Advokaten 6 - Alle advokater, kom hid

Print Print
23-08-2010
København var i slutningen af maj i fokus for den internationale advokatverdens organisation, IBA. Men hvad får en dansk advokat egentlig ud af at deltage?

Af Rasmus Lindboe, Pressechef, Advokatsamfundet

Vindsteg og luftfrikadeller?
Eller en gylden forretningsmulighed for især lidt større advokatvirksomheder?
Der kan være mange meninger om de konferencer, som finder sted i regi af den internationale advokatsammenslutning, IBA.
Netop sådan en konference blev afholdt i samarbejde med Advokatsamfundet, da IBA’s såkaldte Bar Leaders’ Conference løb af stablen i slut-maj på Hotel Marriott ved Københavns havnefront.
Her mødtes advokater, fra Nord-Irland til Nigeria, til et rendevouz om en række af tidens vigtige emner for advokater: Pactum de quota litis – hvad er holdningen til denne forretningsmodel for advokater? Hvordan tackler branchen og de respektive advokatsamfund de verdensomspændende kriser, f.eks. finanskrisen? Hvordan etablerer et advokatfirma et ståsted og en forretning i fremmede lande? Og hvordan udvikles en best-practise for uddannelsen af advokater?
Advokatrådets formand, Søren Jenstrup, forklarer, hvorfor han mener, det er vigtigt, at alle advokater i Danmark gennem Advokatsamfundet engagerer sig i arbejdet i IBA-regi:
- IBA er i sin tid stiftet af advokatsamfund fra hele verden, herunder det danske. IBA arbejder derfor meget med adfærdsnormer for advokater og med retssikkerhed og retsudvikling verden over, f.eks. kampen mod korruption. Vi har et stort udbytte af - og en naturlig forpligtelse til - at bidrage på disse felter. Der arbejdes også inden for forskellige materielle retsområder, hvor vi nu med Danske Advokaters tilknytning til IBA kan trække på flere ressourcer, siger Søren Jenstrup.
Advokat Philip S. Thorsen fra Mazanti-Andersen, Korsø Jensen & Partnere er én af de advokater, der valgte at deltage. Vi spurgte ham om, hvorfor han valgte at deltage, og hvad han fik ud af det:
- Jeg har tidligere deltaget i IBA-konferencer, og det var en god anledning til at følge op på dette, når arrangementet fandt sted i København. Der blev diskuteret mange spændende emner, hvilket altid er interessant, når advokater fra forskellige kulturer og med andre faglige interesser mødes. Der var god mulighed for både at genopfriske gamle bekendtskaber og møde nye udenlandske kollegaer.
På de følgende sider kan du i billeder få et indtryk af IBA-konferencen, hvis du ikke var blandt de 20-30 danske deltagere.
Debatten om Pactum de quota litis har vi viet til sin egen artikel derefter.