Advokaten 5 - Sygdom giver ret til ny ferie

Print Print
14-06-2010

Europæisk retspolitik

Hvis du bliver syg og ikke kan komme af sted på din planlagte ferie, så har du krav på en ny ferie senere. Det fastslår EU-Domstolen i ny dom.

Af Morten Broberg, professor, Københavns Universitet og konsulterende seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier

I mange europæiske byer er det sådan, at parkerer man ulovligt, er der risiko for, at bilen er blevet fjernet, når man vender tilbage. Det gælder eksempelvis i Madrid. Her er señor Vicente Pereda en af de medarbejdere, som for firmaet Madrid Movilidad SA fjerner disse ulovligt parkerede biler. Det gjorde señor Pereda også tilbage i 2007, og han skulle naturligvis have ferie i løbet af det pågældende ferieår.
I overensstemmelse med den kollektive overenskomst var denne betalte ferie blevet fastlagt til perioden fra 16. juli til 14. august 2007. Uheldigvis blev señor Pereda udsat for en arbejdsulykke kort før feriens start, hvilket indebar, at han var uarbejdsdygtig frem til 13. august 2007. Den ferie, som han havde ret til i 2007 uden samtidig at være på sygeorlov, var således begrænset til dagene 14. og 15. august 2007.
Det kan vel næppe være overraskende, at señor Pereda ikke fandt to dages ferie fuldt tilstrækkeligt for året 2007, så han anmodede sin arbejdsgiver om at få en ny betalt ferie, som skulle lægges på et senere tidspunkt i 2007.
Arbejdsgiveren – Madrid Movilidad SA – afslog imidlertid anmodningen uden at give nogen begrundelse for dette. Señor Pereda anlagde herefter sag mod Madrid Movilidad SA. Han gjorde gældende, at det fulgte af bl.a. arbejdstidsdirektivet, at han havde krav på en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed, og at det som hovedregel ikke var muligt at fravige denne ret – eksempelvis ved at erstatte ferien med en finansiel godtgørelse.

Hvad siger EU-retten
Spørgsmålet, som den spanske ret skulle tage stilling til, var således, om en medarbejders sygeorlov i den periode, hvor han ellers skulle have holdt ferie, indebar, at medarbejderen kunne kræve ferie på et andet tidspunkt.
Da besvarelsen af dette spørgsmål forudsatte en fortolkning af arbejdstidsdirektivet, spurgte den nationale ret EU-Domstolen, om direktivet var til hinder for nationale bestemmelser eller kollektive overenskomster, hvorefter en arbejdstager, der er sygemeldt under sin årlige ferie som fastsat i ferieplanen for den virksomhed, hvor han er ansat, ikke har ret til efter raskmelding at afholde sin årlige ferie på et andet tidspunkt end oprindeligt.
Ved sin besvarelse af det præjudicielle spørgsmål indledte EU-Domstolen med at fastslå, at den ret til en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed, som er fastslået i arbejdstidsdirektivet, må betragtes som “et særlig vigtigt princip” i EU’s sociallovgivning.
Det påhviler medlemsstaterne at sikre, at dette princip gennemføres på nationalt niveau. Under henvisning til tidligere domspraksis fastslog EU-Domstolen videre, at det EU-retlige princip om ret til ferie ikke var til hinder for, at der i de enkelte medlemsstater blev fastsat bestemmelser om, at retten til ferie kunne fortabes. Men sådan fortabelse kunne kun ske, hvor arbejdstageren rent faktisk havde haft mulighed for at gøre brug af retten til ferie.
Det følger heraf, at såfremt en arbejdstager har haft sygeorlov inden for hele eller dele af den periode, hvori ferien skulle afholdes, og såfremt arbejdstageren derfor ikke har kunnet afholde sin ferie inden for ferieåret, da har den pågældende arbejdstager ikke fortabt retten til ferie.
Domstolen gik videre med at fastslå, at formålet med retten til en årlig betalt ferie er “at give arbejdstageren mulighed for at hvile ud og have en periode til rådighed, hvorunder han kan slappe af og nyde sin fritid.” Heroverfor stod, at formålet med sygeorlov er at give arbejdstageren mulighed for at komme sig over en sygdom. Sygeorlov og ferie har derfor kvalitativt forskellige formål.
På baggrund af disse betragtninger – og navnlig selve formålet med retten til årlig betalt ferie – konkluderede EU-Domstolen, at en arbejdstager, der har sygeorlov under sin forud fastlagte årlige ferie, efter anmodning har ret til at afholde ferie på et tidspunkt, der ikke falder sammen med sygeorloven, således at han reelt kan nyde godt af sin årlige ferie.
Længden af denne nye ferie skal svare til det tidsmæssige sammenfald mellem den oprindeligt fastsatte årlige ferie og sygeorloven – altså den ferie, som arbejdstageren “mistede” som følge af sygeorloven. Domstolen fastslog videre, at selve fastlæggelsen af tidspunktet for denne nye årlige ferie er underlagt nationale regler og procedurer vedrørende fastlæggelse af arbejdstageres ferie, idet den dog samtidig bemærkede, at der skal tages højde for de foreliggende forskellige interessehensyn, herunder navnlig tvingende hensyn vedrørende virksomhedens interesser.
I tilfælde af, at sådanne hensyn måtte tale imod at imødekomme arbejdstagerens anmodning om en ny periode for den årlige ferie, er arbejdsgiveren imidlertid forpligtet til at give arbejdstageren ferie i en anden periode foreslået af arbejdstageren. I sådanne situationer kan denne ferie principielt ligge efter ferieårets udløb.
Selv om arbejdstidsdirektivet principielt ikke er til hinder for, at en arbejdstager vælger at afholde sin betalte årlige ferie i løbet af den periode, hvor han har sygeorlov, så har arbejdstageren altså ret til ferie i en anden periode, hvis han ikke ønsker at afholde sin årlige ferie under sygeorloven. Og mon ikke det kun er de færreste arbejdstagere, der har et stærkt ønske om at kombinere sygeorlov og ferie, uanset at EU-Domstolen har fastslået, at en sådan kombination principielt er mulig?

Dommens betydning i Danmark
Den danske ferielov bygger på det hovedprincip, at en medarbejder, der sygemelder sig før en planlagt ferie er påbegyndt, skal have erstatningsferie, mens det ikke gælder for en medarbejder, som først sygemelder sig efter at ferien er påbegyndt.
Som det fremgår ovenfor, blev señor Pereda faktisk sygemeldt, endnu inden den planlagte ferie skulle være påbegyndt. Anskuer man alene EU-Domstolens dom ud fra hovedsagens faktumdel, burde Danmark således ikke få problemer med dommen. Imidlertid synes den præjudicielle afgørelse at gå væsentligt videre, idet den jo på intet tidspunkt synes at stille som forudsætning, at arbejdstageren er sygemeldt, inden ferien påbegyndes. Uden at tage forbehold slutter EU-Domstolen således af med at konkludere, at arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1, “er til hinder for nationale bestemmelser eller kollektive overenskomster, hvorefter en arbejdstager, der er sygemeldt under sin årlige ferie som fastsat i ferieplanen for den virksomhed, hvor han er ansat, ikke har ret til efter raskmelding at afholde sin årlige ferie på et andet tidspunkt end oprindeligt fastsat …”.
På baggrund af såvel dommens præmisser som den ganske kontante konklusion er det svært at se, hvorledes det skal være muligt at opretholde princippet om, at en medarbejder, der først sygemeldes under en planlagt ferie, ikke har krav på erstatningsferie. Om den danske regering deler denne vurdering, vil kun tiden vise.