Advokaten 4 Du er hermed frifundet… og arresten ligger den vej

Print Print
23-05-2011

Hvad kan egentlig danne grundlag for, at mennesker, som dømmes uskyldige ved en domstol, alligevel varetægtsfængsles bagefter?

Af Svend Bjerg Hansen, landsdommer, Vestre Landsret

Ved læsning af overskriften vil de fleste nok studse over, at det overhovedet kan komme på tale at varetægtsfængsle en person, efter at han eller hun er frifundet i byretten.

Det kan synes un­derligt, at kravet om begrundet mistanke overhovedet kan være opfyldt i den situation. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der kan ske varetægtsfængsling under en ankesag, selv om tiltalte er frifundet i byretten, og det er muligvis en situation, som vil opstå hyppigere end før i tiden. Anvendelse af varetægtsfængsling efter en frifindende dom giver anledning til flere problem­stillinger, som der kan være grund til at redegøre for under henvisning til nogle konkrete afgø­relser. Det vil jeg så gøre nedenfor efter et oplæg fra min gode kollega Eva Staal.

Det bør nævnes, at det er et gennemgående træk ved de afgørelser, hvor der er sket varetægts­fængsling efter afsigelse af en frifindende dom, at der er tale om en udlænding, men det behøver ikke være tilfældet.

Fare for udrejse
Denne afgørelse vedrører en børnebortførelsessag. Tiltalte, der var iraner, blev i 2003 dømt for overtrædelse af straffelovens § 215, stk. l og 2, idet han var rejst til Iran med børnene uden samtykke fra moderen, der havde forældremyndigheden. Senere blev han på ny tiltalt for over­trædelse af straffelovens bestemmelse om børnebortførelse og nu også for frihedsberøvelse.

Byretten frifandt tiltalte med den begrundelse, at der ikke var tale om et nyt strafbart forhold. Umiddelbart efter domsafsigelsen anmodede anklageren om, at tiltalte, der havde været vare­tægtsfængslet under sagen, skulle forblive varetægtsfængslet. Byretten løslod tiltalte (med op­sættende virkning). Afgørelsen blev kæret til landsretten, der bestemte, at tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet under anken efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, idet landsretten bl.a. henviste til, at tiltalte efter bortførelsen af børnene havde taget ophold i Tyskland, hvor han havde søgt om asyl.

Nye beviser dukker op
Tiltalte, der var fra Litauen, blev i byretten frifundet for røveri, selv om hans dna var blevet fun­det på et våben, der havde været anvendt under røveriet. Det blev lagt til grund, at dna’en var det eneste bevis. Tiltalte blev løsladt efter domsafsigelsen. Han blev anholdt nogle dage efter, idet politiet under den fortsatte efterforskning fandt ud af, at hans telefon havde befundet sig i nær­heden af gerningsstedet på gerningstidspunktet. Han blev som følge heraf varetægtsfængslet i byretten. Fængslingen blev stadfæstet af landsretten.

Anklagemyndigheden ankede herefter den frifindende dom til landsretten, og i forbindelse med ankemeddelelsen anmodede statsadvokaten landsretten om at varetægtsfængsle tiltalte. Lands­retten imødekom anmodningen, og det er denne kendelse, der er gengivet i TfK 2010.424V.

Det karakteristiske ved denne sag er, at der var fremkommet nye oplysninger efter afsigelsen af den frifindende dom. Det var byretten, der i et grundlovsforhør (efter domsafsigelsen) tog stil­ling til, om der var grundlag for (på ny) at varetægtsfængsle tiltalte, idet dommen ikke var anket til landsretten på dette tidspunkt. 

Ankesagen endte med, at tiltalte blev dømt for at have medvirket til røveriet.

Politiet aflyttede telefon
Kendelsen (S-2207-10) er et eksempel på et tilfælde, hvor anklagemyndighedens anmodning om varetægtsfængsling under anken på grund af nye oplysninger ikke blev imødekommet.

I byretten blev tiltalte T frifundet for drabsforsøg, men dømt for at have besiddet en pistol. Til­talte blev idømt et års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 192 a og løsladt efter doms­afsigelsen.

Få dage senere aflyttede politiet samtaler mellem en anden tiltalt i sagen, der havde rådighed over en mobiltelefon i arresten, og nogle af hans venner. Under disse samtaler frem­kom der oplysninger, der efter anklagemyndighedens opfattelse bestyrkede mistanken mod T i en sådan grad, at han burde varetægtsfængsles på ny.

Anklagemyndigheden anmodede derfor byretten om at varetægtsfængsle T, men fik ikke med­hold heri. Kendelsen blev stadfæstet af landsretten.

T blev også i landsretten frifundet for drabsforsøg.

Den bulgarske sømand
Kendelsen (S-0865-10) vedrører en bulgarsk sømand, der i byretten blev frifundet for forsøg på indsmugling af godt 21 kg kokain. I landsretten blev sømanden fundet skyldig og straffet med fængsel i 11 år. Kendelsen er et eksempel på en situation, hvor anklagemyndigheden ikke an­kede dommen ved domsafsigelsen, men hvor der alligevel blev anmodet om og truffet bestem­melse om fortsat varetægtsfængsling.

I forbindelse med den frifindende dom i byretten begærede anklageren tiltalte fortsat varetægts­fængslet efter udlændingelovens § 35, stk. 1, nr. 1, for at sikre hans tilstedeværelse under en eventuel anke. Tiltalte protesterede, men byretten afsagde kendelse om, at tiltalte, selv om han var frifundet, skulle forblive varetægtsfængslet, idet der efter fundet af tiltaltes fingeraftryk på pakker med kokain fortsat var begrundet mistanke om, at tiltalte havde begået en forbrydelse, der kunne medføre udvisning. Denne kendelse blev ikke kæret.

I forbindelse med fremsendelsen af ankemeddelelsen anmodede statsadvokaten om, at tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet. Landsretten afsagde herefter kendelse om, at tiltalte fortsat skulle forblive varetægtsfængslet, indtil der var afsagt dom under ankesagen, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 og 3. Landsretten henviste til byrettens begrundelse og lagde desuden vægt på, at der efter oplysningerne om tiltaltes personlige forhold, herunder hans manglende tilknyt­ning til Danmark og den rejste tiltales alvor, var bestemte grunde til at antage, at han ville und­drage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen.

Rumæner forsvandt
Ved kendelsen (S-0212-11) tog landsretten stilling til, om en tiltalt rumæner skulle være vare­tægtsfængslet under en ankesag. Tiltalte blev i byretten frifundet for voldtægt. Han blev løsladt efter domsafsigelsen, idet anklagemyndigheden ikke straks ankede dommen og heller ikke an­modede om fortsat varetægtsfængsling under en eventuel anke.

Sagen var en klassisk voldtægtssag, hvor tiltalte forklarede, at han ikke havde voldtaget kvin­den, idet hun frivilligt havde haft samleje med ham, mens kvinden forklarede, at hun havde mod­sat sig samleje. Det fremgår af byrettens præmisser, at frifindelsen bl.a. var begrundet med, at kvindens forklaring havde været usammenhængende.

Anklagemyndigheden ankede rettidigt dommen. Da landsretten skulle behandle ankesagen, var indkaldelsen til hovedforhandlingen blevet forkyndt for tiltalte. Tiltalte mødte imidlertid ikke, og lands­retten afsagde kendelse om, at han skulle anholdes med henblik på fremstilling i landsretten, jf. retsplejelovens § 757. Anklagemyndigheden anmodede herefter Justitsministeriet om gennem udstedelse af en international arrestordre at få tiltalte anholdt. Justitsministeriet tilkendegav imidlertid, at en anholdelse efter retsplejelovens § 757 ikke kunne danne grundlag for udstedelse af en international retsanmodning. Statsadvokaten anmodede derfor den lokale anklagemyndig­hed om at få byretten til at afsige kendelse om varetægtsfængsling af tiltalte in absentia. I rets­mødet protesterede tiltaltes forsvarer mod varetægtsfængsling, idet han bl.a. gjorde gældende, at byretten ikke havde kompetence til, nu hvor sagen var anket, at træffe afgørelse om varetægts­fængsling. Byretten erklærede sig kompetent til at behandle sagen og afsagde kendelse om varetægtsfængsling. Kendelsen blev kæret til landsretten.

Efter mundtlig forhandling udtalte landsretten, at det var landsretten, der skulle afgøre spørgs­målet om varetægtsfængsling, da dommen var anket til landsretten, og sagen verserede ved landsretten. Byrettens kompetence til at træffe afgørelse er begrænset til den situation, hvor der i forbindelse med domsafsigelsen fremsættes begæring om (fortsat) varetægtsfængsling. Når sa­gen derimod er indbragt for landsretten ved fremsendelse af ankemeddelelse, er det landsretten, der har kompetencen til at træffe afgørelse om varetægtsfængsling.

Vedrørende grundlaget for varetægtsfængsling bemærkede landsretten, at det for varetægtsfængs­ling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, alene er et krav, at der er begrundet mistanke om, at til­talte er skyldig i tiltalen, hvorimod det til domfældelse kræves, at der ikke er rimelig tvivl om, at tiltalte er skyldig. Landsretten fandt herefter under henvisning til bl.a. vidneforklaringerne og oplysningerne om iturevet tøj og bortkastning af kvindens briller, at der var begrundet mistanke om, at tiltalte var skyldig i den rejste tiltale, og mistankegrundlaget i § 762, stk. 1, var derfor opfyldt. Da tiltalte var rumæner, opholdt sig i udlandet og var udeblevet fra hovedforhandlingen, og da det drejede sig om en alvorlig sag, fandt landsretten, at betingelserne for varetægtsfængs­ling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, var opfyldt.

Fri som fuglen
Det er stadig sådan, at det er en absolut undtagelse, at en tiltalt, der er blevet frifundet af byret­ten, skal forblive varetægtsfængslet under anken. De nævnte afgørelser viser imidlertid, at det kan forekomme, at en tiltalt, der er blevet frifundet, ikke bliver løsladt efter afsigelsen af den frifindende dom eller efter at være løsladt bliver varetægtsfængslet på ny.

Når der er tale om en udlænding, vil det nok ikke være helt sjældent, at anklagemyndigheden – for at undgå at måtte udstede en international retsanmodning – anmoder om fortsat varetægts­fængsling under en allerede iværksat anke eller under eventuel anke. Det kan være svært for en byretsdommer, der lige har afsagt en frifindelsesdom, at tage stilling til den begrundede mis­tanke, men det problem kan løses ved, at anmodningen om fortsat varetægtsfængsling behandles af en anden dommer. Hvis anklagemyndigheden ikke straks anker dommen, må der stilles snævre tidsmæssige rammer for anklagemyndighedens stilling til en eventuel anke.

Der skal indgå en proportionalitetsvurdering ved rettens stillingtagen, og der skal derfor være tale om en tiltale for en alvorlig forbrydelse, hvis anklagemyndigheden skal have medhold i fortsat varetægtsfængsling. Der må også kunne argumenteres overbevisende for, at det er for­svarligt at statuere, at der en begrundet mistanke trods frifindelsen. Fængsling efter § 762, stk. 2 (særligt bestyrket mistanke) må være udelukket. Varetægtsfængsling efter en frifindende dom vil normalt ske efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, idet der er bestemte grunde til at antage, at tiltalte, enten fordi han er udlænding, eller fordi han under den tidligere varetægtsfængsling er undveget eller ikke bor i Danmark, vil unddrage sig forfølgningen.