Advokaten 8 - Advokater i Limboland

Print Print
17-10-2011

At være advokat for Guantánamo fangerne er nærmest umuligt. Fangerne er anbragt på baggrund af tvivlsomme eller manglende beviser, og vil man besøge sin klient, kræver det en militær godkendelse.

Af Camilla Fuhr Nilsson, journalist

Guantánamo Bay, Cuba: Der er ekstremt varmt i den lille propelflyver fra Air Sunshine, og alle passagererne sidder i uniformer eller jakkesæt og sveder.

På sædet ved siden af mig sidder advokaten James Cohen fra Fordham University.

Jeg spørger, om han vil medvirke i et interview om, hvordan det er at repræsentere klienter på Guantánamo.

- Det får du nok ikke lov til, når vi er der, men ring til kontoret, svarer han.

To medieofficerer venter på mig, da vi lander. Herefter er jeg kun alene om natten, når jeg skal sove.

Klienters status ukendt
Senere ringer jeg til James Cohens kollega Martha Rayner, for jeg møder ham ikke igen. Martha Rayner er professor og leder af den internationale klinik på Fordham University School of Law i New York. Klinikken har siden 2005 modtaget klienter fra Guantánamo via Clinical Defence Clinic i New York. Tre af deres klienter er sendt tilbage til deres hjemland, og to sidder stadig fængslet. Martha Rayner har skrevet flere artikler og taler offentligt om de problemer, hun som advokat har mødt i forbindelse med Guantánamo.

Et af problemerne er, at hun ikke kender klienternes status eller ikke ved, hvorfor de er tilbageholdt.

- Klienterne er enten tilbageholdt på ubestemt tid, de må sendes hjem eller de skal igennem en militær kommission. Det er svært at forstå, hvorfor min klient fra Saudi-Arabien ikke er blevet sendt hjem, for vi har allerede sendt flere saudier hjem på grund af den saudiarabiske regerings repatrieringsprogram. Vores anden klient er fra Yemen, og det har altid været et problem med yemenitter på grund af deres regering, fortæller hun.

Hun mener, at de beviser, regeringen har imod hendes og andre klienter, er svage og mere rygter end konkrete beviser.

Krigslov og Afghanistan
- Fremtiden ser ikke lovende ud for dem, der sidder på Guantánamo.  De beviser, der findes, er fremkommet via tortur. Hvis du er medlem af al-Qaida eller Taliban, hvad betyder det så, når krigen er slut. Forhåbentlig trækker vi os snart tilbage fra Afghanistan. Betyder det så, at vi stadig har en “krig imod terror”? Når Krigsloven ikke længere gælder, så skal tilbageholdelse på ubestemt tid slutte. Det bliver næste stridspunkt, vurderer hun.

Hun mener ikke, at USA skal have en politik, der tilbageholder folk på ubestemt tid.

- Vi kan ikke have en verden, hvor vi bare fanger folk fra en masse lande, og så sætter dem i fængsel på ubestemt tid, siger hun.

- Der er vedtaget love nu, så de skal igennem en militær kommission. Men også her er problemet med retsforfølgelsen tortur. Det er kernen, kan man sige.

Folk taler ikke nok om den tortur, der er foregået. De, der taler for Guantánamo, siger, at vi ikke er i Afghanistan for at samle beviser. Men det er ikke korrekt. De torturerede beviserne ud af de indsatte, og de ved, at det ikke holder i retten. Det har forurenet hele denne situation, siger hun og fortsætter.

- Jeg tror ikke, at de tortursager, vi har hørt om, er hele sandheden. Det er formodentlig toppen af isbjerget. Vi kender ikke dybden af det, der er sket under Bush, siger hun.

18 klienter på Guantánamo
Advokaten David Rhemes har repræsenteret 18 klienter på Guantánamo siden 2004. Han har besøgt dem regelmæssigt siden og får ofte mere tid på Guantánamo end andre advokater.

- Jeg får ofte lov til at være på basen i halvanden uge eller mere. Andre advokater får fra tirsdag til torsdag, men jeg får en halv dag til hver klient, fortæller David Rhemes.

Den Harvard uddannede advokat opgav en lukrativ karriere som partner i et Washington firma for at repræsentere sine klienter på fuld tid. Han fortæller, at det at have klienter på Guantánamo er ekstremt besværligt.

- Du skal have en sikkerhedsgodkendelse. Det tager tre-fire måneder, og den skal fornys hvert femte år. Hver gang jeg skal besøge mine klienter, skal jeg sende en ansøgning til militæret, og det tager ca. 20 dage, og det er bare endnu et filter, fortæller han.

Justitsministeriet censurerer
På Cuba kører vi forbi isolationsfængslet Camp 5 og det lidt normale fængsel Camp 6, hvor de fleste af fangerne sidder. I Camp 6 har de fælles rum, hvor de kan læse, se tv eller tale sammen. Da vi kigger ind igennem persiennerne, sidder en enkelt indsat og læser en arabisk avis, og andre står i små grupper og taler. Men vi får ikke lov til at tale med de indsatte.

David Rhemes fortæller, at militæret ikke aflytter det lokale, han møder sine klienter i eller de ting, han taler med dem om. De noter, han skriver, skal – hvis han vil bruge dem offentligt – afleveres til den militære ekskorte og sendes til Washington. Der sidder et “privilegeret team” i Justitsministeriet og gennemgår noterne for eventuelle informationer, der er hemmeligstemplede. De noter, han ikke ønsker at bruge offentligt, sendes af militæret til en sikkerhedsfacilitet i Washington. Det er der, alt det hemmeligstemplede materiale eller det, der ikke er blevet censureret, skal forblive. Dette gælder også de lækkede Wikileaks dokumenter. Selvom de er tilgængelige på internettet, er det fortrolige papirer, og advokaterne må kun læse de lækkede dokumenter der.

- Vi får ikke lov til at se de beviser, som regeringen og militæret har imod vores klienter. Vi kan muligvis få bevismateriale, hvor store dele af dokumentet er streget over. Og det er umuligt at udfordre disse beviser, når du ikke ved, hvad der står på siden.

Du kan heller ikke fortælle din klient, hvorfor han sidder fængslet, for det er også klassificeret. Så han ved ikke, hvem der har anklaget ham, hvad beviserne er, og hvilken anklage der findes imod ham, fortæller han.

Hastesager tager tid
Advokaterne har ikke et kontor på Guantánamo, og de kan ikke nå at analysere notaterne, inden disse skal afleveres til militæret.

Problemerne opstår, når de har hastesager som f.eks. mishandlinger, for notaterne er to uger undervejs, inden de når det privilegerede team. De skal med en speciel kurer.

“Det er samme proces, når vi skriver breve til vores klienter. Jeg kan skrive et brev, sende det til det privilegerede team. Et par dage efter, hvis du altså har et godt forhold til dem, får du brevet tilbage med bemærkninger som, “denne side må du ikke sende”, eller “hele dette brev må ikke sendes”. Derefter skal jeg så vente to uger på, at kureren skal til Guantánamo. Det er et af problemerne”, siger David Rhemes.

Ingen realtidskommunikation
Hvis klienten har et svar til brevet, skal det igennem samme proces, inden brevet flere uger efter lander på David Rhemes’ bord i Washington. Det samme sker for telefonsamtaler, hvor han skal ansøge om tilladelse ti dage i forvejen. Derudover skal der være en fyldestgørende berettigelse, før samtaler kan finde sted.

- Det er et af de største problemer overhovedet, at man ikke kan kommunikere i real tid med sine klienter. Vi er tilbage i det 19. århundrede, hvor man sendte breve med skib til og fra Europa, bemærker han og fortsætter.

- Mine klienter kan ønske at ringe til mig. Jeg ved ikke, hvilken berettigelse mine klienter skal have for at ringe til os, men det sker yderst sjældent. Alt er super besværligt, beretter han.

Det er også et problem, at advokaterne fysisk skal til Washington, eller en af de andre fire sikkerhedsfaciliteter landet over for at arbejde med deres notater. De fleste af dem arbejder “pro bono” og rejser og ophold giver store udgifter og gør det sværere at have tid til betalende klienter.

- Så for at arbejde med dine egne notater, så skal du komme til Washington. Medmindre du altså vil have dem censureret af det privilegerede team, siger David Rhemes.

Guantánamos skæbne?
Selvom præsident Obama har bebudet lukning af Guantánamo, vil dette ikke ske. Der er vedtaget love, der umuliggør retsforfølgelse i USA, og Obama kan ikke sende fangerne tilbage til deres hjemlande, for det er der ikke politisk opbakning til. Således er fangerne fanget i limbo.

David Rhemes fortæller, at hans klienter mener, at de er i en værre situation under Obama, end de var under Bush.

- Bush sendte 532 mænd tilbage, og Obama har sendt 68 tilbage. Så mine klienter siger, at Bush i det mindste satte folk fri. Ironisk nok, siger han.

Martha Rayner, professor fra Fordham University i New York, er enig.

- Ingen har anklaget Bush for at sætte mændene fri. Jeg håber, at vi får en præsident næste gang, der kan gøre noget ved sagen (valg i 2012 red.). Vi må se, hvad den næste administration vil gøre. Er det Obama igen eller bliver det en republikansk regering, der vil og kan ændre tingene. Vi har et robust juridisk system i USA, og det er det korrekte sted at retsforfølge disse mænd.