Advokaten 6 - Advokaterne tager Advokatnævnet alvorligt - vi vil også tages alvorligt!

Print Print
16-08-2011

Advokaterne tager Advokatnævnet alvorligt
– vi vil også tages alvorligt!

Af Allan Ohms, advokat (H), partner i Forum Advokater

Advokaten nr. 5/2011 har en interessant omtale af Advokatnævnets arbejde med to spændende interviews af nævnsformand og højesteretsdommer Jon Stokholm samt nævnsmedlem, advokat Anders Lavesen. Formandens udtalelser er et signal om formandens visioner for Advokatnævnet og er centrale.

Forældet syn på sanktion
Visionerne lyser ikke ligefrem ud af interviewet med den ny formand. De eneste ord om ”fremtidens Advokatnævn” er, at kendelserne skal skrives ”meget bedre”. Det er prisværdigt og vigtigt, men utilstrækkeligt. I interviewet spørges, om vi i Danmark, som i udlandet, skal have regler om mediation, inden sagen kan indbringes for klagenævnet. Jon Stokholm svarer, at ”mediation er altid en overvejelse værd. Men spørgsmålet er, om forbrugerne vil se det som et omsvøb”. Han griber ikke chancen og viser proaktivt  formandsskab.
Hovedbudskabet fra Jon Stokholm er, at ”advokaterne skal tage systemet alvorligt”. Som om vi ikke gør det? Vi er ikke en flok skoleelever på lejrskole, men professionelle og ordentlige erhvervsudøvere, der – som et af få erhverv – lever med en lovbestemmelse, der kan tage vores levebrød, hvis vi ikke ”tager systemet alvorligt”. 
Advokaters adfærd ændres ikke ved en gammeldags sanktionspolitik i moderne klæder, men ved en proaktiv politik, der fokuserer på adfærdsændringer. Det arbejde pågår. Der er nu regler om tvungen efteruddannelse, og alle advokater får tilsynsbesøg med passende mellemrum. Advokatsamfundet har fået mulighed for at indkalde misdædere til samtale, og der kan iværksættes kollegialt tilsyn. Disse regler er nye, og vi har derfor ikke set deres virkning, men formålet er klart: At medvirke til at sikre, at advokaterne overholder reglerne. Den vej skal vi og Jon Stokholms politik burde omfatte de muligheder, der ligger i et samspil på dette område.

Nul fejl er utopi
Jon Stokholm er kendt for at være både faglig dygtig og ambitiøs. Det bekræftes i artiklen, hvor han forklarer, at han går efter ”en nulfejlskultur hos advokaterne”. Mon ikke de fleste praktiserende advokater vil være lidt forskrækkede over dét ambitionsniveau? Ingen ønsker at begå fejl, men hvor mange mennesker – herunder advokater – kan gennemgå et karriereforløb uden?
Jeg synes allerede ambitionsniveauet er højt i de advokatetiske regler § 1, retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. stk. 4, § 124 og reglerne i Code of Conduct for lawyers in the European Union. Jeg spørger, om ikke reglernes omfattende forpligtelser er tilstrækkelige?  Her er da nok at se til for gennemsnitsmennesket og hvis der foruden skal indfortolkes en nulfejlskultur, så bliver det tungt. Der bør være plads til at der begås fejl. De fejl, der påfører klageren tab, kan løses erstatningsretligt. Resten skal Advokatnævnet håndtere fair overfor indklagede såvel som klager.

Skår i selvrespekten
De to interviews i Advokaten viser, at der på et centralt felt – nemlig Advokatnævnets offentliggørelsespraksis – er en markant forskel på opfattelsen mellem de to erfarne jurister, begge med betydelig praktisk erfaring fra advokathvervet.
Jon Stokholm finder, at systemet med sanktioner og offentliggørelse af Advokatnævnets kendelser hverken er unødigt hårdt eller krænkende for advokatens retssikkerhed. “Grænsen på de 10.000 kroner er sat efter en grundig overvejelse… .meningen er, at advokaterne skal tage dette system yderst alvorligt. Og det, der for advokaterne kan synes som en lille forseelse, det er ikke en lille forseelse i klienternes øjne”. Det kunne være interessant at få nærmere oplysning om Jon Stokholms grundige overvejelser, der har ført til den strenge praksis. Vi er flere, der ikke har forstået det.
Anders Lavesen er uenig og siger bl.a.: “Jeg ved fra kolleger, at det går dem rigtig meget på sådan at blive udstillet med navn. Det giver et voldsomt skår i deres selvrespekt og deres selvforståelse. Selvfølgelig skal der være en konsekvens, hvis man som advokat i en konkret sag ikke har fulgt spillereglerne. Men der skal være en balance mellem overtrædelsen og straffen, og det er der ikke på nuværende tidspunkt”. Anders Lavesen ønsker derfor, at praksis for offentliggørelse af navne ændres. Vi er mange, der er enige og som havde håbet, at den ny nævnsformand var på bølgelængde med Anders Lavesen.
Advokatnævnets praksis med at offentliggøre navne drøftes ofte blandt advokater, og jeg har ikke mødt kolleger, der omtalte praksis på en pæn måde. Der findes sikkert kolleger, der synes praksis er i orden, jeg har blot endnu ikke mødt dem. Og jeg møder en del advokater.
Jon Stokholm erkender, at offentliggørelse af navnet er en straf, der hæmmer forretningen, men det ændrer ikke hans opfattelse af, at praksis er OK. Jon Stokholm siger – om de advokater, der ønsker Advokatnævnets afgørelser prøvet af domstolene – at “det er de selvfølgelig i deres gode ret til, men det er lidt besværligt og en ressourcemæssig belastning af Advokatnævnet.” Her synes jeg, at den ny formand fremstår alt for skråsikker. Hvis en indklaget er uenig i Advokatnævnets afgørelse, er det legitimt at gå til domstolene og det bør der ikke sås tvivl om af Advokatnævnets formand, sådan som det indirekte sker her. Der ligger en undertone af, at Advokatnævnet er ufejlbarligt – det passer med nulfejlsambitionen, men ikke med resultatet af domstolenes prøvelse af Advokatnævnets afgørelser. Advokatnævnet får ofte medhold, men ikke i alle tilfælde.
Anders Lavesen har større forståelse for advokaternes vilkår: “Ofte er overtræderen en ellers velfungerende og fornuftig advokat, der enten har været uheldig eller har håndteret en enkelt sag dårligt – måske fordi han eller hun har haft for meget at lave eller har personlige problemer og ikke har fået sagt fra i tide”. Det er der ikke plads til i en nulfejlskultur, men nulfejlskulturen er uforenelig med et samfund, der øger tempoet, kravene og konkurrencen på advokatydelserne. Det er den virkelighed, som også Advokatnævnet har pligt til at forholde sig til. Og man kan spørge, om det gøres godt nok?

Stamkunden på skafottet
Efter min mening får de grove overtrædere for lang snor, mens de mere banale “tilfældigheds-overtrædere” straffes for hårdt. Både med hensyn til offentliggørelse og med hensyn til bødestørrelser. Jon Stokholm behøver ikke bekymre sig om, at advokaterne ikke skal tage dette system “yderst alvorligt”. Ingen advokat bryder sig om en sag i Advokatnævnet, og for det store flertals vedkommende er en klagesag yderst belastende. Der bør skelnes mellem Advokatnævnets stamkunder og lonely riders, der ved et uheld kommer forbi en gang eller to over en længere årrække. Den forhærdede overtræder må tåle offentliggørelse til spot og spe, men den ordentlige kollega, der enten selv eller via en fuldmægtig har begået en enkelt fejl, skal ikke udstilles på torvet.
Det kan godt være, at denne udstillingstendens er i pagt med tiden, men derfor behøver den ikke være rigtig. Internettet byder på mange muligheder, men det bør ikke bruges som en elektronisk skamstøtte, som vi ellers kun finder i historiebøgerne. Som jurister må vi godt tænke os om, ikke alene på kundernes vegne, men også når det angår vores egen situation. Her bør nævnsformanden revurdere sine håndfaste udtalelser.
Bødestørrelserne er – sammenlignet med andre bødestørrelser – meget voldsomme. De er – i hvert fald for mindre advokatforretninger – i sig selv rimeligt motiverende. Det er jo ikke sjovt for den advokat, der har tilbudt en fuldt dækkende rådgivning i en ejendomshandel for 6.500 kroner inkl. moms at få en bøde på 10.000 kroner og samtidig få sit navn i Advokatnævnets og Berlingskes advokatregister i et år. Den advokat, der tilbyder fuldt dækkende rådgivning i en ejendomshandel for 6.500 kroner, burde i stedet for en bøde på 10.000 kroner tilbydes – eller påbydes – et kursus i virksomhedsøkonomi. Der bør i det hele taget lægges mere vægt på forebyggelse.

Spild af energi – brug mediation!
Og hvad med mediation? Vi er en hel branche, der støtter op om mediation og retsmægling. Hvorfor i alverden skal det redskab så ikke bruges, når vi taler klager over advokater? Jeg nægter at tro, at Jon Stokholm selv er overbevist om, at forbrugerne vil se det som et omsvøb.
Jeg var for nylig indkaldt som vidne i en nævnssag, hvor man påstod en kollega frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed. Kollegaen havde fået en række bøder for sjusk, men det var ret indlysende, at den konkrete sag ikke kunne føre til frakendelse. Det var en underlig fornemmelse at sidde som vidne i Advokatnævnet og tælle antallet af mennesker, der beskæftigede sig med denne sag. Jeg regnede ud, at selv med en beskeden timesats ville det være muligt at betale for at få en advokat til at yde et par dages rådgivning til den indklagede kollega med henblik på at hjælpe ham med at få mere i orden på sagerne. Kollegaen er hæderlig, men ustruktureret, og det løser man altså ikke ved en bøde eller en sag om frakendelse. Vejen frem er uddannelse, måske pligtmæssigt pålagt. Og hvis det ikke hjælper, så kan de alvorlige sanktioner komme til.
Som et led i en mere proaktiv politik, skal vi være bedre til at hjælpe kolleger i nød. Anders Lavesen er enig og foreslår en advokat-hotline, hvilket kan være en god idé. I den sag jeg omtalte før, forsøgte jeg at få den relevante advokatforening til at tage sig af kollegaen og aflægge ham et besøg. Budskabet var kontant: “Han må sejle sin egen sø” med undertonen “han er nok skyldig, siden de rejser sagen”. Ikke videre kollegialt i vores branche, men et faktum.
Det ville være fornuftigt, hvis vi brugte færre midler på at få vores kolleger idømt bøder, der skal i statskassen, og flere midler på at forebygge. Den tanke er muligvis ikke i pagt med vores tid, men så er det måske tiden, der er problemet? Skal vi ikke gøre noget ved det?
Vi er mange, der vedkender os, at vi begår fejl, som vi gerne havde undgået. Vi tager systemet alvorligt, men vi vil også gerne selv tages alvorligt. Vi knokler hver dag og begår ikke fejl med vilje. Kun de færreste har mulighed for at leve op til kravet om en nulfejlskultur.