Advokaten 4 Bremse på statsfinansierede injurier

Print Print
23-05-2011

Er det rimeligt, at ministre i kraft af deres post kan sige, hvad som helst på skatteborgernes regning? Og bør der gives fri proces til personer, der af staten udsættes for injurier?

Af Manu Sareen, retsordfører, Det Radikale Venstre

Sagen fra 2009 mellem velfærdsminister Karen Jespersen og repræsentant for Muslimernes fællesråd, Zubair Butt Hussain, illustrerer de tydelige, processuelle mangler i forbindelse med stævning af ministre og deres brug af statens kammeradvokat-ordning.

Velfærdsministeren var anklaget og delvist dømt for injurier efter beskyldninger om ekstremisme og undertrykkelse af kvinder mod Muslimernes Fællesråd og dets repræsentanter i forbindelse med deres samarbejde med Københavns Kommune. Ministerens sag blev ført af Kammeradvokaten, mens repræsentanten for Muslimernes Fællesråd selv betalte advokatregningen.

Fri kammeradvokat
Ifølge kammeradvokataftalen har Kammeradvokaten pligt til at udføre alle retssager for samtlige statsinstitutioner. Begrebet “statsinstitutioner” i denne sammenhæng forstås som institutioner, der ikke har en formue, som er adskilt fra statskassen. Den juridiske bistand til en minister skal altså ses i lyset af, at man i kraft af ministerhvervet varetager “virksomheden” statens interesser.

Men hvad hvis man som minister udtaler sig om emner, der intet har med ens ressortområde at gøre, som tilfældet var med velfærdsministeren? Kan man da stadig siges at varetage statens interesser? Og er det rimeligt at lade skatteborgerne betale den dyre advokatregning (300.000 kroner i omtalte tilfælde)?

Der er god grund til at forholde sig kritisk i forhold til den proces, der finder sted forud for Kammeradvokatens behandling af sager. Det er nemlig den enkelte institution selv, som vurderer, om sagen skal behandles af Kammeradvokaten. Rigsrevisionen udarbejdede i 2006 en beretning til statsrevisorerne vedrørende statens køb af juridisk bistand. Heraf fremgår det, at majoriteten af de statslige institutioner foretog omhyggelige overvejelser forud for deres brug af juridisk bistand. Dog blev det i de fleste tilfælde ikke dokumenteret. Selv om tilliden til embedsværket i Danmark generelt er høj, er der altså brug for en forbedring af det nuværende system, og de tydelige mangler på dokumentation og gennemsigtighed, på flere planer i den juridiske proces jf. ovennævnte sag, understreger dette behov.

For mig at se, må der, udover klare krav til de danske ministre om ikke at bryde loven, også indføres øget (ekstern) kontrol før brug af ekstern juridisk bistand. Vi er nødt til at skabe nogle klare retningslinjer for alle, som er omfattet af kammeradvokataftalen f.eks. gennem Finansministeriet, som i forvejen er administrator af aftalen med Kammeradvokaten. Det, at man har en Kammeradvokat til rådighed, skulle jo helst ikke medføre ansvarsløshed og slingrekurs i forhold til loven.

Lige adgang til retsvæsenet
Udover de klare økonomiske hensyn er spørgsmålet således også, om sager som velfærdministerens rykker ved vores generelle opfattelse af retssamfundet og tilliden hertil. Selv om sagen ikke bryder med retssikkerheden i klassisk forstand, er det faktum, at der kan sås tvivl om anvendelsen af den borgerbetalte juridiske bistand, et element der kan virke svækkende på opfattelsen af vores lige adgang til juridisk repræsentation.

Derfor mener jeg, at der i injuriesager, hvor staten er modpart, bør være adgang til fri proces. I et velfungerende retssamfund er retssikkerheden en hjørnesten. Heri ligger indirekte en lige adgang til juridisk bistand, som vil give borgerne en langt større følelse af at møde politikerne i øjenhøjde ved den slags retssager. Det er derfor med glæde, at jeg noterer mig, at mit forslag har mødt opbakning hos regeringspartierne.

Som denne sag viser, er retningslinjerne for brug af ekstern juridisk bistand uklare. Vi er derfor nødt til at få skabt nogle mere gennemskuelige rammer. Jeg håber, at jeg kan være med til at skabe disse rammer, og gerne i konstruktiv dialog med Advokatsamfundet.