Advokaten 2 - Økonomisk plaster på såret til ofre

Print Print
07-03-2011

En arbejdsgruppe under Justitsministeriet vil bevare den nuværende ordning for økonomisk kompensation til ofre. Landsdommer Svend Bjerg Hansen ser nærmere på domstolenes praksis.

Af Svend Bjerg Hansen, landsdommer, Vestre Landsret

I erstatningsansvarsloven er der i § 26 bestemmelser om godtgørelse for tort og om godtgø­relse for anden retsstridig krænkelse af en person, hvis krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret et særlig groft angreb mod den pågældende. I § 26a er der endvidere en bestem­melse om, at den, der er ansvarlig for en skadevol­dende handling, kan pålægges at betale en godtgørelse til efterladte, der stod den afdøde særlig nær.
Bestemmelserne anvendes ganske ofte i praksis og påberåbes endnu oftere. Det kan derfor være nyttigt på grundlag af retsprak­sis, praksis fra Erstatningsnævnet og i øvrigt materiale fra nævnet at skitsere nogle hovedprincip­per for bestemmelsernes anvendelsesområde i praksis og for stør­relsen af godtgørelserne.
Det er naturligvis vigtigt at huske på, at der ikke er tale om erstatning, men om godtgørelses­krav, det vil sige krav for ikke-økonomisk skade. Godtgørelserne fastsættes derfor altid skøns­mæssigt til runde beløb og har karakter af supplement til de – ofte meget betydelige – erstatnin­ger, der fastsættes til dækning af konstaterede økonomiske tab.
Jeg vil også nævne, at det i praksis opleves, at ofre gennem deres (bistands)advokater har fået forventning om, at en påstand om tort-, krænkelses-, eller efterladtegodtgørelse vil blive taget til følge. Sådanne ofre bliver imidlertid meget skuffede og overraskede, når påstanden om sådan godtgørelse ikke imødekommes, fordi lovgivningens betingelser ikke er opfyldt. Det er derfor vigtigt, at advokaterne sikrer sig, at der ikke gives en klient ubegrundede forventninger om, at han eller hun kan få godtgørelse. 

Tortgodtgørelse
Tort defineres som en krænkelse af en persons eget værd og omdømme. Det og formuleringen af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, må siges at give basis for en betydelig elasticitet. Man kunne der­for i og for sig godt tro, at et af hovedområderne for tortgodtgørelse ville være volds­forbrydel­serne, men det ligger efter retspraksis fast, at det ikke er tilfældet. Selv i ret grove voldssager tilkendes der almindeligvis ikke godtgørelse for tort, idet det kun er helt undtagelses­vis, at godtgørelse kommer på tale i voldssager, og kun hvor volden er begået under helt særligt krænkende, ydmygende eller forhånende omstændigheder. Voldsofre må således henvises til at nøjes med krænkelsesgodtgørelse, jf. nedenfor, og det endda kun i særlig kvalificerede tilfælde.
Det betyder, at tortgodtgørelse i forbindelse med straffesager reelt kun anvendes i forbindelse med seksuelle krænkelser (navnlig voldtægt og incest) og i sager, hvor der foreligger en egentlig frihedsberøvelse. Der gives også tortgodtgørelse i andre tilfælde, hvor en persons omdømme er eller kan blive skadet, f.eks. ved uberettiget offentliggørelse af meget personlige oplysninger.
Hovedområdet for tortgodtgørelse er de seksuelle krænkelser, hvor der er en righoldig praksis fra domstolene og Erstatningsnævnet.
“Normaltaksten” for fuldbyrdet voldtægt ligger i størrelsesordenen 60.000-70.000 kr., men hvis der har været flere gerningsmænd eller foreligger andre skærpende omstændigheder, kan godt­gørelsen dog blive noget højere, men det er undtagelsen, at der udmåles godtgørelser over 100.000 kr. Ved forsøg på voldtægt vil godtgørelsen normalt ligge i niveauet 30.000-40.000 kr.
Fra praksis kan nævnes Højesterets dom i U.2006.1407, hvor en 23-årig mand blev fundet skyl­dig i tre tilfælde af overfaldsvoldtægt, hvoraf det ene blev henført under straffelovens § 216, stk. 2. Forholdene blev begået mod en kvinde, som han ikke kendte i forvejen, over en periode på en time under anvendelse af slag med blandt andet en flaske og under trusler om at anvende kniv. Han blev straffet med fængsel i seks år. Tortgodtgørelsen blev fastsat til 100.000 kr.
I incestsagerne er det vanskeligere at tale om et fast niveau, men er der tale om egentlig vold­tægt mod en mindreårig, bør godtgørelsen naturligvis ikke udmåles lavere end ved voldtægt mod en voksen. Er der tale om, at overgrebene har karakter af voldtægt, har strakt sig over måske mange år, har fundet sted hyppigt og med flere gerningsmænd, er der eksempler på, at den samlede godtgørelse til barnet væsentligt har oversteget 100.000 kr. Der kan henvises til U.2006.2584H, hvor en far blev fundet skyldig i over en periode på tre og et halvt år adskillige gange at have haft bl.a. samleje med sin datter og anden kønslig omgængelse med sin søn. Han blev straf­fet med fængsel i syv år og pålagt at betale tortgodtgørelse med 100.000 kr. til datteren og 40.000 kr. til sønnen. 
Som eksempel på tortgodtgørelse i andre sager kan nævnes U.2007.1967V, hvor Vestre Lands­ret tilkendte en funktionær en godtgørelse på 10.000 kr. fra arbejdsgiveren, der havde overtrådt persondataloven ved på en hjemmeside at offentliggøre per­sonlige oplysninger, herunder hel­bredsoplysninger, om funktionæren. Der henvises også til U.2005.1131Ø, hvor en medarbejder i et byggemarked blev tilkendt 5.000 kr. i tortgodtgørelse i anledning af, at der i personaleafsnittet blev ophængt et opslag om, at han var blevet bortvist på grund af tyveri af penge fra kassen, hvilket han senere blev frifundet for.
I U2010.987V blev der derimod ikke tilkendt tortgodtgørelse til en pige, der som 14-årig ube­rettiget havde været tvangsmæssigt anbragt på en institution i medfør af § 51 i lov om social service. 

Krænkelsesgodtgørelse
I erstatningsansvarslovens § 26, stk. 3 er der en bestemmelse om godtgørelse for anden kræn­kelse end tort. Bestemmelsen er indsat i loven som et supplement til bestemmelsen om tortgodt­gørelse, fordi lovgiver fandt, at der i særlig grove voldssager kan være grundlag for at tilkende en godtgørelse til den forurettede. Lovgiver har dog ikke villet tage skridtet fuldt ud og karakte­risere krænkelsen i de mere almindelige voldssager som tort.
Godtgørelsesniveauet i § 26, stk. 3 er derfor også et helt andet end i tortgodtgørelsessa­gerne. Det siges direkte i forarbejderne, at godtgørelsen som udgangspunkt forudsættes at ligge i størrelsesordenen 10.000 kr.
Krænkelsesgodtgørelse tilkendes kun i alvorlige sager. Dette forstås i overensstemmelse med forarbejderne til bestemmelsen således, at forbry­delsen skal medføre en straf på fængsel i ét år, før godtgørelse kan komme på tale. Det er endvi­dere almindeligvis en betingelse, at volden har været udøvet under anvendelse af våben eller har strakt sig over nogen tid, og at volden har medført alvorlig skade.
Godtgørelsen udmåles i overensstemmelse med forarbejderne som udgangspunkt til 10.000 kr. eller eventuelt 15.000 kr. i sager med flere års fængsel. Hvis straffen er på mellem seks og otte års fængsel stiger godtgørelsen efter praksis til 20.000 kr., og hvis straffen er over otte års fængsel til 25.000 kr. jf. U 2001.1827H og U 2002.1847H.
Fra nyere praksis kan nævnes U.2007.1643V, hvor en kvinde, der havde været udsat for meget grov vold, blev tilkendt en godtgørelse efter § 26, stk. 3, på 10.000 kr. Gerningsmanden blev idømt fængsel i tre år. Kvinden var blevet stukket flere gange med kniv i ansigtet på øre, hals, skulder og hænder, hvilket bl.a. medførte, at en lillefinger måtte amputeres, og at kvinden under dramatiske omstændigheder måtte flygte med sin datter fra sit hjem.
Endvidere kan henvises til U.2009.2040Ø, hvor gerningsmanden blev idømt syv års fængsel for bl.a. forsøg på manddrab, og hvor godtgørelsen blev fastsat til 20.000 kr.
Ved U.2008.817Ø er det fastslået, at en fars unddragelse i et år og otte måneder af forældremyn­digheden over to mindre børn fra moderen ikke gav grundlag for krænkelsesgodtgørelse. 

Efterladtegodtgørelse
I 2003 blev der indsat en bestemmelse i erstatningsansvarslovens § 26 a om godtgørelse til ef­terladte til en person, der er død som følge af en andens forsætlige eller groft uagtsomme hand­ling. Godtgørelse kan kun tilkendes, hvis det efter en helhedsvurdering lægges til grund, at dødsfaldet er forvoldt under sådanne omstændigheder, at det må antages at påføre de efterladte en ekstraordinær psykisk belastning. Det vil typisk være tilfældet, hvor dødsfaldet er forvoldt på en særlig brutal eller krænkende måde, f. eks. ved at offeret har været udsat for om­fattende vold eller seksuelle overgreb inden døden.
Størrelsen af godtgørelsen beror på en mere individuel vurdering end efter § 26. Den maksi­male godtgørelse ved forsætlige handlinger er normalt i størrelsesordenen 100.000 kr., men i særlige tilfælde kan der dog tilkendes en højere godtgørelse, f.eks. på 120.000 kr., som det skete i U.2007.1874. Beløbet vil normalt være væsentlig mindre, hvis dødsfaldet er forvoldt ved en uagtsom handling.
Omfattet af bestemmelsen er ægtefælle, samlever, børn og forældre, men derimod som ud­gangspunkt ikke søskende, jf. U.2007.290Ø. I U.2007.2861H blev der dog tilkendt en godtgø­relse til den dræbtes bror, som havde befundet sig i ulykkesbilen.
Ved Højesterets dom i U.2009.2079 er det fastslået, at patientforsikringsordningen omfatter spørgsmål om godtgørelse til efterladte efter § 26 a.

Eksperter: fin ordning
I december 2010 har en arbejdsgruppe under Justitsministeriet afgivet en rapport om styrkelse af ofres stilling. I arbejdsgruppen var advokaterne repræsenteret af to repræsentanter, ligesom bl.a. Of­ferrådgivningerne i Danmark og Landsforeningen Hjælp Voldsofre har været repræsenteret,
Arbejdsgruppen fremhæver, at det er væsentligt, at godtgørelsesbeløbene efter erstatningsan­svarsloven ikke i almindelighed opleves som urimeligt lave i forhold til den krænkelse, som offeret har været udsat for.
Det er arbejdsgruppens vurdering, at godtgørelsesniveauet ikke i almindelighed opleves som urimeligt lavt af ofrene. Arbejdsgruppen anfører videre, at det helt afgørende for ofrene er at få den anerkendelse, der ligger i, at der skal ydes en godtgørelse for krænkelsen, og at dette i almindelighed er af større betydning end selve godtgørelsens størrelse.
Arbejdsgruppen finder herefter ikke, at der er grundlag for at foreslå en generel forhøjelse af godtgørelsesbeløbenes størrelse, men finder, at den differentiering, der måtte kunne være behov for, kan opnås inden for det eksisterende retsgrundlag.
Med denne vurdering fra arbejdsgruppen sammenholdt med den almindelige statsfinansielle situation er der således nok ikke lige for nærværende udsigt til højere godtgørelse til ofre for forbrydelser. De retningslinjer, der er skitseret i artiklen, må derfor kunne forventes at finde an­vendelse nogen tid endnu.