Advokaten 1 - Sportens slaraffenland

Print Print
24-01-2011

28-årige Dicle Duran er advokat på et nicheområde med høj vækst – sportens verden. Enorme pengesummer præger denne del af underholdningsbranchen, som ifølge den unge advokat er skræmmende ureguleret.

Af Rasmus Lindboe, Kommunikationschef, Advokatsamfundet

Indrømmet – hun er ikke det første, man forventer, når hun træder ind ad døren hos danske eller udenlandske fodboldklubber.

Fodbolden, lige som de øvrige sportsgrene, er i offentligheden domineret af ældre mænd, som er vant til at få gjort tingene på deres måde. Den måde, det altid har været gjort på.

Fra medierne kendes Brøndbys mangeårige bestyrelsesformand Per Bjerregaard, tidligere FCK-formand Flemming Østergaard, Bjarne Riis inden for cykelsporten eller promotor Mogens Palle inden for boksesporten.

Og på den måde, det altid har været gjort på, spillede advokater ikke den store rolle. Nuvel klubbernes selskaber skulle stiftes, og der skulle sammensættes en bestyrelse, men forhandlinger – det klarede man selv, eventuelt bistået af tidligere topnavne inden for sporten som agenter.

Juridisk var antallet af paragraffer også til at overse. På trods af massive offentlige tilskud til sportens verden, var reguleringen overladt til de enkelte forbund – f.eks. Team Danmark, Dansk Boldspil-Union (DBU) eller Dansk Cykel Union (DCU).

Sådan er det stadigvæk langt hen ad vejen.

Men med advokater som Dicle Duran fra Lund Elmer Sandager kan billedet være ved at bryde op.

Domstole? Ikke her!
Dicle Duran har en sten i skoen, når hun udfører sit arbejde inden for sportsretten. Men før vi hører nærmere om den sten, er det tid til, at den unge advokat giver sin hurtige version af det juridiske landskab inden for sportsverdenen:

En milepæl i nyere historie er den såkaldte Bosman-dom fra EU-Domstolen i 1995. Det europæiske fodboldforbund UEFA og de nationale fodboldforbund havde indtil Bosman-dommen den opfattelse, at fodboldverdenen reelt havde frie hænder til at fastsætte egne regler.

Det ændrede Bosman-dommen.

Konkret underkendte EU-Domstolen lovligheden af udlændingeklausuler, der begrænsede antallet af europæiske spillere i nationale fodboldligaer, samt underkendte det hidtidige transfersystem, hvor klubber modtog overgangssummer i forbindelse med spillersalg – selv efter at klubbens kontrakt med spilleren var ophørt.

Bosman-dommen ændrede opfattelsen af begrebet sportsret, mener Dicle Duran.

- I f.eks. USA har sportsverdenen været kommercialiseret i lang tid, og derfor har man anerkendt begrebet sportsret. Her i Danmark har vi i mange år ikke villet anerkende begrebet – er der overhovedet noget, der hedder sportsret, siger hun.

Sportsret består af en lang række discipliner, såsom arbejdsret, konkurrenceret og aftaleret. Alligevel forudsætter rådgivning inden for sportsverdenen ifølge Dicle Duran et helt særligt kendskab til branchen samt en erfaring med at kunne kombinere de traditionelle juridiske discipliner.

Sportsret som begreb er derfor blevet mere anerkendt igennem årene og er i dag et fag på universitetet. Det er en niche i stærk vækst inden for advokatbranchen, ifølge de advokater, som beskæftiger sig med området. Men noget helt basalt mangler stadig, mener Dicle Duran:

- Det største problem i sportsretten er, at det er ulovreguleret fra lovgivers side, uigennemskueligt og en lukket verden, siger hun.

I dag har de nationale sportsforbund hver deres regelsæt. Samtidig har de internationale forbund deres regler – inden for fodboldens verden er det UEFA i Europa og FIFA på verdensplan. Herudover er der forskellige komiteer, nævn og tribunaler, som kan sanktionere spillere og klubber med bøder eller udelukkelser. Der findes en international voldgiftsret på sportsområdet, Court of Arbitration for Sport (CAS) i Schweiz. Der kan dog opstå usikkerhed om, hvorvidt disse organers afgørelser kan ankes til de civile domstole.

Gennemgående for forbund, komiteer og voldgiftsretten er, at der ikke er åbenhed om afgørelserne. Og selv om afgørelserne måtte være offentligt tilgængelige, er de ofte ubegrundede og kortfattede. Praksis er derfor uklar. Det rene mareridt for jurister med andre ord.

Her går det godt
I enkelte lande, såsom Frankrig, Belgien og Spanien, har lovgiver valgt at regulere visse områder af sportsretten.  

I Danmark har det at gøre med tradition, at sportens verden er gået fri af direkte lovregulering:
- Det er gået godt i Danmark. Der har ikke været tilfælde af korruption eller snyd, så vi har stolet på vores forbund og sportsorganisationerne. Problemet er, at når vi efterhånden har så stor en branche med store pengesummer i omløb, så kan vi ikke blot overlade det til forbundene eller de enkelte sportsorganisationer selv at fastsætte rammerne, siger Dicle Duran.

Er sportsforbundene ikke interesserede i, at området bliver lovreguleret?
- Det tror jeg ikke, at de er interesserede i. De har hidtil haft frie hænder og det er gået godt, så hvorfor skal lovgiver blande sig? Argumentet har også været, at branchen er særegen, og at sport er en disciplin, man ikke kan regulere.

Hvorfor kan gældende lovgivning ikke bare overføres til sportsverdenen? Hvis en spiller skal på kontrakt, så er det ansættelsesret, osv.
- Det har man også gjort gældende, men f.eks. vil en professionel sportsudøver ikke blot kunne behandles som en almindelig funktionær. Man forsøger at anvende funktionærlovgivningen, selvom funktionærlovens særlige bestemmelser om f.eks. opsigelsesvarsel ikke blot kan overføres til sportsudøvere. Eksempelvis er der i litteraturen tvivl om, hvorvidt lange uopsigelige sportsarbejdskontrakter vil blive tilladt af domstolene, og hvor langt et passende opsigelsesvarsel bør være. Er der f.eks. forskel på at binde en ung fodboldspiller i fem år i forhold til at binde en ældre spiller i fem år, og hvor langt et opsigelsesvarsel er passende?

En decideret sportslov burde i øvrigt definere, hvornår en spiller betragtes som professionel og som amatør, mener hun.

- Vi kunne godt være tjent med at have nogle klare definitioner og minimumskrav til aftaler, fordi meget af det kører lidt uden om al ting. Det er betænkeligt, når det er så stor en branche.

Uklar retsstilling
Den manglende regulering af sportens verden kan have retssikkerhedsmæssige konsekvenser:

- Det går ud over aktørerne. Spillerne og klubberne. Forbundene mener måske, at det giver branchen frie rammer, men jeg mener, det går ud over branchen, fordi aktørerne ikke kender deres retsstilling. De ved ikke, hvad de ville kunne have fået ud af en konkret handel eller transaktion.

Dicle Duran prøver at beskrive mere konkret, hvordan et problem kan opstå:
- Hvis du f.eks. repræsenterer en fodboldklub som advokat og deltager i forhandlinger, vil du kunne komme i tvivl om, hvad seneste praksis hos de respektive nævn eller voldgiftsretter egentlig er, når en klub f.eks. skal købe en spiller fri fra en anden klub. Og skal du f.eks. skrive et klageskrift eller et svarskrift til et sportsnævn, kan du komme i tvivl om hvilke argumenter, du skal fremhæve. Du kan naturligvis komme med nogle rimelighedsbetragtninger og dét, du tror, der gælder, men du ved rent faktisk ikke, hvad der gælder. Det er et problem, fortæller hun.

- Når praksis fra nævn og voldgiftsretter ikke er offentligt tilgængeligt, så minder det om en principiel sag ved domstolene, hvor retsstillingen endnu ikke er blevet fastslået. Sådan burde det ikke være. Når vi som advokater skal rådgive en fodboldklub eller en spiller, skal vi jo vide, hvilke argumenter, vi kan fremhæve på vores klients vegne. Eller hvis vi skal løse noget forligsmæssigt, så er det sværere at rådgive klienten, for vi ved ikke, hvad klienten egentlig ville være berettiget til, siger Dicle Duran.

Med andre ord er det i sidste ende retssikkerheden for advokatens kunder, der halter.

- Hvis du f.eks. laver en transferaftale, hvor den sælgende klub ønsker nogle særlige vilkår indføjet – og den købende klub er med på det – kan der senere opstå tvivl om, hvordan aftalen skal fortolkes, hvis det givne vilkår clasher med f.eks. praksis hos et forbund. Så kan du argumentere for, at advokaten blot kunne have skrevet en klar og tydelig aftale, som ikke efterlader fortolkningstvivl, men dette ændrer ikke ved, at aftalen, som de to klubber er enige om, kan stride imod praksis hos forbundet – og hvad gælder så?

Gamle stjerner
En særlig del af problemet knytter sig ifølge Dicle Duran til de gamle boksere, cykelryttere eller fodboldspillere, som efter en glorværdig karriere fortsætter som agenter inden for sportsgrenen.

Disse agenter har en enorm viden om sporten, et bredt netværk og egne righoldige erfaringer og et ofte ganske lille juridisk talent.

Alligevel er agenterne ofte dem, der forhandler en kontrakt på plads for og med klubberne.

Hvad skulle gå galt, når en klub selv laver aftalerne?
- De kan glemme, hvilket lovvalg og værneting, der skal gælde. Det er et stort problem, hvis der opstår en tvist. De kan også glemme at definere begreber i kontrakter. Hvad mente man f.eks. med at skrive appearances i en kontrakt? Hvis en fodboldspiller har et bestemt antal appearances, kan klubben f.eks. få nogle penge. Er det en appearance, at spilleren blot sidder på bænken som reservespiller? Eller skal han som minimum være et minut på banen? Hvilke kampe skal appearances have været i: Den nationale fodboldliga, Europa League eller Champions League, fortæller hun.

Parterne har i forbindelse med forhandlingerne haft mundtlige drøftelser og ved, hvad de har aftalt, men nogle år efter kan der opstå tvivl om, hvad man mente dengang. I disse tilfælde er det godt med en jurist, der nørder lidt med formuleringerne, mener hun.

Den manglende juridiske facet kan igen betyde manglende retssikkerhed:
- Der er eksempler på spillere, der ikke får særlig gode kontrakter – det kan være en lang kontrakt, de har svært ved at komme ud af. Det er f.eks. ærgerligt, når man sender et helt ungt talent sydpå for at spille og han to måneder efter finder ud af, at det slet ikke er ham, og at han ikke passer ind i den nye klub.

Men også klubbernes indlæringskurve kan være på rette vej. Dicle Duran er selv et eksempel på, hvordan en advokat kan arbejde sig ind og få udvidet rådgiverrollen: Hun begyndte som virksomhedsrådgiver for klubberne i forbindelse med klubbernes generelle virksomhedsdrift og selskabskonstruktioner.

- Så var der et konkret tilfælde, hvor vi overtog transferaftalen og lavede den, og det gik rigtig godt. Det er et eksempel på, at det er godt at have en advokat med, fortæller hun.

CV faktaboks
Dicle Duran er 28 år.
Hun er cand.jur. fra Københavns Universitet i 2006 og blev
advokat i 2009. Hun fik møderet for landsretten i 2010.
I dag arbejder hun med selskabsret, konkurrence/immaterialret, entrepriseret, procedure/voldgift og sportsret.
Hun har tyrkiske rødder, i fornavnet udtales c’et som et s.