Advokaten 3 - Konvention i krise

Print Print
13-04-2010

Ratificeret – men ikke inkorporeret. Den 20 år gamle Børnekonvention lever i udkanten af dansk politik og lovgivning. Andre lande har valgt at gøre konventionen til en ufravigelig rettesnor. Det bør også ske i Danmark.

Af Lisbeth Zorning Andersen, formand, Børnerådet

Det er ikke let at være Børnekonvention i Danmark. En lidt sær gråzone-placering – mere end en skåltale, men mindre end en lov – gør det vanskeligt for danske politikere og myndigheder at se konventionen som andet end en lidt besværlig forpligtelse.
I stedet for at styre efter konventionen, styrer man i vid udstrækning uden om den – både i ånd og i bogstav. Det er grunden til, at konventionen i Danmark har fået en rolle som en stopklods, der hæmmer og bremser politiske initiativer og myndighedsudøvelse.

Det er helt på hovedet – og dybt bekymrende. Resultatet er nemlig, at diskussionen om børns rettigheder er kritisk, defensiv og bagudrettet. Den bliver et spørgsmål om brud, krænkelser og overtrædelser efterfulgt af ukonstruktiv håndvaskning.
I andre lande er FN's Børnekonvention udgangspunkt for en konstruktiv, fremadrettet og visionær debat om, hvordan samfundet indrettes, så børn og unge får den bedst mulige beskyttelse og de bedst mulige udviklingsmuligheder. Det gælder f.eks. i Norge, hvor konventionen er fuldt inkorporeret i national lovgivning og i Sverige, hvor alle lovinitiativer tjekkes i forhold til konventionen.

Den kriminelle lavalder
Men i Danmark er konventionen blot en pegefinger, der løftes, når stat eller kommune går over stregen. Lad mig give et par eksempler:

Da Kommissionen vedrørende Ungdomskriminalitet lagde sin velunderbyggede betænkning på justitsministerens bord sidste år, stod det klart, at en sænkelse af den kriminelle lavalder er imod al sund fornuft.
Børnerådet, Institut for Menneskerettigheder og flere organisationer på børne- og ungeområdet har gentagne gange peget på, at det ikke er til fordel for børn at blive omfattet af straffelovens bestemmelser. Det vil også stride mod FN’s Børnekonvention og FN's Børnekomités anbefalinger.
Men henvisninger til både komité og konvention er indtil videre prellet helt af på det flertal i Folketinget, der sandsynligvis vedtager regeringens forslag inden længe. Det problem, som en sænket kriminel lavalder skal kunne løse, er, at den grove ungdomskriminalitet er steget de seneste år. Men kunne man forestille sig et forløb, hvor man fra lovgivernes side havde valgt at løse problemet med udgangspunkt i Børnekonventionens artikel 3? Her lyder stk. 1 som følger:

I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række.

Den politiske tilgang til et problem, som har alvorlige konsekvenser for de berørte børn og for samfundet som helhed, er altså pænt langt fra den børneretlige tænkning, der kommer til udtryk i FN's Børnekonvention. Det er svært at se, hvordan man med konventionen i hånden kan hævde, at det er i børns tarv, at samfundet får større mulighed for at straffe dem.

Beskytter vi børn?
Et andet eksempel på den stedmoderlige holdning til de rettigheder, som børn har ifølge Børnekonventionen, finder vi i den efterhånden lange række af sager, som Brønderslev for nylig ydede sit triste bidrag til.
Da denne sag om vold, misbrug og vanrøgt i en familie med otte børn dukkede op, var vi mange, der tog os til hovedet i undren og væmmelse. Der er nu en undersøgelse i gang i Ankestyrelsens regi, som sikkert vil afdække både fejl, undladelser, misforståelser osv.
Jeg udtalte til flere medier, at myndighedernes håndtering af disse børns forhold var i alvorlig konflikt med konventionens ånd og bogstav – og i øvrigt også med Serviceloven. Uanset hvor styrelsen placerer ansvaret for, at børnene ikke er blevet hjulpet i tide, så er det tydeligt for enhver, at systemet har svigtet. På trods af årelangt kendskab til de forhold, som børnene er vokset op under, er der ikke sat ind med tiltag, der kunne hjælpe familien. Børnekonventionens artikel 19 stk. 1 beskriver udførligt statens ansvar:

Deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder seksuelt misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers varetægt.
Med den løbende strøm af sager, der dukker op – før Brønderslev var det Mou og Tønder, og senest hører vi om en tilsvarende sag fra Sønderborg – så kan vi slå fast, at vi i Danmark endnu ikke har truffet “alle passende forholdsregler til beskyttelse” af udsatte børn.
Jeg anerkender, at der er reelle og betragtelige vanskeligheder forbundet med at sætte effektivt ind for at forhindre nye sager, men det kan og det skal gøres. Desværre er også de kommunale beslutningstagere ofte travlt optaget af andre ting end at lade sig inspirere af FN's Børnekonvention til, hvordan børns rettigheder kan styrkes.

International kritik
Alle lande, der har ratificeret konventionen, har forpligtet sig til at lade sig eksaminere af FN’s Børnekomité. Det gælder derfor også for Danmark. Hvert femte år skal regeringen sende en statusrapport til FN's Børnekomité. Her skal man gøre rede for de fremskridt, man mener, der er sket med hensyn til at styrke børns rettigheder. For at sikre sig et balanceret billede af forholdene beder komiteen også Børnerådet og en række organisationer om at komme med deres supplerende vurderinger. På den baggrund udtaler komiteen sig om Danmarks efterlevelse af Børnekonventionen.

Sidst Danmark blev eksamineret af FN's Børnekomité var i 2005 – den tredje af slagsen. Her kom komiteen med en længere række kritikpunkter og anbefalinger til konkrete indsatser. På det overordnede plan kritiserede komiteen Danmark for den svage forankring af Børnekonventionen i dansk national lovgivning.
Komiteen anbefalede, at vi styrker konventionens rolle enten ved en regulær inkorporering som i Norge, eller ved en de facto implementering som i Sverige. Børnerådet er naturligvis enig i denne kritik.

Komiteen pegede også på det forhold, at børn i Danmark reelt set står uden mulighed for at klage over afgørelser, der vedrører dem. Også her er Børnerådet enig med komiteen. På nogle områder har børn og unge ingen klageret. F.eks. kan en skoleelev ikke klage over lærernes opførsel, kvaliteten af undervisningen eller det fysiske og psykiske arbejdsmiljø i skolen.
På de områder, hvor børn har ret til at klage, er klageadgangen ofte skruet sammen, så kun voksne kan finde ud af at benytte den. Børns henvendelser er der ofte slet ikke kompetencer til at håndtere. Børn og unge ved ikke altid, at de kan klage eller hvordan man gør. Hvor mange børn går eksempelvis til kommunalbestyrelsen eller Ankestyrelsen? Blot tre personer under 18 år fandt vej til Folketingets Ombudsmand i 2007.
Klagenævnet for Vidtgående Specialundervisning og Ankenævnet for Uddannelsesstøtte er andre eksempler på instanser, der i praksis er aldeles utilgængelige for børn og unge.

Børnerådet foreslog derfor i 2009 – sammen med en meget bred vifte af organisationer på børne- og ungeområdet – at der oprettes en ombudslignende institution med det formål at styrke børn og unges retsstilling. Men da forslaget ikke har kunnet finde den nødvendige støtte i Folketinget, er der heller ikke udsigt til nævneværdige forbedringer af situationen.

Nyt liv til Børnekonventionen
Fjerde eksamination er gået i gang, og både regeringen og Børnerådet har udarbejdet statusrapporter til Børnekomiteen.
Børnerådet anbefaler fortsat, at Børnekonventionen inkorporeres i dansk lovgivning. Det er også rådets holdning, at regeringen bør tage initiativ til en systematisk vurdering af både gældende og ny lovgivning, regler og praksis ud fra Børnekonventionens ånd og bogstav. Det vil helt naturligt skabe et øget kendskab til konventionen og til det sæt af rettigheder, vi i Danmark har givet hinanden håndslag på at sikre børn. Det kunne betyde, at vi i daginstitutionerne, på skolerne, i fritidsklubberne og hvor børn ellers færdes, vil få mere opmærksomhed på børns trivsel, deres livsvilkår – og mulighederne for at forbedre dem løbende.

Men først og fremmest vil en beslutning om at inkorporere Børnekonventionen bringe børneperspektivet ind i centrum af beslutningsprocesserne – både på Christiansborg og i kommunerne. Det vil ikke være det værste, der kunne ske – hverken for børnene eller for os andre.


Statusrapport
Børnerådets supplerende rapport til FN's Børnekomité kan ses på www.brd.dk/fn-konvention.
Rapportens anbefalinger er desuden sammenfattet i folderen “Det synes vi altså! – en vifte af anbefalinger til forbedring af børns forhold i Danmark”.


Om Børnerådet
Børnerådet er et uafhængigt, statsligt råd, der arbejder for børns ret til beskyttelse, indflydelse og omsorg. Rådet, der har eksisteret siden 1994, er tværfagligt sammensat og består af en formand og seks medlemmer. Børnerådet taler børnenes sag i den offentlige debat og skaber debat om børns levevilkår i Danmark. Rådet beskæftiger sig med alle sider af børns liv: Skole-, kultur- og fritidsliv, sociale og sundhedsmæssige forhold, børn med særlige behov, børns retsstilling m.v.
Børnerådet behandler ikke konkrete klagesager.