Advokaten 5 - Det dokument er pudsigt nok… øh… bortkommet

Print Print
14-06-2010
Reglerne for edition er for tunge, og prisen for at lade dokumenter forsvinde er for lille. Det bør nye regler rette op på.

Af Advokatsamfundets Procesretsudvalg

Under førelse af en civil retssag bliver man som advokat opmærksom på, at ens part ikke er i besiddelse af et eller flere for sagen afgørende dokumenter. Man er ligeledes klar over, at modparten må være i besiddelse af disse dokumenter.
Hvad gør man så?
Man begynder med under trussel om processuel skadevirkning at fremsætte en provokation til modparten om at udlevere dokumenterne. Modparten bestrider, at dokumenterne er relevante for sagen, at provokationen har karakter af en “fisketur” og opfordrer til nærmere at redegøre for relevansen af såvel dokumenterne som provokationen.
Herefter fremsætter man en editionsbegæring. Modparten nægter fortsat at udlevere de pågældende dokumenter.
Retten indkalder herefter til et § 353-møde, hvor det kan konstateres, at der skal gen-nemføres en egentlig formalitetsprocedure vedrørende editionsbegæringen. Den gennemføres herefter og retten beslutter at imødekomme editionsbegæringen og pålægger modparten at fremlægge de pågældende dokumenter. Herefter går der en rum tid, og modparten meddeler så, at de pågældende dokumenter desværre ved en beklagelig fejl er bortkommet, så han kan desværre ikke fremlægge dokumenterne.
Hvad sker der så?
Normalt ingenting!
Der er i mellemtiden gået omkring et år med at få gennemført editionen, og sagen har i denne periode ikke flyttet sig en meter.

De gældende editionsregler
De fleste advokater har været ude for handlingsforløb i civile retssager svarende – i højere eller mindre grad – til det beskrevne handlingsforløb, og man sidder bagefter med en følelse af, at det dog er urimeligt, at en part og hans advokat kan slippe godt fra at obstruere oplysningen af en civil retssag på denne måde.
Det er kendetegnende for den danske civile retspleje, at en part som altovervejende ho-vedregel ikke har pligt til at fremlægge dokumenter i en civil retssag, som han ikke ønsker at fremlægge. Undlader han på trods af en provokation eller af et egentligt editionspålæg at fremlægge det ønskede dokument, er den værste konsekvens for ham, at han rammes af processuel skadevirkning. Hvad der nærmere ligger i den processuelle skadevirkning, er enkelt at beskrive på det teoretiske plan – “retten skal tillægge det virkning for modparten” som det hedder i retsplejelovens § 344, stk. 2 – men i det praktiske retsliv er det ofte uhyre vanskeligt på forhånd at vurdere, om den processuelle skadevirkning overhovedet får nogen betydning for sagens afgørelse.
Advokatsamfundets Procesretsudvalg har i en række møder drøftet bl.a. reglerne om edition med det formål at foreslå mere effektive regler.
De gældende editionsregler findes i retsplejelovens §§ 298-300. Reglerne er gengivet i faktaboksen på side 36.
Udover disse generelle regler om edition, indeholder retsplejeloven i kapitel 29 a nogle specialbestemmelser om oplysningspligt ved immaterialretskrænkelser. Specialreglerne pålægger parter og modparter at fremkomme med oplysninger om en række forhold i sager om immaterialretskrænkelser i en række nærmere specificerede tilfælde. Reglerne vedrører ikke blot fremlæggelse af dokumenter, men fremlæggelse af oplysninger, der er et betydelig bredere begreb end dokumenter.
Disse regler har i modsætning til de generelle regler i §§ 298-300 i praksis vist sig effektive, hvilket bl.a. skyldes henvisningen til retsplejelovens § 178, således at tvangsmidlerne over for vidner også kan anvendes over for en part, som vægrer sig ved at opfylde en editionsanmodning.

Mangler ved de nuværende editionsregler
De generelle regler om edition i retsplejelovens §§ 298-300 lider efter Procesretsudvalgets vurdering af følgende mangler:
• Reglerne er ofte for “tunge” at anvende. Inden man når frem til en afgørelse, har der været et forudgående § 353-møde og evt. en formalitetsprocedure ofte efter en separat skriftveksling. Sagsbehandlingstiden bliver unødigt forlænget af brugen af editionsanmodninger.
• Reglerne stiller som udgangspunkt krav om, at man kan identificere de dokumenter, som man ønsker fremlagt – dette kan ofte være umuligt, fordi en part ikke ved, hvad der eksisterer af dokumenter hos den anden part. Det stiller den part, som er i besiddelse af væsentlige dokumenter for sagens afgørelse, som modpar-ten ikke kender til, f.eks. fordi han er ophørt med at være ansat hos modparten, væsentlig bedre end modparten.
• Det er uklart, hvad konsekvensen for en part er, hvis man ikke efterlever en pålagt edition. Processuel skadevirkning er et meget flagrende begreb, som i praksis er uhyre vanskeligt at anvende. Ofte er det på forhånd næsten umuligt at vurdere, om den processuelle skadevirkning, som en part kan udsættes for, hvis han nægter at udlevere et eller flere dokumenter, overhovedet får nogen betydning for sagens afgørelse. Enkelte medlemmer af Procesretsudvalget vil gå så vidt som at hævde, at det ikke får nogen betydning overhovedet. Man skal formulere, hvad skadevirkningen skal være, men retten tillægger det ikke nogen virkning alligevel. Det bliver betragtet som procesfnidder.
• Ofte kan parter komme helt ud af en editionspligt ved blot at erklære, at de ikke (længere) er i besiddelse af det pågældende dokument. Domstolene foretager ingen efterprøvelse af, om en sådan erklæring er sand.
• Retten har med de nugældende regler ingen mulighed for at pålægge den part, som får et dokument udleveret i medfør af editionsreglerne at iagttage fortrolighed med hensyn til dokumentet, hvilket i praksis ofte har vist sig at udgøre et problem.
• Domstolene har i mange tilfælde en betydelig ulyst til at beskæftige sig med edi-tionsanmodninger. Man ønsker sagerne gennemført på en effektiv, smidig og pragmatisk måde og synes generelt, at formelle spørgsmål er en hindring for dette og et udtryk for, at advokaterne blot besværliggør en effektiv afvikling af sagerne. Som advokat får man ofte den fornemmelse, at den, der vedholdende forsøger at få oplysningerne frem, bliver behandlet negativt af retten. Man kan blive betragtet som netop den, der har en meget dårlig sag, når det nu kan være så afgørende at få disse oplysninger frem. Dette tilgodeser den part, som søger at obstruere oplysningen af sagen.
Sammenfattende er det Procesretsudvalgets opfattelse, at de nugældende editionsregler i for høj grad tilgodeser den part, som søger at obstruere oplysningen af en civil retssag. Dette kan ingen af retslivets aktører være tjent med.

Formål med reglerne
Det er Procesretsudvalgets opfattelse, at editionsreglerne grundlæggende skal tjene to formål: For det første skal editionsreglerne medvirke til at sikre en effektiv oplysning af civile retssager. For det andet skal editionsreglerne medvirke til at stille parterne i en civil retssag mere lige i den forstand, at den ene part ikke skal kunne profitere af, at den anden part af en eller anden grund ikke har et relevant dokument i sin besiddelse, hvis dokumentet i øvrigt er af betydning for en stillingtagen til sagens materielle indhold.
Det betyder bl.a., at kravet til en parts evne til at identificere det eller de ønskede dokumenter bør lempes i forhold til den nuværende praksis.
Endvidere bør parter ikke have mulighed for at kunne hindre en sags oplysning ved at skille sig af med dokumenter, der kan være relevante for sagen, mens sagen verserer.
Omvendt bør editionsreglerne fortsat medvirke til, at størrelsen af civile retssager ikke bliver pustet op som følge af, at parterne pålægges pligter til at fremkomme med tonsvis af dokumenter. Procesretsudvalget understreger, at det ikke ønsker editionsregler svarende til de amerikanske eller engelske discoveryregler.
Men det skal være muligt for en part relativt let og hurtigt at kunne få adgang til oplysninger, som er i modpartens besiddelse, eller som modparten har en let adgang til, og som må anses for at være af betydning for sagens oplysning.

Nye editionsregler
Efter Procesretsudvalgets opfattelse er bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 29 a udtryk for en passende balance mellem parternes respektive interesse i at få – henholdsvis begrænse – edition. Disse regler bør – med de fornødne tilpasninger – efter udvalgets opfattelse kunne udstrækkes til at gælde generelt.
I så fald kan retsplejelovens §§ 298-300 formuleres således, som vi har gjort det i fakta-boksen på næste side:
Forslaget adskiller sig fra de gældende editionsregler på navnlig fem punkter.

Bestemmelsen vedrører “oplysninger” og ikke “dokumenter”. Det betyder, at der ikke længere vil blive stillet krav om, at den part, der anmoder om edition, skal kunne identificere bestemte dokumenter; det er tilstrækkeligt, at han kan identificere bestemte oplysninger.
Retten får adgang til at pålægge den part eller tredjemand, som har den letteste adgang til at fremskaffe oplysninger i sagen, at fremskaffe disse oplysninger.
En modvillig part kan mødes med såvel de almindelige tvangsmidler over for uvillige vidner som processuel skadevirkning, således at en part ikke længere kan spekulere i, om det kan betale sig at fremlægge bestemte oplysninger.
Retten får mulighed for at pålægge den part, som modtager oplysningerne, at iagttage fortrolighed med hensyn til disse.
Parter må ikke kunne hindre en sags oplysning ved at skille sig af med dokumenter, der kan være relevante for sagen, mens sagen verserer.

Det er Procesretsudvalgets opfattelse, at forslaget uden at ændre afgørende ved de civil-procesretlige grundprincipper vil kunne gennemføres i forbindelse med en kommende revision af retsplejelovens regler om civile retssager. Lovgiver har allerede for immate-rialretskrænkelser ændret editionsreglerne til oplysningsregler. Det skal lovgiver gøre generelt for alle civile sager.

Retsplejelovens §§ 298-300
§ 298 Retten kan efter begæring af en part pålægge modparten at fremlægge dokumenter, der er undergivet hans rådighed, og som parten vil påberåbe sig under sagen, medmindre der derved vil fremkomme oplysning om forhold, som han ville være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vid-ne, jf. §§ 169-172.
Stk. 2. Undlader modparten uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder bestemmelsen i § 344, stk. 2, tilsvarende anvendelse.

§ 299 Retten kan efter begæring af en part pålægge tredjemand at forevise eller udlevere dokumenter, der er undergivet hans rådighed, og som har betydning for sagen, medmindre der derved vil fremkomme oplysning om forhold, som han ville være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne, jf. §§ 169-172.
Stk. 2. Undlader tredjemand uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder bestemmelsen i § 178 tilsvarende anvendelse.

§ 300 En part, der fremsætter begæring om fremlæggelse af dokumenter i henhold til §§ 298 og 299, må angive de kendsgerninger, der skal bevises ved dokumenterne, samt de grunde, hvorpå han støtter, at modparten eller den opgivne tredjemand er i besiddelse af dokumenterne.
Stk. 2. Bestemmelse om fremlæggelse af dokumenter træffes, efter at den, der har rådighed over dokumenterne, har haft lejlighed til at udtale sig.
Stk. 3. Tredjemand kan kræve sine udgifter ved fremlæggelsen forudbetalt af parten eller kræve stillet sikkerhed for udgifternes betaling.

Sager om immaterialret

Retsplejeloven indeholder i kapitel 29 a nogle specialbestemmelser om oplysningspligt ved immaterialretskrænkelser. Reglerne pålægger parter og modparter at fremkomme med oplysninger om en række forhold i sager om immaterialretskrænkelser i en række nærmere specificerede tilfælde.
Reglerne vedrører ikke blot fremlæggelse af dokumenter, men fremlæggelse af oplysninger, der er et betydeligt bredere begreb end dokumenter.
Disse regler har i praksis vist sig effektive, hvilket bl.a. skyldes henvisningen til retsple-jelovens § 178, således at tvangsmidlerne over for vidner også kan anvendes over for en part, som vægrer sig ved at opfylde en editionsanmodning.

Forslag til ny formulering af retsplejelovens §§ 298-300
§ 298 Retten kan efter anmodning af en part pålægge en modpart eller tredjemand at give oplysninger, som den pågældende råder over, og som er af betydning for oplysningen af sagen, såfremt
1) den pågældende må anses at være i besiddelse af de pågældende oplysninger, eller
2) den pågældende – uden at være i besiddelse af de pågældende oplysninger – i forhold til modparten eller sagens øvrige parter let vil kunne fremskaffe de pågældende oplysninger.
Stk. 2. Retten afslår helt eller delvis en anmodning efter stk. 1, hvis det må antages, at udlevering af oplysningerne vil påføre den, anmodningen vedrører, eller andre skade eller ulempe, som står i misforhold til den anmodende parts interesse i oplysningerne.
Stk. 3. Et pålæg efter stk. 1 omfatter ikke oplysninger, som den, anmodningen vedrører, i medfør af §§ 169-172 ikke har pligt til at afgive forklaring om som vidne. § 173 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Retten kan pålægge den part, som oplysninger udleveres til, at iagttage fortrolighed med hensyn til oplysningerne og ikke udlevere oplysningerne til tredjemand eller selv bruge oplysningerne kommercielt, jf. § 20 i lov om markedsføring. På en parts anmodning kan retten beslutte, at de pågældende oplysninger ikke udleveres til modparten, før retten har truffet beslutning om, at vedkommende part skal iagttage fortrolighed med hensyn til oplysningerne eller at vedkommende part ikke selv må bruge oplysningerne kommercielt.
Stk. 5. Undlader modparten uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder bestemmelserne i § 178 og § 344, stk. 2, tilsvarende anvendelse. Undlader tredjemand uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder bestemmelsen i § 178 tilsvarende anvendelse.

§ 299 En part, der fremsætter anmodning om pålæg efter § 299, skal angive de oplysninger, der ønskes, og begrundelsen for, at den, anmodningen vedrører, er omfattet af § 298, stk. 1, nr. 1-2.
Stk. 2. Bestemmelse om pålæg efter § 298 træffes, efter at modparten og den, anmodningen vedrører, har haft lejlighed til at udtale sig. Retten bestemmer, hvordan pålægget skal efterkommes.
Stk. 3. Tredjemand kan kræve sine udgifter ved at efterkomme pålægget forudbetalt af parten eller kræve stillet sikkerhed for udgifternes betaling.

§ 300 Efter anlæg af en civil retssag er ingen af sagens parter berettigede til at bortskaffe dokumenter eller andre effekter, der kan være relevante som beviser i sagen.
Stk. 2. Overtræder en part den i stk. 1 nævnte pligt til ikke at bortskaffe dokumenter og effekter, finder § 344, stk. 2, tilsvarende anvendelse.