige oplysninger i sagen (forhånds-odds), men sætter den bevismæssige vægt i forhold til størrelsen af den danske befolkning. Dette er ikke korrekt, medmindre samtlige medlemmer af den danske befolkning – fra spæd til olding – fra Gedser til Skagen – har samme forhånds-odds for at være ophavsmand til sporet. Bemærk i den forbindelse, at likelihood-kvotienten ifølge formuleringen i den retsgenetiske erklæring ikke refererer til hele den danske befolkning, men til “en tilfældig anden person” i den danske befolkning.

Det er i princippet korrekt, at når likelihood-kvotienten er 1.000.000, så vil sandsynligheden være 1:1.000.000 for, at en tilfældigt udvalgt person matcher sporets dna-profil (den såkaldte “match-sandsynlighed”). Heraf følger, at der i en befolkning som i Danmark på ca. 5.000.000 indbyggere mest sandsynligt vil være fem personer, der matcher sporets dna-profil. Dette betyder imidlertid ikke, at der i Danmark er fire andre personer, som sporet lige så godt kan stamme fra. Dette ville nemlig kræve, at alle borgere i Danmark har de samme forhånds-odds for skyld, hvilket naturligvis er fuldstændig usandsynligt. Langt den største del af den danske befolkning vil på forhånd være udelukket som ophavsmand til sporet, dvs. have forhånds-odds, der er meget lave eller lig nul.

Defense attorney’s fallacy begås, hvis man kun sætter dna-bevisets vægt i forhold til størrelsen af en befolkning (et lands befolkning, en bys befolkning, etc.) og dermed antager, at alle medlemmer af den pågældende befolkning har samme forhånds-odds.

Dna-bevisets vægt
Ved vurderingen af enhver type bevis vil der altid være en risiko for fejl. Med dna-beviset er det i en vis forstand muligt at beregne sandsynligheden for “fejl”, og denne sandsynlighed er afspejlet i likelihood-kvotienten, som i tal udtrykker dna-bevisets vægt.

I modsætning hertil beregner man sædvanligvis ikke likelihood-kvotienten af f.eks. et vidneudsagn. Hvis man alligevel forsøger og lægger til grund, at vidnet (i god tro) tager fejl i et ud af 50 tilfælde (f.eks. genkendelse af en person på 25 meters afstand), kan likelihood-kvotienten for vidneudsagnet beregnes til 50. Antager man, at vidnet er endnu sikrere og kun tager fejl i et ud af 100 tilfælde, er likelihood-kvotienten 100. Hvis der er tale om to vidner, som kun tager fejl i et ud af 100 tilfælde og afgiver samstemmende og helt uafhængige forklaringer, er den samlede likelihood-kvotient 10.000. Sammenlignet med en likelihood-kvotient i en retsgenetisk erklæring på 1.000.000 kan man se, at vidneudsagnets vægt i eksemplet er betydelig lavere end dna-bevisets vægt. Dna-beviset kan således være ekstremt vægtigt sammenlignet med andre beviser.

I den forbindelse bør man gøre sig klart, hvad tallet i den bevismæssige vægt står for. En likelihood-kvotient på 1.000.000 betyder, at sandsynligheden for, at en tilfældig anden person matcher sporets dna-profil er 1:1.000.000 (match-sandsynligheden). Dette svarer til, at man i første forsøg gætter den sekscifrede kode fra et NemID-nøglekort. Er likelihood-kvotienten på 10.000, svarer match-sandsynligheden til, at man i første forsøg gætter den firecifrede pin-kode til et Dankort. Er likelihood-kvotienten på 1.000 svarer match-sandsynligheden til, at man i første forsøg gætter koden til en trecifret cykelkombinationslås. 

Justitias to vægtskåle
Man kan tænke sig en analogi og forestille sig fru Justitia med sin vægt med to skåle. Al den information (fraset dna-beviset), der taler for uskyld lægges i den venstre skål, mens al den information (fraset dna-beviset), der taler for skyld lægges i den højre skål. Noget information vejer selvfølgelig mere end andet. Den position, som vægten indstiller sig i, afspejler forhånds-odds. Når man dernæst inddrager et dna-bevis med en likelihood-kvotient på f.eks. 1.000, gøres dette ifølge Bayes formel ved at forøge det, der ligger i den højre skål med en faktor 1.000.

Analogien med vægten illustrerer, hvordan man ud fra dna-beviset alene ikke kan afgøre, hvordan vægten vil indstille sig, hvis ikke man ved, hvad der ligger i vægtskålene i forvejen. På samme måde er det ikke muligt at vurdere sandsynligheden for skyld udelukkende ud fra vægten af et dna-bevis. Prosecutor’s fallacy og defense attorney’s fallacy er de mest almindelige faldgruber, man havner i, hvis man glemmer at inddrage det, der på forhånd ligger i vægtskålene.

Korrekt anvendt kan et dna-bevis være et uhyre vigtigt bevis. Retsgenetikeren kan levere den bevismæssige vægt i form af en likelihood-kvotient. Det er herefter rettens opgave at vurdere vægtens position, dvs. forhånds-odds, og dernæst inddrage vægten af dna-beviset. Selv om man ikke nøjagtigt kan beregne forhånds-odds, er Bayes formel et nyttigt matematisk værktøj til at få en fornemmelse af, hvorledes sagen stiller sig, efter at dna-beviset er inddraget.  

Bevis-ordbogen
Bayes formel: Skylds-odds = likelihood-kvotienten x forhånds-odds
Bayes, Thomas: Engelsk matematiker (1701-1761), der som den første anvendte sandsynlighedsregning til at drage slutninger om fremtidige begivenheder på basis af erfaringer
Bevismæssige vægt: Dna-bevisets vægt. Udtrykkes ved likelihood-kvotienten
Biologiske spor: Materiale fra mennesker, f.eks. spyt, hud, hår, blod eller sæd (dna-spor)
Dna-profil: Skabes på basis af et biologisk spor
Forhånds-odds: Skylds-odds før dna-beviset er medinddraget og afhænger af sagens øvrige oplysninger
Likelihood-kvotient: Dna-bevisets vægt og det tal, der fremgår af den retsgenetiske erklæring
Match-sandsynlighed: Sandsynligheden for, at en tilfældig, anden, ubeslægtet persons dna-profil matcher dna-profilen for et biologisk spor
Skylds-odds: Sandsynlighed for skyld divideret med sandsynlighed for uskyld

Bliv klogere
En oversigt over domstolenes brug af dna-beviset i sager, hvor forhånds-odds har været begrænsede, findes i TfK2011.515, hvor landsdommer i Vestre Landsret, Eva Staal, udførligt gennemgår retspraksis og diskuterer domstolenes brug af dna-beviset. Se også Advokaten nr. 10/09, hvor landsdommer i Østre Landsret, Ole Dybdahl, skriver om dna som bevis i straffesager.