Advokaten 3 - Vi er en frygtelig fattig virksomhed … og vi forlanger en gratis retssag!

Print Print
18-04-2011

Virksomheder kan ikke som udgangspunkt afskæres fra fri proces, viser nylig afgørelse fra EU-Domstolen.

Af Morten Broberg, professor, Københavns Universitet

Når det gælder borgeres og virksomheders rettigheder har Domstolen for nylig afsagt en dom, som potentielt kan sætte sig spor i dansk ret – nærmere bestemt i reglerne for fri proces.
EU’s Charter for grundlæggende rettigheder er efter vedtagelsen af Lissabon-Traktaten blevet juridisk bindende, og et eksempel på, hvad det kan betyde, er gennemgået herunder.
Det drejer sig om EU-Domstolens dom af 22. december 2010 i sagen DEB Deutsche Energiehandels- und Beratungsgesellschaft mbH mod Bundesrepublik Deutschland.

Fattig virksomhed
Den tyske virksomhed DEB havde ønsket at handle med gas i Tyskland. For at kunne gøre dette, skulle DEB have adgang til det tyske gasnet, hvilket to EU-direktiver skulle muliggøre.
Tyskland havde imidlertid ikke gennemført disse direktiver rettidigt, og DEB var derved blevet afskåret fra adgang til gasnettet. Ifølge DEB medførte dette, at virksomheden mistede en fortjeneste på ca. 27,6 milliarder kroner (3,7 milliarder euro), og virksomheden anlagde derfor erstatningssag mod den tyske stat.
DEB havde imidlertid hverken ansatte eller kreditorer, og havde ikke de nødvendige midler til at kunne indbetale retsafgiften på lige over 2 millioner kroner, ligesom selskabet ikke var i stand til at antage en advokat. Det fulgte af tysk ret, at såvel indbetaling af retsafgift som antagelse af en advokat var en forudsætning for at kunne anlægge sagen. DEB ansøgte derfor om fri proces ved Landgericht Berlin, men fik afslag, fordi de tyske betingelser for fri proces ikke var opfyldt. DEB ankede herefter afgørelsen til Kammergericht, der på den ene side var enig med Landgericht Berlin for så vidt angik fortolkningen af de tyske regler, men på den anden side var i tvivl om, hvorvidt der af EU-retten kunne udledes en pligt til at give DEB fri proces. Kammergericht valgte herefter at forelægge spørgsmålet for EU-Domstolen. Med sit spørgsmål ønskede Kammergericht oplyst, om EU-retten – og nærmere bestemt effektivitetsprincippet – skulle fortolkes således, at dette princip i forbindelse med et erstatningssøgsmål mod en medlemsstat er til hinder for, at en national ordning betinger sagsanlæg af betaling af et forskud på retsafgift og fastsætter, at der ikke kan bevilges fri proces til en juridisk person, når denne ikke er i stand til at tilvejebringe dette forskud.

Juridiske personer
Som det fremgår, vedrørte Kammergerichts spørgsmål en juridisk persons reelle adgang til domstolsprøvelse. I en EU-retlig sammenhæng er adgangen til domstolsprøvelse knyttet op på det almindelige EU-retlige princip om effektiv domstolsbeskyttelse, som udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner, og som er fastslået i artikel 6 og 13 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Ved sin besvarelse af Kammergerichts præjudicielle spørgsmål bemærkede EU-Domstolen i denne forbindelse, at for så vidt angår grundlæggende rettigheder, må der, siden Lissabon-Traktatens ikrafttræden, tages hensyn til Charteret om grundlæggende rettigheder, som i henhold til artikel 6, stk. 1, første afsnit, TEU har “samme juridiske værdi som traktaterne”. Charteret er nemlig også rettet til medlemsstaterne, hvor de gennemfører EU-retten.
I denne forbindelse fastslår Charterets artikel 47, stk. 1, at “[e]nhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel.” Ifølge artikel 47, stk. 2, har enhver “ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Enhver skal have mulighed for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret.” Endelig fastslår artikel 47, stk. 3, specifikt, at “[d]er ydes retshjælp til dem, der ikke har tilstrækkelige midler, hvis en sådan hjælp er nødvendig for at sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse.”
På den baggrund omformulerede EU-Domstolen spørgsmålet fra Kammergericht, således at det kom til at angå fortolkningen af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, som fastslået i Charterets artikel 47, med henblik på at undersøge, om denne bestemmelse i forbindelse med et erstatningssøgsmål mod en medlemsstat i henhold til EU-retten er til hinder for, at en national ordning betinger sagsanlæg af betaling af et forskud på retsafgift og fastsætter, at der ikke kan bevilges fri proces til en juridisk person, når denne ikke er i stand til at tilvejebringe dette forskud.
EU-Domstolen foretog en særdeles tæt fortolkning af Charterets artikel 47, ligesom den inddrog en række andre retsakter samt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området.

Domstolsbeskyttelse
På denne baggrund nåede den frem til, at det forelagte spørgsmål skulle besvares med, at princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, som fastsat i Charterets artikel 47, skal fortolkes således, at det ikke er udelukket, at det påberåbes af juridiske personer, og at fri proces, der bevilges i henhold til dette princip, bl.a. kan omfatte fritagelse for betaling af forskud på retsafgift og/eller advokatbistand.
EU-Domstolen fastslog videre, at ved afgørelsen af, om en medlemsstat er pligtig til at meddele fri proces, skal den nationale ret undersøge, om betingelserne for bevilling af fri proces udgør en begrænsning af retten til adgang til domstolsprøvelse, som vil gøre denne ret indholdsløs, om betingelserne har et lovligt formål, og om der er rimelig forholdsmæssighed mellem de anvendte midler og det forfulgte mål.
I denne forbindelse angav EU-Domstolen, hvilke hensyn den nationale ret kunne inddrage ved afgørelsen. Det er således muligt at tage hensyn til tvistens genstand, om sagsøgeren har rimelig udsigt til at få medhold, sagens betydning for sagsøgeren, det gældende retsgrundlags og procedurens kompleksitet samt sagsøgerens mulighed for effektivt at forsvare sin sag.
For så vidt angår vurdering af forholdsmæssigheden, kan der endvidere tages hensyn til størrelsen af de sagsomkostninger, der skal betales på forskud, og til, hvorvidt disse eventuelt udgør en uoverstigelig hindring for adgangen til domstolsprøvelse eller ej.
EU-Domstolen bemærkede videre, at hvad særligt angår juridiske personer, kan der tages hensyn til den pågældende juridiske persons selskabsform og til, om der er tale om en erhvervsdrivende juridisk person eller en juridisk person uden gevinst for øje, samt til selskabsdeltagernes eller kapitalejernes økonomiske styrke og disses mulighed for at fremskaffe de beløb, der er nødvendige for at anlægge et søgsmål.

Med danske briller på
Med DEB dommen er det således slået fast, at medlemsstaterne ikke generelt kan nægte juridiske personer adgang til fri proces – i hvert tilfælde ikke, hvor der er tale om, at medlemsstaterne gennemfører EU-ret.
Set fra Danmark har DEB dommen særlig betydning, fordi de tyske regler om betingelserne for at meddele fri proces til juridiske personer i det store og hele svarer til de danske, hvortil kommer, at sagen helt generelt rejser et principielt spørgsmål om medlemsstaternes adgang til nationalt at fastsætte de processuelle rammer for EU-retlige erstatningssager, der føres ved de nationale domstole.
Det følger af retsplejeloven, at juridiske personer har mulighed for at få fri proces, men hvis sagen vedrører erhvervsmæssig virksomhed, vil fri proces som udgangspunkt være udelukket i Danmark, som også påpeget af generaladvokat Mengozzi i hans forslag til afgørelse. Med DEB dommen må de danske myndigheder korrigere deres praksis omkring tildeling af fri proces til juridiske personer, således at tildeling respekterer de rammer, som EU-Domstolen nu har fastslået, at Charterets artikel 47 fastlægger. Der er med andre ord så at sige “slået hul” på den hidtidige meget afvisende danske praksis. Omvendt er det absolut ikke let af DEB dommen at se, hvor langt de danske myndigheder må gå for at overholde artikel 47 ved fremtidige ansøgninger om fri proces fra juridiske personer.
Eftersom den øgede imødekommenhed omkring tildeling af fri proces udledes af Charteret, er Danmark alene forpligtet til at følge denne nye praksis på de områder, hvor Charteret finder anvendelse.
I den forbindelse fastslår Charteret i artikel 51, stk. 1, at det kun er rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten. Ordene “gennemfører EU-retten” skal dog forstås forholdsvis bredt. Det omfatter selvfølgelig de tilfælde, hvor der er tale om nationale gennemførelsesregler, ligesom det omfatter de tilfælde, hvor medlemsstaternes myndigheder træffer afgørelse direkte i medfør af EU-regler. Som det fremgår af DEB dommen finder Charteret herudover anvendelse på regler, der blot indgår i samspil med EU-retten.
Det er således nærliggende at antage, at Charteret finder anvendelse inden for hele EU-rettens saglige anvendelsesområde. Hvis det er tilfældet, vil det formentlig kun være et begrænset antal tilfælde, hvor de danske myndigheder kan opretholde den hidtidige restriktive praksis omkring tildeling af fri proces til juridiske personer.