Advokaten 6 - Direktøren ... han er øh, smuttet

Print Print
16-08-2011

Direktøren… han er øh, smuttet

Hvad gør kurator, når skyldneren eller direktøren i et konkursramt selskab er forsvundet til udlandet? Det er en vanskelig opgave, men er han blot taget til et andet skandinavisk land, er der ingen grund til at fortvivle.

Af Jakob A. Ebbensgaard, dommerfuldmægtig, Københavns Byret og Rüya Nida Koca, stud.jur., Sø- og Handelsretten 

Når et selskab, en fysisk person, en forening eller en organisation går konkurs, har kurator til opgave at undersøge, om det nyetablerede konkursbo er i besiddelse af aktiver, der kan inddrages til fordel for kreditorerne, og om der i tiden op til konkursen er foretaget dispositioner, der er omstødelige eller måske ligefrem ulovlige.
For at varetage denne opgave er det nødvendigt for kurator at indsamle så mange oplysninger om boets forhold som overhovedet muligt. Mange af de informationer, som kurator skal bruge, kan som regel fremskaffes fra selskabets tidligere ledelse eller skyldneren selv. Den tidligere ledelse, herunder den tidligere revisor, samt den personlige skyldner har da også pligt til at give kurator og skifteretten alle fornødne oplysninger til behandling af boet, jf. konkurslovens § 100, jf. § 105, stk. 1. Også disses nærtstående kan pålægges en sådan oplysningspligt, jf. § 105, stk. 2.
Skyldneren har altså pligt til at afgive forklaring, og er således ikke beskyttet af reglerne om partsforklaring, når først konkursen er en realitet. Hvis den pågældende ikke frivilligt fremkommer med oplysningerne, finder de almindelige vidnetvangsregler anvendelse. Dette betyder blandt andet, at såfremt den pågældende, trods lovligt tilsagt, ikke frivilligt møder op i retten, kan der træffes afgørelse om at fremstille ham ved politiets foranstaltning med henblik på at få hans forklaring.
Pligten til at fremkomme med oplysninger strækker sig dog ikke så langt, at skyldneren eller den tidligere ledelse har pligt til at medvirke til selvinkriminering, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1, jf. § 754, stk. 1, og art. 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Når skyldneren er i udlandet
Det hænder jævnligt, at en skyldner, en tidligere direktør eller et tidligere bestyrelsesmedlem, opholder sig i udlandet – herunder særligt i de øvrige nordiske lande. Dette kan have mange forskellige årsager, f.eks. fordi det ikke længere findes opportunt at drive virksomhed i Danmark. Der kan også være tale om et forsøg på at etablere et dansk datterselskab, som aldrig rigtig lykkedes, og derfor er selskabet nu blevet tvangsopløst af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Hvis kurator i dette tilfælde ønsker at afhøre skyldneren eller den tidligere ledelse, støder han i første omgang på det problem, at skifterettens jurisdiktion er begrænset til Danmark. Skifteretten kan indkalde en person, der er bosiddende i udlandet, til at afgive forklaring, men såfremt den pågældende ikke møder op, har skifteretten ikke mulighed for at få ham fremstillet med politiets hjælp.
I stedet må kurator forsøge at opnå den pågældendes vidneforklaring via en bevisoptagelse i udlandet. Og mulighederne herfor er slet ikke dårlige. Dette gælder særligt, hvis den pågældende opholder sig i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige, der alle har ratificeret den nordiske overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp. Overenskomsten medfører, at såfremt kurator til brug for en igangværende konkursbehandling ønsker, at der gennemføres en bevisoptagelse i et af de andre nordiske lande, er det anmodede land forpligtet til at tage en sådan anmodning til følge.
Anmodningen om bevisoptagelse i udlandet fremsættes af kurator over for skifteretten, der herefter udfærdiger den endelige anmodning på grundlag af kurators oplysninger, jf. retsplejelovens § 342, stk. 1, jf. konkurslovens § 240.
Kurators begrundede anmodning vil som udgangspunkt blive imødekommet af skifteretten, dog vil skifteretten i den forbindelse sikre sig, at anmodningen ikke er udtryk for en unødvendig bevisførelse, jf. retsplejelovens § 341, samt at sagen ikke derved strækker sig urimeligt langt ud, jf. konkurslovens § 127 a. I modsætning til almindelige civile sager, vil der under en konkursbehandling ikke være noget hensyn at tage til en direkte modpart, men hensynet til kreditorerne, sagsbehandlingstiden og dermed også den personlige skyldner, vil selvfølgelig have betydning.

Anmodningens indhold
Den nordiske overenskomst om gensidig retshjælp indeholder ingen indholdsmæssige krav til udformningen af anmodningen og eventuelle bilag. Så længe anmodningen og bilagene er affattet på dansk (eller norsk eller svensk), er det heller ikke noget krav, at disse oversættes, jf. overenskomstens art. 2 og 3. Som minimum bør anmodningen foruden en anførelse af det bevis, der skal optages, indeholde:

·   navn og adresse på den person, der skal afhøres,
·   en redegørelse for sagens art og genstand, herunder en kort beskrivelse af sagens faktiske omstændigheder,
·   spørgsmål til den pågældende og/eller en beskrivelse af det forhold, han eller hun skal afhøres om, 
·   en stillingtagen til, hvorvidt kurator ønsker at være til stede under bevisoptagelsen,
·   en stillingtagen til, hvorvidt det ønskes, at vidnet bekræfter sine udtalelser ved sin underskrift på afhøringsrapporten (dette vil forsinke sagsbehandlingen, da vidnet igen må indkaldes, når rapporten er endeligt udformet.)

Når anmodningen er udfærdiget, sender skifteretten den med eventuelle bilag direkte til den relevante ret i et af de andre nordiske lande, der herefter varetager den videre behandling af sagen.
Vidneafhøringen foregår som udgangspunkt efter den anmodede stats regler for vidnepligt og vidneansvar. Det er dog værd at bemærke, at den mellem de nordiske lande indgåede Konvention af 7. november 1933 om konkurs i artikel 1 indeholder en bestemmelse, hvorefter de regler for skyldnerens rettigheder og pligter, der gælder i det land, hvor konkursdekretet er afsagt, også skal finde anvendelse i de øvrige nordiske lande.
Det er ikke et krav, at kurator er til stede ved vidneafhøringen. Hvis kurator vælger ikke at være til stede, vil vidneafhøringen i stedet blive gennemført af den udenlandske ret alene. Dette vil utvivlsomt kunne spare konkursboet for en række omkostninger, og vil være en anbefalelsesværdig fremgangsmåde, når der ikke er mistanke om, at der er begået ulovlige forhold. Uanset om kurator agter at være til stede eller ej, er det dog stadig nødvendigt, at anmodningen indeholder en beskrivelse af de forhold, den pågældende skal afgive forklaring om.
Konkursboet skal heller ikke afholde andre udgifter ved vidneafhøringen, idet omkostningerne herved som udgangspunkt afholdes af den stat, hvor afhøringen foretages, jf. overenskomstens artikel 4, stk. 1. Det vil derfor også kun sjældent være nødvendigt, at der stilles sikkerhed for de omkostninger, som bevisoptagelsen vil medføre, jf. retsplejelovens § 342, stk. 1, 2. pkt.
Hvis kurator har kendskab til disse regler, bør det derfor ikke volde konkursboet alt for mange vanskeligheder og omkostninger, når direktøren er smuttet over Sundet.

Bevisoptagelse uden for Norden
Såfremt der ønskes bevisoptagelse uden for Norden, har Danmark indgået en række øvrige konventioner om optagelse af bevis i udlandet i civile sager.
Disse er Haager-konventionen af 18. marts 1970 om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, Haager-civilproceskonventionen af 1. marts 1954 angående civilprocessen samt UK-konventionen af 29. november 1932 om visse civilprocessuelle forhold.
Såfremt der ikke er indgået aftaler om bevisoptagelse med et land, kan en anmodning efterkommes som diplomatisk courtoisie.

CV
Jakob A. Ebbensgaard
2011: Dommerfuldmægtig i Københavns Byret
2010: Dommerfuldmægtig i Sø- og Handelsretten
2005: Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmidt
2005: Cand.jur. fra Københavns Universitet

Rüya Nida Koca
2010: Stud.jur. i Sø- og Handelsretten
2009: Bachelorstuderende Københavns Universitet