Advokaten 4 - Derfor siger advokaten fra

Print Print
12-05-2010
Det er indlysende – og legitimt – når advokater siger nej til sager med fri proces eller retshjælp.

Af Ditlev Nielsen, advokat (L)

Salæret i civile sager, hvor der er fri proces eller retshjælpsforsikring, er så ringe, at flere og flere advokater ikke ønsker at føre disse sager.
Det er gjort gældende, at dette er til skade for borgernes retssikkerhed. Dette spørgsmål er ikke mit ærinde. Det må andre tage sig af.
Emnet er senest omtalt i artikler i Advokaten nr. 1/2010 og med en efterfølgende debat i Berlingske Tidende.
I Advokaten udtaler professor Eva Smith, at borgerne ikke har ret til en af de dyreste advokater fra de dyreste kontorer, men at en “almindelig habil advokat” også kan gøre det.
I Berlingske Tidende udtaler Forbrugerrådets administrerende direktør, Rasmus Kjeldahl, forargelse over, at nogle advokater ikke vil påtage sig disse sager, og at advokater på grund af en gratis og lang uddannelse har en etisk pligt til at påtage sig disse sager.
Begge disse synspunkter er efter min opfattelse grundlæggende forkerte, og jeg har stor sympati for, at flere og flere advokater ikke ønsker at påtage sig disse sager, hvor honoraret er så åbenbart urimeligt.
Til Eva Smith er at sige, at civile retssager hyppigt angår komplicerede forhold både for så vidt angår faktum som jura, og at en specialiseret juridisk viden er nødvendig. Det går således ikke an for borgeren at gå til en “almindelig habil advokat”. Hvis en advokat påtager sig en sag, han /hun ikke magter, bliver sagen forkludret, og det ender uundgåeligt med, at den tabes i retten. Borgeren må således prøve at finde en advokat, der ved noget om emnet. At en specialviden koster ekstra, kan der vel ikke være uenighed om.
Til Rasmus Kjeldahls synspunkt skal anføres, at det måske nok kan hævdes, at de store kontorer af etiske grunde af og til bør påtage sig en underskudsgivende sag, men hvad med de advokater, der stort set kun har sager, hvor klienten ønsker, at der skal søges om retshjælpsdækning?
Det sidste er tilfældet for mit vedkommende og er naturligvis årsagen til, at jeg blander mig i debatten.
Som advokat har jeg fundet mig en niche i naboretlige sager (hegn, skelforretninger, skyggende træer på nabogrunden, vejrettigheder o.lign.). Klienterne er husejere, der har en husforsikring med retshjælpsdækning, som de gerne vil bruge. Området har lav status inden for det retlige system, idet mange mener, at begge parter er kværulanter. Der er ikke ret mange advokater, der interesserer sig for området, der i øvrigt efter min opfattelse er ganske kompliceret.
Efter min erfaring er det yderst sjældent, at begge parter er kværulanter, og tvisterne er hyppigt så dybtgående, at en part kan være så frustreret og psykisk berørt, at der kun er den mulighed at få en retlig afgørelse, hvis man da ikke vælger den løsning at sælge huset og flytte, hvilket mange gør.
Når sagen afsluttes ved dom, og retten træffer den afgørelse, at en af parterne skal betale omkostninger til den anden, er advokatens salær derved fastsat, idet forsikringsselskaberne så betaler det fastsatte salær. Hvis retten bestemmer, at hver part betaler egne omkostninger, er advokaten lidt bedre stillet, idet man så kan indlede et slagsmål med forsikringsselskaberne, som helst overhovedet ikke vil betale eller i hvert fald så lidt som muligt.
Under alle omstændigheder er salærerne så ringe, at de dårligt dækker omkostningerne for de advokater, der har normale omkostningsprocenter. Det skal til forståelsen af problemet oplyses, at advokaten efter de gældende regler ikke har lov til at afkræve klienten salær, når der er fri proces eller forsikringsdækning.
Som eksempel på de salærer, der opnås, kan henvises til Ugeskrift for Retsvæsen 2009 side 2882. Jeg vandt en sag ved retten i Hillerød, hvor en hegnsynskendelse var indbragt til prøvelse. Der var tale om en sag, der blev behandlet efter retsplejelovens regler om småsager. Byretten lod hver part bære sine omkostninger, og forsikringsselskabet gav afslag på retshjælpsdækning, da der ikke havde været hovedforhandling. Jeg kærede til Østre Landsret, der tilkendte mig et salær på 3.500 kr. inklusive moms. Der var anvendt ca. 15 timer på udredelse af sagen, udfærdigelse af stævning og kæreskrift. Denne sag gav således et salær på ca. 200 kr. i timen, hvoraf advokatforretningens omkostninger skal afholdes. Dette er naturligvis ekstremt, men et salær på under 6-700 kr. i timen er for min forretning snarere reglen end undtagelsen.
Med de omkostningsprocenter der er, er det derfor forståeligt, at advokaterne ikke vil påtage sig disse sager.