Advokaten 4 - Se der går en politiker med svinehoved

Print Print
12-05-2010
Hvordan forholder det sig egentlig med ytringsfriheden fra et juridisk perspektiv?

Af Hans Henrik Brydensholt, tidl. landsdommer

Af den hidtidige, hovedsagelig moralske diskussion, kunne man få det indtryk, at journalister og pressen nyder en ubegrænset frihed, også til at genere andre.
At ofrene ud fra en juridisk synsvinkel bare må finde sig i hvad som helst, der kan komme under ytringsfrihedens beskyttende vinger. Det er det klogeste bare at bide krænkelsen i sig. Kun moralen – ikke loven – sætter tilsyneladende grænser for, hvad pressen kan sige.
Men sådan forholder det sig nu ikke. Formålet med denne artikel er at vise, at der teoretisk ikke er den store forskel mellem moral og jura på dette område.
Det kan godt være, at ærekrænkelse normalt ikke er noget, man står sig ved at rippe op i ved at bringe spørgsmålet for retten. Men pressefrihed er på den anden side ikke juridisk en absolut sikret ret.

Desværre, de er dumpet
For det første er grundloven ikke nogen hindring for en grænsedragning.
Den i grundloven indeholdte sætning: “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker” er uden reelt indhold. De afgørende eftersætninger lyder: “dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”
Vi har således et censurforbud. Ingen kan tvinges til før offentliggørelse at få accepteret eller blot forelægge sine tanker for en eller anden instans. Det er en grundlovssikret ret, som ingen lovgivningsmagt kan røre ved.
Men domstolene skal naturligvis – også når de bedømmer pressefrihed – rette sig efter loven.
Så ville der være noget i vejen for, at lovgivningsmagten gennemførte en lov, der gav pressen en begrænset ytringsfrihed – også hvor emnet var af samfundsmæssig betydning?
Tidligere mente man, at en sådan lov ville være i orden. Det tror man ikke længere.
Jeg husker, at jeg, et halvt år før jeg selv skulle op til eksamen i statsforfatningsret, var inde for at høre på en juridisk eksamination. Den dag var eksaminator den navnkundige professor Alf Ross. Han startede, da studenten havde taget plads ved det grønne bord med at spørge, om det efter dansk ret ville være gyldigt, hvis man i lovgivningen indførte et forbud imod, at pressen diskuterede en dansk tilslutning til NATO. Det var dengang et af tidens hotte politiske emner.
Studenten svarede, som det efter den dengang enerådende teori var rigtigt, at det kunne man godt.
Sådan et forbud ville efter den gældende teori være gyldigt.
Men studenten havde åbenbart ikke været fast nok i mælet, for Ross spurgte, om man virkelig hos os kunne forbyde en sådan væsentlig diskussion.
Studenten blev yderligere usikker og sagde, at man nok ikke i et demokrati kunne forbyde en sådan diskussion.
Ross trommede nu med en blyant i bordet og sagde: “Nu har De sagt, både at man kan, og at man ikke kan gennemføre en sådan lovgivning. Lad mig høre Deres endelige svar.”
Studenten, der nu var temmelig rundt på gulvet, fik svaret, at det kunne man ikke.
“Tak,” sagde Ross, og så var studenten dumpet.

Ytringens emne skal have vægt
Men grundloven fortolkes i vore dage i lyset af menneskerettighederne.
Og en vidtgående, men ikke ubegrænset, beskyttelse af ytringsfrihed følger af menneskerettighederne.
Det hedder i den europæiske menneskerettighedserklæring, som ikke længere er noget, der som en folkeretlig regel blot forpligter staten, men er gjort til en del af intern dansk ret:
“Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser.”
Denne bestemmelse ligner umiddelbart den danske grundlovsbestemmelse. Hvis der er en forskel, ligger den gemt i eftersætningen:
“Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan de underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og nødvendige i et demokratisk samfund....for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder.”
Den almindelige lovgivning, der gyldigt kan begrunde en indskrænkning i ytringsfriheden, skal altså bedømmes som nødvendig i et demokratisk samfund. Hvilke handlinger, det drejer sig om, er det i sidste instans overladt til Europarådets domstol i Strasbourg at afgøre. Men det vil i hvert fald aldrig blive bedømt som værende nødvendigt i et demokrati at afskære en relevant samfundsmæssig debat om f.eks. NATO og forsvarsalliancens adfærd.
Pressen nyder således en vidtgående ytringsfrihed, hvis ytringerne vel at mærke vedrører et emne, som det er af betydning, at man kan debattere i et demokratisk samfund.
Men er der tale om en for samfundsdebatten ligegyldig karikaturtegning, der krænker nogen alvorligt i deres religionsopfattelse, vil en afvejning klart tale til gunst for den krænkede.
Det spiller også en rolle, at religionsudøvelse nyder en særlig beskyttelse. Her skal der ikke så meget til, at en krænkende ytring – f.eks. en tegning, der må opfattes som en tilkendegivelse af, at det at være muslim er ensbetydende med at være terrorist – bliver ansvarspådragende. Hvis nogen er blevet krænket så alvorligt, at de vil have det besvær, der er forbundet med at gå til retten. For ærekrænkelse er privat påtale undergivet.
Selv om vi har en vidtgående ytringsfrihed, er den altså ikke ubegrænset. Det er muligt for lovgivningsmagten at sætte visse grænser. Men selv om man kan indskrænke ytringsfriheden, er spørgsmålet naturligvis, om det er noget, man har benyttet sig af. Der er jo ikke meget indhold i grundlovens passus om “under ansvar for domstolene”, hvis der ingen lovregler er, der viser, hvad man ikke må og derved giver domstolene nogle kriterier, man kan bygge på.

Erstatning fremfor straf
Men lovgivningen indeholder faktisk de nødvendige begrænsninger, domstolene skal bruge for at beskytte andres gode navn og rygte mod nedsættende sigtelser og ærerørige ringeagtsytringer. Og man behøver heller ikke at finde sig i grove krænkelser af ens religiøse tro. Den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, kan stilles til ansvar.
Uanset at der skulle foreligge en situation, hvor en anden kan straffes, vil det dog langtfra altid være klogt at gå efter i en privat straffesag at få krænkeren idømt en mere eller mindre symbolsk bøde. Selv om bøden dog også vil kunne blive følelig, hvis den strafbare krænkelse er sket gennem et massemedie, og dette medinddrages i sagen.
Det vil normalt være klogere at undgå besværet med at opfylde kravene om bevis i en straffesag og i stedet gå efter en tort-godtgørelse via erstatningsretten. Erstatningsansvarsloven indeholder nemlig efter 1972 en (for) sjældent anvendt bestemmelse om, at den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af bl.a. en andens ære, skal betale den forurettede godtgørelse for tort.
Foreligger der en retsstridig krænkelse, er det i en sag om godtgørelse ligegyldigt, om der af gerningsmanden er handlet med forsæt til at krænke. Også den uagtsomme krænkelse kan rammes.
Før 1972 var reglen, at man kunne pålægge den, der var ansvarlig for krænkelse af en andens legeme eller frihed, at betale godtgørelse også for ikke-økonomisk skade, mens der kun kunne ydes godtgørelse for den krænkelse, der blev tilføjet en anden på hans fred eller ære, hvis handlingen var strafbar. Men det blev der altså ændret på.
Lovændringen er fra en periode, hvor der blev lyttet til sagkundskaben. I en betænkning fra Straffelovrådet er anført den nærmere begrundelse for den senere ændring.
Her fremhæves det netop som en ulempe ved den tidligere gældende ordning, at betingelsen for at få oprejsning ved en civilretlig sag om retsstridige freds- eller ærekrænkelser var, at den pågældende handling også var strafbar. Herved blev den krænkede tvunget til at godtgøre, at skadevolderen havde handlet forsætligt. Man var afskåret fra at inddrage sådanne forhold, der føltes stærkt krænkende for ofret, men hvor beviset for det nødvendige krænkelsesforsæt ikke kunne føres.
Det ville her være formålstjenligt at give domstolene hjemmel til at udvide den civilretlige beskyttelse.
Det ville også være en fordel, hvor der forelå en stærk formodning om forsæt, men hvor dette ikke kunne bevises tilstrækkeligt.
Det blev tillige fremhævet, at man gennem en frigørelse fra kravet om strafbarhed fik mulighed for en større tilbageholdenhed med udvidelsen af det strafbares område.
Dette var tillige i god overensstemmelse med den moderne retsudvikling. Reglen om godtgørelse over for det, der måtte karakteriseres som en retsstridig krænkelse, blev tilmed gjort obligatorisk i dansk ret.

Muhammed-tegninger
Men der er jo ingen tvivl om, at Muhammed-tegningerne følelsesmæssigt har krænket tilhængerne af islam ved at fremstille dem som terrorister.
Så hjælper det ikke, at gerningsmanden måske har forestillet sig, at der gjaldt en ubetinget ytringsfrihed i pressen. En sådan fejlopfattelse diskulperer ikke. Og efter erstatningsloven kan reaktionen i form af godtgørelse for tort blive følelig. Der er den vigtige detalje, at godtgørelsen går til ofret, ikke som en bøde til statskassen. Så der er noget at komme efter.
Det er nu ikke kun en Mohammed-tegning, der aktuelt ville kunne udløse en sag.
For nylig var der i Politiken en vittighedstegning, der viste en procession. I processionen var bl.a. en katolsk biskop med en lille kordreng med slikkepind ved hånden. Jeg vil ikke føje spot til skade ved at gå i detaljer med de i øvrigt fremstillede, men blot sige, at der bl.a. var kendte politikere fremstillet med grisehoveder og en tilsløret kvinde, der bar en araber. Der var også det, der var værre og mere bloddryppende. Skulle det nu være morsomt?
Tænk dog på, hvor krænkende, det må være at blive fremstillet på den måde.
Jeg er ganske vist klar over, at der i retspraksis skal meget til, for at en politiker kan få lovens beskyttelse.
Der ligger vel i domstolspraksis en forestilling om, at den, der selv stikker næsen frem, må kunne tage råt for usødet. Men er det ikke gået alt for vidt?
Niels Barfoed har i en velafbalanceret kronik ligeledes i Politiken for nylig henledt opmærksomheden på, hvor betydningsfuldt det er at sondre mellem de ytringer, der prøver at sige noget af betydning for samfundet, og dem hvor hensigten er blot at få bifald ved at krænke andre. Det er et synspunkt, juraen støtter op om.