Advokaten 7 - Betænkning om ægtefælleskifte mm.

Print Print
15-09-2010

Bedre proces til bedagede bestemmelser 

Af Linda Nielsen, professor, dr. jur., Københavns Universitet

Ægtefælleskifteudvalget har fået den vanskelige opgave at komme med forslag til revision af de processuelle regler om opløsning af formuefællesskabet mellem ægtefæller på et tidspunkt, hvor der er nedsat udvalg om de materielle regler om bodeling. Det er en lidt “omvendt” rækkefølge, men det må jo erkendes, at der er et udtalt og påtrængende behov for at få moderniseret og udbygget reglerne om ægtefælleskifte. Ud fra disse vanskelige vilkår har udvalget løst opgaven på en fornuftig måde.

Formålet med udvalgets forslag har ifølge Betænkning nr. 1518 været at “forbedre tilbuddet til ægtefæller, der har behov for bistand.” Der har igennem årene været fremsat en massiv kritik af, at systemet har været alt for dyrt, ikke mindst som følge af den meget høje skifteafgift. Desuden har systemet været kritiseret for at være alt for langsomt, da det kunne tage flere år at få afgjort ægtefællernes tvister om bodelingen. Det har også været påpeget, at systemet har været alt for lidt effektivt, idet reglerne er for sporadiske og ikke løser de problemer, der opstår. Parterne og myndighederne mangler i høj grad redskaber til at løse de mange og indviklede problemer, der følger af nutidens komplicerede formueforhold og formuearter. Kritikken har efter min opfattelse været klart berettiget, hvilket mange års samarbejde med advokater og skifteretsdommere tydeligt bekræfter.

Udbygget regelsæt
De fremsatte forslag fra Ægtefælleskifteudvalget forsøger at råde bod på disse kritikpunkter ved at foreslå et udbygget regelsæt på 82 paragraffer til afløsning af de nuværende ganske få. Kernen i forslaget er at bygge systemet op som et samspil mellem skifteret og en autoriseret bobehandler, således som det kendes fra dødsboskifteordningen. Skifterettens rolle bliver herefter at varetage den indledende vejledning og afsøgning af forligsmuligheder samt at løse de tvister, der måtte opstå i forbindelse med bobehandlerens arbejde ved delingen. Endvidere skal skifteretten føre tilsyn med bobehandleren. Autorisation som bobehandler skal kunne gives til erfarne familieretsadvokater.

Ny grundstruktur
Det forekommer fornuftigt at benytte de gode erfaringer fra dødsboskifteordningen til at etablere en lignende ordning for ægtefælleskifte ved separation og skilsmisse. Herved kan man komme et pænt stykke af vejen med at gøre ægtefælleskiftet mere effektivt. Også den foreslåede særregel om, at “skifteretten kan tillade, at ægtefællerne i enighed vælger en bobehandler, der ikke er autoriseret, hvis særlige grunde taler derfor,” forekommer hensigtsmæssig. Det er således min opfattelse, at hele grundstrukturen, der foreslås, vil udgøre en meget klar forbedring af den nuværende retstilstand.

Forslag om lavere skifteafgifter
Et andet hovedpunkt, som er helt afgørende for, at tilbuddet til ægtefæller i en skilsmissesituation forbedres, er spørgsmålet om omkostninger. Det må derfor hilses yderst velkomment, at udgifterne ved at benytte ordningen foreslås ændret fra de gældende meget høje skifteafgifter til en betaling primært af bobehandleren og beskedne skifteafgifter. Forslaget er baseret på en grundafgift på 500 kr., samt 2.000 kr. hvis sagen går til bobehandler med mulighed for tillægsafgift ved større boer. Herved vil ægtefællerne få større indflydelse på, hvad bistanden skal koste, idet de kan søge at begrænse tidsforbruget hos bobehandleren til det nødvendige. Opfylder en ægtefælle de økonomiske betingelser for fri proces, vil denne kunne fritages for betaling af egen andel af vederlaget til bobehandleren og for sikkerhedsstillelse for afgifter, vurderingsomkostninger mv. Alle andre må selv betale for udgifterne i forbindelse med boets behandling.

Forbedret tilbud om offentlig bistand
Et tredje vigtigt punkt er forslaget om mulighed for at begrænse en anmodning om offentlig bistand til skifte til kun at vedrøre enkelte aktiver og passiver. Også dette forslag er helt centralt og vil på afgørende vis forbedre mulighederne for at begrænse tvisterne og samtidig gøre det muligt at få det offentliges bistand til at løse dem. Dette vil få betydning for ægtefællers mulighed for at nøjes med at få afgjort en konflikt om f.eks. huset eller pensionen, uden at hele boet skal tages under skiftebehandling. Samtidig vil det gøre det muligt at få afgjort enkeltspørgsmål ved skifteretten, også selv om ægtefællerne ikke er enige herom.

Hertil kommer forslag om en række punkter, som også vil forbedre tilbuddet om offentlig bistand til at få løst problemerne ved ægtefælleskifter på andre punkter.

Det gælder for det første forslaget om at indføre hjemmel til, at det offentlige kan bistå ved skifte i tilfælde, hvor begge ægtefæller har negative bodele. Dette er desværre vældig relevant og vil afhjælpe ægtefællers behov for at få dokumentation for, at fællesboet er delt, og for at få afgjort spørgsmål om krydsende udtagelsesret, om ejerforholdene for fællesboets aktiver og om fastlæggelsen af den fælles fordeling af gæld mv.

Hurtigere overblik over økonomien
Det gælder for det andet forslag om praktisk betonede regler. En række forslag søger at imødegå klassiske problemer i praksis med hensyn til mangelfulde oplysninger, forhaling og obstruktion af hele forløbet og vurdering i forbindelse med ægtefælleskiftet. Dette er et mareridt for både ægtefællerne og advokaterne, og behovet for regler og sanktionsmuligheder er udtalt. Forslagene omfatter bl.a. regler om, at ægtefællerne før det første møde i skifteretten skal indsende oplysninger, ligesom der skal kunne udmeldes vurderingsmænd og anvendes tvangsmidler allerede fra starten over for ægtefæller, der ikke medvirker til delingen. Den ægtefælle, der ved sin modvillige adfærd, grundløse klager osv. medfører øgede udgifter til bobehandler, skal bære merudgifterne herved. Der skal så tidligt som muligt tages stilling til udlæg af aktiver og kontantbeløb til en ægtefælle, således at begge ægtefæller snarest muligt får overblik over deres fremtidige situation og mulighed for at komme videre. Og sidst, men ikke mindst, skal bobehandleren søge behandlingen fremmet mest muligt og skal redegøre over for skifteretten, hvis sagen ikke er afsluttet inden for et år. Man undgår forhåbentlig hermed de meget langvarige sager, som kendes i dag.

Det gælder for det tredje forslaget om, at tidspunktet for formuefællesskabets ophør rykkes frem fra ægteskabssagens afslutning, nemlig datoen for bevilling eller dom ved separation eller skilsmisse til sagens start, nemlig datoen for statsforvaltningens modtagelse af en anmodning om separation eller skilsmisse. Dette giver mulighed for at indlede et skifte på et tidligere tidspunkt, ligesom risikoen for misbrug af rådigheden må forventes at blive formindsket. Der er ingen tvivl om, at dette princip vil afføde en række problemer i praksis, men jeg tror alligevel, at det samlet set vil være at foretrække frem for det nuværende system.

Hensyn til nye familieformer
Ægtefælleskifteudvalgets forslag udmærker sig også ved at tage hensyn til de familieformer, der nu findes i samfundet. Ugifte samlevende og ægtefæller med særeje, der har sammenblandet deres økonomi, foreslås således tildelt samme muligheder som ægtefæller med fælleseje til at få bistand af skifteretten og en bobehandler. Også interessentskaber og andre boer vil kunne benytte sig af denne mulighed for bistand.

Konstruktivt udspil
Samlet set vil de fremsatte forslag i Betænkning 1518 i høj grad bidrage til at forbedre det offentliges tilbud om bistand til, at ægtefæller kan fordele deres fællesbo efter separation og skilsmisse. Den fremførte – og efter min opfattelse meget velbegrundede – kritik af, at det nuværende system er alt for dyrt og alt for lidt effektivt, er der således i meget høj grad taget højde for. Udvalgets forslag om en lovfæstelse af en række principper og en regulering af en række forhold med 82 paragraffer i alt vil helt klart medvirke til, at systemet bliver mere transparent, forudsigeligt og med relevante tilbud til ægtefæller og samlevende.

Hermed vil det være muligt at undgå nogle af de massive problemer, der har været i relation til reglerne om bodeling i almindelighed og reglerne om pension i særdeleshed, hvor lovreformens intentioner aldrig er blevet til virkelighed, fordi reglerne er for indviklede og procesreglerne i forbindelse hermed håbløse. Det helt centrale er imidlertid, at de processuelle regler jo har til formål at sikre, at de materielle regler om formueordning og bodeling “bliver til virkelighed”. Det kan derfor ikke nytte, at de processuelle regler ikke har basis i tidssvarende materielle regler. Det hjælper således ikke at have fornuftige processuelle regler, hvis de materielle regler om pension – således som det er tilfældet i dag – gør det nærmest umuligt for parter og advokater at finde ud af, om en lang række betingelser er opfyldt, fordi det kræver en højere aktuareksamen suppleret med udtalt anvendelse af gætterier og regneark. Og det hjælper ikke at give processuelle regler om ugifte samlevende, hvis der ikke er materielle regler, der fastlægger, hvilke rettigheder ved samlivsophævelse de processuelle regler skal sikre gennemført. Der er således mange udfordringer i samspillet mellem de processuelle regler og de materielle regler. Men at gennemføre Ægtefælleskifteudvalgets forslag vil være et konstruktivt skridt på vejen, og forslaget bør som planlagt fremsættes og gennemføres så snart som muligt.