Advokaten 10 - Konkurs! Hvem? Mig?

Print Print
13-12-2011

Sager med de nye regler om rekonstruktion i konkursloven er nået til Vestre Landsret, hvor landsdommer Svend Bjerg Hansen redegør for praksis.

Af Svend Bjerg Hansen, landsdommer, Vestre Landsret

De nye regler i konkursloven om rekonstruktion trådte i kraft 1. april 2011. I Vestre

Lands­ret har reglerne siden da alene givet anledning til tre kæremål, som jeg i det følgende vil gennemgå og kommentere. I skrivende stund er jeg ikke bekendt med afgørelser fra Østre Landsret om rekonstruktion.

Kreditormøde og mangelfuldt materiale
Den første afgørelse om rekonstruktion fra Vestre Landsret er landsrettens kendelse af 30. juni 2011 i sagen B-1363-11. Kendelsen er nu trykt i U.2011.2801V.

Kendelsen vedrører en anmodning om rekonstruktion fra skyldneren selv, der blev modtaget 11. april 2011. Den 14. april fastsatte skifteretten uden at indlede rekonstruktionsbehandling frist til 20. april for skyldneren til at indlevere oversigt over aktiver og passiver samt kreditorliste. Efter at dette materiale var modtaget, besluttede skifteretten 27. april at indlede rekonstruk­tionsbehandling og beram­mede samtidig kreditormødet til 5. maj.

På kreditormødet 5. maj gjorde den mødende advokat for en bank gældende, at fristerne i konkurslovens § 11 b om meddelelse om rekonstruktionsbehandlingen og 11 c om fremsendelse af forslag til rekonstruktionsplan ikke var overholdt, og at rekonstruktionssagen derfor burde afvises. Hertil kom, at forslaget til rekonstruktionsplan efter advokatens opfattelse var mangel­fuldt.

Skifteretten besluttede, at overskridelse af fristerne ikke kunne medføre sagens afvisning, men anså materialet til kreditormødet for mangelfuldt. Skifteretten fandt ikke anledning til at udsætte kre­ditormødet og fandt i øvrigt, at rekonstruktionsbehandlingen under de foreliggende omstæn­dig­heder måtte anses for udsigtsløs. Skifteretten tog herefter skyldnerens bo under konkursbe­hand­ling.

Kendelsen blev kæret til landsretten, der indledte med at fastslå, at 4-ugers fristen for kreditor­mødet må regnes fra rekonstruktionsbehandlingens indledning, der i den foreliggende sag var 27. april. Jeg vil for egen regning tilføje, at det nok ikke var så smart at beramme kreditor­mødet til 5. maj. Det gjorde det i hvert fald svært for rekonstruktøren at overholde både fri­sten på en uge i § 11 b og fristen på en uge i § 11 c. Landsretten var også enig i, at overskridelsen af fristen i § 11 c under de givne omstændigheder ikke kunne føre til, at rekon­struktionsbehand­lingen skulle ophøre.

Vedrørende materialet fastslog landsretten i overensstemmelse med forarbejderne, at der almin­deligvis kun bør træffes bestemmelse om ophør af rekonstruktionsbehandlingen, hvis de kræ­vede oplysninger helt mangler eller åbenbart på væsentlige punkter er mangelfulde. Landsretten bemærkede videre, at det ikke af skifterettens kendelse fremgik, på hvilke punkter materialet blev vurderet mangelfuldt. Landsretten fandt herefter ikke grundlag for at fastslå, at materialet havde været mangelfuldt på en sådan måde, at rekonstruktionsbe­handlingen skulle ophøre. Sa­gen blev derfor hjemvist til fortsat rekonstruktionsbehandling.

Læren af denne afgørelse er, at skifteretten først skal beramme kreditormødet, når rekonstrukti­onsbehandling indledes, og at der i almindelighed kun bør træffes bestemmelse om rekonstruk­tionsbehandlingens ophør, hvis de krævede oplysninger i konkurslovens § 11 c helt mangler eller åbenbart på væsentlige punkter er mangelfulde. Lever oplysningerne ikke op til kravene i bestemmelsen, bør der under kreditormødet gives rekonstruktøren lejlighed til at ud­dybe eller supplere det fremlagte materiale og vurdere, om drøftelsen af forslaget til rekonstruk­tionsplan eventuelt skal begæres udsat.

Udsættelse af kreditormødet
Kendelsen fra juni blev fulgt op ved en kendelse afsagt af landsretten 9. november 2011 i sagen B-2477-11. Sagen vedrører den udsættelsesmulighed af kreditormødet, der blev indsat i konkurslovens § 11 e, stk. 5, under Folketingets behandling af lovforslaget. I Justitsministeriets lovforslag var der ikke en sådan udsættelsesmulighed, og fristen på fire uger for kreditormødet var således absolut med det resultat, at skyldneren blev taget under konkurs, hvis der af den ene eller anden grund ikke var grundlag for at fortsætte rekonstruktionsbehandlingen efter kreditor­mødet. Det syntes man under Folketingets behandling var lige barsk nok, og udsættelsesmulig­heden blev derfor indsat i loven. Mulighederne for udsættelse er imidlertid meget snævre, idet udsættelse af drøftelsen af forslag til rekonstruktionsplan kun kan ske efter anmodning fra re­konstruktøren og tillidsmanden, og kun hvis særlige grunde taler for det. Udsættelse kan altså ikke ske efter anmodning fra skyldneren selv, og udsættelse kan kun ske en gang og kun i op til fire uger. Udsættelse kan heller ikke ske, hvis et flertal af kreditorerne er imod.

Ved landsrettens kendelse er det fastslået, at den omstændighed, at der til kreditormødet ikke foreligger et forslag til rekonstruktionsplan, ikke i sig selv medfører, at det er udelukket at an­vende udsættelsesreglen i § 11 e, stk. 5. Landsretten lagde bl.a. vægt på forarbejderne til be­stemmelsen, ligesom det blev fremhævet, at ingen af kreditorerne i den konkrete sag var imod udsættelse. Lands­retten fremhævede dog under henvisning til kriteriet “særlige grunde”, at ud­sættelse i tilfælde af et manglende eller mangelfuldt forslag til rekonstruktionsplan kun bør ske undtagelsesvist efter en helt konkret vurdering af baggrunden for det manglende eller mangel­fulde forslag og af mu­lighederne for, at rekonstruktion kan gennemføres.

I den konkrete sag fandt landsretten, at anmodningen om udsæt­telse burde være taget til følge, og skifterettens afgørelse om ophør af rekonstruktionsbehandlin­gen og konkurs blev derfor op­hævet.

Læren af denne afgørelse er, at det ikke er udelukket at udsætte kreditormødet i op til fire uger, selv om det ikke har været muligt for rekonstruktøren at få strikket et forslag til en rekonstruktions­plan sammen. Adgangen til udsættelse er imidlertid særdeles snæver, så rekonstruktøren må have en meget god forklaring, hvis han vil gøre sig håb om at komme igennem med en udsæt­telse. Man skal også være opmærksom på, at udsættelse kun kan ske, hvis et flertal af kredito­rerne ikke er imod. Det vil derfor være særdeles uklogt for en advokat, der virker som rekonstruktør, hvis han eller hun – senest en uge før kreditormødet – ikke er klar med et forslag til rekonstruktions­plan, der opfylder kravene i konkurslovens § 11, stk. 2 og 3, i hvert fald hvis man vil undgå ballade i form af erstatningskrav og andre ubehageligheder.    

Rekonstruktionsplan forkastet
Den tredje afgørelse er Vestre Landsrets kendelse af 11. november 2011 i sagen B-1897-11. I denne sag blev der indledt rekonstruktionsbehandling 19. maj 2011. I forbindelse hermed blev det lagt til grund, at skyldneren var insolvent, hvilket er en betingelse for at indlede rekon­struktionsbehandling, jf. konkurslovens § 11, stk. 1. Den 7. juli 2011 blev skyldnerens forslag til rekonstruktionsplan imidlertid forkastet, og skifteretten tog herefter i overensstemmelse med konkurslovens § 15, stk. 3, skyldneren under konkursbehandling.

Landsretten bemærkede, at det i konkurslovens § 18, nr. 2, der angår indtræden af konkurs, ud­trykkeligt er angivet, at insolvens i almindelighed antages at foreligge, hvis skyldneren er under rekonstruktionsbehandling. Ved ophør af rekonstruktionsforslag er det derfor skyldneren, der skal godtgøre ikke at være insolvent, hvis konkurs skal undgås, jf. konkurslovens § 15, stk. 3.

Spørgsmålet i sagen var herefter, om skyldnerens betalingsudygtighed blot var forbigående, idet det var ubestridt, at skyldneren ikke uden at realisere eller belåne ejendomme var i stand til at opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfaldt. Landsretten bemærkede, at rekonstruktø­ren på intet tidspunkt før mødet 7. juli havde givet meddelelse om, at betalingsudygtigheden blot var forbigående, og at formodningen for, at skyldneren ved konkursens indtræden fortsat var insol­vent, derfor var bestyrket. Landsretten foretog herefter en konkret vurdering af ejen­dommenes nettoværdi og deres omsættelighed og fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at be­talingsudygtigheden var forbigående. Kendelsen om konkurs blev derfor stadfæstet. 

Læren af denne afgørelse er, at det ved ophør af rekonstruktionsbehandling er særdeles vanske­ligt for skyldneren at godtgøre solvens og dermed undgå konkurs. Det bør man som advokat tænke på, når der på en skyldners vegne anmodes om rekonstruktionsbehandling.