Advokaten 7 - Årsfest

Print Print
15-09-2010

De høje hæles aften
Med Advokatsamfundets årsfest for de nyeste kolleger i flokken bliver overgangen fra fuldmægtig til “rigtig” advokat til en højtidelig affære.

Af Lene Ejg Jarbøl, journalist

Det er slipsene og de høje hæles aften, her i Palægården til Nationalmuseet, hvor to lurblæsere på vegne af Advokatsamfundet har kaldt til fest for de nye advokater.
De fremmødte advokater har erhvervet titlen mellem juni 2009 og april i år, så helt nyslåede er mange af advokaterne ikke. Men den, der venter på noget godt, venter ikke forgæves, siger man jo. Og fint og godt er der bestemt lagt op til, at Advokatsamfundets nye tradition med fejring af bestallingen som advokat skal være – denne lidt råkolde aften midt i juni.
Tidligere har Advokatrådets formand Søren Jenstrup fået en stak beskikkelser leveret til underskrift, og derefter er de så røget direkte hjem i de nye advokaters brevsprækker. Ikke at man sådan skal kimse ad et brev med formandens autograf på, men så er det her da langt mere festligt.

Oldtidsokse fra Møn
Der er en Alta Langa Brut fra 2006 i de høje champagneglas, og pindemadderne er holdt i gul, sand og pink.
Den røde løber er støvsuget for snavs og småsten, og indenfor i Nationalmuseets foyer er der dækket op til de 181 deltagere ved otte lange borde.
Forude venter en menu med hele seks retter, inspireret af motiverne og geografien på de nye danske pengesedler: Der er blandt andet oldtidsokse med honning fra Møn, skinke fra Fanø, vildt fra Hesselø, smør fra Øllingegård, og urter til det sprængte ungkvæg har groet i Lammefjordsmuld.

Gå ydmygt til opgaven
Men inden festen for alvor skydes i gang byder formand Søren Jenstrup sine nye kolleger velkommen i folden med lige dele peptalk og formaninger for den fremtidige gerning:
- Vi er dem, man går til. Høj som lav. Om det er et mega stort erhvervsfirma eller en garagesælger. Vi har kun én klient. Den, der søger vores råd.
Formanden fortsætter med en opfordring:
- Husk nu altid det her: Vi står op hver dag og drives af den tilfredsstillelse, der er i, at netop vi bliver udvalgte. Vi går tændte, men også ydmygt til opgaven. For at der kan være tillid til vores faglighed og dømmekraft, kræver det den allerbedste indsats hver gang.
At de nye advokater forhåbentlig ikke kun er drevet af ussel mammon, får også plads i Jenstrups tale:
- Hvis jeres prioritetsvalg var for pengenes skyld, så mangler den sidste dimension. Der er lighed for loven, retsgarantien skal overholdes. Vi skal give råd og hjælp uden tanker på salæret og gribe ind, hvis retfærdigheden knægtes, lyder de store ord fra Advokatrådets formand.
De fremmødte advokater nikker billigende.
Inden justitsminister Lars Barfoed får ordet, slutter Søren Jenstrup med: Vi kan gøre en forskel, vi skal gøre en forskel.



Minister for lov og orden
Mens de nu lettere frysende advokater lytter til justitsministerens tale, bakser flere af kvinderne med stiletterne, der går dårligt i spænd med brostenene i gården.
Lars Barfoed roser initiativet med en højtidelighed:
- Det er meget vigtigt, at det er noget, vi fejrer – at I er blevet advokater. Det er jo jer, der skal tegne fremtidens advokatstand.
Advokaternes forening får også et par ord med på vejen fra den forholdsvis nyudnævnte justitsminister, der på aftenen har rundet de 100 dage i embedet.
- Advokatsamfundet og -nævnet er også til tider en modspiller, når det kommer til ny lovgivning. Sådan skal det være. Jeg værdsætter den ekspertise, siger Lars Barfoed.
Ministeren får også lige flettet ind, at han som konservativ minister på området naturligvis holder af begrebet lov og orden.
- Men hvis det skal være mere end bare en kliché, så skal det foldes ud i en moderne udgave i pagt med det samfund, der omgiver os, siger han og slutter af med en anekdote fra “gamle dage” om højesteretssagfører Henriques, der ved en sag får skudt i skoene af anklageren, at han tidligere har argumenteret og vundet en sag med det nøjagtig det modsatte standpunkt, end han nu indtager. Hvortil Henriques svarer, at “min klient er forvisset om, at den fejl begår Højesteret ikke to gange.”
Så er det tid til gruppefoto. Det er en omstændelig affære at få alle til at kigge op, smile og undgå at blinke på samme tid, mens de står helt tæt. Der skal et væld af knips til. Fotografens “hvor er I bare lækre,” vækker jubel de første gange. Men til sidst må det vel også være godt nok, ser flokken ud til kollektivt at tænke.

Sikken fest vi har haft
Og endelig kan de gå ind – og festen begynde. Med klimavenlig kulinarisk rundtur i kongeriget, “It’s got to be perfect” fra de tre sangerinder på podiet og senere standup-punchlines fra Sebastian Dorset. Han læste selv jura engang et enkelt år, og – fortæller han – synes egentlig, at titlen advokatfuldmægtig lyder meget finere end bare at være advokat. Så hvorfor ikke bare blive ved med at være det resten af livet?
Aftenen slutter på Restaurant Julian på første sal med disk og drikkevarer for egen regning og gode røverhistorier fra det virkelige advokatliv i baren.
Klokken 02 er det hele forbi – Advokatsamfundets første årsfest. Men allerede dagen efter summer det på Facebook med “Tak for i går, vi skal da ses igen”. Det må da siges at være en succes.

Søren Kroer, 33 år, bor i København
Arbejder hos Elmer og partnere med erstatningsret/personskade:
Jeg er primært kommet for at møde alle dem, jeg har gået på fuldmægtigkursus med. Vi havde det enormt skægt sammen og har også arrangeret at mødes lige inden arrangementet her på Sørens Værtshus for at catche op. Selvfølgelig er det også lidt ophøjet med lurblæserne og de fine omgivelser. Og jeg har da taget lidt pænere tøj på end normalt. Rent netværksmæssigt er et sådant arrangement også fint. Det er jo oplagt, når der sidder folk omkring dig med andre specialer – så er der altid lige en, man kan ringe op, hvis det bliver aktuelt. Men for mig er der altså streg under det sociale.

Kim Thusgaard Petersen, 31 år, bor i Århus
Arbejder hos Skovbo Hjort Advokater med forsikring og erstatningsret
Det var lidt fladt bare at få titlen. Man laver stadig det samme arbejde og sidder ved det samme skrivebord, som før. Men med denne markering kommer der en form for afslutning. Samtidig er det også hyggeligt at mødes med de folk, jeg har læst med. Og der er et flot fremmøde, synes jeg. Inden arrangementet har vi kommunikeret lidt sammen og opfordret hinanden til at deltage. Slips har jeg ikke taget på, selvom det er en fin fest. Det var ikke nødvendigt, mente jeg – og jeg kan se, at andre også har tænkt det samme.

Gitte Vannus Kragelunde, 30 år, bor i København
Arbejder hos Kromann og Reumert med bank- og finansieringsret
Det er et enormt fint arrangement. Denne location på Nationalmuseet er jo helt fantastisk. Jeg kan godt lide den formelle aura og den idé, at man vil fejre bestallingen – det er lidt højtideligt. Samtidig giver det os en lejlighed til at netværke – senere i baren er det nok mest røverhistorier, vi får fortalt hinanden. Her er både nogle, jeg har læst på universitetet og gået på fuldmægtig-kursus med. Der er nok en 20 stykker, jeg kender, så det her giver mig lejlighed til at catche op.

Milena Anguelova, 34 år, bor i Holte
Arbejder hos Kammeradvokaten
At blive advokat er et tidspunkt i ens liv, der er vigtigt at få markeret. Både på det personlige plan, hvor man med denne fest får en anerkendelse. Men det er også en anerkendelse af faget at lave et sådant arrangement – at vi har et vigtigt samfundshverv. Sidst men ikke mindst kommer der med denne fest fokus på Advokatsamfundets rolle for vores fag. Jeg synes, retssikkerhed er et vigtigt emne, og efter reformen er Advokatsamfundets rolle blevet endnu større. Festen fysisk – gør denne rolle.