Advokaten 3 - Da O-fyren kom til byen

Print Print
18-04-2011

Landsdommer Ole Dybdahl beskriver sine praktiske erfaringer med sager om telefonaflytninger og andre indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Af Ole Dybdahl, landsdommer, Østre Landsret

Klokken 12.09 18. december 2009 lukkede dommervagten i Københavns Byret dørene for at behandle en række sager om godkendelse af iværksatte telefonaflytninger på 16 personer tilknyttet Greenpeace efter anmodning fra Københavns Politi.
Forud var forløbet en hektisk periode: Politi fra hele landet var blevet flyttet til København i to uger for at beskytte bl.a. de mere end 100 statsledere fra hele verden, som var kommet for at deltage i COP15 – FN’s 15. klimakonference, og flere tusinde aktivister opholdt sig i Danmark og afholdt løbende forskellige aktioner og demonstrationer.
Igennem en længere periode forud for klimatopmødet havde en særlig efterforskningsgruppe foretaget det, som politiet kalder fremadrettet efterforskning blandt personer, som planlagde klimaprotestaktioner. Herunder var lukning af kraftværker i København blevet nævnt, ligesom muligheden for at blokere Københavns Lufthavn og Københavns Havn havde været omtalt.
Politiet havde i perioden fra slutningen af november til begyndelsen af december 2009 fået tilladelse til at aflytte fem personer med central tilknytning til Greenpeace, som var mistænkt for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 193 – den sjældent anvendte bestemmelse, der kriminaliserer retsstridig fremkaldelse af omfattende forstyrrelse i driften af bl.a. almindelige samfærdselsmidler og forsyningsanlæg.
Den 17. december om aftenen skete så det, der ikke måtte ske. Tre aktivister fra Greenpeace havde upåagtet skaffet sig adgang til den store gallamiddag med statsoverhoveder og politiske ledere i Drabantsalen på Christiansborg. Aktionen viste efter politiets opfattelse, at Greenpeace kunne udføre aktioner af en karakter, som ikke hidtil var set i Danmark – og 18. december kl. 8.30 skulle USA’s præsident komme til København.

O-fyren på vej!
Politiets interesse for telefonaflytningerne af de fem personer fra Greenpeace blev pludselig øget betydeligt, og i løbet af aftenen og natten 17. december foretog efterforskningsgruppen en målrettet gennemgang af aflyttede telefonsamtaler fra december måned.
Efterforskningen viste for politiet, at Greenpeace planlagde flere aktioner på topmødets sidste dage, herunder “slutspil 1” og “slutspil 3”.
På en optagelse tales om, hvorvidt “O-fyren”, som efter politiets opfattelse er præsident Barack Obama, skal være målet den 18. På en aflyttet samtale tales også om indkøb af 15 pandelamper og om et møde med “Metro volunteers”, hvorfor politiet frygtede en aktion mod Københavns Metro. Bl.a. på dette grundlag opsatte politiet natten mellem 17. og 18. december “på øjemedet” – altså uden forudgående retskendelse – aflytning af 16 yderligere personer tilknyttet Greenpeace.
På grundlag af aktivitet på de aflyttede telefoner standsede politiet omkring klokken 6 næste morgen en varebil med syv aktivister fra Greenpeace i nærheden af lufthavnen.
Aflytningerne blev, for så vidt angår 14 personer, godkendt af byret, landsret og Højesteret. På baggrund af anklagemyndighedens gengivelse af de telefonsamtaler, der fremkom som led i aflytningen af de fem centrale personer med tilknytning til Greenpeace, fandt Højesteret, at politiet havde haft grundlag for at antage, at Greenpeace ville foretage en eller flere aktioner i forbindelse med den amerikanske præsidents ankomst 18. december 2009. Uanset om det måtte antages, at Greenpeaces intentioner var fredelige, kunne en aktion rettet mod Københavns Metro eller i og omkring Københavns Lufthavn indebære en overtrædelse af straffelovens § 193.

Mord, narko og bander
Telefonaflytning er et indgreb i meddelelseshemmeligheden, og behandlingen af sådanne sager er i de sidste 25 år blevet reguleret af et særligt kapitel i retsplejeloven. Kapitlet er blevet ændret flere gange, dels som følge af den teknologiske udvikling, dels i forbindelse med styrkelse af indsatsen for at bekæmpe terrorisme i 2006 og for at bekæmpe bandekriminalitet i 2009.
Ved lovændringen i 2009 har politiet fået mulighed for ved alvorlig personfarlig kriminalitet m.v. ikke blot som hidtil at aflytte på bestemte telefonnumre, men nu også “på personen”; dvs. alle de telefonnumre, der er bestemte grunde til at antage, at den mistænkte benytter.
Efter retsplejeloven er det overladt til en særligt beskikket advokat “for den, som indgrebet vedrører”, at varetage den mistænktes og andres interesser.
Sager som de anførte – indgrebssager – behandles i Københavns Byret i Dommervagten af skiftende dommere, og dette er formentlig det mest almindelige ved landets øvrige byretter. Østre Landsret har valgt at koncentrere sagsbehandlingen i én afdeling, der således ser et betydeligt antal kæresager hvert år. Jeg har i en toårig periode gjort tjeneste i afdelingen. Ikke alle sagerne er lige “tunge”, idet der synes at være en række sager, hvor den beskikkede advokat kærer “for en sikkerheds skyld”.
Indgreb sker i forbindelse med meget forskellig alvorlig kriminalitet, men bruges særlig meget i narkosager, sager om mord og mordforsøg, grove voldssager, røverisager og sager om organiserede tyverier. I landsretten har vi i de senere år set udløbere af den fælles indsats mellem Skat og politi rettet mod personer i bande- og rockermiljøet i form af aflytning i forbindelse med skatte- og momssvig af særlig grov karakter – Al Capone metoden – og sager vedrørende de mange mord og mordforsøg i forbindelse med bandekrigen.
Langt de hyppigste indgreb er “almindelig” telefonaflytning og såkaldt teleoplysning, som i praksis er oplysning om, hvilke telefoner der ringer eller sms’er til en bestemt telefon. Rumaflytning og brevåbning benyttes kun sjældent. Dette gælder også den såkaldt udvidede teleoplysning, hvor politiet får oplysning om, hvilke telefoner der inden for et nærmere angivet område sættes i forbindelse med andre telefoner – et indgreb der navnlig blev aktuelt i forbindelse med den store nordiske rockerkrig midt i 90’erne. Det er kun få sager, som har været forelagt Østre Landsret, hvor man har benyttet adgangen til at foretage telefonaflytning “på personen” efter de nye regler fra 2009.
Politiets efterforskning i form af telefonaflytning m.v. vedrører hyppigst allerede begået kriminalitet, men kan også vedrøre forebyggelse og opklaring af forbrydelser, som er ved at blive begået – f.eks. ved konkret mistanke om, at der planlægges en “bytter” (tages hævn) i forbindelse med et angreb under bandekrigen. Telefonaflytning kan også benyttes med henblik på at kunne pågribe en mistænkt, idet dette er et led i politiets efterforskning.

Anonyme kilder
Domstolskontrollen i indgrebssagerne skal sikre, at aflytning mv. ikke iværksættes på grundlag af en løs formodning, men kun når der foreligger en rimeligt og konkret begrundet mistanke. I vurderingen af, om tilladelse skal meddeles, indgår blandt flere hensyn sagens alvor og om andre efterforskningsskridt er mulige.
I de fleste sager vil mistankekravet klart være opfyldt, men det kan i praksis give anledning til svære grænsedragninger. Som eksempel på en sag, hvor mistankekravet ikke var opfyldt, kan nævnes, at Østre Landsret har tiltrådt, at der ikke skulle meddeles aflytningstilladelse mv. i en sag om organiseret indbrud, hvor mistanken udelukkende hvilede på oplysninger fra en anonym meddeler, og hvor der ikke i øvrigt var oplysninger i sagen, der kunne støtte mistanken (Tidsskrift for Kriminalret 2006, side 445).
Modsat har landsretten i en våbensag efter straffelovens skærpede bestemmelse tiltrådt, at der skulle iværksættes telefonaflytning på grundlag af oplysninger fra en anonym kilde, der tidligere havde givet politiet oplysninger, der havde ført til domfældelser. Oplysningerne var efter byrettens kendelse af afgørende betydning for efterforskningen. Landsretten bemærker i sin kendelse, at efterfølgende oplysninger i sagen havde bestyrket den anonyme kildes troværdighed (Ugeskrift for Retsvæsen 2010, side 1267).
Alle forsvarere og dommere ved af erfaring, at telefonaflytninger m.v. i dag er et væsentligt bevismiddel i en række sager om alvorlig kriminalitet. Det er imidlertid åbenbart, at der iværksættes aflytninger m.v., der ikke fører til sigtelser eller tiltalerejsning. I landsretten får vi ingen tilbagemeldinger om, hvad efterforskningen har ført til, men det sker dog, at vi møder op om morgenen og siger til hinanden: “Har du læst i avisen, at ’x’ er blevet pågrebet? – eller at ’y’ er blevet dømt for …?” og funderer over, om dette mon kan have sammenhæng med en tre, seks eller ni måneder gammel kendelse.

Citat 1
“Vi aflytter dem, ransager dem og er konstant efter dem.”
Tidligere justitsminister Brian Mikkelsen til Politiken 1. marts 2009 i forbindelse med bandekrigen

Citat 2
“Det er den kultur, som er opstået omkring domstolsprøvelser, som vi skal tage op og diskutere. Det er blevet for nemt. Politiet får medhold i 98 procent af deres begæringer. Så er det blevet for nemt.”
Formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Henrik Stagetorn, Kristeligt Dagblad 7. februar 2009

Citat 3
“Narkosager involverer oftest mange personer, og man kan godt aflytte fem personer, men kun få dømt og fængslet to af dem, fordi de tre andre er sprunget fra handelen. Så er spørgsmålet jo bare, om aflytningen af de tre sidste personer er forkert – og det mener jeg ikke, at der er et entydigt svar på.”
Tidligere formand for Dommerforeningen Jørgen Lougart til Computerworld 29. januar 2009

Aflytning ifølge retsplejeloven
Retsplejeloven indeholder i kapitel 71, §§ 780-791 c, detaljerede bestemmelser om indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation, dataaflæsning og forstyrrelse eller afbrydelse af radio- eller telekommunikation. Bestemmelserne beskriver bl.a. de forskellige former for indgreb, betingelserne herfor, herunder i almindelighed et strafferammekrav på seks års fængsel, kravet om retskendelse, perioden for indgrebet, advokatbeskikkelse, efterfølgende underretning af telefonens ejer m.v.