Advokaten 7 - Ny retspolitik efter valget

Print Print
12-09-2011

Retspolitik skal tages seriøst og ikke reduceres til symboler, der kan ofres i et politisk spil.

Af Karen Hækkerup, retsordfører, Socialdemokratiet

Sensommeren har budt på valg. Uanset hvem der nu får regeringsmagten, så står vi over for et skifte i retspolitikken. Vi er på vej ud af et ti år, hvor retspolitik og stramninger har fungeret som slagtilbud på den politiske markedsplads. Socialdemokraterne og oppositionen vil det anderledes fremover, og glædeligt lyder der fra den konservative justitsminister nye toner om mere eftertænksomhed og insisteren på, at straffelovsændringer skal være fagligt underbyggede. En slags retspolitisk bodsgang fra ministeren har vi vel nærmest kunnet fornemme. Oppositionen er enig i, at ændringer i retspolitikken ikke skal være tilfældige, så konklusionen burde derfor være, at uanset hvem, der i dag har regeringsmagten, så skal retspolitikken håndteres anderledes fremover. 

Socialdemokraterne har gennem de sidste ti år medvirket til mange ændringer af straffeloven, men vi har ikke været enige med blå blok i alt. Især har vi uden stor succes forsøgt at løfte spørgsmål som bedre forebyggelse, resocialisering, behandling af indsatte med misbrugsproblemer eller problemer med at styre f.eks. temperamentet. Vi har ønsket os mere undervisning, reel uddannelse til indsatte, praktikpladser, udslusningsforløb, bedre opfølgning efter afsoning, ændrede regler vedrørende straffeattester, bedre mulighed for gældseftergivelse og meget meget mere.

Tid til eftertanke
Alle har et ansvar for, at tingene har udviklet sig, som de har, selv om nogles ansvar ofte er større end andres. Vi socialdemokrater ser naturligvis også indad og tænker over, om vi kunne have gjort mere for, at retspolitikken ikke var blevet slagmark for politiske markeringer. For mange af de ændringer, der er vedtaget, er ikke sammenhængende og gennemtænkte, men i stedet nogle der forskubber balancen i en ofte uheldig retning. Og det må kalde på eftertænksomhed at finde ud af, hvorfor det er gået sådan.

Mange af de retspolitiske ændringer er aftalt alene mellem regeringen og DF, og typisk har stramningerne fungeret som betaling for, at DF har lagt stemmer til noget andet. Godt nok har vi haft en mindretals VK-regering i de sidste ti år, men regeringen har altid kunnet vide sig sikre på DF’s støtte. Hvis bare DF fik sin ’luns’– der ofte har udgjort en stramning inden for retspolitikken. Den handelspolitik med retspolitikken har desværre betydet, at de forskellige ændringer bliver lavet på baggrund af et øjebliksbillede af, hvad der rører sig i medierne og VKO’s bagland, fremfor at ændringer i straffeloven laves ud fra diskussioner i Folketingets Retsudvalg og med input fra f.eks. Straffelovrådet, Kriminalforsorgen osv. Retspolitikken er derfor langt hen ad vejen reduceret til et biprodukt af andre aftaler. Og regeringen har ikke søgt et samarbejde over midten.

Faglighed er ikke fyord
Den såkaldte ’Tryghedspakke’ hvor det blandt andet blev aftalt, at straffen på overfaldsvoldtægter skal sættes op, blev indgået i forbindelse med 2020 aftalen, den kriminelle lavalder blev sat ned for at få en finanslov til at glide ned, ’lømmelpakken’ var også en luns. Men der har været mange flere.

En usammenhængende retspolitik betyder, at der fokuseres ensidigt på enkelte forbrydelser fremfor på helheden. Her vil jeg især fremhæve ’Tryghedspakkens’ fokus på forhøjet straf for overfaldsvoldtægter. Også skævheden mellem straffen for hjemmerøveri og drabsforsøg er et problem. Efter 10 år trænger der til at blive ryddet op, så sammenhængen genindføres og faglighed ikke længere skal være et ’fyord’.

Retspolitik skal ikke være et handelsmiddel. Hvis vælgerne i efteråret har givet mandat til en ny regering, skal vi tilbage til en sammenhængende retspolitik, hvor vi har fokus på at opretholde balancen, og hvor vi samtidig sætter massivt ind på forebyggelse. Jeg er godt klar over, at vores tiltag er omfattende og dyre. Derfor kan det hele ikke lade sig gøre i ét hug, og slet ikke nu hvor riget fattes penge. Men vi har pejlemærkerne for, hvad der skal gøres. Tilbage står spørgsmålet, om vi kan stole på, at der også kommer et skifte, hvis VK-regeringen genvinder sit flertal. Her kan advokater nok argumentere udmærket for begge dele.