Advokaten 8 - Prestigefyldt pris til globetrotter

Print Print
14-10-2010

Anne Birgitte Gammeljord får Margot og Thorvald Dreyer Fondens anerkendelse for sit globale engagement. Det gælder om at ‘brande’ sig på foreningsarbejde. For der er klienter på sigt.

Af Nis Nicolaisen, Journalist

Jeg fanger Anne Birgitte Gammeljord på hendes Blackberry wireless. Hun kan ikke forestille sig en hverdag uden.
- Jeg er i Basel indtil søndag aften. Kan vi måske finde en tid på mandag, skriver hun lynhurtigt.
Hun har travlt på den internationale måde og vil hellere kaldes for globetrotter end ildsjæl.
Det var først da tidligere rådsformand Sys Rovsing spurgte, om hun ville være formandens ‘udenrigsminister’ i 2003, at Anne Birgitte for alvor fik interesse for internationalt advokatsamarbejde.
I 2009 blev hun den første kvindelige præsident for CCBE, der huser over en mio. advokater i Europa. Nu anerkender Dreyer Fonden hendes internationale foreningsarbejde med en check på 400.000 kroner.
- Jeg var chokeret over beløbets størrelse, men har ikke bestemt mig for hvad pengene skal gå til.
Det samme gælder sidste års prisvinder miljøadvokat Birgitte Refn Wenzel. Hun har et år efter endnu ikke bestemt sig, og venter på det helt rigtige formål med så fornemme midler på kontoen.
Anne Birgitte Gammeljord blev heller ikke advokat for pengenes skyld, men for at hjælpe folk.
- Det betyder meget, at man kan få anerkendelse for ikke nødvendigvis at skulle tjene penge som advokat, siger 54-årige Anne Birgitte Gammeljord, der arbejder som insolvensadvokat og var med fra starten, da hendes kontor anført af Axel Kirkegaard fusionerede med Gorrissen og Federspiel tilbage i 1996.

Salg uden visitkort
Selvom internationalt foreningsarbejde ikke umiddelbart kan måles i debiterbare timer, giver det gevinst på sigt. Advokater kan med fordel tænke forretning. Man får ikke kun et stort netværk, som kan hjælpe klienterne. At kunne ringe til en advokat i en lille by i Polen eller Estland og få direkte rådgivning er guld værd. Derfor anbefaler Anne Birgitte Gammeljord, at advokater engagerer sig på tværs af landegrænser. Hun indrømmer dog, at det kan være svært at overbevise kollegerne om værdien af de mange timer der lægges, når hun ikke uddeler visitkort eller debiterer ved kasse et.
- Det er ikke så svært i de mindre firmaer. Men på de mellemstore kontorer er det vanskeligere, fordi der er fokus på indtjening og administration. Man er ikke helt sin egen herre. Det giver ikke direkte afkast på bundlinjen eller for klienterne, at man er væk hele tiden, og ikke er synlig. Man føler sig som en, der bare trækker på ressourcerne.

Målbar indtjening
Det vil da være helt naturligt, at bruge hædersprisen til at sælge sig selv, og skabe en konkurrencemæssig fordel.
- Der er rigtig mange kolleger og klienter, der har lagt mærke til prisen, og jeg vil ikke lægge skjul på, at det er en rigtig god måde at brande sit firma på, siger sidste års prisvinder, Birgitte Refn Wenzel. Men det gælder også dansk foreningsarbejde. For i det øjeblik man arbejder tværfagligt, bliver man synlig og får en masse viden.
- Som formand for Byggesocietetets miljøudvalg, finder jeg ud af, hvad der rører sig. Det er ikke nok at læse, hvad der lander på dit skrivebord. Hvis jeg får en henvendelse fra en udenlandsk klient, der vil lave domicil i Danmark, så nytter det ikke, at jeg sidder måbende til mødet, fordi der er noget der hedder ‘greencertificering.’ Hvis du ikke er med, selvom lovgivningen halter bagud, ved du til gengæld, hvem du kan spørge. Ellers vil klienten måske vælge en anden, siger Birgitte Refn Wenzel.

Machiavelli på arbejde
Året før Anne Birgitte Gammeljord skulle være præsident for CCBE i Bruxelles, gjorde hun sig mentalt klar. Hun havde godt nok syv års erfaring, senest som første og anden vicepræsident. Alligevel læste hun nøje Machiavellis ‘Fyrsten’ for at gøre sig kampklar som førstekvinde blandt Europas førende alfahanner.
- Der var mange, der grinede ad mig, men jeg var ved at gøre mig klar til den politiske verden, finde mit ståsted, og hvor langt jeg ville lade mig bevæge.
Som første kvinde på præsidentposten oplevede hun dog ingen negativ særbehandling, tværtimod.
- Jeg følte måske mere en positiv særbehandling, især fra mine sydeuropæiske kolleger, som havde svært ved at hidse sig op, og sige tingene direkte til en kvinde. Det gjorde til gengæld, at der ikke var den der interne profilering, hvor man lige skulle tage ordet og vise, at man var alfahan.
Og hun er ikke i tvivl om de danske specialiteter.
- Danske advokater er meget vellidte i internationale fora. De er ikke konfliktsøgende, måske fordi vi kommer fra et lille land, og vi er tit i stand til at bygge bro mellem forskellige synspunkter på internationalt plan.

Dreyer Fondens Hæderspris
- Hvert år gives 400.000 kr. til en advokat.
- Det kan f.eks. være en dygtig advokat på sit felt, eller god faglig formidler af branchens kvaliteter til kolleger eller befolkningen.
- Du kan ikke indstille dig selv, men det kan en kollega i branchen.
- 16 mio. kroner gives i løbet af året til konferencer, bogprojekter og studierejser, der også kan søges af advokater.