Advokaten 5 Nye retningslinjer for civile ankedomme

Print Print
15-06-2011

Landsretterne retter fokus på kvaliteten af ankedomme med en stribe gode råd til advokaterne.

Af Svend Bjerg Hansen, landsdommer, Vestre Landsret, og Ole Dybdahl, landsdommer, Østre Landsret.

For tre og et halvt år siden – 1. januar 2007 – lød startskuddet til sådanne ændringer af det danske retssystem, som ingen af dette blads læsere tidligere har set og formentlig heller ikke kommer til at se igen. De nye store byretter blev etableret, reglerne om saglig kompetence i civile sager blev grundlæggende ændret, småsagsprocessen og retsmægling blev indført; og 1. januar 2008 fulgte så nævningereformen og i 2009 henlæggelsen af tinglysningen til Tinglysningsretten.
Navnlig etableringen af de store byretter og Tinglysningsretten har givet anledning til problemer, men de netop offentliggjorte tal fra Domstolsstyrelsen viser, at byretterne i 2010 har haft en høj aktivitet og har formået at nedbringe antallet af verserende sager, herunder særligt inden for straffesagsområdet. 2010 har samtidig været et vendepunkt, idet der i slutningen af året var et begyndende fald i sagsbehandlingstiden.
Sagsantallet og sagsbehandlingstiderne i landsretterne faldt efter reformen væsentligt, men begge dele må konstateres at være på vej op igen. Sagstilgangen til Højesteret er også blevet væsentligt reduceret, men måske ikke nok, således som debatten i Advokaten 3/2011 viser.

Tag pejling fra Østre og Vestre
Reformerne og landsretternes nye rolle har imidlertid givet anledning til, at landsretterne har udarbejdet nye vejledninger om behandling af civile sager og straffesager, således som dette tidligere er blevet beskrevet i artikler her i bladet. Senest har landsretterne udarbejdet en fælles vejledning om “den gode ankedom”. Dette er sket i lyset af bl.a., at landsretten efter strukturreformen i videre omfang end hidtil vil være den instans, der skal opretholde, forme og udbygge retspraksis – være retligt “pejlemærke”.
Udgangspunktet for overvejelserne om retningslinjer for udformningen af den gode civile ankedom har været, at ankedommene fra landsretterne skal have højeste faglige kvalitet. Dette udelukker imidlertid ikke, at flere hensyn kan spille ind ved vurderingen af, hvilke retningslinjer der bør gælde for udformningen af den gode ankedom. Det gælder blandt andet hensynet til en fornuftig ressourceudnyttelse. Også sagernes forskellighed bevirker, at der vil være forskel på, hvad der udformningsmæssigt i den enkelte sag vil føre til den gode ankedom. Man har også været opmærksom på, at de fleste ankedomme selv efter strukturreformen kun vil have interesse for sagens parter.
I de følgende vil vi koncentrere os om de anbefalinger, som er af størst interesse for advokater, og hvor advokaterne med denne viden kan bidrage til en lettelse af domsskrivningen.
 

Dommens første dele
Udgangspunktet er naturligvis, at landsretten gengiver påstandene, som parterne har formuleret dem, men der kan nogle gange med fordel foretages en vis redigering af påstandene. Dette indebærer bl.a., at overflødigt stof, som f.eks. angivelse af postnumre kan fjernes. En rentepåstand kan også ofte omskrives til “med procesrente fra sagens anlæg”, idet ordet “sædvanlig” og eftersætningen “til betaling sker” er overflødig.
En redigering af advokaternes stævningskoncepter i overensstemmelse hermed vil betyde en lettelse for retterne ved domsskrivningen.
I sager, der kan forventes at have præjudikatsværdi, bør de omstændigheder, der er relevante for sagens bedømmelse, kunne læses enten i byretsdommen eller ankedommen. Det indebærer, at hvis byretsdommen er skrevet uden nogen sagsfremstilling eller med en efter landsrettens bedømmelse utilstrækkelig sagsfremstilling, bør landsretten ved ankedommen rette op herpå ved at skrive en sagsfremstilling eller eventuelt en supplerende sagsfremstilling i ankedommen. Det gælder, uanset om sagen forventes at finde sin endelige afslutning i landsretten, eller den påregnes søgt indbragt for Højesteret. Nyt relevant processtof i anken bør under alle omstændigheder omtales.
Det anføres i vejledningen, at læsevenligheden af dommene øges, hvis den enkelte forklaring gengives kronologisk i forhold til det hændelsesforløb, der er tale om, og hvis en længere forklaring inddeles i afsnit ud fra de temaer, der er forklaret om. Det er derfor en lettelse ved domsskrivningen, hvis advokaterne ved afhøring og modafhøring af parter og vidner følger et kronologisk, eventuelt tematisk, forløb.

Væk med “at”
Vejledningen citerer om dommenes afsnit om proceduren bl.a. højesteretsdommer Peter Blok for på fællesmødet mellem dommerne fra de to landsretter og Sø- og Handelsretten i 2003 at have udtalt om gengivelsen af proceduren i landsretternes og Sø- og Handelsrettens domme:

“Gengivelsen af proceduren skal være gennemtænkt og systematisk – gerne mere end advokaterne har lavet den. Advokaternes procedure skal derfor redigeres – også gerne med afsnit. Der er et problem, at det er blevet almindeligt at medtage parternes påstandsdokumenter i dommen, da påstandsdokumenterne ofte ikke er systematiske. Det værste er, når der i påstandsdokumenterne står anført: “at …”, “at… ”, “at …” Disse “at’er” bliver ofte ikke sat i relation til hinanden med hovedanbringender og underanbringender. Det er Højesterets ønske, at der virkelig gøres noget ved proceduren. Af hensyn til præjudikatsvirkningen er det også vigtigt, at proceduren er systematisk.”

Parterne må dog fortsat regne med, at deres anbringender kan blive medtaget i en dom ved gengivelse af påstandsdokumenterne!

Præmisser
I afsnittet om udformningen af dommens præmisser citeres bl.a. synspunkter herom fra den juridiske litteratur, herunder advokat Per Magid, der i Juristen 2005, side 166ff meget vittigt anfører:

“Højesteretsdommere har skrevet ganske udførligt om fremgangsmåden ved voteringen i Højesteret. Man får her indtryk af det store og inspirerende arbejde, der udføres under voteringen. Det gør det også klart, at udenforstående ved den kortfattede præmisskrivning går glip af megen indsigt og forståelse af de overvejelser, der fører frem til resultatet. Det tror man som procederende advokat meget gerne på. De gode synspunkter, der er blevet anført i påstandsdokumentet og under proceduren, genfindes ingen steder. Tanken om, at de skulle være forsvundet i et sort hul, er ikke tillokkende. Det ville sikkert være til fordel for retslivet, hvis noget af det intellektuelle tankegods kunne formidles til en kreds uden for voterings- og præmisskrivningslokalerne. Bedst vil det være, hvis domme og præmisser var affattet på en måde, der gav modtageren en større indsigt i de afvejninger, der har fundet sted. En så radikal ændring vil formentlig tillige påvirke arbejdsmetode og udtryksform for jurister i almindelighed til det bedre.”

I lyset af at landsretten som tidligere beskrevet i højere grad nu er den instans, der skal opretholde, forme og udbygge retspraksis, vil man være opmærksom på, om en ankesag kan forventes at blive et præjudikat og da – hvis sagen åbner mulighed herfor – overveje, om begrundelsen for afgørelsen bør gives en mere generel rækkevidde.
Det tilstræbes at følge en ensartet linje med hensyn til betegnelsen af sagens parter, så den absolutte hovedregel bliver, at man bruger parternes navne og kun indledningsvis i dommen benytter partsbetegnelserne.