Advokaten 9 - Varetægtsfængsling og EU-retten

Print Print
10-11-2010
Om sikringsarrest af EU-borgere og Den Europæiske Arrestordre

Af Morten Broberg, professor, Københavns Universitet og konsulterende seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale studier

Udlændinge og varetægtsfængsling
’F-G-H’ var en lille huskeremse, som jeg brugte, da jeg på jurastudiets andet år skulle til mundtlig eksamen i strafferet. Bogstaverne stod for ’flygte’, ’gentage’ og ’hindre’, og refererede til de tre klassiske varetægtsfængslingsgrunde, der er fastlagt i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, 2, og 3. Altså, at man kan varetægtsfængsle en sigtet, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse undergivet offentlig påtale, såfremt lovovertrædelsen kan medføre fængsel i mindst et år og seks måneder, og såfremt der er grund til at befrygte, at han vil flygte og/eller, at han vil gentage sin strafbare adfærd og/eller, at han vil søge at hindre sagens opklaring.

Nu er fængsling uomtvisteligt et voldsomt indgreb i individets frihed, og i et retssamfund som det danske må fængsling uden forudgående dom derfor nødvendigvis være en klar undtagelse. De tre anførte klassiske varetægtsfængslingsgrunde (såvel som den nyere tilkomne varetægtsfængslingsgrund i retsplejelovens § 762, stk. 2) skal følgelig bruges med tilbageholdenhed.

Retsplejelovens varetægtsfængslingsregler suppleres af udlændingelovens § 35, der i stykke 1 fastslår følgende:

“Stk. 1. En udlænding kan varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes, og når:

1) Udlændingen ikke har fast bopæl her i landet, og der er begrundet mistanke om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning efter §§ 22-24.

2) Udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud.”

Hvor en udlænding sigtes for en lovovertrædelse i Danmark, har anklagemyndigheden således flere muligheder for at begære den sigtede varetægtsfængslet. Særligt bør anklagemyndigheden overveje, om udlændingen vil forlade landet og således unddrage sig strafforfølgning. Er der en sådan nærliggende risiko, og er varetægtsfængslingsbetingelserne i øvrigt opfyldt, er det vel ganske naturligt, at den sigtede begæres varetægtsfængslet.

Sådan har situationen i hvert tilfælde tidligere været. Som jeg efterfølgende vil redegøre for, er det min opfattelse, at indførelsen af Den Europæiske Arrestordre principielt indebærer en væsentlig ændring af denne situation.

Den Europæiske Arrestordre
I juni 2002 vedtog Ministerrådet “Rammeafgørelse 2002/584/RIA om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne” – i daglig tale Den Europæiske Arrestordre. Dette instrument erstattede det tidligere tunge udleveringssystem mellem medlemslandene med en ny ordning, hvor den enkelte medlemsstats judicielle myndighed som udgangspunkt blot skulle anerkende udleveringsanmodninger fra en anden medlemsstats judicielle myndighed. Den nye ordning er, som det så smukt hedder i præamblen, “baseret på en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne”. Dette er formentlig en eufemisme for, at den udleverende medlemsstats judicielle myndighed alene kan foretage et mindstemål af kontrol i forbindelse med anerkendelsen af en udleveringsanmodning fra en anden medlemsstat.

Den Europæiske Arrestordre er en afgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning, fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning. Den Europæiske Arrestordre kan kun udstedes, når der efter den udstedende medlemsstats lovgivning kan straffes med frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af en varighed på mindst 12 måneder eller, når der er idømt en straf eller pålagt en anden frihedsberøvende foranstaltning, for straffe af en varighed på mindst fire måneder.

Rammeafgørelsen indeholder endvidere en hel række yderligere bestemmelser – eksempelvis om, hvornår der kan foretages kontrol om dobbelt strafbarhed.

I Danmark er justitsministeren (Justitsministeriet) blevet tillagt kompetencen som judiciel myndighed. Ønsker de danske myndigheder således f.eks. en tysker, der opholder sig i Tyskland, udleveret til retsforfølgelse i Danmark, skal Justitsministeriet rette henvendelse til den tyske judicielle myndighed, der som udgangspunkt vil være forpligtet til at udlevere sin egen statsborger inden for et kortere tidsrum. Kun helt undtagelsesvis vil de tyske myndigheder kunne afslå en sådan udleveringsanmodning.

At få en retsstat til at udlevere borgere – herunder ikke mindst egne statsborgere – til retsforfølgelse i en anden stat forudsætter, at den udleverende stat har tillid til, at retsforfølgelsen vil leve op til de nødvendige retssikkerhedskrav. Inden for EU er der imidlertid ganske markante forskelle for så vidt angår den retssikkerhedsmæssige standard, og der er i flere medlemsstater blevet rejst kritik af denne næsten-automatiske udlevering. Særligt i Tyskland har kritikken været udtalt. Ikke desto mindre er det entydige udgangspunkt, at man kan forvente, at der vil ske udlevering, såfremt betingelserne i Den Europæiske Arrestordre er opfyldt.

Den Europæiske Arrestordres betydning for adgangen til at varetægtsfængsle
Hidtil har det været afgørende for spørgsmålet om, hvorvidt en udlænding bør varetægtsfængsles grundet på en antagelse om flugtrisiko, at udlændingen repræsenterer en risiko for sådan flugt. Dette ændrer Den Europæiske Arrestordre principielt ikke ved.

Alligevel er det min opfattelse, at Den Europæiske Arrestordre kan have væsentlig betydning for adgangen til at varetægtsfængsle udlændinge, som, man befrygter, kan finde på at forlade Danmark for at rejse til deres hjemland. Opstår der i forbindelse med en straffesag således spørgsmål om, hvorvidt en EU-borger skal varetægtsfængsles, fordi han kan tænkes at forlade landet, må såvel anklagemyndigheden som den domstol, der behandler sagen, være forpligtet til at vurdere, om adgangen til at gøre brug af Den Europæiske Arrestordre indebærer, at der ikke foreligger en reel flugtrisiko – fordi man let kan hente den pågældende tilbage til Danmark. Anklagemyndighed og domstol må dog kunne stille som betingelse, at det forventeligt vil være muligt at lokalisere manden, dersom han forlader Danmark, og at de lokale myndigheder i mandens opholdsland vil være i stand til at sikre sig manden – og overdrage ham til de danske myndigheder.

Endvidere må det ved vurderingen af, om der skal ske varetægtsfængsling af en borger fra en anden EU-medlemsstat tillægges betydning, at sådan fængsling udgør et væsentligt indgreb i borgerens rettigheder samtidig med, at Den Europæiske Arrestordre indebærer en næsten automatisk ret til at få den pågældende udleveret. Anskuet fra en EU-retlig vinkel, er det derfor nærliggende at hævde, at det vil være uproportionalt at foretage varetægtsfængsling, når indsatsen for at hente EU-borgeren til Danmark til retsforfølgelse er så overkommelig. Også det EU-retlige lighedsprincip synes relevant her. Antag eksempelvis, at en vendelbo bliver sigtet i København, og at Københavns Byret vælger ikke at varetægtsfængsle ham, uanset at den sigtede med en vis sandsynlighed vil vælge at tage hjem til sin familie i Brønderslev – og uanset at det er tænkeligt, at den sigtede vil ’glemme’ at møde frem til retssagen, og således skal afhentes af politiet på sin bopæl. Havde der i stedet været tale om en tysker, der tilsvarende kunne finde på at tage hjem til sin familie i Bremen, og som muligvis også “skal have bistand” for at huske at møde frem til retssagen, da bør de to situationer formentlig behandles ens. Selvfølgelig er det mere bøvlet at skulle sætte en udleveringssag i gang, end det er at bede Nordjyllands Politi om at sende en bil til Brønderslev. Pointen er imidlertid, at forskellen næppe er tilstrækkelig stor til, at det EU-retligt vil være lovligt at behandle den sigtede borger fra et andet EU-land dårligere end den sigtede dansker.

Sagt med andre ord: Der kan næppe siges at være tale om, at en person unddrager sig retsforfølgning eller straffuldbyrdelse, blot fordi den pågældende rejser til et andet EU-land. Med Den Europæiske Arrestordres semi-automatiske udlevering må det yderligere kræves, at udlændingen i den anden medlemsstat vil søge at unddrage sig udlevering.

Den Europæiske Arrestordre medfører således principielt ikke en ændring i fortolkningen af dansk rets bestemmelser om varetægtsfængsling – men indebærer ’blot’, at situationer, der tidligere kunne karakteriseres som forsøg på at unddrage sig retsforfølgelse, ikke længere kan anses for sådan unddragelse. Der skal derfor mere til, før end der kan siges at være tale om flugt, som kan begrunde varetægtsfængsling.