Advokaten 6 - Så stryger vi lige 25 procent, ikke?

Print Print
23-08-2010
Skal danske advokater kunne indgå aftale om, at en del af udbyttet af en retssag tilfalder advokaten?

Af Rasmus Lindboe, pressechef, Advokatsamfundet

Det danske forbud fra 1991, der udelukker advokater fra at indgå en bestemt type af salæraftaler, står for skud.
Det mener den fremtrædende svenske advokat, Claes Lundblad, der forudser et opgør med det danske forbud mod pactum de quota litis, hvor advokaten aftaler sig frem til en fast del af det udbytte, klienten måtte opnå ved en retssag.
“Jeg tror, der vil komme et regimeskifte,” sagde Claes Lundblad i sit oplæg på International Bar Associations (IBA) konference, der blev afholdt i København i maj.
Advokatsamfundet var vært for konferencen, og formand for Advokatrådet, Søren Jenstrup, lagde grunden til en åben diskussion blandt de mange udenlandske gæster:
- Pactum de quota litis har længe været forbudt i Europa, men der er ændringer undervejs. Bør vi nu – igen – skele til USA og sige, at en advokat skal kunne få en på forhånd aftalt andel af udbyttet? spurgte Søren Jenstrup. Og skar dilemmaet, set med advokaternes øjne, skarpt op:
- Der er hensynet til advokatens rolle som tjener for retssamfundet. Og der er hensynet til advokaten som købmand.

Europæisk debat
Den svenske advokat-nestor Claes Lundblad mener, at de særlige hensyn, som tidligere berettigede et forbud mod salæraftaler om en fast del af provenuet, nu er under pres.
Claes Lundblad listede de tre primære hensyn, som har talt for et forbud, op således:
• Hensyn til klienten
Klienten er i en sårbar position, når han henvender sig til en advokat. Derfor skal det sikres, at advokaten ikke udnytter klientens position.
• Hensyn til advokaten
Advokaten skal beskyttes mod sig selv. Aftaler om en fast del af udbyttet vil medføre pris-dumping og få advokaterne til at underbyde hinanden og dermed underminere advokaternes indtjeningsgrundlag.
• Hensyn til domstolene
Hvis forbuddet mod den type salæraftaler fjernes, kan det medføre en stribe sager ved domstolene, som aldrig nogen sinde burde være blevet ført. Dermed belemres domstolene med irrelevante sager.
Men er de tre argumenter for at opretholde et forbud fortsat valide i dag, spurgte Claes Lundblad. På det europæiske kontinent har der raset en debat, hvor de oprindelige advokatværdier stødte mod ideen om et frit marked, også for advokatbranchen.
Tilhængerne af at fjerne forbuddet mod salæraftaler om en fast del af udbyttet har typisk fremhævet:
- At det var en gammeldags måde at anskue verden på, at advokaterne skulle “beskyttes mod sig selv”.
- At det er middelalderligt at have en lov, der regulerer advokaternes salær på den måde.
- At denne type salæraftaler måske nok har givet problemer i det amerikanske retsvæsen, men ikke i andre lande (dette har blandt andet baggrund i, at taberen i amerikanske retssager ikke pålægges at betale omkostninger til vinderen, hvorimod det europæiske udgangspunkt er det modsatte).
- At det ikke er nødvendigt at beskytte erhvervsklienterne, men muligvis de private klienter.

Engelsk inspiration
Claes Lundblad fremhævede også udviklingen på retshjælpsområdet, som taler for at ophæve forbuddet mod salæraftaler om en fast del af udbyttet:
- I en tid, hvor offentlig retshjælp bliver beskåret og forsikringsdækningen ikke forslår, vil mange folk ende der, hvor de ikke kan få ret, fordi de er fattige. Det taler for at acceptere salæraftaler om en fast del af udbyttet.
I Danmark kan en nylig britisk rapport om omkostningerne ved civile sager, herunder pactum de quota litis, vise sig at få betydning.
Rapporten, som den engelske dommer Lord Justice Jackson stod bag, blev offentliggjort i december sidste år. Rapporten blåstempler salæraftaler med private kunder om en fast del af udbyttet – på følgende betingelser:
• En sådan salæraftale skal underkastes uvildig rådgivning. En anden advokat skal derfor sige god for aftalen.
• Salæraftalen må højst give 25 procent af udbyttet ved en retssag til advokaten.
• Salæraftalen må ikke indeholde såkaldt “cost shifting”, hvor taberen pålægges at betale vinderens omkostninger.
- Vi vil bevæge os i retning af de engelske regler, sagde Claes Lundblad.

Danske regler
Højesteret har i 1978 slået fast, at sagens udfald spiller en rolle for, hvad der kan betegnes som et rimeligt salær.

I Danmark er der indført et forbud mod pactum de quota litis i 1991.

Samme forbud har været indskrevet i den europæiske advokatorganisation CCBE’s Code of Conduct siden 1988.

Den tyske forfatningsdomstol har i 2006 fastslået, at et absolut forbud mod salæraftaler om en fast del af udbyttet er forfatningsstridigt.

I dag tillader otte jurisdiktioner i Europa denne særlige type af salæraftaler, ifølge Claes Lundblad.

Kommentarer fra øvrige landes advokater på IBA konferencen


Letland:
Jeg kan se, at advokater hos os tager 15-30 procent og det er ikke noget stort problem. Vi fik en meget medieomtalt sag om en advokat, som havde taget 50 procent af udbyttet. Derfor må en aftale være rimelig.

Australien:
Salæraftaler om en fast del af udbyttet er forbudt hos os. Derfor har vi en hel industri, der beskæftiger sig med at finansiere retssager. Firmaerne er ikke ledet af advokater og man kan sågar købe aktier i dem. Typisk finansierer de større gruppesøgsmål, f.eks. aktionærer, der har tabt penge. Derfor mener jeg, forbuddet bør ophæves.

Polen:
Der er mange steder, hvor der reelt ikke er adgang til retsvæsenet, fordi retshjælpen er for dårlig. Derfor er det fremtiden at tillade salæraftaler om en fast del af udbyttet.

Østrig:
Pactum de quota litis er forbudt. Det er i strid med de disciplinære regler. En advokat udfordrede forbuddet, men forfatningsdomstolen sagde, at det ville stride mod advokatens uafhængighed at ophæve forbuddet.

USA:
Det har været en gigantisk succes for adgangen til retsvæsenet at kombinere mulighederne for gruppesøgsmål og salæraftaler om en fast del af udbyttet. Jeg anbefaler denne type aftaler i meget reguleret form.

Tjekkiet:
I mange år var denne type salæraftaler betragtet som uetiske. Men for ca. 10 år siden skiftede advokatsamfundet, under udenlandsk indflydelse, holdning. Og der har ikke været en klage fra en klient i de 10 år.

England:
Hvad gør den fattige person, der indgår sådan en aftale og skal betale vinderen? Personen tænker ikke meget over det, når sagen anlægges, men det kan ødelægge personens økonomi bagefter. Bør advokaten så også betale for modpartens udgifter?

Kenya:
Vi har et forbud mod den slags salæraftaler. Men på et tidspunkt kom et engelsk advokatfirma ind. Og ved denne type salæraftale fik det skaffet erstatninger til en række ofre, der havde været udsat for en krænkelse af deres menneskerettigheder for over 50 år siden.

Pro et contra

For et forbud

Salæraftaler om fast del af udbyttet vil betyde flere dubiøse sager for domstolene og derfor belaste domstolene unødvendigt.
Klienterne kan ikke overskue følgerne af salæraftaler om fast del af udbyttet.
Salæraftaler om fast del af udbyttet påvirker advokatens uafhængighed.
Manglende begrænsninger på advokaternes salæraftaler vil påvirke professionens omdømme negativt.
Salæraftaler om fast del af udbyttet vil underminere det fundamentale princip for forholdet mellem advokat og klient: uafhængighed.
Salæraftaler om fast del af udbyttet vil gøre advokater utilbøjelige til at indgå forlig.
Salæraftaler om fast del af udbyttet vil gøre advokater tilbageholdende med at tage sager, hvor der ikke kan vindes større beløb.
Salæraftaler om fast del af udbyttet vil føre til, at advokater jagter ofre for ulykker, de såkaldte “ambulance chasers”.
Salæraftaler om fast del af udbyttet vil føre til enden på den offentlige retshjælp.

Mod et forbud
Salæraftaler om fast del af udbyttet vil sikre flere borgere adgang til retsvæsenet af økonomiske årsager, fordi sager, der ellers ikke ville blive ført, kan komme for en dommer.
Klienterne kan bedre forstå en salæraftale om fast del af udbyttet end en uklar aftale baseret på tidsforbrug, kompleksitet, sagens udfald, etc.
Salæraftaler om fast del af udbyttet er den bedste garanti for et rimeligt salær.
Salæraftaler om fast del af udbyttet afspejler blot, at det er advokaten, der er bedst egnet til at estimere kompleksiteten og risikoen ved at føre sagen.
Det vil åbne for mere ligeværdig konkurrence med f.eks. amerikanske advokater, hvis forbuddet mod salæraftaler om fast del af udbyttet afskaffes.
Salæraftaler om fast del af udbyttet er i virkeligheden ikke meget forskellige fra den måde, der aftales pris på i dag. I sidste ende kommer klienten til at betale et beløb i kroner og øre for at vinde en sag.