Advokaten 8 - Familieretsadvokat – ’brobygger’ eller ’grøftegraver’ ?

Print Print
14-10-2010
Familieretsadvokater har også et etisk og moralsk ansvar i børnesager

Af Jane Bækgaard psykolog

Som børnesagkyndig deltager jeg i forberedende retsmøder for en af retskredsene med dommer, forældre og deres advokater. Der er oftest tale om fornuftige og omsorgsfulde forældre, i fastlåste og ofte langvarige konflikter. Ved disse møder har jeg erfaret, hvor vigtigt advokaters bidrag er til såvel løsning, som fastlåsning og forværring af problemerne. Advokaten tjener kun den ene part, og for nogle advokater synes målet, for enhver pris at være at “vinde sagen” og trække den i langdrag. Andre – og det er heldigvis de fleste – anvender, udover deres juridiske viden, deres menneskelige egenskaber og de bidrager til, at forældrene har fokus på børnenes bedste.

Advokatens rolle
Det er meget uheldigt, når en advokat vedholdende støtter en forælder i, at den anden forælder ikke skal have samvær. Ikke fordi denne er uegnet, men alene grundet den anden forælders bitterhed og vrede over for denne forælder. Advokater må kende deres grænser for, hvor langt de vil støtte deres klient, når denne for både dommer, børnesagkyndig, den anden forælder og dennes advokat, er på destruktiv og åbenlys urimelig vej.
Børns og forældres smerte vokser med sagstykkelsen og årene, der går med forældrekonflikt. Et barn har det ikke bedre end forældrene har det med hinanden. Det gælder også efter en skilsmisse. Forældrenes indbyrdes forhold er efter en skilsmisse fortsat kernen i børns trivsel. Børn er afhængige af deres forældres samarbejde og af deres relationelle kvalitet efter forældrenes skilsmisse.
Ved et mødes start kan nogle advokater udtale: “dette har stået på i x antal år, så der er nok ikke noget at tale om”. Her er det netop på tide, at der ændres kurs. Forældre og børn kan ikke tåle at leve i ufred og med ’fjendebilleder’. Mennesker er uhyre tilpasningsdygtige, også når det gælder usunde og skadelige vaner, mønstre og relationer. Vi bør som fagpersoner sammen hjælpe forældre til at skelne mellem, hvornår de styres af deres egen negative ’autopilot’ og af hensynet til barnet/helheden.
Det juridiske kan ikke stå alene i disse sager. Familieretsadvokater har, udover deres juridiske ansvar, også et etisk og menneskeligt ansvar.

’Grøftegravere’ til samarbejdet
Problemer løses sjældent ved at finde årsager, da der oftest ikke findes en, men mange. De advokater, der er ’grøftegravere’, er eksperter i at sætte fokus på det negative hos den anden forælder og i forældrenes samarbejde. Nogle sætter deres klient i “negativt forhør” med formålet, at klienten skal finde det værste frem hos den anden forælder og i forløbet. Den relationelle tankegang er her udelukket – problemer og konflikter skabes i relationer, og de må derfor også løses der. Ikke gennem destruktiv dialog, men derimod gennem respektfuld og opbyggende dialog.
For nogle advokater er almindelig høflighed både over for modpartens advokat og den anden forælder ikke forekommende, der bliver ikke sagt goddag og farvel. Det er en dårlig rollemodel for samarbejde.

’Brobyggere’ til samarbejdet
Nogle advokater formår på eksemplarisk vis at samarbejde åbent, klart og behersket, selv om de tjener hver deres klients sag. Deres tilgang realiserer muligheder for et videre samarbejde, ved at hjælpe deres klient til at nuancere og udvide forståelser og opfattelser, og ikke kun se negative motiver hos den anden forælder. ’Brobyggeradvokater’ har fokus på det, der fungerer og på den ønskede fremtid. De realitetskorrigerer deres klient, og hjælper klienten til et mere nuanceret billede af den anden forælder og situationen. De kan hjælpe klienten væk fra at være i “deres følelsers vold”, hvor de ikke kan se sig selv og deres egne handlinger i et realistisk og klart lys.
Advokaten kan få et bedre kendskab til sin klient, når de mødes med forældrene sammen, og hører begges historier. ’Brobyggeradvokater’ tænker og observerer mere relationelt end individuelt. De leder efter ligheder i opfattelser, frem for forskelle i opfattelser. De kan skelne mellem, hvem af forældrene der bidrager mest til henholdsvis løsning og fastholdelse af problemer, samt hvem af forældrene der bærer mest bitterhed, vrede og manglende forsonings evne.

At vinde en sag eller støtte en sag
Løsninger bliver som regel bedre, holder længere og er mere tilfredsstillende for alle, hvis de skabes sammen. Ved uenighed er det nærliggende at argumentere og forsøge at overtale. Vi må som fagpersoner selv udvise og ’kræve’ gensidig lydhørhed. Det kan under et møde være nødvendigt at holde pause og genoptage samtalen med øget lydhørhed, uden gensidige beskyldninger til et fælles fokus på den fremtid, forældrene ønsker at skabe.
Erfaringer fra børnesamtaler er, at børn kan “vænne sig til” at leve i forældres negative sindstilstande over for hinanden. De går ofte alene med smerten. Børn tier om det, de tror, gør deres forældre vrede, kede af det og det forældrene ikke vil tale om. Det sørgeligste er, når et barn grundet forældrenes konflikt føler sig nødsaget til at “vælge den anden forælder fra”, ikke fordi de ikke ønsker kontakten, men fordi splittelsen opleves uoverskuelig.
Der ligger mange muligheder i forberedende retsmøder. Et møde er meningsfuldt og glædeligt, når dommer, forældre, børnesagkyndig og advokater arbejder sammen og har som mål, at alle vinder. Det er muligt. Vi må som fag personer sammen støtte op om forældrenes samarbejde og bidrage til, at forældrene ’reparerer’ på fortiden, forsøger at forsone sig med hinanden og tænke og tale i mulige løsninger. Det er muligt at lave gode aftaler, selv når mennesker er uenige. Vi skal alle huske, at det er børnenes trivsel, som skal være i fokus.