Advokaten 7 - Hvornår skal der fængsles?

Print Print
12-09-2011

Praksis fra Højesteret sætter grænser for varetægtsfængsling. Nye sager vil vise, hvad retsfølelsen kan bære.

Af Ole Dybdahl, Landsdommer, Østre Landsret

Et område, der ofte giver anledning til debat og af og til kritik af politi og domstole, er praksis vedrørende varetægtsfængsling og isolationsfængsling. Det fører bl.a. til, at retsplejelovens kapitel om varetægtsfængsling løbende ændres. Det skete i 2007 med nye regler om isolation og i 2008 med nye regler om begrænsning af langvarige varetægtsfængslinger.

Domstolene har også “oprustet” på dette område, idet man bl.a. i 2009 og 2010 har afholdt kurser for dommere og andre domstolsjurister om disse emner. Forud for COP15 – FN’s 15. klimakonference i december 2009, hvor man forventede mange anholdelser, inviterede Østre Landsret to forsvarere til at kommentere forholdene omkring varetægtsfængsling i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset og det retlige efterspil. Senest har varetægtsfængsling været et tema på det årlige møde i foråret 2011 for alle dommere i Østre Landsrets kreds.

Disse tiltag synes i hvert fald i et vist omfang at have båret frugt, idet man i Berlingske 31. marts 2011 kunne læse følgende fra forsvarsadvokaternes formand, advokat Henrik Stagetorn:

“Der er sket en holdningsændring, for tidligere begærede anklagerne nærmest per automatik isolationsfængsling. Også dommerne er mere omhyggelige med at få ordentlige begrundelser, hvis personer kræves fængslet i isolation.”

Procesbevillingsnævnet synes også at have øje for dette område, idet der i de sidste fem år er blevet meddelt gennemsnitligt syv 3. instansbevillinger årligt vedrørende varetægtsfængsling.

Det har ført til, at Højesteret har fået anledning til at træffe flere principielle afgørelser, der har kunnet bidrage til afklaring af rækkevidden af de centrale bestemmelser om varetægtsfængsling.

Den 15-årige røver
Vigtigst er Højesterets kendelse af 18. april 2011 om en 15-årig ustraffet dreng, som var sigtet for røveri ved en aften i forening med en medgerningsmand under trusler med en kniv at have frataget en jævnaldrende dreng en mobiltelefon og en sølvhalskæde til en samlet værdi af ca. 5.000 kr. Sigtede erkendte sig skyldig og blev varetægtsfængslet i ungdomsinstitution under henvisning til, at der var bestemte grunde til at antage, at han ville vanskeliggøre efterforskningen. Efter to dage blev fængslingsgrundlaget imidlertid ændret til, at retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnedes at kræve, at sigtede ikke var på fri fod. Efter tre måneders varetægtsfængsling blev han løsladt, idet hensynet til retshåndhævelsen ikke længere fandtes at kræve, at han var frihedsberøvet. Hovedforhandling skulle her finde sted tre uger senere.

Højesteret skulle tage stilling til, om den forlængelse af varetægtsfængsling, som var sket efter seks ugers fængsling, var berettiget.

Højesteret henviser indledningsvis i sine præmisser til en tidligere kendelse fra 1983, hvorefter anvendelse af retshåndhævelsesarrest efter retsplejelovens forarbejder forudsætter, at sigtelsen angår forhold af en sådan grovhed, at der må forventes idømt en langvarig fængselsstraf eller anden strafferetlig foranstaltning af tilsvarende indgribende betydning.

Højesteret finder herefter, at efter de oplysninger, der forelå om karakteren og grovheden af røveriet og om sigtedes personlige forhold, herunder hans unge alder og ustraffede fortid, måtte han forventes idømt en straf udmålt i måneder. På den baggrund var betingelserne for varetægtsfængsling under henvisning til hensynet til retshåndhævelsen ikke opfyldt.

Læren fra Prins Jørgens Gård
Højesteret tydeliggør med sin formulering, at varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen kræver, at den straf, som forventes idømt, er på mindst et års ubetinget fængsel. Hermed tager Højesteret formentlig også afstand fra bemærkninger om gældende ret i forbindelse med en række lovændringer, hvorefter Højesterets kendelse fra 1983 skal fortolkes således, at den forventede fængselsstraf “kun” skal være mindst otte til ti måneder.

Kendelsen indeholder ikke yderligere anvisninger for praksis, men undergrænsen for den forventede straf befinder sig formentlig i området et til halvandet års fængsel. Grænsen er nok i den lave ende af dette interval, hvis der er tale om personfarlig kriminalitet som f.eks. røveri. Ved varetægtsfængsling efter domfældelse i byretten skal grænsen formentlig også respekteres, men det må antages, at der i denne situation ikke stilles de helt samme krav til straffens længde som ved varetægtsfængsling før dom.

Den pæne hæler
Den anden væsentlige afgørelse, som Højesteret har truffet om varetægtsfængsling, vedrører både retshåndhævelsesarrest og kollusionsarrest (fængsling når der er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre efterforskningen):

Sagens tiltalte, der var ustraffet og havde gode personlige forhold, var varetægtsfængslet for groft hæleri. Ved en ransagning af hans hjem og virksomhed blev der bl.a. fundet et større antal designlamper og -møbler. Anklagemyndigheden havde for byretten oplyst, at man forventede en straf på ti måneders til et års fængsel. Byretten bestemte efter syv ugers varetægtsfængsling – to uger før hovedforhandlingen – at han skulle løslades. Af byrettens begrundelse fremgår (lettere redigeret og forkortet) bl.a.:

Ved Østre Landsrets kendelse af 26. juli 2010 lagde landsretten til grund, at der var bestemte grunde til at antage, at tiltalte på fri fod ville vanskeliggøre forfølgningen i sagen ved at påvirke medtiltalte, sælgeren af designervarerne, der havde afgivet en forklaring, der var belastende for tiltalte. Sælgeren har nu afgivet indenretslig forklaring, og der er derfor, sammenholdt med tiltaltes personlige forhold, ikke længere grund til at antage, at tiltalte på fri fod vil eller vil kunne vanskeliggøre forfølgningen ved at påvirke sælgeren.

Den tiltale, der er rejst, angår hæleri til et beløb på 473.000 kr. Det fremgår endvidere af tiltalen, at de hælede møbler har været til eget brug og ikke med hensigt til videresalg. Under disse omstændigheder må der forventes en straf udmålt i måneder, og det kan, henset til tiltaltes gode personlige forhold, ikke udelukkes, at straffen vil blive gjort delvist betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste. Henset hertil findes hensynet til retshåndhævelsen ikke længere at kræve, at tiltalte forbliver frihedsberøvet.

Landsretten ændrede denne afgørelse, idet man fandt, at “sælgerens” forklaring i relation til tiltalte ikke var detaljeret i et sådant omfang, at der ikke længere var bestemte grunde til at antage, at tiltalte ville afstemme sin forklaring med ham. Landsretten fængslede tillige under henvisning til hensynet til retshåndhævelsen.

Højesteret stadfæstede 24. marts 2011 byrettens kendelse. Højesteret fandt således ikke grundlag for fængsling begrundet i hensynet til retshåndhævelsen, hvilket i lyset af Højesterets afgørelse fire uger senere om den 15-årige røver ikke forekommer overraskende. Måske er hæleri og anden berigelseskriminalitet forbrydelsestyper, hvor end ikke forventningen om f.eks. halvandet års fængsel i almindelighed er tilstrækkelig til at begrunde retshåndhævelsesarrest.

To nye sager, der i sommer er indbragt for Højesteret, vil i endnu højere grad tydeliggøre praksis på dette meget væsentlige retsområde.

Højesterets afgørelser i begge de oven for refererede sager er afsagt 6 måneder efter, at de tiltalte var blevet dømt i byretten, hvorfor værdien af afgørelserne formentlig har været begrænset for de pågældende. Afgørelserne, der har en omfattende sagsfremstilling, er imidlertid af stor betydning for retsudviklingen. Afgørelserne er samtidig eksempler på, at der efter Domstolsreformen i 2007 med 3. instansbevillinger i principielle sager kan ske en bedre udnyttelse af Højesterets ressourcer end at træffe afgørelse i konkrete sager vedrørende eksempelvis kontraktforhold uden betydning for andre end parterne i den konkrete sag.

To sager indbragt for Højesteret i sommeren 2011:

Tiltalte, der i byretten var blevet idømt minimumsstraffen på fængsel i et år for ulovlig besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder ved på sin bopæl frit tilgængeligt at have besiddet en pistol med tilhørende ammunition, og som ankede dommen på stedet, blev varetægtsfængslet under anken under henvisning til hensynet til retshåndhævelsen, idet han nu var idømt fængsel i et år. Østre Landsret stadfæstede byrettens afgørelse.

En 16-årig var sigtet for at have deltaget i et røveri mod en smykkeforretning under brug af maske og attrappistol og med et udbytte på mere end 1,8 mio. kr. En medgerningsmand er blevet idømt fængsel i et år og tre måneder, heraf ti måneder betinget, for røveriet. Byretten fandt, at forholdet havde en sådan grovhed, at hensynet til retshåndhævelsen krævede, at sigtede ikke var på fri fod. Vestre Landsret stadfæstede byrettens afgørelse og varetægtsfængslede tillige under hensyn til kollusionsfaren.

Kendelsen om røveren: UfR 2011, side 2056 H
Kendelsen om hæleren: UfR 2011, side 1758 H