Advokaten 2 - Leder - Pligten til tavshed

Print Print
07-03-2011

Pligten til tavshed

For os advokater er tavshedspligten en selvfølgelighed og en helt fundamental del af vores selvforståelse og vores anseelse udadtil.

Alle advokater kender derfor denne bestemmelse i retsplejeloven:
§ 170. Mod dens ønske, som har krav på hemmeligholdelse, må vidneforklaring ikke afkræves præster i folkekirken eller andre trossamfund, læger, forsvarere, retsmæglere og advokater om det, som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed.
Stk. 2. Retten kan pålægge læger, retsmæglere og advokater, bortset fra forsvarere i straffesager, at afgive vidneforklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves. Sådant pålæg kan i borgerlige sager ikke udstrækkes til, hvad en advokat har erfaret i en retssag, som har været betroet ham til udførelse, eller hvori hans råd har været søgt. (…)
Som bekendt er der tale om en pligt af hensyn til klienten og ikke en ret for advokaten. Og bemærk, at der bortset fra forsvarere i straffesager er en mulighed for, at klientens ret til at insistere på advokatens tavshed kan gennembrydes af en retskendelse. 
Det er heldigvis sjældent, at udgangspunktet fraviges i konkrete sager, så advokater bringes til at bryde deres tavshedspligt gennem en retskendelse.
To aktuelle sager fra andre professioner illustrerer imidlertid det skisma, der er gemt i tavshedspligtsreglerne. En psykolog er af Københavns Byret blevet pålagt at afgive forklaring om oplysninger – angiveligt om mulig tortur af fanger i Afghanistan – modtaget fra en klient, der har været i terapi hos psykologen. Psykologen har nægtet at følge påbuddet og indbragt sagen for landsretten, men sagen har allerede tiltrukket sig opmærksomhed både i pressen og på Christiansborg.
Endvidere har Højesteret for nylig afvist, at journalister kan pålægges at afsløre indholdet af samtaler med kilder, der angiveligt har fortalt, hvem der stod bag lækagen af fortrolige oplysninger om, at der i 2007 skulle udsendes jægersoldater til Irak. Rigsadvokaten lod umiddelbart efter afgørelsen forstå, at der med afgørelsen formentlig aldrig bliver mulighed for at placere et ansvar for lækagen.
Sagerne er selvsagt ikke umiddelbart sammenlignelige, både på grund af deres indhold og selvfølgelig nok så meget fordi, reguleringen af kildebeskyttelse er anderledes end reguleringen af psykologers tavshedspligt. Man kan derfor formentlig heller ikke drage nogen særlig lære af, at de to sager falder forskelligt ud.
Det interessante ved sagerne og den offentlige bevågenhed, de med rette har fået, er imidlertid, at de, ikke mindst fordi de to retter foreløbig er nået til modsatrettede resultater, på en meget håndgribelig måde illustrerer konsekvenserne af at gennembryde tavshedspligten og giver anledning til at reflektere over selve rationalet bag tavshedspligten. Navnlig er sagen om psykologens vidnepligt interessant, fordi den viser, at den garanti om det fortrolige rum som også advokater stiller deres klienter i udsigt– i helt særlige tilfælde kan tilsidesættes.  
Som reglerne er nu, er præster og forsvarere fredet i klasse A, læger, retsmæglere og advokater i klasse B og en række andre professioner i mindre grad. Denne graduering er ikke grebet ud af den blå luft. Lad mig her slå fast, at vi fra Advokatrådets side stedse vil kæmpe hårdt imod enhver svækkelse af advokaternes stilling på dette punkt. Men nøgternt vurderet kan man godt benytte lejligheden til at overveje, om man med den gældende regulering og retspraksis har ramt den rigtige beskyttelse. Det er ikke nogen helt enkel overvejelse, og meget vil i den forbindelse afhænge af domstolenes evne til at ramme balancen mellem den enkeltes legitime krav på at kunne få hjælp i fuld fortrolighed eller pressens behov for at kunne arbejde med anonyme kilder over for systemets konkrete behov for oplysninger i “en højere sags” tjeneste.