Advokaten 10 - Fri proces regler giver tabte menneskeskæbner

Print Print
13-12-2011

Mennesker med behov for at få afgjort alvorlige sager om f.eks. personskade, må afstå fra at gøre det, fordi man ikke som advokat og rådgiver på forhånd kan sige noget med sikkerhed om personens økonomiske risiko ved at føre sagen.

Af Lars Sandager, advokat, Sandager Advokater

Det er nu mere end tre år siden, at de ændrede regler om fri proces trådte i kraft pr. 1. januar 2007. Det er derfor tid til at evaluere, hvad ændringen har betydet. Min konklusion er klar: Ændringen har medført en betydelig forringelse af fri proces ordningen til skade for præcis dem, der har mest brug for retshjælp og med den konsekvens, at berettigede krav må opgives.

Det kalder på en lovjustering, men inden jeg giver mit forslag hertil vil jeg beskrive de problemer jeg har oplevet med ændringen af reglerne. Jeg tager i min beskrivelse udgangspunkt i den sagstype, jeg normalt arbejder med: civile erstatningssager.

Hvad er problemet?
Fri proces myndighederne – Civilstyrelsen og Procesbevillingsnævnet – ser ikke regelændringen som en forringelse af retsstillingen for en ansøger om fri proces. Det er fortsat den samme betingelse om “rimelig grund til proces”, der er gældende. Det er forståeligt, at myndighederne siger det, fordi det af klare udtalelser i forarbejderne til lovændringen fremgår, at ændringen af fri proces ordningen ikke skulle forringe mulighederne for fri proces. Tværtimod var formålet at lette den administrative byrde, centralisere og optimere fri procesbehandlingen til gavn for ansøgerne.

Endvidere var formålet, at forbedre mulighederne for at få fri proces i visse sagstyper ved at indføje en formodningsregel i retsplejelovens § 328, stk.2. Formålet var derfor ikke at spare det offentlige for penge, og politikerne vedtog ændringen i den tro. Realiteten viser sig imidlertid at være en anden – ændringen indebærer materiel og alvorlig forringelse af reglerne og dermed en betydelig forringet retssikkerhed for de personer, der allermest har brug for en fri proces ordning.

Problem nr. 1:
Lovændringen indebærer rigtigt nok ingen ændring i den materielle betingelse for at få fri proces – “rimelig grund til proces”. Den betingelse gjaldt også i det tidligere regelsæt.

Problemet med ændringen af fri proces ordningen er imidlertid, at en ansøger ikke længere har mulighed for at ansøge om fri proces før sagens anlæg, eller opnå nogen form for forhåndstilsagn om, at der er “rimelig grund til proces”, når ansøgeren har retshjælp over sin forsikring. Det indebærer, at retssagen skal anlægges på et tidspunkt, hvor de procesøkonomiske risici ikke kan afdækkes.

Der er givet tilsagn om retshjælpsforsikring, men dækningen er her typisk maksimalt 125.000 kroner, og en sag med en sagsgenstand over 500.000-700.000 kroner vil, hvis den tabes, går over dækningsmaksimum. Rigtig mange personskader drejer sig om langt større beløb.

Problem nr. 1 giver således en usikkerhed om, hvorvidt  man er “købt eller solgt”, idet spørgsmålet, om der kan gives dækning via fri proces, først kan afklares efter sagen, dvs. efter at omkostningerne er pådraget.

Det har den konsekvens, at hvis der gives afslag på ansøgning efter retsplejelovens § 336, ja så har ansøgeren ikke alene et økonomisk problem i kraft af en personskadesag, der er tabt, men i langt de fleste tilfælde må ansøgeren tåle en økonomisk ruin ved derudover at have pådraget sig sagsomkostninger, der let overstiger retshjælpsforsikringsdækningen med både 100.000 og 200.000 kroner. (En sag om f.eks. erhvervsevnetab vil ofte have en sagsgenstand på to mio. kroner eller mere, og sagsomkostningerne til modparten vil efter landsretsretspræsidenternes takster være omkring 140.000 kroner plus moms og dertil omkostninger til egen advokat af mindst tilsvarende størrelse). Efter den tidligere ordning ville man kunne have imødegået denne risiko ved på forhånd at vide, at man kun havde dækning indtil et vist beløb, og tilpasse sin påstand hertil.

Problem nr. 2:
Problem nr. 2 er, at ændringen af ordningen, hvor fri proces kun kan søges efterfølgende, jfr. retsplejelovens § 336, ikke alene medfører usikkerhed, som nævnt under problem nr. 1, men en reel forringelse i mulighederne for at få fri proces i forhold til den retstilstand, der gjaldt før ændringen. Fri proces myndighederne har den – formentlig juridisk velbegrundede – opfattelse, at vurderingen efter § 336 skal ske ud fra samtlige de oplysninger, der foreligger på det tidspunkt vurderingen foretages, dvs. typisk på det tidspunkt, hvor sagen er tabt (har ansøgeren vundet og fået tilkendt omkostninger, er der normalt jo ikke et problem med dækning af omkostninger), hvor dommen og forklaringer m.v. indgår med meget betydelig vægt, og som meget ofte vil føre til, at der ikke er rimelig grund til proces.

Det er alt sammen oplysninger, som ikke indgik i vurderingsgrundlaget i den tidligere ordning, hvor vurderingen blev foretaget før sagens anlæg. Den nugældende ordning er retrospektiv og pålægger således ansøgeren risikoen i urimelig grad for bevisforhold, der først kan afdækkes meget sent i sagsforløbet, herunder gennem vidneforklaringer på tidspunktet for hovedforhandlingen. Fri proces myndighederne tillægger det ved vurderingen efter retsplejelovens § 336 ikke nogen betydning, at der er givet tilsagn om retshjælpsforsikringsdækning i sagen, hvor forsikringsselskabet med de oplysninger, der forelå da sagen startede, vurderede, at der var rimelig grund til proces. Dette er en væsentlig forringelse i forhold til de tidligere regler, hvor ansøgeren aldrig kunne komme i denne situation, og hvor fri proces betingelserne blev vurderet ud fra forholdene på tidspunktet for sagens anlæg, hvor sagens udfald og vidneforklaringer ikke var kendt.

Problem nr. 3:
Den nugældende ordning indebærer en ugrundet forskelsbehandling af personer med og uden retshjælpsforsikringsdækning, selv om personerne alle opfylder fri proces betingelserne. Den person, der ikke har en retshjælpsforsikring, opnår en bedre retsstilling ved at få dækket omkostningerne ved en sag fuldt ud og uden maksimum, foruden at en ansøgning om fri proces vurderes ud fra forholdene på tidspunktet for sagens anlæg og under anvendelse (visse sagstyper kun) af formodningsreglen i retsplejelovens § 328, stk. 2. Den samme person med retshjælpsforsikring har en betydelig usikkerhed om dækningens omfang, på trods af at der er meddelt tilsagn om retshjælpsforsikring, og påtager sig derfor en alvorlig risiko for økonomisk katastrofe ved alle sager over 500-700.000 kroner. Denne person vil heller ikke få bedømt sin ret til fri proces efter samme regler som personen uden retshjælp, da vurderingen vil ske ud fra de oplysninger, der ligger, når sagen er færdigbehandlet, og der ligger en dom. At sagen ud fra forholdene, da den blev anlagt, var rimelig, er uden betydning for vurderingen.

Menneskeskæbner
Som bekendt leves livet forfra, men efter det gældende regelsæt skal det leves bagfra.

Hvorvidt der er rimelig grund til proces, bør forstås som en vurdering, der anskues ud fra forholdene vurderet på tidspunktet for sagens anlæg, og ikke når sagen er ført. Det er også ved sagens anlæg, at man vurderer, om sagen bør føres – man kan af gode grunde ikke tage efterfølgende forhold og oplysninger i betragtning. Det er for nemt at være bagklog, som regelsættet bemyndiger fri proces myndighederne til at være.

Konsekvensen er, at mennesker med behov for at få afgjort alvorlige og væsentlige sager om f.eks. personskade, må afstå fra at gøre det, fordi man ikke som advokat og rådgiver på forhånd kan sige noget med sikkerhed om personens økonomiske risiko ved at føre sagen. Der er mange sager, hvor kravet har måttet nedsættes til et lille beløb for at sikre, at beløbet kunne holdes inden for retshjælpsforsikringen, selvom de økonomiske betingelser for fri proces er opfyldt. I forhold til fri proces myndighedernes bagudrettede anskuelse af sagen efter retsplejelovens § 336 har det ydermere vist sig at være uden påviselig betydning for ansøgerens retsstilling, at retsplejelovens § 328, stk. 2 fastslår, at der er en formodning for rimelig grund til fri proces. Den formodningsregels betydning er dermed reelt udvandet.

Ændring af retsplejeloven
Den ansøger, der opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, og som har fået retshjælp, og dermed fået bedømt at have rimelig grund til proces, skal kunne stole på denne vurdering, også i en senere § 336 situation.

Kun hvis retshjælpsforsikringen selv for ansøgerens rådgiver kendeligt har “haft hovedet under armen” ved bevillingen, skal fri proces myndighederne være berettiget til at foretage en anden vurdering. Derved sikres fortsat, at der ikke laves unødig sagsbehandling om fri proces i de sager, der ikke overskrider retshjælpsmaksimum, mens det på den anden side sikres, at ansøgeren kan indrette sig i rimelig sikker tiltro til at have retshjælp, og hvis maksimum overskrides, fri proces. Ændringen vil også betyde det åbenbar fornuftige, at vurderingen af betingelsen om rimelig grund skal ske på tidspunktet for sagens anlæg/retshjælpsansøgning og ikke i “bagklogskabens ulidelig klare lys”.

Disse hensyn sikres ved i stedet at affatte retsplejeloven § 336, stk. 1 som det fremgår af faktaboksen.

Det sidste punktum i min foreslåede tekst til en ændring af retsplejeloven er en ny tilføjelse. Derved vil de oprindelige intentioner om, at ændringen af fri proces ordningen ikke skulle indebære forringelser for ansøgere af fri proces, blive opnået, sammen med de administrative lettelser, og fortsat med en nødbremse, hvis et forsikringsselskab skulle komme til at lave en åbenbar fejlbedømmelse af sagen og betingelsen rimelig grund til proces. Endda vil ændringen medføre den yderligere administrative lettelse, at fri proces myndighedernes behandling af sager efter retsplejelovens § 336 kan indskrænke sig til at få bekræftet, at der er en retshjælpsforsikring, og at denne ikke er meddelt åbenbart fejlagtigt.

Fri proces reglerne før 2007
En person, der opfyldte de økonomiske betingelser for fri proces foruden at have en  retshjælpsforsikring til en påtænkt retssag, skulle som betingelse for at kunne gøre brug af retshjælpsforsikringen først ansøge om fri proces. Blev der givet fri proces, skulle der automatisk ske dækning via retshjælpsforsikringen . Retshjælpen var den primære betaler af sagsomkostninger, således at fri proces bevillingen blev relevant, hvis sagens omkostninger oversteg retshjælpsforsikringsdækningens maksimum. Det indebar, at der blev sagsbehandlet i fri proces sager uden betydning i de sager, hvor retshjælpsdækningen var tilstrækkelig.

Fri proces reglerne i dag
For at optimere sagsbehandlingen bag fri proces og undgå unødig sagsbehandling, anbefalede udvalget bag reformen, at ordningen for ansøgning om fri proces blev ændret i de tilfælde, hvor ansøgeren tillige er dækket af retshjælp over sin forsikring. Disse anbefalinger blev udmøntet ved lov nr. 554/2005, og ændringerne trådte i kraft pr. 1. januar 2007. For fri proces reglerne betød ændringen jfr. retsplejelovens § 329, at en person med en retshjælpsforsikring som altovervejende udgangspunkt ikke kan få fri proces og heller ikke kan ansøge om forhåndstilsagn om fri proces for det tilfælde, at retshjælpsdækningen overskrides. Der kan derfor ikke længere gives subsidiær fri proces i sager dækket af en retshjælpsforsikring. Skulle det ved sagens afslutning efter dom eller retsforlig, vise sig, at retshjælpsforsikringsdækningen ikke rækker, er ordningen sådan skruet sammen, at der kan ansøges om dækning af den del af sagsomkostningerne, der overstiger dækningsmaksimum efter reglen i retsplejelovens § 336.

Forsikring & Pension påpegede under behandlingen af lovforslaget, at forsikringsbranchen ikke ville bruge den formodningsregel, som lovgiver samtidig indsatte i retsplejelovens § 328, stk. 2 (om at en ansøger i en sag om bl.a. personskade formodes at have rimelig grund til fri proces), idet et tilsvarende vilkår ikke er gældende i retshjælpsforsikringsbetingelserne. Det blev således forudset, at det ville blive sværere, at få dækning via en retshjælpsforsikring end fri proces, men det forringede ikke ansøgerens retsstilling, fordi reglerne indeholder mulighed for, at den ansøger, der havde fået afslag fra sin forsikring, kan søge om fri proces. Det skulle således ikke skade ansøgeren, at der ikke var fuld overensstemmelse mellem fri proces betingelserne og retshjælpsbetingelserne, for så vidt angår den for begge regelsæt gældende betingelse om “rimelig grund til proces”.

Ændring af retsplejeloven
“Der kan efter ansøgning ydes en part, som har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, godtgørelse fra statskassen af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens maksimum, såfremt sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at omkostningerne ikke har kunnet afholdes inden for forsikringens maksimum. Bestemmelserne i §§ 325-328 finder tilsvarende anvendelse. Ansøgningen skal imødekommes, medmindre retshjælpsforsikringens vurdering af partens rimelige grund til at føre proces ud fra forholdene på det tidspunkt vurderingen blev foretaget, har været åbenbar forkert. ”

Ændrede regler på vej?
Retsplejerådet er af justitsministeren blevet bedt om at se på reglerne for retshjælp og fri proces. Seneste udmelding er, at Retsplejerådet forventer at have et udspil klar først i det nye år. Advokatrådet har kraftigt kritiseret, at Retsplejerådets kommissorium foreskriver, at alle ændringer skal holde sig inden for de nuværende økonomiske rammer.