Advokaten 6 - Sagsomkostninger i civile sager

Print Print
16-08-2011

 Landsdommer Svend Bjerg Hansen løfter sløret for Vestre Landsrets interne vejledende ud­gangspunkter for afgørelser om sagsomkostninger.

Af Svend Bjerg Hansen, landsdommer, Vestre Landsret

En artikel om sagsomkostninger i civile sager er ikke nogen kioskbasker. Jeg er godt klar over, at Advokaten ikke vil blive revet ned fra hylderne på grund af en artikel om dette emne. Når jeg alligevel bruger over 3.000 anslag på sagsomkostninger, skyldes det, at sagsomkostninger er så utrolig praktiske og dermed overordentlig relevante, også for advokater.
Der træffes jo masser af afgørelser om sagsomkostninger rundt om i retterne hver eneste dag, og det er ofte ikke helt små beløb, der er tale om.
Det er lige før, at man kan sige, at sagsomkostninger mere er et håndværk, end det er jura, og derfor opleves det også, at nye dommere og advokater, der ikke arbejder med sagsomkostninger til daglig, kan være usikre på, hvordan en omkostningsafgørelse skal gribes an. Jeg husker en for­holdsvis nyudnævnt højesteretsdommer uden baggrund ved domstolene, der gav udtryk for, at det med juraen fandt han nok ud af, men sagsomkostningerne, det var godt nok svært.
Sagsomkostninger giver anledning til et betydeligt antal kæremål til landsretterne, og for at prøve at sikre, at disse kæremål afgøres på grundlag af samme retningslinjer, udarbejdede jeg efter aftale med landsretspræsident Bjarne Christensen for snart et par år siden med god bistand fra et par kolleger et internt notat om sagsomkostninger i civile sager, som derefter blev drøftet og tilrettet på en fagdag blandt dommerne i Vestre Landsret. Notatet har siden været anvendt som basismateriale i forbindelse med landsrettens omkostningsafgørelser.
Da notatet efterhånden er nået uden for landsrettens tykke mure, har jeg aftalt med præsidenten, at vi delagtiggør den – formentlig un­drende – offentlighed i vores overvejelser. Jeg håber, at det kan være med til at øge forståelsen for landsrettens omkostningsafgørelser og måske også være med til at undgå nogle kæremål.  

Reformen i 2005
Retsplejelovens bestemmelser om sagsomkostninger i civile sager findes i kapitel 30 og blev senest revideret i væ­sentligt omfang ved lov nr. 554 af 24. juni 2005 på grundlag af Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004. Reformen var ikke ud­tryk for nogen ændring af ho­ved­principperne for fastsættelse af sagsomkostninger i civile sa­ger.  
I lovforslaget giver Justitsministeriet dog udtryk for, at der ved vurderingen af, om den tabende part helt eller delvis bør fritages for at betale sagsomkostninger til den vindende part, bl.a. bør tages hensyn til, om sagen har principiel karak­ter eller videregående betydning. Er det tilfældet, kan der ta­ges hensyn til, om en af parterne er en offentlig myndighed, en stor erhvervsvirksom­hed, en interesseorganisation eller lignende.
I betænkningen er der på side 255-259 nogle overvejel­ser om delvis vundne sager. Det siges her, at det er afgørende, om modparten er blevet påført merudgifter i anledning af en be­løbsmæssigt videregående påstand. Hvis sagen først og fremmest har vedrørt ansvarsgrundlaget, vil modparten ofte ikke have mer­udgifter i anledning af den beløbsmæssigt videregående på­stand, og der skal så betales sagsomkostninger af det vundne beløb. An­går tvisten derimod ud­måling af erstatning eller godtgørelse, vil det være naturligt at tage udgangspunkt i forskellen mellem par­tens påstand og det tilkendte beløb.
På grundlag af disse forarbejder og nyere retspraksis opstilles der i det følgende nogle vejledende udgangspunkter for afgørelser om sagsomkostninger. Der henvises til faktaboks 1 om betydningen af disse vejledende udgangspunkter.

Vejledende udgangspunkter, der er fælles for alle civile sager
Hvis sagsøgeren (gælder også en appellant) får medhold i mere end omkring 2/3 af på­standen, skal der betales fulde sagsomkost­ninger af det vundne beløb. Dette gælder uanset sagens karak­ter. Hvis sagsøgeren får medhold i mindre end omkring 2/3 af påstan­den, skal det vurderes, om sag­søgte (gælder også ind­stævnte) har haft merudgifter i anledning af den beløbsmæssigt videregå­ende på­stand, som sagsøgeren ikke får medhold i. Det bør også indgå i vurderingen, hvilket krav der har udgjort den væsentligste del af sagen, jf. Højesterets dom af 26. november 2010 i sag 233/2009.

Hvis der ikke har været merudgifter, f.eks. hvor hovedproblemet i sagen har været, hvorvidt en afsked er rimelig, om der er et er­hvervsevnetab, om der er et ansvarsgrundlag for erstatning, om der har været grundlag for at hæve en kontrakt, eller om der er en man­gel i en køberetlig eller entrepri­seretlig sag, skal sag­søgte som udgangspunkt betale sagsomkostninger til sagsøgeren af det vundne be­løb, jf. betænkning nr. 1436/2004, side 256, U 2008.2252H og U 2008.830V.
Hvis sagsøgeren alene får medhold for mindre end omkring 1/3 bør det dog overvejes, om sags­omkostningerne skal ophæ­ves, jf. U 2009.1306V og U 2010.2029V. Hvis sag­søge­ren kun i me­get begrænset omfang får medhold, bør det over­vejes, om sagsøgeren skal betale sagsomkost­ninger til sagsøgte.

Hvis der har været merudgifter, f.eks. i tilfælde af uenighed om udmåling af en erstatning eller godtgørelse eller en anden be­løbs­mæssig uenighed, skal sagsøgte betale sagsomkostninger til en sag­søger, der får medhold for mere end halvdelen i forhold til, hvad sagsøgeren har vundet, men med et passende fradrag i lyset af, hvad sagsøgte har vundet. Det bør i afgørelsen angi­ves, at der er tale om delvise sagsomkost­ninger.
Får sagsøgeren medhold for mindre end omkring halvdelen, men for mere end omkring 1/3, bør sagsomkostningerne ophæves.
Hvis sagsøgeren får medhold for omkring 1/3 eller mindre, skal sagsø­geren betale sagsomkost­ninger til sagsøgte af forskellen mellem de beløb, som parterne har vundet. Det bør i afgørelsen angives, at der er tale om delvise sagsomkostninger.
Det understreges, at disse udgangspunkter kan fraviges, jf. U 2008.1946H, hvor Højesteret lagde vægt på, at sagsøgeren havde haft grundlag for at rejse et krav. 

Vejledende udgangspunkter, når sagen sluttes inden hovedforhandling

I 1. instanssager, hvor sagen hæves/sluttes på et indledende stadium (hvor der ikke er afgivet svarskrift), fastsættes sags­omkostningerne i overensstemmelse med de vejledende satser for in­kassosager, hvis det er sagsøgeren, der skal have sagsomkost­ninger.
Hvis sagsøgte skal have sagsomkostninger, fastsættes om­kostnin­gerne efter en konkret skøns­mæssig vurdering, hvori sa­gens værdi indgår som et parameter.
Er der afgivet svarskrift, men sagen sluttes/hæves kort deref­ter, fastsættes sagsomkostningerne til sagsøgtes advokat til inkassosalæret. 

I ankesager, hvor sagen hæves/sluttes på et indledende stadium, og hvor indstævntes advokat ikke har haft særligt arbejde, fast­sættes sagsomkostningerne til 2/3 af inkassosalæret.
Er der afgivet svarskrift, men sagen sluttes kort derefter, fast­sættes sagsomkostningerne i anke­sager til inkassosalæret.
Hæves/forliges en sag (både 1. instanssager og ankesager) senere under forberedelsen eller efter forberedel­sens slutning fastsæt­tes sagsomkostningerne efter en vurdering af sagens værdi og den vindende parts advokats arbejde med sagen til mellem 1/3 og 2/3 af proceduresalæret.
Hæves/forliges sagen kort før hovedforhandlingen, fastsættes sagsomkostningerne til 2/3 af pro­ceduresalæret, jf. U 2006. 1094H.
Appellanten kan påstå byrettens omkostningsafgørelse ændret i forbindelse med, at sagen hæ­ves, jf. U 1988.701H.
Indstævnte, der alene har påstået stadfæstelse, kan ikke påstå byrettens omkostningsafgørelse ændret i forbindelse med, at an­ken hæves, jf. retsplejelovens § 379.

Særlige spørgsmål
I sager uden økonomisk værdi lægges der vægt på sagens betyd­ning, karakter og omfang. I sager om meget store værdier lægges der vægt på sagens omfang og karakter samt på det ar­bejde, der for den vindende parts ad­vokat har været forbundet med sagen, jf. U 1996.101H og lovfors­laget side 16.
I sager om udveksling af ydelser af samme værdi, f.eks. tilskød­ning af ejendom mod betaling af købesum, skal der ved fastsæt­telsen af sagsomkostningerne tages udgangspunkt i det opnåede resultat og den økonomiske betydning heraf samt advokatarbejdets omfang, og der skal i forbin­delse hermed tillægges værdien af ejendommen en vis betydning, jf. U 2008.1848H. 
Det forhold, at en sag sluttes efter en delforhandling af nogle af tvistepunkterne mellem par­terne, berettiger ikke i sig selv til at fastsætte sagsomkostningerne til et beløb under det in­terval, der fremgår af de vejledende takster, men hvis delfor­handlingen har været af begrænset omfang, kan sagsomkostningerne dog efter en samlet vurdering af sagens værdi og arbejdets om­fang fastsættes til et lavere beløb end efter taksterne, jf. U 2008.1694H og U 2008.610V.
Såfremt en part forud for sagsanlægget eller under forbere­delsen har fremsat et forligstilbud, der stort set svarer til dommens resultat, skal den part, der har fremsat forligstilbud­det, efter en vur­dering af påstandene i forhold til resultatet have dækket sagsom­kostninger, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3, U.2008.129H og U.2008.1023Ø. 
Hvis en part eller en organisation, der optræder som mandatar er repræsenteret af en ansat advo­kat, eller kurator fører sag for et konkursbo, fastsættes sagsomkostningerne efter de vejle­dende satser, jf. lovforslaget side 19 og 45. Hvis en part er repræsenteret af en ansat jurist eller en an­den ansat person uden advokatbestal­ling, kan parten kun få dækket positive udgifter, men ikke sagsomkostninger i øvrigt, jf. U.2008.1369V.
En part, der er selvmøder, herunder en advokat, der fører sin egen sag, tillægges i almindelighed alene godtgø­relse for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for udgifter til transport og ophold i forbindelse med retsmøder og andre retsskridt, jf. be­tænkning 1436/2004, side 267-268.

Kumulation og adcitation
Det forhold, at flere parter er repræsenteret af samme advokat, kan ikke begrunde, at de ikke hver især skal tilkendes sagsom­kostnin­ger. Hvis en advokat repræsenterer to eller flere klien­ter, redu­ceres de sagsomkostninger, som hver af klienterne skal have til­kendt.
En sagsøgt, der frifindes, må som udgangspunkt selv bære de sagsomkostninger, som han eller hun pålægges at betale til en tredjemand, som er adciteret med påstand om frihol­delse, jf. U 2006.2052H og U 2008.1091V.

Ingen guide til højere salær
Det notat, som er grundlaget for denne artikel, handler om fordelingen af sagsomkostningerne mellem parterne i en retssag. Det handler således ikke om størrelsen af sagsomkostningerne (det beløbsmæssige). De læsere, der håber at finde en genvej til et højere salær, kan derfor godt stige af her. Herudover handler notatet om forskellige mere processuelle spørgsmål om sagsomkost­ninger. Notatet er blevet til på grundlag af en gennemgang af forarbejderne til retsplejelovens kapitel om sagsomkostninger i civile sager, en række afgørelser, navnlig fra Højesteret, om sagsom­kostninger, materiale, som jeg har modtaget fra bl.a. Østre Landsret og Højesteret, samt ikke mindst min almindelige erfaring gennem snart 20 år som dommer, herunder nogle år i Vestre Landsrets forberedelsesafdeling.
Det er meget vigtigt at fremhæve, at det, som notatet og artiklen handler om, er vejledende udgangspunkter. Enhver omkostningsafgø­relse må naturligvis træffes efter en konkret vurdering på grundlag af de vejledende satser, sa­gens værdi (meget små beløb eller meget store beløb kan spille en rolle), sagens omfang (f.eks. antallet af retsdage og forberedelsens forløb) og karakter (er den principiel?) samt sagens resul­tat sammenholdt med parternes påstande.

Guide til nyeste retspraksis
Sagens værdi (retsplejelovens § 312, stk. 1)
U 1982.126H og U 2008.1091V: Udgangspunktet for fastsættelse af sagsomkostninger på grundlag af sagens værdi er den værdi, af hvilken der er betalt retsafgift.
U 2008.1807H: En ejendoms handelsværdi bestemmer ikke værdien af en sag om prøvelse af afgørelser om afslag på dispensation og påbud om dispensation efter landbrugslovgivningen. Sagsomkost­ningerne skal fastsættes skønsmæssigt efter en vurdering af ar­bejdets omfang og sagens karakter.
U 2008.1848H: I en sag om udveksling af ydelser af samme værdi, f.eks. tilskødning af ejendom mod betaling af købesum, udtalte Højesteret, at der ved fastsættelsen af sagsomkostningerne skal tages udgangspunkt i det opnåede resultat og den økonomiske be­tydning heraf samt advo­katarbejdets omfang. Der skulle i forbin­delse hermed tillægges værdien af ejendommen en vis betyd­ning.

Ophævelse af sagsomkostningerne eller alene delvise sagsomkost­ninger som følge af sær­lige grunde (§ 312, stk. 2)
U 2007.2325Ø: Østre Landsret bestemte, at hver part skulle bære egne omkostninger i en sag, som A havde anlagt mod en andelsbo­ligforening om tildeling af en lejlighed i foreningen. A fik ikke medhold, men sagen skyldtes i betydelig grad andelsbolig­foreningens forhold.
U 2008.1096V: Sagsomkostningerne blev ophævet i en bodelings­tvist om sammenblanding af særeje med fællesbomidler.
U 2007.943H: En borger A, der havde tabt en sag mod en offentlig myndighed (E) i landsretten om et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål efter (delvis) at have fået medhold i byretten, skulle ikke be­tale sagsomkostninger for byret og landsret til E, mens E skulle betale sagsomkostninger for Højesteret til A. For Højesteret an­gik sagen alene omkostningsspørgsmålet.
U 2008.1686H: Sagsomkostningerne for Højesteret blev ophævet, selv om Ankestyrelsen lige­som i landsretten blev frifundet, idet An­kestyrelsen ikke burde have handlet processuelt som sket. Lands­rettens omkostningsafgørelse, hvorefter borgeren skulle be­tale sagsomkostninger med 30.000 kr., blev stadfæstet.  

Forligstilbud inden sagsanlæg eller under sagen (§ 312, stk. 3)
U 2008.129H, U 2008.1023Ø: Hvis en part forud for sagsan­lægget eller under forberedelsen har fremsat et forligs­tilbud, der stort set svarer til dommens resultat, skal den part, der har fremsat forligstilbuddet, efter en vurdering af påstandene i forhold til resultatet, have sagsomkostninger.
Vestre Landsrets 12. afdelings kendelse af 8. oktober 2008 i sa­gen B-1674-08: Kreditor ned­lagde påstand om betaling af ca. 221.000 kr. Sagen blev forligt ved debitors betaling af 40.000 kr. Forliget var ikke udtryk for parternes rette mellemværende, men var begrundet i debitors manglende evne til at betale et større beløb. Byretten ophævede sagsomkostningerne, men lands­retten bestemte under henvisning til baggrunden for forliget, at debitor skulle betale sags­omkostninger med udgangspunkt i for­ligsbeløbet. 

Sagsomkostninger i sager sluttet efter delforhandling
U 2008.1694H og U 2008.610V: Det forhold, at en sag sluttes ef­ter en delforhandling af nogle af tvistepunkterne mellem par­terne, berettiger ikke i sig selv til at fastsætte sagsomkost­ningerne til et beløb under det interval, der fremgår af de vej­ledende takster, men hvis delforhandlingen har været af begræn­set omfang, kan sagsomkostningerne dog efter en samlet vurdering af sagens værdi og arbejdets omfang fastsættes til et lavere be­løb end efter taksterne.

Sagsomkostninger, hvor begge parter får delvist medhold (§ 313)
U 2004.1313H: En tøjproducent ophævede samarbejdet med en ene­forhandler, der svarede igen med et sagsanlæg med en påstand om 1,5 mio. kr. i erstatning for mistet fortjeneste og 2,8 mio. kr. i godtgørelse for tabt goodwill. Sagen blev forligt således, at eneforhandleren fik 500.000 kr. for mistet fortjeneste, men ikke noget for tabt goodwill. Højesteret udtalte, at der i situatio­ner, hvor der gives delvist medhold i et krav, men hvor der har været tvist både om grundlaget for kravet og om dets opgørelse, må der tages hensyn ikke blot til resultatet i forhold til det omtvi­stede beløb, men også til at der er givet medhold i, at der er grundlag for at rejse kravet. Højeste­ret anså herefter ene­forhandleren for “nær­mest at have vundet” den del af sagen, der vedrørte mistet for­tjeneste, men da tøjproducenten havde vundet den anden del af sagen, blev enefor­handleren pålagt at betale sagsomkostninger.
U 2008.1946H: En udlejer påstod betaling af 100.000 kr. i for­bindelse med en fraflytning. Leje­ren påstod frifindelse. Under ankesagens behandling ved landsretten blev sagen forligt ved, at lejeren skulle betale 30.000 kr. Højesteret ophævede sagsomkost­ningerne for både byret og landsret og lagde vægt på ikke blot det beløbsmæssige resultat i forhold til påstandene, men til­lige på, at udlejeren havde haft grundlag for at rejse et krav.
U 2006.1642V: I overensstemmelse med bemærkningerne til § 313 i betænkning 1436/2004, side 497-498 blev sagsomkostningerne ophæ­vet for så vidt angik udgifterne til advokatbistand, mens de samlede retsafgifter på samme måde som udgifter til bevisførelse mv. blev delt lige.
Højesterets dom af 26. november 2010 i sag 233/2009: HK/Danmark havde som mandatar for A anlagt sag mod En større erhvervsvirksomhed med påstand om dels en godtgørelse på 572.400 kr. som følge af, at opsigelsen af A var i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv., dels en godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b på 50.000 kr. A fik alene medhold i på­standen om godtgørelse for usaglig opsigelse, men ikke i kravet om godtgørelse i øvrigt. Da bevisførelsen og proceduren kun i mindre grad havde vedrørt § 2 b-godtgørelsen, og da det såle­des var kravet om godtgørelse i medfør af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejds­markedet mv., der såvel beløbsmæssigt som tidsmæssigt havde udgjort den væsentligste del af sagen, blev HK/Danmark dømt til at betale sagsomkostninger til DI, der var mandatar for Erhvervsvirksomheden med et beløb på 50.000 kr.
U.2009.1306V: Sagsomkostningerne blev ophævet, selv om sagsøgeren kun havde fået medhold for knap 10.000 kr. af en påstand på 164.000 kr., idet begge parter for en del havde vundet og for en del tabt sagen på væsentlige punkter, og idet den del af sagen, som sagsøgeren havde vundet, havde medført en del advokatarbejde.

Særligt om erhvervsevnetab og funktionærsager
U 2008.2252H: Arbejdsskadestyrelsen havde fastsat erhvervsevne­tabet til 65%. Skadelidte an­lagde sag med påstand om, at et forsik­ringsselskab skulle anerkende et erhvervsevnetab på 100%, sub­sidiært mere end 65%. Forsikrings­selskabet påstod frifin­delse. Efter tilkendegivelse blev sagen forligt på et erhverv­sevnetab på 75%. Højesteret stadfæstede landsrettens af­gørelse, hvoref­ter forsikringsselskabet skulle betale sagsom­kostninger i form af retsafgift af det vundne beløb og 45.000 kr. + moms til udgifter til advokatbistand. Højesteret ud­talte bl.a., at skade­lidtes principale påstand ikke kunne anta­ges at have påført for­sik­ringsselskabet merudgifter ved fø­relse af sa­gen for landsret­ten.
U 2008.830V: En funktionær F nedlagde påstand om en godtgørelse på 102.000 kr. på grund af usaglig afsked efter FUL § 2b. Sagen blev forligt, således at F fik 45.000 kr. Landsretten på­lagde arbejdsgiveren A at betale sagsomkostninger med 8.000 kr., selv om A beløbsmæssigt havde vundet mest, idet det blev lagt til grund, at tvisten først og fremmest havde drejet sig om, hvor­vidt opsigelsen var rimeligt begrundet. Det kunne derfor ikke antages, at A havde haft mer­udgifter i anledning af den beløbs­mæssigt videregående påstand.    

Hævede sager (§ 314)
U 2009.1083V: En bank havde anlagt sag mod Skatteministeriet. Sagens værdi var omkring 2 mio. kr. Banken hævede sagen efter afgivelse af svarskrift. Da sagen havde omhandlet forskel­lige tvistepunkter var der ikke grundlag for at fastsætte sagsomkostninger efter retningslinjerne for inkassosager. Landsretten udtalte videre, at det følger af forarbejderne til retsplejelovens § 316, stk. 1, at udgifterne til advokatbistand fortsat skal erstattes med et standardiseret beløb, der ikke afhænger af de konkrete udgifter hertil. Sagen var hævet uden hovedforhandling, og der var derfor ikke grund til at fravige sædvanlig praksis, hvorefter der tilkendtes modparten en tredje­del af, hvad de almindelige takster for hovedforhandling ville have ført til.
U 2010.2029V: En arbejdstager havde anlagt sag mod sin arbejdsgiver med påstand om betaling af 346.643,73 kr. Sagen blev forligt ved, at arbejdsgiveren anerkendte at betale et beløb på 56.000 kr. i godtgørelse for svie og smerte. Arbejdstageren fik således medhold for cirka 16 % af det påstævnte beløb. Under disse omstændigheder ophævede landsretten sagens omkostnin­ger, idet det blev udtalt, at den omstændighed, at det i forliget var angivet, at arbejdsgiveren A/S be­talte de 56.000 kr. uden anerkendelse af ansvar og/eller årsagssammenhæng, var uden betyd­ning. Det sker ikke sjældent, at en part påberåber sig, at et beløb er betalt pr. kulance, eller at det ikke i betalingen kan indlægges, at kravet dermed er anerkendt. Som afgørelsen viser, kan det ikke tillægges betydning.

Nogle særlige spørgsmål
En omkostningsafgørelse i en forligt sag kan kæres, medmindre parterne udtrykkeligt har frafal­det kære, jf. U 2008.926H og U 2008.1036Ø. Der skal således ikke længere tages kæreforbehold eller tilføres retsbogen noget herom. Det sker stadig, at advokater tager kæreforbehold, men det er der altså ingen grund til mere.
U 2008.1946H: Hvis en sag bliver forligt ved landsretten med et (væsentligt) andet resultat end domsresultatet i byretten, skal landsret­ten tage stilling til sagsomkostningerne for begge ret­ter, jf. rets­plejelovens § 315.
U 2008.1946H: Hvis parterne beder retten om at tilføre et forlig til retsbogen og om at træffe afgørelse om sagsomkostnin­gerne, kan retten gå ud fra, at parterne af egen drift kommer med de oplysninger og procedurebemærkninger om sagsomkostnin­gerne, som parterne måtte ønske. Retten er derfor ikke forplig­tet til at indhente udtalelse fra parterne derom.
U 2008.1369V: Hvis en part er repræsenteret af en ansat jurist eller en anden ansat person uden advokatbestalling, kan parten kun få dækket positive udgifter, men ikke sagsomkostninger i øv­rigt.

Læs mere
Læs f.eks. Henrik Kirks nye udgave af bogen om sagsomkostninger. Jeg vil også henvise til kollega Ole Dybdahls ind­læg om ny praksis fra Højesteret om sagsomkostninger i Advokaten 2008 nr. 10, side 32.