Advokaten 7 - Pisk, Gulerod og Tamburin

Print Print
12-09-2011

A f Rasmus Lindboe, kommunikationschef og Nis Nicolaisen, journalist

Musikbranchens kamp for en bæredygtig forretning kan ikke vindes med søgsmål alene. Ifølge advokat Jakob Mathiasen er det altafgørende at tilbyde forbrugerne tidssvarende produkter og oplyse dem om spillereglerne i en digital virkelighed.

Den danske trommeslager Lars Ulrich fra bandet Metallica var frontfigur i kampen mod den amerikanske fildelingstjeneste Napster i slutningen af de glade 90’ere. En tjeneste, der blev programmeret af den 19-årige hacker Shawn Fanning og fungerede som byttemarked for deling af musiknumre – især mellem teenagere.

Musikbranchen blev hurtigt enig om at kæmpe mod ulovlig musik og film på nettet, og efter flere retssager og forlig lukkede Napster i 2001. Men tjenesten illustrerede allerede dengang en megatrend i konsumeradfærd, som siden kun har vokset sig stærkere – hvad der ligger på nettet er kvit og frit.

Det er denne netmentalitet, som Jakob Mathiasen, ny direktør for musikselskabernes brancheorganisation, IFPI, på en og samme gang forsøger at imødekomme og ændre. På den ene side er det ifølge Jakob Mathiasen kommercielt selvmord ikke at tage forbrugerne seriøst. På den anden side er det afgørende for enhver underholdningsproducent, at almindelige forbrugere respekterer ophavsretten.

Han mener selv, at pladebranchen var for passiv i de år, hvor internettets muligheder åbenbarede sig for almindelige mennesker:

- Sat på spidsen var branchen for magelig i de år, hvor nettet revolutionerede forbrugernes krav om hurtig og nem adgang til musikken. Det betød blandt andet, at ulovlige tjenester som Napster og Kazaa voksede sig store og fede, fordi forbrugerne ikke havde nogle lovlige alternativer. Det fik de først for alvor med iTunes. Det er selvfølgelig ikke en undskyldning for at krænke andre menneskers rettigheder, men det er en god forklaring på, hvorfor det gik, som det gjorde.

Bedre produkter
Ifølge Jakob Mathiasen kan andre brancher med fordel lære af udviklingen i musikbranchen, der som den første branche mærkede konsekvenserne af den digitale virkelighed. Her tænker han specielt på de konsekvenser, det havde, at man udelukkende valgte at svinge den juridiske pisk uden at fokusere på at give forbrugerne en gulerod i form af nye digitale tjenester. Musikbranchen havde ret, og derfor skulle forbrugerne også makke ret.

- Den stil kan man selvfølgelig godt lægge for dagen. Men hvis du ikke kan tilbyde et lovligt alternativ til forbrugerne, er det svært at rykke ved adfærden på nettet. De fleste forbrugere er jo ikke interesserede i at være ulovlige. De er først og fremmest interesserede i nem adgang til god musik. Og man kan altså ikke tvinge folk tilbage til en gammel forretningsmodel ved at sidde oppe i elfenbenstårnet og sige “nu sagsøger vi jer tilbage til dengang alle købte musik nede ved kassen i en CD-butik”.

Derimod bliver Jakob Mathiasen mere principiel, når talen falder på nuværende ulovlige streamingtjenester som Grooveshark, der udnytter, at nettet stadigvæk er langt mere ureguleret end den øvrige del af samfundet:

- Jeg vil til enhver tid forsvare, at vi går efter de ulovlige tjenester. For det første snyder den slags tjenester de musikere og producenter, hvis musik de udbyder. Men værst af alt gør de livet surt for lovlige streamingtjenester som WiMP, Spotify og TDC Play, der alle bidrager til at skabe et bæredygtigt digitalt marked.

Jakob Mathiasen påpeger, at vi netop i disse år står på kanten af en ny digital revolution, hvor paradigmet går i retning af adgang til musik frem for ejerskab:

- Med de nye lovlige streamingtjenester kan forbrugerne via mobilen og computeren få adgang til millioner af musiknumre, uanset hvor de befinder. Og det er et produkt, som er svært at konkurrere med.

Og ifølge Jakob Mathiasen er der belæg for optimismen omkring de nye lovlige streamingtjenester:

- I Sverige og Norge, hvor man er langt fremme med streaming, står abonnementsbaserede streamingtjenester som WiMP og Spotify allerede for 35-40 procent af den samlede musikomsætning, der for første gang i et årti vokser. Samtidig viser en stor norsk undersøgelser, at 54 procent af dem, der tidligere downloadede ulovligt, helt er holdt op efter at have fået en lovlig streamingtjeneste. Og det rejser altså nogle interessante perspektiver i en branche, hvor man internationalt set skønner, at 19 ud af 20 downloads på nettet er ulovlige

Omvendt anerkender Jakob Mathiasen også, at det ikke er al ulovlig musikadfærd på nettet, som kan bekæmpes med de lovlige tjenester:

- Der er selvfølgelig en hardcore gruppe, som er uden for pædagogisk rækkevidde.

Og for nogle af dem virker det ligefrem som en ideologi, at man ikke skal betale til de mennesker, der har lavet musikken. Og i den forbindelse er det selvfølgelig ønskeligt med sanktionsmuligheder i et videnssamfund, der i stigende grad finansieres af immatrielle rettigheder. Men helt generelt er jeg overbevist om, at de fleste mennesker i Danmark godt kan se en idé i at betale for musikken.

Danmark er langt fra den strikse franskmand
Det er dog ikke i alle lande, at man deler det samme syn på at bekæmpe netpirater. I Frankrig har man indført den såkaldte HADOPI-lovgivning. Her har de franske myndigheder mulighed for at sagsøge efter tredje gang, en bruger bliver opdaget i at kopiere ulovligt på nettet. Og herefter kan myndighederne lukke for internetforbindelsen. I den danske debat har den franske model været trukket frem til inspiration. Og selvom Jakob Mathiasen er en varm tilhænger af en brevmodel, er han skeptisk over for den radikale franske version:

- Hvis lovgiver går ind og lukker for almindelige menneskers internetforbindelse, vil det medføre et ramaskrig blandt danske borgere. Her er det vigtigt som jurist at være opmærksom på, at vores fornemmeste opgave er at få forbrugerne over på de lovlige tjenester. Ikke at fremprovokere en trodsreaktion.

I Danmark er regeringen i gang med at lave en såkaldt dansk brevmodel, der retter sig mod ulovlig kopiering på nettet eller dem, hvis internetforbindelse bliver misbrugt til ulovlig kopiering. Et lovforslag om brevmodellen ventes fremsat til efteråret. Og til forskel fra den franske model risikerer en abonnent ikke at få kappet netforbindelsen efter tredje brev. Jakob Mathiasen mener, at den danske brevmodel, som regeringen har foreslået, er den helt rette dosis af pisk, gulerod og oplysning:

- Brevmodellen skal først og fremmest informere forbrugeren om, at der foregår noget ulovligt på netforbindelsen og samtidig gøre opmærksom på lovlige alternativer. Og det tror vi faktisk kan have en positiv effekt på de kreative branchers vilkår. Nettet er jo ikke en entydig størrelse, og for de fleste af os kan det nogle gange være svært at gennemskue, hvad der er lovligt og ulovligt. Et godt eksempel fra min verden er streamingtjenesten Grooveshark. I IFPI har vi for nylig lavet en undersøgelse, der viser, at 95 procent af danskerne ikke ved, at Grooveshark er ulovlig. Det siger alt om, at der er behov for information. Og her kommer brevmodellen til sin ret. 

CV

Jakob Mathiasen
Jakob Plesner Mathiasen er 34 år og blev advokat i 2004 i Johan Schlüter Advokatfirma. I 2010 blev han direktør for IFPI Danmark, som er musikselskabernes brancheorganisation. Jakob Mathiasen har primært speciale inden for ophavsret, patentret og IT-ret. Han er forfatter til en lang række artikler og bogudgivelser.

IFPI Danmark
IFPI er musikselskabernes brancheorganisation og arbejder for at sikre de bedst mulige vilkår for danske musikselskaber. Det bliver bl.a. gjort ved at afsøge nye muligheder for kommerciel udnyttelse af musik. Det indebærer at fjerne barrierer for den digitale udvikling og tage hånd om musikselskabernes rettigheder. Desuden arbejder IFPI for at synliggøre den kulturelle og kommercielle værdi, som musikken bidrager til i samfundet.

IFPI Danmarks medlemskreds er sammensat af musikselskaber, som bidrager til produktion og distribution af musik i Danmark. Omsætningen hos medlemmerne udgør tilsammen mere end 95 procent af den samlede omsætning fra salg af musikudgivelser i Danmark (inkl. Grønland og Færøerne).

Brevmodellen
Brevmodellen går i korte træk ud på, at rettighedshaverne sender et brev med information til borgere om, at deres internetforbindelse bliver brugt til ulovlig kopiering af værker, der er beskyttet af ophavsretten (f.eks. film, musik og litteratur). Informationsbrevet sendes til abonnenten og giver forhåbentlig anledning til en snak i husstanden om, hvorvidt nogen i husstanden har fildelt ulovligt. Hvis borgeren på trods af modtagelse af to breve fortsat vælger at ignorere informationen, vil rettighedshaverne have samme muligheder for håndhævelse af deres rettigheder, som de altid har haft (f.eks. søgsmål).

Undersøgelser fra bl.a. Norge og Storbritannien viser, at op mod 82 procent af de personer, der modtager et sådan brev, vil holde op med at fildele ulovligt. En fransk undersøgelse (juni 2011) viser, at 72 procent faktisk stopper eller reducerer brugen af ulovlige fildelingstjenester. Lovforslag om brevmodellen forventes fremsat i efteråret 2011.