Advokaten 5 Din arbejdsplads er fallit - men bliver du ikke lige på arbejde?

Print Print
15-06-2011

Kuratorer skal være opmærksomme på, at konkursboet inden 14 dage skal indtræde som arbejdsgiver for ansatte, som efter konkursen fortsat skal arbejde for virksomheden.

Af Carl S. Madsen, advokat (L), Kristelig Fagforening

Ansættelsesretsadvokater oplever fra tid til anden fortolkningstvivl i forhold til konkurslovens § 63.
Specielt opleves, at nogle kuratorer anlægger en fortolkning, som i et vist omfang afskærer lønmodtageren fra de rettigheder, der er tillagt efter KL § 63 jfr. KL § 58.
Uenigheden om forståelse af konkurslovens kapitel 7 opstår som regel, fordi konkursboet har behov for at anvende opsagte medarbejderes arbejdskraft i opsigelsesperioden. Ofte drejer det sig om administrative medarbejdere, der har indsigt i virksomhedens bogholderi m.v.
Kurator og Lønmodtagernes Garantifond (LG) har en fælles interesse i at bevare så mange værdier i boet som muligt, og her er det, at anvendelsen af virksomhedens nøglemedarbejderes arbejdskraft i opsigelsesperioden kommer ind i billedet. Derfor indgår kurator og LG ofte en aftale om, at LG dækker lønnen i den del af opsigelsesperioden, hvor konkursboet ikke har behov for arbejdskraften.
Det er naturligvis en fair og forståelig aftale, idet dividenden til de privilegerede krav – og dermed også LG – af den grund ofte bliver højere.
Problemet er blot, at boet efter KL § 63 ikke – udover de to uger som loven foreskriver – kan anvende arbejdskraften uden at indtræde i ansættelsesforholdet samt stille betryggende sikkerhed for lønnen.  

Ophævet ansættelse

Her opstår der to problemområder.
Dels spørgsmålet om forståelse af begrebet “betryggende sikkerhed” dels spørgsmålet om boets “ret”, og efter interpellationsperiodens udløb “pligt”, til at indtræde i ansættelsesforholdet, og i forlængelse heraf lønmodtagerens legale reaktionsmuligheder, såfremt boet ikke opfylder et eller begge af de ovenfornævnte krav.
Den trykte domspraksis på området er meget sparsom. Der findes dog to byretssager, der behandler spørgsmålene. Dommene er ikke anket.
Den første sag er afsagt af byretten i Grenaa 8. januar 2004.
Lønmodtageren var ansat i en transportvirksomhed, der efter en betalingsstandsning blev erklæret konkurs.
I forbindelse hermed rettede lønmodtageren henvendelse til sin faglige organisation.
Fagforeningen skrev til kurator og meddelte, at såfremt boet ønskede at gøre brug af lønmodtagerens arbejdskraft i interpellationsperioden, så skulle der stilles sikkerhed for lønnen. I samme brev blev det meddelt, at såfremt arbejdskraften ønskedes benyttet efter interpellationsperiodens udløb, så skulle der fortsat stilles sikkerhed for lønnen, ligesom boet skulle meddele sin indtræden i ansættelsesforholdet. Såfremt denne meddelelse ikke var fagforeningen i hænde på 13. dagen ville fagforeningen, på medlemmets vegne, betragte det som væsentlig misligholdelse fra boets side med den konsekvens, at fagforeningen ville ophæve ansættelsesforholdet.
Fagforeningen modtog hverken sikkerhedsstillelsen eller meddelelse om indtræden på 13. dagen, hvorfor ansættelsesforholdet blev ophævet på 14. dagen.
Efter ophævelsen meddelte kurator telefonisk, at man var indstillet på enten at stille sikkerhed eller at forudbetale lønmodtagerens løn, men ingen meddelelse om indtræden.
Lønmodtageren ønskede at fastholde ophævelsen, hvilket fagforeningen meddelte boet, der efterfølgende meddelte, at man anså lønmodtagerens undladelse af at møde på arbejde som ulovlig udeblivelse, hvorfor man ville stille krav om erstatning i henhold til funktionærlovens regler.
Da parterne ikke kunne nå til enighed, anlagde lønmodtageren ved sin faglige organisation sag ved retten i Grenaa med påstand om bl.a. erstatning for løn i opsigelsesperioden samt løn for udført arbejde for boet.
Boet påstod frifindelse og nedlagde en selvstændig påstand om erstatning på grund af udeblivelse.
Som sagsøger gjorde lønmodtageren gældende, at denne kunne kræve, at boet uden ugrundet ophold skulle meddele, om det ville indtræde i ansættelsesforholdet jfr. KL. § 55 stk. 2, og at det i øvrigt fremgik af KL. § 63, at boet af egen drift havde en selvstændig forpligtelse til at give denne meddelelse. I forlængelse heraf blev det gjort gældende, at undladt meddelelse ville medføre, at lønmodtageren havde ret til at ophæve ansættelsesforholdet jfr. KL § 58 stk. 1.
Boet gjorde gældende, at lønmodtageren ikke var berettiget til at ophæve aftalen, idet boet i medfør af KL § 63 havde ret til at betænke sig ud over 13 dage med hensyn til, hvorvidt boet ønskede at indtræde i ansættelsesaftalen. Til støtte herfor gjorde boet gældende, at KL § 63 er en lex specialis regel i forhold til de øvrige regler i KL kap. 7, og at KL § 55 stk. 2, 1. pkt. skulle fortolkes i overensstemmelse med KL § 63. I forlængelse heraf gjorde boet yderligere gældende, at i og med at boet ikke var indtrådt i aftalen, kunne lønmodtageren ikke ophæve aftalen med henvisning til den manglende sikkerhedsstillelse.
Byretten gav lønmodtageren medhold og udtalte, at lønmodtageren med hjemmel i KL § 55, stk. 2 og § 58, stk. 1 var berettiget til at ophæve ansættelsesaftalen.

Truet med erstatning
I to nogenlunde lignende sager, blev der 21. april 2010 afsagt dom ved skifteretten i Esbjerg. Sagerne, hvis juridiske problemstilling stort set var identiske, benævnes i det følgende som én sag.
I denne sag var medarbejderne i forbindelse med konkurs blevet opsagt, men ikke fritstillet.
Lønmodtageren var funktionær, og havde i henhold til funktionærlovens regler et opsigelsesvarsel på tre måneder.  
Boet tilkendegav, at man ønskede at gøre brug af arbejdskraften i opsigelsesperioden – dog således at man var indstillet på at finde en løsning, hvis lønmodtageren fandt andet arbejde, men man ville ikke indtræde i ansættelsesforholdet. I forlængelse heraf tilkendegav kurator, at denne gav en advokatindeståelse for, at lønnen ville blive betalt i opsigelsesperioden.
Fagforeningen gjorde kurator opmærksom på, at såfremt man ønskede at gøre brug af arbejdskraften efter interpellationsperiodens udløb jfr. KL. § 63, så var man forpligtet til at indtræde i ansættelsesforholdet. I modsat fald ville denne, på lønmodtagerens vegne, ophæve forholdet.
Konkursboet tilkendegav herefter, at man fastholdt, at man ønskede at gøre brug af arbejdskraften i opsigelsesperioden, men at man ikke ville indtræde.
Lønmodtageren ophævede efterfølgende ansættelsesforholdet i henhold til KL § 58 stk. 1, hvorefter denne ikke længere ville møde på arbejde.
Konkursboet betragtede lønmodtagerens manglende fremmøde som væsentlig misligholdelse, og forbeholdt sig at rejse krav om erstatning i henhold til funktionærlovens regler.
Herefter anlagde fagforeningen på vegne af lønmodtageren sag mod boet.
Lønmodtageren fik medhold i, at ophævelsen var berettiget, idet retten gjorde gældende, at allerede fordi boet havde tilkendegivet meddelelse om “ikke indtræden” var ophævelsen alene af den grund berettiget. I forlængelse heraf fremgår det af dommen, at det er konkurslovens systematik, at boet har 14 dage til at danne sig et overblik over, hvilke ansættelsesaftaler boet eventuelt ønsker at indtræde i.

Rimelig retstilstand
På baggrund af dommene kan det konkluderes, at konkurslovens § 63 skal læses i sammenhæng med de øvrige bestemmelser i konkurslovens kapitel 7. Fristen i Konkurslovens § 63 skal forstås bogstaveligt, således at konkursboet maksimalt har 2 uger til at overveje, om boet ønsker at indtræde i de ansættelsesforhold, der består på konkurstidspunktet. Ønskes længere betænkningstid kræver dette lønmodtagerens klare accept. Hvis konkursboet ikke, af egen drift, senest på 13. dagen meddeler lønmodtageren, at boet indtræder, vil der være tale om en væsentlig misligholdelse, der berettiger lønmodtageren til at ophæve ansættelsen, med de erstatningsretlige følger dette medfører for boet og evt. LG.
Dommen fra retten i Esbjerg viser at KL. § 58 stk. 1 ikke kan fortolkes som et “enten/eller”, men skal forstås som et “både/og” således at forstå, at boet både skal meddele indtræden og stille den fornødne sikkerhed, og ikke kan nøjes med én af delene.
Domsresultaterne er logiske og i fuld overensstemmelse med konkurslovens systematik.
Alt andet ville være en helt urimelig retstilstand for lønmodtageren.
Konsekvensen vil nemlig være, at lønmodtageren ikke kan overskue, hvem der har ledelsesretten og ledelsespligten, hvis boet kan gøre brug af arbejdskraften uden at indtræde.
Her ud over skaber det retlige problemer med at fastslå, hvem der er lønmodtagerens hjemmelsmand i de tilfælde, hvor den pågældende arbejder for konkursboet. Dette vil få helt uoverskuelige konsekvenser ved f.eks. arbejdsskader, hvor det vil være meget tvivlsomt, hvem der er ansvarssubjektet. Der er jo ingen arbejdsgiver!
I sagen fra retten i Esbjerg, indestod kurator, via sin advokatforsikring, for medarbejdernes løn. Det blev ud fra konkrete overvejelser accepteret, men en sådan advokatindeståelse opfylder ikke umiddelbart kravet om og retten til “betryggende sikkerhed”.
Med henblik på at afskære kurators mulighed for at gøre mere eller mindre konnekse modkrav gældende i forhold til garantien, må det fremadrettet forventes, at lønmodtagerorganisationerne som udgangspunkt forlanger en anfordringsgaranti stillet af et pengeinstitut eller i det mindste en garanti stillet af boet, der opfylder de samme klare krav.

Artiklen er skrevet under medvirken af Birger Vestergaard Høst, advokat (L), Kristelig Fagforening.